„Skt. Nikolaus’ dag“ — Hvor stammer den fra?

SPADSERER man gennem gaderne i en belgisk by en dag først i december, kan ens blik fanges af klynger af børn der går fra hus til hus og synger små sange, de såkaldte „Skt. Nikolaus-sange“. Beboerne kvitterer ved at give de små sangere frugt, slik eller penge.

Hvad er anledningen? „Skt. Nikolaus’ dag“! I mange lande forbindes „Skt. Nikolaus“ (eller „Santa Claus“, julemanden) med juledagene, men i Belgien fejres den skæggede „helgen“ på sin helgendag, den 6. december. Faktisk er „Sankt Nikolaus“ (Sinterklaas eller Sint Nicolaas) en af de populæreste „helgener“ i Belgien og Holland, hvor talrige kirker, kapeller, gader og kvarterer er opkaldt efter ham. Overleveringen skildrer ham som „den store børneven“ der gavmildt uddeler gaver til børn på sin helligdag.

Aftenen før denne helligdag anbringer børnene en af deres sko i nærheden af skorstenen mens de synger deres små sange. De har fået at vide at „Sankt“ Nikolaus og hans mørke tjener (der kaldes Sorteper) denne nat kommer med dampskib fra Spanien, hvorefter „helgenen“ på sin grå hest rider hen over hustagene, fulgt af Sorteper, der medfører en stok og en stor sæk med legetøj og slik. Nikolaus kommer også med æbler, nødder og andre spiselige sager, og tit efterlader han en bestemt slags fantasifuldt udformede brune kryddersmåkager ved navn speculaas, eller bispesmåkager.

Hvem er gaverne til? De er tiltænkt børn som har været artige i det forløbne år, mens uartige børn ifølge sagnet bliver pryglet med kæppen, eller, værre endnu, bliver puttet i Sortepers sæk og bortført! Forståeligt nok gør børnene deres bedste for at stå sig godt med disse natlige gæster, og der venter derfor „helgenen“ et glas genever, samtidig med at der lægges en gulerod eller nogle stykker hugget sukker til hans hest.

Mange forældre i Belgien anser tiden omkring „Skt. Nikolaus’ dag“ for den glædeligste på hele året. De nyder det forventningsfulde ansigtsudtryk hos deres poder, som næsten ikke kan vente på at se hvad „den gode helgen“ har haft med til dem! Forældre giver derfor legenderne i arv til deres børn, uden egentlig at vide hvorfra disse skikke stammer. Vidste de det, ville de nok blive forfærdede.

„Sankt“ Nikolaus og Odin

Oosthoeks Encyclopedia oplyser: „Fejringen af [Skt. Nikolaus] i hjemmet har sin oprindelse i en kirkehøjtid (der omfattede uddeling af overraskelser til børnene) som igen havde sin oprindelse i førkristne elementer. Skt. Nikolaus, der rider hen over hustagene, er den hedenske gud Wodan [Odin]. . . . Skt. Nikolaus var også anføreren for den vilde jagt der udspillede sig når de dødes sjæle besøgte jorden.“

Ja, de gamle germanere troede at deres hovedgud, Odin, eller Wodan, anførte de dødes sjæle i et rasende ridt over stok og sten i løbet af de „tolv slemme dage“ mellem jul og helligtrekongersdag (6. januar). Dette udløste et stormvejr der medbragte sæden til afgrøderne og derved fremmede frugtbarheden. De æbler og nødder der sammen med andre efterårsprodukter bliver uddelt omkring „Skt. Nikolaus’ dag“, var oprindelig også frugtbarhedssymboler. I gamle dage troede man at guderne kunne formildes ved at man skænkede dem gaver i løbet af den kolde, mørke vintertid, så menneskenes, dyrenes og jordens frugtbarhed blev øget.

Odin havde følgeskab af sin tjener Eckhard, Sortepers forgænger. Også han medførte en kæp. Så sent som i middelalderen troede man at bestemte træer og planter kunne gøre mennesker frugtbare, og at en kvinde kunne blive gravid blot ved at blive slået med en gren fra et sådant træ.

Bogen Feest-en Vierdagen in kerk en volksgebruik (Højtider og fester i kirke og folkeskikke) opregner endnu flere lighedspunkter mellem Odin og „Sankt“ Nikolaus: „Wodan fyldte også de støvler og træsko der blev stillet ved skorstenen, blot med guld. I træskoen blev der desuden lagt hø og strå til Wodans ganger. Også markens sidste neg var til hesten.“

Bogen Sint Nicolaas af B. S. P. van den Aardweg fremhæver yderligere nogle påfaldende lighedspunkter:

„Skt. Nikolaus: en høj, magtfuld skikkelse på en hvid hest. Han har langt hvidt skæg, en bispestav i hånden og en bispehue på hovedet . . . og er iført en vid, flagrende bispekåbe.

Wodan: en høj person med hvidt skæg. Han bærer en bredskygget hat der er trukket helt ned over øjnene. I hånden holder han et magisk spyd. Han er klædt i en vid kappe og rider på sin trofaste grå ganger Sleipner.

Der findes flere af disse iøjnefaldende ligheder: Wodan red gennem luften på sin grå hest, og gysende bragte folk ham fyldte kager sammen med kød og landbrugsprodukter. Skt. Nikolaus rider også hen over hustagene, og børn lægger hø, gulerødder og vand klar til hesten. Ingefærkager var sammen med kæppen frugtbarhedssymboler længe før man begyndte at fejre Skt. Nikolaus.“

Nutidige frugtbarhedsriter

Flere andre skikke i forbindelse med „Sankt“ Nikolaus har ligeledes hedenske rødder. For eksempel går drenge og unge mænd i alderen mellem 12 og 18 år i den nordlige del af Belgien ud på gaderne den 4. december hvert år, iført groteske kostumer prydet med fjer, strandskaller og andet fra deres egn. De maskerede drenge skal forestille „små Skt. Nikolaus’er“, eller Sunne Klaezjen. Aftenen efter er turen kommet til mænd på 18 år og opefter. I de tidlige aftentimer strejfer de rundt i gaderne og forjager ved hjælp af koste, bøffelhorn og knipler alle de kvinder, piger og små drenge de støder på. Unge piger tvinges til at danse eller springe over en stok.

Hvad er hensigten med alt dette? Jo, også dette skulle oprindelig fremme frugtbarheden — det alting drejede sig om i de gamle kulturer. Vinteren var en mørk og knugende årstid, og det var en udbredt antagelse at frugtbarhedsguden nu sov eller var død. Man mente at man på forskellige måder kunne vække guddommen til live, eller at man i det mindste kunne give ham eller hende en håndsrækning. Gaver, dans, støj, og slag med en frugtbarhedskæp skulle kunne uddrive onde ånder og øge menneskers, dyrs og jordbundens frugtbarhed.

Når unge piger springer over stokken, efterligner de derfor deres stammødre, der troede at hørren ville vokse så højt som de sprang. Og ved at jage kvinder og børn på flugt udfører de unge mænd et ritual der skulle fordrive onde ånder.

Er det noget for kristne?

Hvorfor har sådanne ritualer sneget sig ind i den såkaldte kristendom? Det skyldes at kirkens missionærer i sin tid ikke holdt på at de der omvendte sig, skulle følge Bibelens bud: „Gå ud fra dem, og skil jer ud, . . . og hold op med at røre det urene.“ (2 Korinther 6:17) Kristenhedens missionærer fjernede derfor ikke de hedenske skikke, men videreførte dem faktisk ved at tillempe og optage dem. Derefter udbredtes disse skikke over hele verden.

Hollandske indvandrere i Nordamerika førte fejringen af „Sankt“ Nikolaus med sig. Med tiden forvanskedes navnet til „Santa Claus“. Den værdige biskop forvandledes til en rødkindet, tykmavet skikkelse i rød dragt. Hans bispehue blev erstattet af en nissehue, og den hvide hest blev afløst af en rensdyrtrukket kane. Julemanden fortsatte imidlertid med at bringe gaver, om end hans besøg blev henlagt til juleaften.

I Tysklands protestantiske områder fortrængtes den katolske „Sankt“ Nikolaus af den mindre kontroversielle „julemand“. De hedenske islæt er imidlertid lette at få øje på den dag i dag.

Jesus sagde at „sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed“. (Johannes 4:23) For dem der oprigtigt ønsker at tilbede Gud rejser juleskikkene uundgåeligt spørgsmålet: Vil man videreføre de gamle skikke fra Odindyrkelsen, eller vil man frigøre sig fra ethvert levn af hedenskab? Det er et godt tidspunkt af året til at overveje dette alvorlige spørgsmål.

[Kildeangivelse på side 26]

Harper’s Weekly