Nu tjener jeg den største af alle kunstnere

SOM syvårig pige begyndte jeg at spørge mig selv: ’Hvorfor skal jeg engang dø? Kan jeg ikke undgå det?’ Jeg havde fået fortalt at Gud tager gode mennesker bort fordi han ønsker at have dem hos sig i himmelen. Jeg husker stadig at en af mine skolekammerater bemærkede: „Det er bedst at være ond, for de gode dør først!“

Eftersom jeg elskede at tegne, begyndte jeg at studere kunst. I min studietid havde jeg hverken tid til eller mulighed for at fordybe mig i religiøse emner. Tværtimod plejede jeg at sige til mine kammerater at man skulle være noget indskrænket for at være religiøs. Da jeg var færdig med mine studier, fik jeg en stilling som tegnelærer ved et gymnasium.

Jeg elskede mit arbejde og var også interesseret i italiensk og udenlandsk litteratur, kammermusik, symfonisk musik og opera. Det eneste religiøse jeg dengang beskæftigede mig med var ikonmalerier fra forskellige perioder. Som kunstner oplevede jeg hvordan det er at være i centrum, og hvordan det føles at udstille sine egne værker og være højt anerkendt, beundret og lovprist.

Dengang betød kunsten en hel del for mig, eftersom jeg i den havde fundet i hvert fald nogen mening med livet. Men de spørgsmål jeg havde stillet som syvårig, gjorde sig stadig gældende. Bestandig søgte jeg efter noget dybere, men vidste ikke hvad. Jeg læste meget og rådspurgte filosoffer. Jeg måtte have svar på mine spørgsmål, koste hvad det ville!

Jeg blev gift, men følte mig stadig rådvild. Efter min datters fødsel begyndte jeg mere målbevidst at søge efter sandheden. Jeg prøvede at finde den ved at male, digte, lytte til musik og læse bøger. Når jeg ved en koncert lyttede til de indledende strofer kom jeg uvilkårligt til at tænke med tak på Gud, dette højeste men ukendte væsen. I den periode sagde jeg ofte Gud tak for alt det jeg kunne glæde mig over — mit sovende barn, eller farverne i et landskab. Mange gange sukkede jeg: „Hvor er det en skam at kunsten, som kunne skildre så meget smukt, ofte bliver brugt til at fremstille død i stedet for liv!“ Nogle af de mest fremragende digterværker og teaterstykker er tragedier eller hymner til pessimismen, og nogle af malerkunstens største mesterværker forherliger døden frem for livet og dets skønhed. Hvorfor?

Denne følelsesmæssige konflikt berørte mig stærkt. Jeg blev modløs og begyndte at synke ned i apati. Det var på det tidspunkt Jehovas vidner kom til min dør. Jeg lyttede til dem; det var som om de talte et helt nyt sprog. Guds løfte om et paradis på jorden lød som sød musik i mine ører. Jeg begyndte at læse i Bibelen. Dér fandt jeg omsider svar på de spørgsmål jeg havde tumlet med siden jeg var barn. Gud ønsker ikke at mennesker skal dø, men vil velsigne sine trofaste tjenere med evigt liv på jorden!

Det var i 1973. Det følgende år indviede jeg mig til Jehova og blev døbt. Men det var ikke let for mig at bekæmpe min impulsive og sentimentale natur og vise ægte broderkærlighed, at lade min selvoptagethed vige for uselviskhed, og at være offervillig i stedet for kun at tænke på mit eget velbefindende. Jeg måtte fornægte mig selv. Jehovas vidner har hjulpet mig meget, og det samme har møderne i rigssalen.

Den store Kunstner har ryddet min tvivl og rådvildhed af vejen. Hvor er jeg taknemmelig! Det er grunden til at jeg siden september 1984 har tjent som pioner og anvendt 90 timer hver måned på at forkynde den gode nyhed om Guds rige.

Det at jeg nu kan tjene den store Kunstner og Skaber, Jehova, sammen med min familie giver sand tilfredshed. Med spændt forventning ser vi frem til at Han vil male det skønneste billede der nogen sinde er set, når han fjerner denne gamle onde verdensordning, der indhyller hele jorden i snavs. Døden vil blive fjernet og kunsten vil udelukkende beskæftige sig med livet. Til den tid vil kun det der er skønt og godt blive skildret, for Guds retfærdige nye verdensordning vil for bestandig fjerne al smerte og elendighed. — Indsendt.