’Jeg fik nye svingfjer som ørnen’

Fortalt af Ingeborg Berg

JEG er født den 5. juni 1889 i Fredensborg i Nordsjælland, hvor også den kongelige sommerresidens, Fredensborg Slot, ligger. Når de kongelige fik gæster, blev fruerne fra de bedrestillede hjem i Fredensborg bedt om at komme til slottet og sørge for maden. Da jeg kendte mange af disse fruer, fik jeg som lille pige ofte lov til at lege inde på selve slottet — også når kongefamilien havde besøg af konger og kejsere fra andre europæiske lande.

Jeg husker således tydeligt zar Nikolaj II af Rusland og hans familie. Uden for zarens sovekammer har jeg set hans livkosak holde vagt med draget sabel. Kosakkerne var meget glade for børn, og engang forsøgte en af dem at fange mig for at give mig et knus; men jeg flygtede gennem slottets lange gange. Jeg var bange for ham, for han så så drabelig ud med sit store skæg.

Jeg husker ved en lejlighed at zar Nikolaj II af Rusland, kejser Wilhelm II af Tyskland og dronning Victorias søn, den senere kong Edward VII af England, ved et besøg hos den danske kong Christian IX frit gik rundt i Fredensborgs gader og talte hyggeligt med folk. Ved den lejlighed klappede zar Nikolaj mig på hovedet, mens jeg nejede ærbødigt. Dengang var der ingen livvagter eller frygt for attentater. Det var en fredfyldt tid.

Freden ophører

I 1912 kom jeg som sygeplejerske til Sønderjylland, der siden krigen mellem Danmark og Preussen i 1864 havde været under tysk herredømme. Som sygeplejerske for de dansksindede på den tyske side af grænsen blev jeg sendt ud for at hjælpe mødre med nyfødte børn, og kom på den måde til at lære mange af de unge familier godt at kende.

I 1914 blev jeg gift med en dansk grænsegendarm og kom derfor til at bo på den danske side af grænsen. Kort efter udbrød der krig. Den blev senere omtalt som Den Store Krig, i dag kaldet den første verdenskrig. En morgen da vi kom op, var der rullet pigtråd ud langs hele den grænse hvor vi ellers før havde kunnet færdes så frit. Den fred og tryghed vi havde mærket op til 1914, skulle vi aldrig komme til at opleve igen.

Jeg kom tydeligt til at føle krigens gru og meningsløshed. Alle de unge fædre i de familier jeg havde besøgt som barselsplejer på den tyske side af grænsen, blev indkaldt til tysk militærtjeneste. På én nær faldt de alle på vestfronten ved Marne! Det var forfærdeligt at se alle de unge enker sidde alene tilbage med deres små børn, samtidig med at de nu selv måtte klare det hårde arbejde med at passe deres gårde eller husmandsbrug. „Hvor er Gud?“ tænkte jeg.

Under krigen var situationen ved grænsen ofte meget spændt eftersom mange flygtninge forsøgte at krydse grænsen. Jeg skulle visitere de kvinder der var mistænkt for at være smuglere, men da det som regel var fødevarer de smuglede, „overså“ jeg det gerne og lod dem slippe. Krigen sluttede i 1918, og i 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark.

Jeg får tro på Gud

Selv om min tro på Gud var svækket efter alle de uretfærdigheder jeg havde set, søgte jeg efter en mening med livet. Min mand, Alfred, og jeg gik regelmæssigt i kirke; men vi fik ikke besvaret vore mange spørgsmål.

I 1923 sluttede Alfred som gendarm, og vores familie flyttede til et lille fiskerleje ved Flensborg Fjord, hvor Alfred begyndte som erhvervsfisker. Vi kom snart til at lære en familie at kende der var baptister. Skønt vi var lutheranere tog vi imod en invitation til et bibelsk foredrag på Færgekroen i Egernsund. Inden vi gik derhen faldt jeg på knæ og bad til Gud: „Er der en Gud? Er der en Gud? — så hør mig!“

Foredraget, der handlede om kvinden ved brønden i Sykar, gav mig lyst til at læse i Bibelen. Som følge heraf blev jeg et helt nyt menneske! Jeg skrev til min mor: „Du har altid sagt at jeg skulle omvende mig. Jeg tror det er sket nu; men jeg har ikke turdet fortælle dig om det tidligere, fordi jeg var bange for at den glæde som jeg har oplevet skulle forsvinde — men den holder!“

Nogen tid senere, i 1927, fandt jeg oppe på loftet brochuren Frihed for Folket. Titlen fangede mig, og jeg blev så optaget af indholdet at jeg helt glemte tid og sted. Først da børnene kom hjem fra skole og råbte på mad, måtte jeg løsrive mig.

Da Alfred kom hjem om aftenen fortalte jeg ham begejstret om det jeg havde læst, og sagde til ham at hvis det der stod i brochuren var rigtigt, så var kirken ikke Guds hus, og vi burde melde os ud med det samme. Det syntes Alfred var en lidt hurtig beslutning at tage, og vi blev enige om at skrive til Vagttårnets kontor i Ole Suhrs Gade i København for at få noget mere litteratur.

De svarede at hvis vi var interesserede ville de gerne sende en forkynder ud at besøge os. Broder Christian Rømer kom. Vi gav ham børnenes værelse og trak deres senge ud på loftet. Han gik ud og forkyndte om formiddagen og eftermiddagen, og om aftenen underviste han os. Han blev i fire dage. Det var helt fantastisk! Da broder Rømer var rejst spurgte jeg igen Alfred om vi skulle melde os ud af kirken. Så svarede min mand: „Ja! Nu vil jeg også gerne meldes ud.“

Så gik Alfred til præsten for at udmelde os af kirken. Præsten troede at han kom fordi vi skulle have døbt en baby. Da det gik op for ham hvad han var kommet for, kunne han ikke tro det. „Hvad har I at indvende mod kirkens lære?“ spurgte han. Alfred nævnte så treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed og helvedeslæren. „Bibelen lærer ikke disse ting,“ sagde Alfred. „Det siger vi da heller ikke til mennesker der kan tænke selv,“ var præstens svar. „Nå, så tror præsten altså at vi der sidder i kirken er de rene analfabeter. Må jeg så bede om min udmeldelse!“ Så fik han den.

En overraskende fangst — og dåben

Vi ville gerne døbes ved stævnet i København i 1928, men pengene var få og vi havde ikke råd til rejsen. Jeg bad til Gud, om han ville vise os en vej, da vi gerne ville døbes. Kort før stævnet sejlede Alfred ud på fjorden og fangede så mange ål at han fyldte hele båden så vi fik råd til rejsen. Fangsten var en stor overraskelse for fiskerne på egnen, der var nemlig næsten ingen ål i fjorden det år. Så sent som i 1979 talte de stedlige fiskere stadig om „miraklet“. Vi kaldte det selv for „Peters fiskedræt“. Den 28. august 1928 symboliserede vi vor indvielse ved vanddåben.

Dåbshandlingen foregik anderledes end i dag. Bag et forhæng var der et stort dåbsbassin, og da forhænget blev trukket til side stod broder Christian Jensen — iført kjole og hvidt — midt i bassinet i vand til livet, klar til at døbe os. Dåbskandidaterne var iført lange hvide kjortler. Først blev brødrene døbt og derefter vi søstre.

Under opholdet i København boede vi hos mine forældre. Da vi kom hjem fra mødet, spurgte min far hvor vi havde været.

„Vi har været til møde,“ svarede jeg.

„Hvad skete der ved det møde?“ spurgte han.

„Vi er blevet døbt,“ svarede jeg.

„Du er blevet døbt!“ råbte han. „Var den dåb du blev døbt med som barn ikke god nok?“

„Nej, far,“ svarede jeg. Så stak han mig en knaldende lussing idet han sagde: „Jeg skal døbe dig!“

Det var i en alder af 39 år, som mor til fem børn, at jeg fik den sidste lussing af min far, der ellers var meget rar. Han omtalte aldrig siden episoden. Heldigvis kom Alfred først hjem lidt senere. Der gik mange år inden jeg fortalte ham hvad der var sket.

En sigtningens tid

Da vi var kommet hjem fra stævnet, besøgte jeg en jeg havde betragtet som en søster, og fortalte hende begejstret om stævnet og om at vi var blevet døbt. Hun sad helt stille, og så sagde hun: „Stakkels, stakkels søster Berg. Det må du ikke tro mere; men en af dagene kommer der en broder fra Flensborg, og han kan fortælle hele sandheden.“

Jeg var lamslået. Jeg magtede ikke at cykle hjem. Der var en kirkeklokke i nærheden der ringede, og for hvert slag den slog, var det som om det lød „død — død“ i mine ører. I mit indre råbte jeg til Jehova om hjælp, og det var som om en stemme citerede Salme 32, vers 8 og 9, for mig: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig med mit øje hvilende på dig. I skal ikke være som hest eller muldyr uden forstand; med tømme og bidsel må deres fyrighed tæmmes før de vil komme hen til dig.“

Da jeg kom hjem tog jeg min bibel og læste: „Fadervor, . . . komme dit rige, ske din vilje, som i himmelen, således også på jorden.“ Jeg kom i tanker om lignelsen om perlen af stor værdi. „Det må være sandt,“ tænkte jeg. (Mattæus 13:45, 46) Riget er perlen som Jesus talte om. Jeg ville også give alt for at få del i Riget. Disse tanker blev mig en dyrebar trøst. Der var også andre velsignelser.

I 1930 ændredes navnet på bladet „Den gyldne Tidsalder“ til „Ny Verden“ (i dag Vågn op!). Det var en stor opmuntring for os bibelstudenter da vi det følgende år fik navnet Jehovas Vidner. Omkring samme tidspunkt var vi blevet en håndfuld Vidner i vort område, og vi holdt af og til møder i vort hjem. Gaden vi boede i hed „Trappen“, og Selskabet kaldte os „Trappen menighed“.

Udholdenhed under flere prøver

I 1934 måtte jeg gennemgå en svær underlivsoperation, der medførte at jeg blev lam i den nederste del af kroppen, og var bundet til sengen i to og et halvt år. Lægerne havde dømt mig til at skulle sidde i kørestol resten af mine dage. Det var en svær tid; men min familie var enestående til at hjælpe mig.

Alfred købte en bibel med stor skrift, og vor yngste søn lavede et stativ så jeg kunne ligge i sengen og læse. Men jeg ønskede også at forkynde, så Alfred satte en tavle op ude ved vejen, hvor vi averterede de nye blade. De mennesker der viste interesse og kom på besøg, forkyndte jeg for. Tavlen resulterede i at hele vor familie blev kaldt „Ny Verden“ dér på egnen.

De rejsende tilsynsmænd var flinke til at komme på besøg når deres rute faldt forbi. På den måde lærte jeg disse modne og erfarne mænd godt at kende, og de opmuntrede mig meget under min sygdom. Jeg brugte tiden mens jeg lå syg til at studere, og den kundskab jeg opnåede holdt mig oppe. Jeg følte det som om jeg ’fik nye svingfjer som ørnen’. — Esajas 40:31, da. aut.

I 1935 kom forståelsen af den store skare, og langt de fleste brødre og søstre i området, inklusive vor ældste søn og datter, ophørte med at nyde symbolerne ved mindehøjtiden. Nogle få af os var dog aldrig i tvivl om vort himmelske kald, men vi glædede os samtidig over den nye forståelse af Jehovas storslåede hensigter med den store skare der ville opnå evigt liv på jorden. — Åbenbaringen 7:9; Salme 37:29.

Jeg kom mig efterhånden — trods lægernes forudsigelser — og kunne igen tage del i det storslåede forkyndelsesarbejde i fuldt omfang.

Den anden verdenskrig og tiden derefter

Vi kunne se til Tyskland tværs over fjorden fra vores vinduer, og følte derfor på nært hold nazismens svøbe. Nogle af vore naboer blev nazister, og de sagde truende til os: „Vent I bare til Hitler kommer, så havner I enten i en koncentrationslejr eller på en øde ø!“

Vi følte at det var bedst at flytte, og nogle venlige mennesker skaffede os en god lejlighed i Sønderborg. Vi flyttede den 28. marts 1940 som tyskerne besatte Danmark den 9. april. Jehovas vidner i Danmark kom dog ikke til at lide overlast under besættelsen.

Da Hitlers „tusindårsrige“ faldt, fik jeg studier med mange desillusionerede tyskere der boede i Sønderborg, og flere tog imod sandheden. Jeg har kunnet glæde mig over at have fået en stor familie af åndelige børn og børnebørn, foruden at de fleste af mine egne børn og børnebørn også er aktive i den kristne tjeneste!

Jeg mistede min mand i 1962, et oldebarn i 1981 og min ældste datter i 1984. Hver gang har tjenesten for Jehova været det der har hjulpet mig gennem sorgen.

Det har været en stor forret at have oplevet Rigets fremgang her i Danmark fra dengang jeg begyndte i 1928, hvor vi kun var omkring 300 forkyndere i hele landet. I dag er der over 16.000! Jeg er taknemmelig over at jeg stadig i en alder af 100 år kan være aktiv i Jehovas tjeneste. Jeg har i sandhed erfaret opfyldelsen af skriftstedet i Esajas 40:31: „Ny kraft får de, der bier på [Jehova], de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.“ — Da. aut.