Nyheder på nært hold
Gammeldags?
Ifølge en anglikansk præst i Adelaide i Australien er advarsler mod masturbation, der kan føre til utugt og ægteskabsbrud, gammeldags og stammer fra ikkekristne kilder. I en undersøgelse han for nylig har foretaget om seksualitet, giver han udtryk for at forlovede ikke nødvendigvis synder hvis de har kønslig forbindelse før de bliver gift. Undersøgelsen hævder endvidere at homoseksualitet i nogle tilfælde kan være acceptabelt. Ifølge Brisbaneavisen Courier Mail erklærer en talsmand for Uniting Church i Australien sig enig i „de grundlæggende principper i undersøgelsen“.
Bibelen siger imidlertid tydeligt at det er Guds vilje at alle ’afholder sig fra utugt’ og at „hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige“. (1 Thessaloniker 4:3, 4; 1 Korinther 6:9, 10) De som anerkender at Bibelen er Guds inspirerede ord, forstår at dens syn på kønslivet stammer fra en alvidende Skaber. Den gavnlige virkning det har at leve efter Bibelens principper, beviser at disse såkaldt gammeldags moralnormer stadig bidrager til stabile familier. Samtidig er de en beskyttelse mod de store følelsesmæssige problemer og forfærdelige sygdomme der er konsekvensen af en umoralsk livsførelse.
Den bedste beskyttelse
Stofmisbrug er stadig et alvorligt problem. Hvordan beskytter man bedst unge mod denne fare? I et interview offentliggjort i den brasilianske avis O Estado de S.Paulo, understreger den franske professor og psykiater Claude Olievenstein behovet for at børn får retningslinjer og kærlig støtte. Han siger: „Når folk i dag taler om narkotika betoner man politiets, retssystemets og skolens rolle. Der er imidlertid et stort behov for at også familien er med til at beskytte børnene [mod stofmisbrug]. . . . Mange børn ved ikke hvad faderlig autoritet er. Faderen er der ikke; han har åbenbart givet op.“
Dr. Olievenstein forklarer hvorfor det er bydende nødvendigt at også familien beskytter barnet, idet han siger: „Vi lever i et profitbegærligt samfund hvor folk skammer sig over moralnormer. Når vore børn, som følge af stofmisbrug, begynder at lægge en bestemt adfærd for dagen, skyldes det at vi ikke længere giver dem nogen moralbegreber. Vort samfund er blevet koldt, ufølsomt og industrialiseret. Folk tænker kun på kampen for at overleve.“
Ifølge tidsskriftet Superinteressante bekræfter en amerikansk undersøgelse vigtigheden af forældrenes myndighed. Bladet skriver: „De unge der klarer sig bedst i skolen og som er mest afbalancerede, kommer fra hjem hvor forældrene har fastsat visse regler og givet dem frihed inden for klart afstukne grænser. I sådanne familier er der væsentlig færre unge der er afhængige af stoffer og alkohol.“
Det er derfor med god grund at Bibelen giver forældre denne tilskyndelse: „Tugt din søn, så bringer han dig hvile og giver din sjæl megen glæde.“ (Ordsprogene 29:17) Ja, retledning der bygger på Bibelen kan hjælpe forældre til at beskytte deres børn mod stofmisbrug og højne hele familiens livskvalitet.