Jehovas vej er den bedste livsform

FORTALT AF ERKKI KANKAANPÄÄ

LIGE siden jeg var barn har det været mit mål at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Finland, også kaldet Betel. Så da en rejsende tilsynsmand i sommeren 1941 spurgte mig hvilke planer jeg havde for fremtiden, svarede jeg at jeg altid havde ønsket at komme på Betel.

„Det kan du lige så godt opgive, du bliver aldrig indbudt,“ svarede han. Først var jeg dybt skuffet, men så besluttede jeg at lægge sagen i Jehovas hånd. Et par måneder senere modtog jeg en indbydelse til at tjene på Betel.

Det var en noget genert 17-årig ung mand fra landet der en meget kold, klar novemberdag i 1941 ringede på dørklokken til afdelingskontoret i Helsinki. Men snart blev jeg budt velkommen af afdelingstilsynsmanden, Kaarlo Harteva. Afdelingskontoret førte tilsyn med de dengang 1135 forkyndere i Finland.

En kristen arv

I 1914 havde min far modtaget et eksemplar af publikationen Tidsaldrenes Plan, der var udgivet af Vagttårnsselskabet. Men eftersom den første verdenskrig brød ud kort efter, nåede han ikke at læse den.

Finlands kamp for national selvstændighed skabte problemer. Der opstod to magtfulde grupper — de hvide og de røde. De hvide repræsenterede kapitalisterne og middelklassen, mens de røde repræsenterede arbejderne. Min far forsøgte at være neutral og holde sig helt fri af disse grupper. Men begge grupper stemplede ham som mistænkelig.

Far blev to gange dømt til døden, først af de hvide, derefter af de røde. Efter at en mand var blevet myrdet uden at morderen var pågrebet, dømte man ti unge mænd, deriblandt min far, til døden. Men en af min fars lærere, som var medlem af juryen, anbefalede at man lod ham slippe, og det blev accepteret. De ni andre blev henrettet.

Også ved en anden lejlighed undgik far henrettelse. Derefter besluttede han at gå under jorden — i bogstaveligste forstand! Han og hans broder gravede et skjul i jorden hvor de opholdt sig indtil krigen var ovre. Deres yngre brødre sørgede for mad og drikke til dem.

Efter krigens afslutning i 1918 giftede far sig og byggede et hus nær skjulet. Senere benyttede jeg det som legeplads. Far sagde at han havde bedt meget mens han opholdt sig dér. Han havde lovet Gud at han ville tjene ham hvis han nogen sinde fandt ud af hvordan han skulle gøre det.

Kort efter sit bryllup søgte far efter noget læsestof at tage med på en forretningsrejse. På kvisten fandt han Tidsaldrenes Plan som han havde købt nogle år før. Han slog op på kapitlet med overskriften „Jehovas dag“ og læste det. Han blev ved at sige til sig selv: ’Det er sandheden, det er sandheden.’ Da han kom ned igen sagde han til mor: „Jeg har fundet den sande religion.“

Med det samme begyndte far at fortælle andre om det han havde lært. Først talte han med slægtninge og naboer. Senere begyndte han at holde offentlige foredrag. Snart sluttede andre sig til ham. Far kom i kontakt med bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, og i 1923 blev han døbt. Da vi børn kom til verden — vi var fire i alt — undlod far ikke at oplære os. Efter at der var blevet dannet en menighed var det et krav at vi kom til alle møderne.

Noget af det første jeg husker

Det tidligste jeg husker var et stævne vi holdt i vor hjemmenighed i 1929, da jeg var fire år. Der kom mange fra nabomenighederne og der var også en repræsentant fra afdelingskontoret. Dengang var det skik, i hvert fald i Finland, at velsigne børn ved stævnerne. Så broderen fra Betel velsignede børnene, ligesom Jesus havde gjort under sin tjeneste. Det har jeg aldrig glemt. — Markus 10:16.

Noget andet jeg husker var da vi i 1931 antog navnet Jehovas Vidner. Min far, som var klar over betydningen af dette skridt, læste højtideligt bekendtgørelsen om vort nye navn op for menigheden.

Lige så langt tilbage jeg kan huske har jeg været med min far i forkyndelsen. Til at begynde med lyttede jeg kun, men senere begyndte jeg selv at forkynde. I 1935, da en rejsende tilsynsmand besøgte os, gik jeg rundt til alle naboerne og indbød dem til mødet. Jeg tilbød dem også brochurer, og nogle tog imod dem.

Skolegang og en vigtig beslutning

Vi fire børn var de eneste på skolen hvis forældre var Jehovas vidner, og vi blev ofte drillet fordi vi ikke ligesom de andre ville deltage i ukristne handlinger. Skolekammeraterne forsøgte at lokke mig til at ryge, men det ville jeg ikke. Vi blev også hånligt kaldt for russellitter (Russell var Vagttårnsselskabets første præsident) eller hartevalitter (efter afdelingstilsynsmanden). Jeg er glad for at kunne sige at nogle af de børn som drillede os, senere selv blev Jehovas vidner.

Min lærer opfordrede mig til at fortsætte min uddannelse, og en overgang overvejede jeg at blive ingeniør. Men så kom Jehovas Vidners stævne i Pori i foråret 1939, og det blev et vendepunkt i mit liv. Min yngre broder, Tuomo, og jeg indviede os til Jehova og symboliserede det ved vanddåben ved dette stævne. Det var den 28. maj 1939. I begyndelsen af september brød den anden verdenskrig ud.

Forholdene i Europa ændrede sig hurtigt. Spændingen mellem Finland og Sovjetunionen voksede. Min far pointerede at Harmagedon nærmede sig og opfordrede os til at blive pionerer. I december 1940 begyndte min broder og jeg derfor som pionerer i det nordlige Finland.

Pioner- og beteltjeneste

Mens vi var pionerer boede vi det meste af tiden hos Yrjö Kallio. Denne broder var 30 år tidligere blevet bibelstudent i Pennsylvanien i De Forenede Stater. Hos Yrjö var der hjerterum, og han gjorde alt for at gøre os det behageligt. Hans kødelige broder, Kyösti Kallio, var Finlands præsident fra 1937 til 1940. Yrjö fortalte os at han havde aflagt et grundigt vidnesbyrd for sin broder og forklaret ham at Guds rige er det eneste håb om en god regering og varig, verdensomspændende fred.

Som tiden gik voksede mit ønske om at blive medlem af betelfamilien. Lykkeligvis blev min ansøgning accepteret trods den rejsende tilsynsmands advarsel mod at spænde forventningerne for højt. Min første opgave bestod i at gå ærinder. Men snart fik jeg det privilegium at arbejde på trykkeriet. Dér arbejdede jeg i forskellige afdelinger, blandt andet med trykning og forsendelse.

Neutralitetsprøve

I 1942 blev jeg, 18 år gammel, indkaldt til militærtjeneste. Da jeg nægtede at trække i trøjen blev jeg underkastet lange forhør — ved to lejligheder med en pistol pegende mod mig. Ved andre lejligheder blev jeg udsat for fysisk vold. Og mellem forhørene sad jeg i en uopvarmet fængselscelle hvor kulden gik til marv og ben.

I januar 1943 skulle jeg og andre Jehovas vidner modtage vores dom. Den officer som havde forhørt os krævede at vi fik mindst ti års fængselsstraf. Feltpræsten krævede en endnu hårdere straf, idet han i et brev anbefalede at vi fik ’dødsstraf eller som forrædere blev sendt til Rusland som faldskærmssoldater [hvilket næsten var ensbetydende med døden], en straf vi fortjente’.

Der blev arrangeret en fingeret retssag. Jeg blev kaldt for retten og dømt til døden. Men dette viste sig at være endnu et forsøg på at skræmme os, for senere på dagen blev jeg atter kaldt for retten og idømt tre et halvt års tugthus. Jeg appellerede dommen, som derefter blev sat ned til to år.

I fængselet var maden knap og man blev udsat for de andre fangers ondsindede trusler. Engang blev jeg overfaldet af homoseksuelle, men det lykkedes mig heldigvis at slippe bort. En af dem truede med at slå mig ihjel hvis ikke jeg opfyldte hans ønsker. Men som under alle andre prøver anråbte jeg Jehova om hjælp. Og han hjalp mig. Faktisk var fangens trussel ikke tom, for han havde før slået nogen ihjel. Efter sin løsladelse begik manden endnu et mord, og vendte tilbage til fængselet.

Jeg fik snart en betroet stilling — uden tvivl fordi Jehovas vidner er kendt for deres ærlighed. Jeg blev sat til at udlevere madrationer til de andre fanger, og jeg fik lov at færdes frit i fængselet. Jeg fik ikke alene nok mad selv, men kunne også sørge godt for mine kristne brødre. En broder tog endda adskillige kilo på, hvilket er ret uhørt i tider med fødevaremangel!

Jeg blev løsladt fra fængselet i september 1944, samme dag som broder Harteva. Efter løsladelsen vendte jeg tilbage til Betel. Jeg tænkte ved mig selv: ’Det er langt bedre at arbejde hårdt 16 timer om dagen på Betel end at sidde i fængsel.’ Jeg har aldrig siden været bange for at tage fat.

Forskellige tjenesteforrettigheder

Senere på året mødte jeg Margit, en køn ung pionersøster. Og da vi nærede gensidig interesse for hinanden giftede vi os den 9. februar 1946. I det første år af vort ægteskab tjente jeg på Betel i Helsinki mens Margit arbejdede som pioner. I januar 1947 blev vi sendt ud i kredstjenesten.

I rejsetjenesten boede vi ofte hos familier der kun havde ét værelse. Vi vidste at de sørgede så godt for os som de formåede, og vi klagede aldrig. Kredsene var små dengang, og i nogle menigheder var der slet ingen døbte forkyndere!

I 1948 blev vi indbudt til igen at tjene på Betel. To år senere kom Wallace Endres til Finland fra De Forenede Stater og blev snart efter udnævnt til afdelingstilsynsmand. Han opfordrede os varmt til at fortsætte med at lære engelsk. I februar 1952 blev vi indbudt til at deltage i den 19. missionærklasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead, som havde til huse i South Lansing i New York.

Efter skolens afslutning blev vi sendt tilbage til Finland. Men før vi forlod De Forenede Stater var jeg på Jehovas Vidners internationale hovedkontor i New York blevet oplært til at køre trykkemaskine.

Efter at være vendt tilbage til Finland blev vi sendt ud i rejsetjenesten, men i 1955 kom vi atter tilbage til det finske afdelingskontor. Det år blev jeg trykkeritilsynsmand, og to år senere, i 1957, blev jeg udnævnt til afdelingstilsynsmand. Siden 1976 har jeg tjent som koordinator for det finske afdelingsudvalg.

Glædeligvis forblev både min far og mor trofaste mod Jehova til deres død. Med tiden er over et hundrede af fars slægtninge blevet Jehovas vidner. Og lige til i dag har min broder og mine søstre, sammen med deres familier, tjent Jehova. En af mine søstre er pioner.

Et rigt, velsignet liv

Årene der er gået har været optaget af arbejde og atter arbejde, men fordi arbejdet har været for Gud, har det været rigt og lønnende. (1 Korinther 3:6-9) Mit liv har ikke kørt som på skinner. Der har været problemer og modgang. Meget tidligt i livet erkendte jeg at man må lære at tugte sig selv. Man kan ikke altid bare gøre som man har lyst til. Jeg er ofte blevet vejledt og har efterhånden lært den rette livsform.

Trængslerne og manglerne under krigen lærte mig at undvære luksus. Jeg lærte at bedømme om en ting virkelig var nødvendig. Når jeg står over for at skulle købe noget, har jeg stadig for vane at spørge mig selv om jeg virkelig har brug for det. Ellers køber jeg det ikke.

Jehova har givet klar vejledning gennem sin organisation. Og i mine år på det finske afdelingskontor har jeg haft den glæde at se antallet af Jehovas vidner vokse fra 1135 til over 18.000. Ja, jeg kan se at mit arbejde er blevet velsignet, men jeg ved at det er blevet velsignet fordi det er Jehovas værk, ikke mit eget. (1 Korinther 3:6, 7) Tidligt i livet valgte jeg Jehovas vej, og det har vist sig at være den bedste livsform.

[Illustration på side 23]

Erkki Kankaanpää i dag sammen med sin hustru, Margit