Et rigt og meningsfyldt liv i Jehovas tjeneste
FORTALT AF LEO KALLIO
Det var i 1914. En smuk sensommerdag gik på hæld i en forstad til Turku (Åbo) i Finland. Pludselig blev freden og roen forstyrret af nyheden om udbruddet af en stor krig. Gaderne blev hurtigt fyldt med mennesker som spekulerede over hvad dette betød. De voksnes alvorlige miner fik os børn til at undre os over hvad der mon var på færde. Jeg var ni år, og jeg husker at børnenes fredelige leg afløstes af krigslege.
FINLAND forblev neutralt i den første verdenskrig (1914-18), men i 1918 blev landet hærget af borgerkrig. Slægtninge og tidligere venner løftede våben mod hinanden på grund af divergerende politiske holdninger. Vores familie på syv mærkede dette had. Min far, som højlydt gav udtryk for sine meninger, blev arresteret og idømt syv års fængsel. Senere blev han frikendt, men da var hans helbred nedbrudt.
I denne forfærdelige periode led vores familie af sult og sygdom. Tre af mine yngre søstre døde. Min farbror, som boede i byen Tampere (Tammerfors), hørte om vores nød og indbød min far, min mor og os to tilbageblevne børn til at bo hos ham.
Flere år senere, mens jeg stadig boede i Tampere, mødte jeg en charmerende pige ved navn Sylvi. Hendes baggrund lignede min. Hendes far var blevet slået ihjel under borgerkrigen, og siden havde en nær ven af familien, Kaarlo (Kalle) Vesanto fra byen Pori, taget hende, hendes søster og hendes mor hjem til sig. Han sørgede for at Sylvis mor fik et arbejde og at pigerne kom i skole. Senere flyttede Sylvi til Tampere for at få arbejde, og det var dér vi mødtes.
En aften der ændrede mit liv
I 1928 blev Sylvi min forlovede, og en dag rejste vi til Pori for at besøge Kalle Vesanto og hans familie. Ingen anden begivenhed har nogen sinde fået så stor indflydelse på mit liv. Kalle havde ejet og redet travheste, men havde afhændet sin forretning. Han og hans hustru var blevet nidkære forkyndere af den gode nyhed om Guds rige. Jehovas Vidners Årbog 1990 beskriver hvordan han lejede nogle malere til med store bogstaver at male ordene „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“ på en af husets ydermure. Skriften på det toetages hus var så stor at den nemt kunne læses fra de forbipasserende tog.
Den nat sad Kalle og jeg og snakkede lige til den lyse morgen. „Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?“ spurgte jeg, og Kalle forklarede. Jeg lærte bogstavelig talt Bibelens grundsandheder at kende fra den ene dag til den anden. Jeg skrev de skriftsteder ned som forklarede de forskellige lærepunkter. Da jeg senere kom hjem, tog jeg en notesbog frem og skrev alle disse skriftsteder af ord for ord. Eftersom jeg endnu ikke var kendt med Bibelen, brugte jeg notesbogen når jeg skulle forkynde for håndværkerne på byggepladsen hvor jeg arbejdede. Når jeg afslørede de falske religiøse læresætninger, gentog jeg ofte Kalles ord: „I er blevet holdt for nar, venner!“
Kalle gav mig adressen på et hus i Tampere hvor 30 bibelstudenter holdt møder. Her krøb jeg sammen i et hjørne nær døren ved siden af broder Andersson, der ejede huset. Jeg kom noget uregelmæssigt, men bønnen viste sig at ændre på det. Engang jeg havde alvorlige problemer på arbejdet, bad jeg: „Kære Gud, hvis du hjælper mig over disse problemer lover jeg at komme til alle møderne.“ Men det hele blev kun værre. Så gik det op for mig at jeg stillede betingelser over for Jehova og ændrede derfor bønnen til: „Uanset hvad der sker, lover jeg at komme til alle møder.“ Mine problemer løste sig, og jeg kom til alle møderne. — 1 Johannes 5:14.
Vores tjeneste i de første år
I 1929 giftede jeg mig med Sylvi, og i 1934 symboliserede vi begge vores indvielse til Jehova ved vanddåben. Dengang bestod tjenesten i at gå rundt med en grammofon til folks hjem og venligt spørge om vi måtte spille en plade med et bibelsk foredrag for dem ganske gratis. Folk inviterede os ofte beredvilligt ind, og efter at de havde lyttet til foredraget, snakkede vi med dem og de tog imod nogle af vore publikationer.
Med myndighedernes tilladelse spillede vi de samme bibelske foredrag i højttalere i parkerne, og i forstæderne satte vi højttaleren op på et tag eller op i toppen af en skorsten. Andre gange spillede vi dem ved bredden af en sø hvor folk fra byen samledes i store skarer. Vi tog simpelt hen forstærkerne med i en båd og roede langsomt hen langs bredden. Om søndagen tog vi ud på landet med bus, idet vi medbragte de dyrebare forstærkere og en mængde publikationer.
En forandring sætter vores tro på prøve
I 1938 begyndte jeg i heltidstjenesten som pioner, samtidig med at jeg fortsatte med at arbejde som murer. Det følgende forår modtog jeg en invitation fra Selskabets afdelingskontor til at blive rejsende tilsynsmand, nu kaldet kredstilsynsmand. Det var ikke nemt at sige ja, eftersom jeg var meget glad for at samarbejde med menigheden i Tampere. Desuden havde vi eget hus, og vi havde en søn på seks år, Arto, som snart skulle i skole, og Sylvi holdt af sit job som butiksassistent. Men efter fælles rådslagning tog jeg imod denne nye forret i Rigets gerning. — Mattæus 6:33.
Endnu en vanskelig periode begyndte. Den 30. november 1939 brød krigen ud, idet sovjetiske tropper marcherede ind i Finland. Krigen, kaldet Vinterkrigen, varede til marts 1940, da Finland måtte gå med til en fredstraktat. Det var som om naturen selv deltog i krigen, for det var langt den koldeste vinter jeg kan huske. Jeg cyklede fra menighed til menighed mens termometeret viste 30 minusgrader!
I 1940 blev Jehovas Vidners arbejde forbudt i Finland. Derefter blev mange unge finske forkyndere sat i fængsel under umenneskelige forhold. Lykkeligvis var jeg i stand til at betjene menighederne under hele den anden verdenskrig, fra 1939 til 1945. Dette betød at jeg ofte måtte være borte fra Sylvi og Arto i månedsvis. Desuden var der en konstant fare for at blive arresteret under udførelsen af det illegale arbejde.
Jeg må have set noget speciel ud som jeg cyklede af sted med en kuffert, en bogtaske og en grammofon med plader. En af grundene til at jeg medbragte grammofonplader var at jeg i tilfælde af anholdelse kunne bevise at jeg ikke var en nedkastet faldskærmssoldat der spionerede for russerne. Hvis jeg havde været faldskærmssoldat ville pladerne være gået i stykker under springet.
Engang jeg besøgte et område hvor man havde advaret mod spioner, troede en familie af Jehovas vidner at jeg var spion. En mørk vinternat bankede jeg på deres dør, men de turde ikke åbne. Derfor tilbragte jeg natten i en lade, begravet i hø for at holde varmen. Næste morgen blev misforståelsen rettet, og jeg må sige at dette hjem viste mig særlig stor gæstfrihed under resten af mit besøg.
I krigsårene var broder Johannes Koskinen og jeg alene om at betjene menighederne i den mellemste og nordlige del af Finland. Vi havde hver nogle vældige kredse at sørge for, hvoraf nogle var 600 kilometer i længden. Vi havde så mange menigheder at besøge at vi kun kunne blive to eller tre dage sammen med hver menighed. Togene gik sjældent til tiden, og busserne var så overfyldte og få at det var et rent under at vi nåede frem.
På et hængende hår
I begyndelsen af Vinterkrigen tog jeg engang til afdelingskontoret i Helsinki for at afhente fire tunge kartoner med forbudte publikationer som jeg skulle bringe med toget ud til menighederne. Mens jeg stod på Riihimäki-stationen lød der en luftalarm. Soldaterne i toget tog deres snedragter på, og passagererne blev bedt om straks at forlade toget og søge over til en tom mark på den modsatte side af stationen.
Jeg bad soldaterne bære mine kartoner idet jeg fortalte at de var vigtige for mig. Fire af dem greb hver en karton, og vi løb 200 meter over den snedækkede mark. Vi kastede os til jorden, og nogle råbte til mig: „Hej, du civilist, lig helt stille! Hvis bombemaskinerne ser den mindste bevægelse, angriber de.“ Jeg var imidlertid nysgerrig nok til at vende hovedet langsomt og kigge op mod himmelen, hvor jeg talte 28 fly!
Pludselig rystede jorden på grund af bombeeksplosioner. Stationen blev skånet, men toget vi var kommet med, blev ramt. Det sønderskudte tog og de forkrøblede skinner frembød et grotesk syn! Næste morgen kunne jeg fortsætte min rejse med kartonerne, og soldaterne fortsatte med et andet tog. En af dem blev efter krigen et Jehovas vidne, og han fortalte mig at soldaterne bagefter havde snakket om den underlige civilist med hans kartoner.
Nogen tid senere blev broder Koskinen under en rejse til den lille menighed i Rovaniemi i det nordlige Finland arresteret før han steg af toget. Han blev anbragt i et fængsel, hvor han blev mishandlet på det grusomste. Da det blev min tur til at betjene samme menighed, sørgede jeg for at stige af toget på den lille station i Koivu. Her havde søster Helmi Pallari arrangeret det sådan at jeg kunne fortsætte resten af vejen med en mælkevogn. Mit besøg i Rovaniemi-menigheden blev vellykket. Men da jeg skulle derfra kom jeg i vanskeligheder.
På vej til stationen så min ledsager og jeg at to militærfolk kontrollerede alle forbipasserendes papirer. „Lad være at se på dem. Hold blikket rettet stift fremad,“ sagde jeg. Vi gik forbi dem som om de var luft. Men så satte de efter os. På stationen lykkedes det mig til sidst at slippe fra dem i mængden og springe på et kørende tog. Rejsetjenesten var ikke uden spænding dengang!
Engang blev jeg arresteret og sendt til udskrivningskontoret. Meningen var at sende mig til fronten. Men så ringede telefonen, og officeren som skulle tale med mig, tog den. Jeg kunne høre stemmen i den anden ende råbe: „Hvorfor i alverden sender De os disse syge, uduelige svæklinge? Vi må sende dem tilbage. Vi har brug for nogle der kan tage fat!“ Til alt held havde jeg en lægeerklæring på mig som fortalte om et helbredsproblem jeg havde. Da jeg viste den, fik jeg lov at gå og kunne således uhindret fortsætte mit arbejde i menighederne.
Hjælp under retssag
Krigshysteriet fortsatte, og min ven Ahti Laeste blev arresteret. Hans kone ringede til mig. Da jeg kom til deres hjem, fandt jeg mellem hans papirer et dokument som gav Ahti lov til at spille pladeforedrag i byens offentlige parker. Vi havde dokumentet med i retten. Efter at de havde læst anklagen overrakte jeg dokumentet til broder Laeste. Dommeren fik en soldat til at hente grammofonen og flere af de indspillede bibelske foredrag så retten kunne høre dem. Hver gang dommeren havde lyttet til en plade sagde han at han ikke kunne se at det der blev sagt var forkert.
Derefter blev Ahti, hans hustru og jeg sendt ud i gangen for at afvente rettens afgørelse. Dér stod vi i spændt forventning. Til sidst hørte vi en stemme sige: „Lad anklagede komme ind i retslokalet.“ Broder Laeste blev frikendt! Vore hjerter strømmede over af taknemmelighed mod Jehova da vi kunne fortsætte med vores arbejde, broder og søster Laeste i den lokale menighed og jeg i rejsetjenesten.
Krigen slutter — vores tjeneste fortsætter
Forbudet mod vort forkyndelsesarbejde blev hævet da krigen sluttede og brødrene blev løsladt fra fængsel. I mine mange års tjeneste har jeg været dybt imponeret over den rolle kristne søstre har spillet i Rigets arbejde, blandt andet ved at støtte deres mænd. Jeg har især været taknemmelig for Sylvis ofre og støtte. Som følge heraf kunne jeg fortsætte uafbrudt i rejsetjenesten i 33 år og har bagefter tjent som specialpioner.
Både Sylvi og jeg opfordrede Arto til at begynde i pionertjenesten da han gik ud af skolen, at lære engelsk og gennemgå Vagttårnets Bibelskole Gilead i De Forenede Stater. Han udgik fra Gilead i 1953. Siden giftede han sig med Eeva, og de har sammen virket i forskellige grene af heltidstjenesten, deriblandt kredstjenesten, beteltjenesten og specialpionertjenesten. I 1988 flyttede de til Tampere, hvor vi bor, for at hjælpe Sylvi og mig, mens de fortsat tjener som specialpionerer.
Sylvi og jeg har haft et rigt og velsignet liv, og vi har mange glade minder at tænke tilbage på, selv om vores styrke nu er svundet meget. Det er en stor belønning at tænke på den vækst vi har været vidne til. Da jeg i 1939 begyndte at besøge menighederne, var der 865 forkyndere i Finland. Nu er der over 18.000!
Lidet anede det mig da jeg begyndte i heltidstjenesten i 1938 at jeg 55 år senere stadig skulle virke i den. Trods fremskreden alder fortsætter vi med styrke fra Jehova idet vi ser frem til den lovede belønning. Vi sætter vor lid til salmistens ord: „Jehova er god; hans loyale hengivenhed varer evindelig, og hans trofasthed generation efter generation.“ — Salme 100:5.
[Illustration på side 21]
Leo og Sylvi Kallio symboliserede deres indvielse til Jehova i 1934
[Illustration på side 23]
Leo og Sylvi som de ser ud i dag, hver med næsten 60 års tjeneste bag sig