Dåb og massedåb — Af hvilken grund?
„I LØBET af nogle få måneder [har jeg] døbt over ti tusind mænd, kvinder og børn.“ Sådan beskrev den jesuitiske missionær Francisco Xavier sit virke i kongedømmet Travancore i Indien. „Jeg gik fra landsby til landsby og gjorde dem til kristne. Og hvert sted efterlod jeg en skreven samling af vore bønner og bud på de indfødtes sprog.“
Dybt imponeret af Francisco Xaviers breve befalede kong Johan III af Portugal at disse skulle læses op fra hver eneste prædikestol i hans rige. Det netop citerede brev fra januar 1545 blev endda godkendt til trykning. Hvad blev følgen? „Inden længe ’faldt halvdelen af Europas studenter på knæ og tryglede under strømme af tårer’ om at måtte rejse til Indien og omvende hedningerne,“ skriver Manfred Barthel i sin bog Die Jesuiten. Han tilføjer: „Den tanke at der skulle mere end et par vievandsbestænkende mænd og en taskefuld skrifter til at omvende et helt rige, lader ikke til at være faldet ret mange ind på det tidspunkt.“
Hvad udrettedes der egentlig ved sådanne masseomvendelser? Jesuitten Nicolas Lancilloto skrev nøgternt til Rom: „De fleste af dem der lader sig døbe, gør det med bagtanke. Arabernes og hinduernes slaver håber at vinde deres frihed ved dåben eller at blive beskyttet mod en undertrykkende herre, eller blot at få en ny klædning eller en turban. Mange lader sig døbe for at undslippe straf. . . . Alle der af egen overbevisning ledes til at søge frelse i vor lære, regnes for vanvittige. Mange falder fra og genoptager deres tidligere hedenske skikke kort efter deres dåb.“
Trangen til at omvende og døbe hedningerne prægede også tidsalderens europæiske opdagelsesrejsende. Det siges at Christoffer Columbus døbte de første indianere han traf i Caraibien. „Den spanske krones officielle politik gav den indfødte befolknings omvendelse førsteprioritet,“ oplyser The Oxford Illustrated History of Christianity. „Ved det sekstende århundredes slutning var de 7.000.000 indianere i det spanske imperium kristne, i det mindste af navn. Hvor vi råder over statistikker vedrørende omvendelser (Pedro de Gante, en slægtning til kejser Karl V, havde sluttet sig til missionærerne og berettede om at han med en enkelt medhjælpers bistand havde døbt 14.000 på én dag), er det indlysende at en ordentlig dåbsforberedelse ikke har været mulig.“ Disse overfladiske omvendelser blev ofte efterfulgt af hårdhændet, brutal undertrykkelse af de indfødte.
Den betydning dåben blev tillagt, virkede ansporende på disse opdagelsesrejsende og missionærer. Ved kirkemødet i Firenze udstedte pave Eugenius IV et dekret der blandt andet lød: „Den hellige dåb indtager førstepladsen blandt sakramenterne, eftersom den er døren til det åndelige liv; for ved den bliver vi Kristi lemmer og optaget i Kirken. Og eftersom døden fandt vej til alle gennem ét menneske, kan vi ikke komme ind i himlenes rige medmindre vi fødes igen af vand og hellig ånd.“
Der opstod imidlertid strid om hvem der kunne foretage en gyldig dåb. „Eftersom dåben også var kirkefællesskabets grundlæggende optagelsesritual, gjorde adskillige rivaliserende kirker straks krav på eneret til den. Hver af disse kirker kaldte sig selv ortodoks og beskyldte de andre for kætteri og for at fremkalde skisma. Det var uundgåeligt at dåbsritualet blev tillempet af de forskellige sekter,“ bemærker The Encyclopedia of Religion.
Dåben er imidlertid af ældre dato end den kristne tro. Den var kendt i såvel Babylon som Ægypten, hvor Nilens kolde vande antoges at give øgede kræfter og skænke udødelighed. Grækerne troede også at dåben gav én ny styrke eller udødelighed. I den jødiske sekt i Qumran døbte man dem der blev optaget i sektens samfund. Hedninger der omvendte sig til jødedommen skulle omskæres og syv dage senere døbes ved nedsænkning i vand i vidners nærvær.
Ja, gennem tiderne er der tydeligvis blevet lagt stor vægt på dåb. Men er det også i vor tid nødvendigt at blive døbt? Og, i bekræftende fald, hvorfor? Ja, bør du lade dig døbe?