Vores forældre lærte os at elske Gud

FORTALT AF ELIZABETH TRACY

Bevæbnede mænd, som tidligere på dagen havde anført en pøbelskare imod os, tvang min mor og far ud af bilen. Min søster og jeg, der blev ladt alene tilbage på bagsædet, spekulerede på om vi mon nogen sinde ville få vores forældre at se igen. Hvad havde ført til denne skræmmende oplevelse nær Selma, Alabama, USA, i 1941? Og hvad havde den undervisning vi havde modtaget fra vores forældre, at gøre med det?

MIN far, Dewey Fountain, blev forældreløs som lille og voksede op hos en af sine slægtninge på en farm i Texas. Senere kom han til at arbejde i oliefelterne. I 1922, da han var 23, giftede han sig med Winnie, en smuk ung pige fra Texas, og begyndte at lægge planer om at slå sig ned og stifte familie.

Han byggede et hus i skovlandet i den østlige del af Texas i nærheden af den lille by Garrison. Der dyrkede han en mængde forskellige afgrøder, blandt andet bomuld og majs. Han opdrættede også alle former for husdyr. Med tiden kom vi børn til verden — Dewey junior i maj 1924, Edwena i december 1925, og jeg i juni 1929.

Vi lærer Bibelen at kende

Mine forældre mente at de kendte Bibelen, eftersom de tilhørte Kristi Kirke. Men i 1932 kom G. W. Cook på besøg hos min farbror Monroe Fountain, der modtog bøgerne Verdensbefrielsen og Regering, udgivet af Vagttårnets Selskab. Monroe var ivrig efter at fortælle mine forældre om det han lærte, så han kom ofte på besøg hos os når vi spiste morgenmad, og læste en artikel fra Vagttårnet, hvorefter han „helt tilfældigt“ lod bladet blive liggende. Når han var gået, læste min far og mor det.

En søndag morgen inviterede onkel Monroe min far med til et bibelstudium hos en nabo. Han forsikrede ham om at hr. Cook ville kunne besvare alle hans spørgsmål ud fra Bibelen. Da min far kom hjem fra studiet, sagde han begejstret til familien: „Jeg fik besvaret alle mine spørgsmål og mere til! Jeg troede at jeg vidste det hele, men da hr. Cook begyndte at give en forklaring på helvede, sjælen, Guds hensigt med jorden og hvad Guds rige vil udrette, begyndte det at gå op for mig at jeg faktisk intet vidste om Bibelen!“

Vores hjem var et samlingspunkt for mange. Slægtninge og venner kom på besøg og bagte kager, lavede popcorn og sang med når mor spillede klaver. Lidt efter lidt gik disse aktiviteter over i drøftelser af Bibelen. Vi børn forstod ikke alt det der blev talt om, men den stærke kærlighed vores forældre nærede til Gud og Bibelen, var så tydelig at vi alle opdyrkede en lignende kærlighed til Gud og hans ord.

Der var også andre familier som åbnede deres hjem for ugentlige bibeldrøftelser, der sædvanligvis drejede sig om et emne i den seneste udgave af Vagttårnet. Når møderne blev holdt hos familier i de nærliggende byer Appleby og Nacogdoches, masede vi os ind i vores Ford A og kørte derhen, uanset om det regnede eller solen skinnede.

Mine forældre handler efter det de lærer

Der gik ikke ret lang tid før vores forældre forstod at de måtte gøre noget. Kærlighed til Gud krævede at man fortalte andre om det man lærte. (Apostelgerninger 20:35) Men det var en stor udfordring for mine forældre at skulle forkynde offentligt, især fordi de af natur var generte og ydmyge mennesker. Deres kærlighed til Gud motiverede dem imidlertid, og det hjalp dem også til at undervise os i at stole helt og fuldt på Jehova. Min far udtrykte det på denne måde: „Jehova gør farmere til forkyndere.“ I 1933 symboliserede min mor og far deres indvielse til Jehova ved vanddåben. Det foregik i en fiskedam nær Henderson i Texas.

I begyndelsen af 1935 skrev min far til Vagttårnets Selskab og stillede en række spørgsmål om det kristne håb om evigt liv. (Johannes 14:2; 2 Timoteus 2:11, 12; Åbenbaringen 14:1, 3; 20:6) Han modtog et svar direkte fra Joseph F. Rutherford, der på daværende tidspunkt var Selskabets præsident. I stedet for at besvare hans spørgsmål indbød broder Rutherford min far til at overvære Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C., i maj måned.

’Det er umuligt!’ tænkte far. ’Vi er landmænd med 26 hektarer jord der er sået til med grøntsager. På det tidspunkt skal det hele høstes og bringes til markedet.’ Men kort efter kom der en oversvømmelse som skyllede alle hans undskyldninger bort — afgrøder, hegn og broer. Sammen med andre Jehovas vidner lejede vi en skolebus og kørte de 1600 kilometer mod nordøst til stævnet.

Ved stævnet var min mor og far begejstrede for at lytte til den klare redegørelse for hvem der udgør den ’store skare’ som vil overleve „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:9, 14) I resten af deres liv var det håbet om evigt liv i et paradis på jorden der motiverede dem, og de opmuntrede os børn til at „få et fast greb om det virkelige liv“, som for os var ensbetydende med det evige liv her på jorden som Jehova tilbyder. (1 Timoteus 6:19; Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3, 4) Selv om jeg kun var fem år gammel, nød jeg i fulde drag at være sammen med min familie ved denne glædelige begivenhed.

Da vi kom hjem efter stævnet, såede familien nye afgrøder, og vi fik den bedste høst nogen sinde. Det var helt sikkert medvirkende til at overbevise mor og far om at man altid vil blive velsignet når man stoler fuldt ud på Jehova. De tog en særlig form for forkyndelsesarbejde op, sådan at de hver især indvilligede i at forkynde 52 timer om måneden. Da det igen blev såtid, solgte de alle deres ejendele, rub og stub! Far havde en campingvogn på 6 gange 2,4 meter der var bygget sådan at vi alle fem kunne bo i den, og han købte en helt ny to-dørs Ford sedan til at trække den. Onkel Monroe gjorde det samme, og han flyttede også ind i en campingvogn med sin familie.

Vi bliver undervist i sandheden

I oktober 1936 begyndte mor og far i pionertjenesten, som heltidsforkyndelsen bliver kaldt. Vores familie begyndte at forkynde i nogle områder i det østlige Texas som sjældent var blevet nået med Rigets budskab. I næsten et helt år flyttede vi fra sted til sted, og vi nød virkelig dette liv. Mor og far underviste os i ord og gerning til at være ligesom de første kristne der ofrede sig for at give Bibelens budskab videre til andre.

Vi børn beundrede især vores mor for de ofre hun bragte ved at give afkald på sit hjem. Der var dog én ting hun ikke ville skille sig af med, og det var sin symaskine. Det var også klogt. Med sine evner som syerske sørgede hun altid for at vi var velklædte. Til hvert stævne havde vi pænt nyt tøj at tage på.

Jeg husker tydeligt da Herman G. Henschel med sin familie kom til vores område i en af Selskabets højttalerbiler. De parkerede bilen i et tætbebygget område, afspillede en kort optagelse af et foredrag og besøgte derefter folk personligt for at give dem yderligere oplysninger. Min bror, Dewey, var glad for at være sammen med Hermans søn Milton, som dengang var midt i teenageårene. I dag er Milton præsident for Vagttårnets Selskab.

Ved stævnet i 1937 i Columbus, Ohio, blev Edwena døbt, og mor og far fik tilbudt det privilegium at tjene som specialpionerer. Dengang betød denne tjeneste at man skulle bruge mindst 200 timer om måneden i forkyndelsesarbejdet. Når jeg tænker tilbage, kan jeg se hvor meget min mors gode eksempel har hjulpet mig til at støtte min mand i hans kristne opgaver.

Når min far begyndte at studere Bibelen med en familie, tog han os børn med for at sætte et godt eksempel for børnene. Han lod os slå op i Bibelen og læse skriftstederne og svare på nogle af de enkle spørgsmål. Som følge heraf er der mange af de unge vi dengang studerede med, der har tjent Jehova trofast frem til i dag. Der blev lagt en god grundvold for at vi kunne fortsætte med at elske Gud.

Efterhånden som min bror, Dewey, blev ældre, fandt han det vanskeligt at bo i så trange omgivelser sammen med sine to yngre søstre. I 1940 valgte han derfor at flytte og begynde i pionertjenesten sammen med en anden broder. Efter nogen tid giftede han sig med Audrey Barron. Sådan gik det til at Audrey også blev undervist i mange ting af vores forældre, og hun kom til at elske far og mor højt. Da Dewey kom i fængsel i 1944 på grund af sin kristne neutralitet, flyttede hun midlertidigt ind hos os i vores trange campingvogn.

Ved det kæmpestore stævne i St. Louis, Missouri, i 1941 talte broder Rutherford direkte til alle de børn der var mellem 5 og 18 år, og som sad i en særlig tilhørersektion oppe foran. Edwena og jeg lyttede til hans rolige, klare stemme; han var som en kærlig far der underviste sine egne børn derhjemme. Han gav følgende tilskyndelse til forældrene: „I vore dage har Kristus Jesus, den større Moses, samlet sit pagtsfolk til sig og foreholder dem med stor kraft at de skal undervise deres børn og vise dem retfærdighedens vej.“ Han tilføjede: ’Hold dem hjemme, og undervis dem i sandheden!’ Det var lykkeligvis hvad vores forældre gjorde.

Ved dette stævne modtog vi bogen Jehovah’s Servants Defended (ikke oversat til dansk), som gav et overblik over de retssager Jehovas Vidner havde vundet, deriblandt ved USA’s Højesteret. Far læste den sammen med hele familien. Vi havde ingen anelse om at det var en forberedelse på det der skulle ske nogle få uger senere i Selma, Alabama.

Pøbeloverfald i Selma

Den formiddag hvor vi kom ud for denne skræmmende oplevelse, havde far sendt kopier af et brev til underdommeren, borgmesteren og politichefen i Selma, som beskrev vores grundlovssikrede ret til at forkynde under lovens beskyttelse. Ikke desto mindre besluttede de at tvinge os til at forlade byen.

Sent om eftermiddagen kom der fem bevæbnede mænd til vores campingvogn og tog min mor, min søster og mig som gidsler. De endevendte alt indenfor i deres søgen efter noget der kunne tyde på statsfjendtlig virksomhed. Far var udenfor, og alt imens de sigtede på ham med deres pistoler, beordrede de ham til at hægte campingvognen på bilen. På det tidspunkt var jeg slet ikke bange. At disse mænd troede vi var farlige, virkede så latterligt at min søster og jeg kom til at fnise. Vi besindede os dog hurtigt da far sendte os et sigende blik.

Da vi var klar til at tage af sted, ville mændene tage Edwena og mig med i deres bil. Far var ikke til at rokke. „Det bliver over mit lig!“ erklærede han. Efter nogen diskussion fik vores familie lov til at køre sammen, mens de bevæbnede mænd fulgte efter i deres bil. Omkring 25 kilometer uden for byen vinkede de os ind til siden, og så førte de far og mor bort. Mændene skiftedes til at prøve at overtale dem: „Opgiv den religion. Tag tilbage til jeres farm, og opdrag jeres piger ordentligt!“ Far prøvede at ræsonnere med dem, men til ingen nytte.

Til slut sagde en af mændene: „Forsvind! Og hvis I nogen sinde kommer tilbage til Dallas, slår vi jer alle sammen ihjel!“

Nu var vi sammen igen og lettede over at det hele var overstået, og vi kørte i adskillige timer inden vi gjorde holdt for natten. Vi havde taget nummeret på overfaldsmændenes bil, og far rapporterede straks alt til Vagttårnsselskabet. Nogle måneder senere blev mændene identificeret og arresteret.

Til missionærskolen Gilead

I 1946 modtog Edwena en indbydelse til at overvære den syvende klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead i South Lansing, New York. Albert Schroeder, der var en af lærerne, omtalte hendes gode egenskaber over for sin tidligere pionermakker Bill Elrod, som på daværende tidspunkt tjente på Betel, Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York.a Edwena og Bill blev præsenteret for hinanden, og cirka et år efter at hun var udgået fra Gileadskolen, blev de gift. I mange år forblev de i heltidstjenesten, og de fem af årene var de på Betel. En dag i 1959 fortalte broder Schroeder så den 34. klasse på Gilead at hans gode ven var blevet far til tvillinger, en dreng og en pige.

Mens jeg tjente med mine forældre i Meridian, Mississippi, i slutningen af 1947, fik vi alle tre en indbydelse til at overvære Gileadskolens 11. klasse. Vi blev meget forbavsede, for ifølge reglerne var jeg for ung, og mor og far var for gamle. Men der blev gjort en undtagelse, og vi fik det ufortjente privilegium at modtage dybtgående bibelsk undervisning.

Missionærtjeneste sammen med mine forældre

Vores missionærdistrikt blev Colombia i Sydamerika. Det var dog først i december 1949, mere end et år efter at vi havde afsluttet Gileadskolen, at vi kom til Bogotá, hvor der var et missionærhjem med tre beboere. I begyndelsen syntes far næsten at det ville være nemmere at undervise folk i engelsk, end det ville være for ham at lære spansk. Jo, der var prøvelser, men de var for intet at regne i forhold til de mange velsignelser. Der var færre end hundrede Jehovas vidner i Colombia i 1949, men nu er der over 100.000!

Efter at have været i Bogotá i fem år blev mor og far sendt til byen Cali. I mellemtiden giftede jeg mig i 1952 med Robert Tracy, som også var missionær i Colombia.b Vi blev i landet indtil vi i 1982 blev sendt til Mexico, hvor vi har tjent lige siden. Efter en del år blev mine forældre i 1968 nødt til at vende tilbage til USA for at få lægebehandling. Efter at have genvundet deres helbred fortsatte de som specialpionerer nær Mobile, Alabama.

Pleje af vores forældre

Som årene gik, begyndte mor og far at sætte tempoet ned og fik behov for mere støtte og opmærksomhed. Efter eget ønske fik de tildelt distrikt i nærheden af Edwena og Bill i Athens, Alabama. Senere fandt vores bror, Dewey, det klogt at far og mor boede tættere på familien i South Carolina. Bill flyttede derfor med sin familie til Greenwood, i nærheden af mor og far. Denne kærlige tilpasning gjorde det muligt for Robert og mig at fortsætte vores missionærtjeneste i Colombia i bevidstheden om at der blev draget god omsorg for mine forældre.

I 1985 blev min far ramt af et slagtilfælde der berøvede ham talens brug og bandt ham til sengen. Vi samledes til et familieråd for at afgøre hvordan vi bedst kunne tage os af vores forældre. Det blev besluttet at Audrey skulle være den der primært tog sig af far, og at Robert og jeg bedst kunne hjælpe ved at sende et brev med nogle opmuntrende oplevelser hver uge og besøge dem så ofte som muligt.

Mit sidste besøg hos far står stadig klart i min erindring. Han var ikke i stand til at udtrykke sig tydeligt, men da vi havde sagt til ham at vi tog tilbage til Mexico, lykkedes det ham på en eller anden måde og med store anstrengelser og megen sindsbevægelse at sige ét ord: „Adios!“ Derved viste han at han i sit hjerte støttede vores beslutning om at fortsætte i missionærtjenesten. Han døde i juli 1987, og mor døde ni måneder senere.

Et brev som jeg modtog fra min søster, der er blevet enke, opsummerer på en god måde den værdsættelse vi søskende føler for vores forældre. „Jeg påskønner min rige kristne arv og føler ikke et øjeblik at jeg ville have været lykkeligere hvis vores forældre havde valgt at opdrage os anderledes. Deres eksempel i forbindelse med at have en stærk tro, at være selvopofrende og at stole fuldt ud på Jehova har sat mig i stand til at gennemleve perioder i mit liv hvor jeg har følt mig langt nede.“ Edwena sluttede: „Jeg takker Jehova for vores forældre, som ved deres ord og eksempel har vist os hvor lykkelige vi kan være hvis vi bygger vort liv op omkring dét at tjene vor kærlige Gud, Jehova.“

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 22, 23]

Familien Fountain (fra venstre til højre): Dewey, Edwena, Winnie, Elizabeth, Dewey junior. Til højre: Elizabeth og Dewey junior på kofangeren af Henschels højttalerbil (1937). Modsatte side: Elizabeth på plakatarbejde som 16-årig