Kunsten at kunne vente

AT LÆRE at vente på at få et ønske opfyldt er sikkert noget af det sværeste vi mennesker kommer ud for. Små børn er af natur utålmodige. Når de ser noget spændende vil de øjeblikkelig have det! Men ikke alle ting kan fås her og nu — det er en kendsgerning. Selv når det drejer sig om rimelige ønsker må vi lære at vente på et passende tidspunkt til at få dem opfyldt. Mange lærer kunsten at vente, andre gør det aldrig.

De som ønsker at opnå Guds godkendelse har særlige grunde til at lære at vente. Dette blev understreget af en af Jehovas førkristne tjenere, Jeremias, som sagde: „Det er godt for en at vente, og det i tavshed, på frelse fra Jehova.“ Senere sagde den kristne discipel Jakob: „Vær derfor tålmodige, brødre, indtil Herrens nærværelse.“ — Klagesangene 3:26; Jakob 5:7.

Jehova har sit eget tidsskema for opfyldelsen af sine hensigter. Hvis vi ikke kan vente til hans tid er inde bliver vi utilfredse og misfornøjede, og det vil dræbe glæden. Uden glæde vil en Guds tjener blive åndeligt svag, som Nehemias sagde til sine landsmænd: „Glæde i Herren er jeres styrke.“ — Nehemias 8:10, da. aut.

Det er víst at lære at vente

Det er naturligt for enlige at ønske at blive gift, eller for barnløse ægtepar at ønske at få børn. Og der er heller ikke noget galt i at ønske at tilfredsstille visse retmæssige materielle behov. Troen på at denne tingenes ordning snart vil ophøre og at Gud i den kommende nye ordning vil ’åbne sin hånd og mætte alt levende med hvad det ønsker’, har imidlertid ført til at mange kristne har besluttet at vente til et mere passende tidspunkt med at opfylde nogle af disse ønsker. — Salme 145:16.

Folk der ikke har dette velbegrundede kristne håb, ser ikke nogen idé i at udskyde tingene. Da de ikke har tro på Jehova, hvorfra „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“ kommer, mener de ikke at det er klogt at udskyde opfyldelsen af sine ønsker til en fremtid som de tvivler på nogen sinde kommer. De lever efter devisen: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ — Jakob 1:17; 1 Korinther 15:32; Esajas 22:13.

I de udviklede lande lever reklamebranchen højt på tendensen til øjeblikkelig nydelse. Folk opfordres til at forkæle sig selv. Reklamebranchen vil have os til at tro at moderne bekvemmeligheder er livsnødvendigheder. ’Hvorfor klare sig uden,’ lyder argumentet, ’især ikke når man ved hjælp af kreditkort, afbetalingssystemer eller køb-nu-betal-senere-arrangementer kan få det hele her og nu?’ ’Du fortjener det bedste; vær god mod dig selv! Nyd det nu — eller aldrig!’ Sådan lyder mange populære slogans.

Samtidig klarer millioner af mennesker i ulandene sig med det allermest nødvendige — eller mindre endnu — et tydeligt bevis på at de politiske og økonomiske systemer er ufuldkomne og uretfærdige.

Visdommen i at kunne vente ses af at millioner der ikke har været villige til det — eller som ikke har kunnet se nogen grund til det — befinder sig i dyb gæld fordi de har tilfredsstillet deres umiddelbare ønsker. Uforudsete omstændigheder som sygdom og arbejdsløshed kan få katastrofale følger. Den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung forklarer hvorfor en million mennesker i Tyskland er hjemløse: „Ofte går arbejdsløshed og dyb gæld forud for hjemløshed.“

Mange ulykkelige mennesker må gå fra hus og hjem når de ikke kan betale deres regninger. Og alt for ofte medfører den pressede situation at der opstår spændinger i familien. Skrøbelige ægteskaber går i stykker. Depressioner og helbredsproblemer bliver hverdagskost. Hvis det drejer sig om kristne kan åndeligheden lide under det, hvilket måske vil føre til forkerte tanker og handlinger. De der i dårskab vil have det hele, ender med at have næsten ingenting.

En ny udfordring for mange

Jesus gjorde det klart at vi skal passe på at „de bekymringer der hører denne tingenes ordning til, og rigdommens bedragende magt samt begæret efter alle andre ting [ikke] trænger ind og kvæler ordet, og det bliver uden frugt“. (Markus 4:19) Vi må huske på at ingen af de politiske systemer har kunnet fjerne de bekymringer, heller ikke de økonomiske, som Jesus talte om.

Kommunismen, som de østeuropæiske lande nu har forkastet, forsøgte at fordele goderne ligeligt ved hjælp af statskontrolleret økonomi. I modsætning til den frie markedsføring gav disse tidligere systemer den enkelte indbygger en vis økonomisk sikkerhed, en sikkerhed som de kapitalistiske systemer sjældent kan give. Men alligevel eksisterede de bekymringer Jesus talte om, i form af knaphed på forbrugsvarer og begrænset frihed.

Mange af disse lande er nu i gang med at indføre markedsøkonomi og stiller derved deres indbyggere over for en ny udfordring. En nylig rapport nævner: „Det er naivt at nære ønske om hurtigt at nå de vestlige landes forbrugsniveau.“ For at opnå dette er „flere og flere i de nye Länder i det østlige Tyskland ved at blive trukket ned i gældsstiftelsens malstrøm“. Rapporten tilføjer: „Efter den første euforiske lykke over den nye økonomiske frihed breder frygt og fortvivlelse sig.“ Bekymringerne er der stadig, nu er de blot iklædt kapitalismens dragt.

Større økonomisk og politisk frihed har skabt mulighed for økonomiske forbedringer. Mange har derfor følt sig fristet til at starte deres egen forretning eller at flytte til et andet land hvor der er bedre muligheder for at få arbejde.

Sådanne beslutninger er en personlig sag. Det er ikke forkert af en kristen at ønske at forbedre sin økonomiske situation, måske ud fra ønsket om at kunne tage sig bedre af sin familie og med tanke på Paulus’ ord: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ — 1 Timoteus 5:8.

Det vil derfor ikke være passende at kritisere andre for den beslutning de tager i denne henseende. Kristne bør dog samtidig huske på at det er uklogt at søge at slippe for økonomiske vanskeligheder ved at stifte stor gæld som måske i sidste ende bliver en snare for dem. Det vil heller ikke være rigtigt at søge økonomisk lindring på en måde der indebærer at man må tilsidesætte åndelige ansvarsopgaver og interesser.

Lær af andre

I årene efter den anden verdenskrig udvandrede tusinder af tyskere fra det krigshærgede Europa til andre lande, især Australien og Canada. Mange af dem kunne derved forbedre deres økonomiske situation, men ingen af dem var i stand til fuldstændig at flygte fra de økonomiske bekymringer som Jesus talte om. Denne løsning skabte af og til andre problemer — hjemve, sprogvanskeligheder, kostforandringer, nye skikke, nye venner og det at skulle affinde sig med nye holdninger.

Nogle af disse emigranter var Jehovas vidner. De fleste tillod ikke emigrationsproblemerne at kvæle deres åndelighed. Men der var undtagelser. Nogle faldt som ofre for rigdommens bedragende magt. Deres teokratiske fremskridt holdt ikke trit med deres økonomiske velstand.

Dette understreger værdien af grundigt at analysere sin situation før man kommer til at træffe en uklog beslutning. Materialistiske tendenser vil sløve os i vort arbejde med at gøre disciple — en gudgiven gerning som aldrig skal udføres igen. Sådan vil det være uanset hvor vi bor, for der er ikke noget land hvis indbyggere er fri for økonomiske bekymringer.

Kæmp troens gode kamp

Paulus tilskyndede Timoteus: „Jag efter retfærdighed, gudhengivenhed, tro, kærlighed, udholdenhed, mildhed. Kæmp troens gode kamp, få et fast greb om det evige liv, som du blev kaldet til.“ Til de kristne i Korinth sagde han: „Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning.“ — 1 Timoteus 6:11, 12; 1 Korinther 15:58.

Den bedste måde en kristen kan bekæmpe materialisme på, vil være at følge ovenstående råd — og der er rigeligt at tage sig til! I nogle lande hvor der kun er få forkyndere har mange af indbyggerne kun begrænset kendskab til sandheden. Det er som Jesus forudsagde: „Høsten er stor, men arbejderne er få.“ — Mattæus 9:37.

I stedet for at lade økonomiske bekymringer aflede opmærksomheden fra det åndelige arbejde der skal udføres, drager Jehovas vidner i disse lande fordel af situationen ved til fulde at udnytte de muligheder de har. I perioder med arbejdsløshed har mange af dem øget deres andel i forkyndelsesarbejdet. Deres tjeneste er en stor lovprisning til Jehova, men den giver dem også en glæde som hjælper dem til at klare de økonomiske problemer.

Disse forkyndere sætter tjenesten for Gud på førstepladsen og skubber de økonomiske problemer i baggrunden. Derved viser de hele det verdensomspændende brodersamfund at de trygt stoler på at Jehova vil sørge for dem. Hans løfte lyder: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:33.

Efter genindførelsen af den sande tilbedelse i 1919 har Jehova ikke på noget tidspunkt ladt sine tjenere i stikken. Han har beskyttet dem under hård forfølgelse og, i nogle lande, gennem årtier hvor arbejdet har været forbudt. Jehovas vidner er fast besluttede på at det som Satan ikke har kunnet opnå ved forfølgelse, heller ikke skal lykkes for ham ved materialismens underfundige snare!

At kunne vente er mange ting

Præsentable rigssale, dyrt højttalerudstyr, stævnehaller og pæne betelhjem er til ære for Gud og er et tavst vidnesbyrd om at han velsigner sit folk. I de lande hvor vort arbejde længe har været under forbud føler brødrene måske at de i disse henseender er langt bagefter. Men det der virkelig betyder noget er at de ikke sakker bagud åndeligt set. De mere synlige tilkendegivelser af Guds velsignelse på det materielle område vil komme hen ad vejen.

Indviede tjenere for Jehova må være på vagt, så de ikke, i deres jag efter at få personlige ønsker opfyldt, begynder at føle at de ikke kan leve uden visse materielle ting. Det er forståeligt at man længes efter en bedring, økonomisk og socialt set, men Jehovas folk overser ikke det faktum at alle Guds tjenere længes efter bedring. Blinde længes efter at kunne se, kronisk syge længes efter et bedre helbred, deprimerede længes efter et positivt livssyn, og sørgende efterladte længes efter atter at se deres kære.

Omstændighederne gør at alle kristne på et eller andet område er tvunget til at vente på at Jehovas nye verden vil løse den enkeltes problemer. Derfor bør vi spørge os selv: ’Hvis jeg har føde og klæder, bør jeg da ikke være tilfreds med disse ting og være villig til at vente på en bedring i den økonomiske situation?’ — 1 Timoteus 6:8.

Hvis kristne som stoler helt og fuldt på Jehova er villige til at vente, kan de være sikre på at alle deres retmæssige ønsker og behov snart vil blive dækket. Det vil ikke være forgæves de har ventet. Vi kan mindes Paulus’ ord: „Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Korinther 15:58.

Med dette i tanke er det nok ikke så stor en kunst at lære at vente!

[Illustration på side 10]

Du kan redde livet ved at lære at vente