Nogle som søgte den sande religion

NOGLE mennesker har fra barnsben søgt efter tilfredsstillende svar på deres spørgsmål angående livet. Som børn har de måske overværet gudstjenester. Men mange opdagede at hverken kirkeritualerne eller de svar de fik, kunne hjælpe dem gennem livets kriser.

De siger måske at de stadig har deres barnetro, selv om de sjældent overværer en gudstjeneste. Ifølge en biskop i den anglikanske kirke er disse menneskers tro en biting der ikke øver nogen særlig stor indflydelse på deres liv. De har så at sige stillet deres tro i bero. Andre tager afstand fra al religion fordi de afskyr det hykleri de ser i religiøse kredse. Men de har stadig ikke fået svar på livets store spørgsmål.

Hvorfor nogle tvivler

De fleste mennesker ved at mange kirker har organisationer der kan hjælpe hjemløse, uddele mad til trængende og støtte kulturelle arrangementer. Men næsten daglig hører de også gennem nyhedsmedierne om vold og blodsudgydelse som skyldes religion — ikke kun blandt ikkekristne trossamfund men også blandt dem der bekender sig som kristne. Skulle det overraske os hvis disse mennesker tvivler på at de grupper der er involveret i sådanne voldshandlinger har den sande religion?

Mange med en religiøs baggrund har før ment at det var en smuk gerning når kirker sponsorerede børnehjem. I de senere år er de imidlertid blevet rystede over at høre hvordan den ene præst efter den anden er blevet anklaget for at misbruge de børn der var betroet i deres varetægt. I begyndelsen troede folk at det kun var nogle få præster man kunne dadle. Men nu spekulerer nogle på om der er noget fundamentalt galt med selve kirken.

Nogle få, såsom Eugenia, har på et tidspunkt været meget engageret i religion. Som barn i Argentina var hun en af dem der foretog pilgrimsrejser for at tilbede Jomfruen af Itatí, og i 14 år levede hun i et kloster som nonne. Det forlod hun for at gå ind i en international religiøs-politisk bevægelse der kæmpede for en øjeblikkelig, radikal ændring af den samfundsøkonomiske struktur ved at benytte revolutionære metoder. Det hun så og oplevede gjorde at hun mistede troen på og tilliden til Gud. Hun søgte egentlig ikke efter en religion hun kunne tro på. Hvad hun virkelig ønskede var at finde en måde hvorpå den fattige del af befolkningen kunne blive retfærdigt behandlet — ja, og en ven hun kunne stole på.

Andre har bemærket hvad der foregår i kirkerne og har derfor holdt sig væk. En ateist, hvis synspunkter blev offentliggjort i 1991 i bladet Sputnik, sagde ligeud: „Jeg kan ikke se nogen betydelig forskel mellem den hedenske og den kristne mytologi.“ Som eksempel herpå beskrev han et optog hvor præster i guldbroderede kåber langsomt bar en sarkofag med en mumie gennem Moskvas gader. Det var liget af „en ortodoks kristen helgen“ der var ved at blive flyttet fra et museum til en kirke, og det mindede skribenten om præster og mumier i oldtidens Ægypten. Han påpegede også at mens de der deltog i optoget i Moskva troede på „den kristne treenighed“, havde ægypterne også tilbedt en trehed af guder — Osiris, Isis og Horus.

Den samme skribent henviste til det kristne kærlighedsbegreb — ’Gud er kærlighed’ og ’elsk din næste’ — hvortil der ikke findes nogen parallel i det hedenske Ægypten. Men han bemærkede: „Broderkærligheden har ikke formået at besejre verden, ikke engang den kristne del af verden.“ Og han følger det op med bemærkninger om de dårlige frugter der er kommet ud af at kirken har involveret sig i verdslige anliggender. Det han har set, har givet ham følelsen af at kristenhedens kirker ikke kan give ham det han søger.

Men der er andre som har fundet tilfredsstillende svar på deres spørgsmål — dog ikke i kristenhedens kirker.

Hun lærte sandheden om de døde at kende

Magdalena, der nu er 37 år, bor i Bulgarien. Hun var meget fortvivlet efter sin svigerfaders død i 1991. Igen og igen spurgte hun sig selv: ’Hvad sker der med de døde? Hvor er min svigerfader?’ Hun gik i kirke, og derhjemme fremsagde hun bønner foran en ikon, uden dog at finde noget svar.

Men så en dag ringede en nabo og inviterede hende hjem. En ung mand der studerede med Jehovas vidner var på besøg hos naboen. Hun lyttede mens han fortalte om Guds rige og at det er Guds hensigt at omdanne jorden til et paradis hvor mennesker kan leve evigt i lykke. Bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden blev drøftet og citeret. Den unge mand viste hende desuden hvad der står i Bibelen i Prædikeren 9:5: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ Om aftenen læste hun videre. Hun lærte at de døde ikke er gået over til et andet liv i himmelen eller i helvede; de ved slet ingenting, som når man sover trygt. Hun tog med glæde imod en invitation til at overvære et møde i Jehovas Vidners lokale menighed. Efter mødet ville hun gerne have et regelmæssigt bibelstudium. Ved mødet havde hun lagt mærke til hvordan der blev rettet bønner til Jehova; hun begyndte derfor selv at bede til Jehova, fordi hun behøvede hjælp til at overvinde en dybt indgroet svaghed. Da hendes bønner blev besvaret vidste hun at hun havde fundet den sande tro.

De fandt et liv der har mening

André var vokset op i et meget katolsk hjem i Belgien og havde været den lokale præsts medhjælper. I den tid så han imidlertid ting der undergravede hans respekt for kirken. Det resulterede i at han kun var katolik af navn.

I 15 år havde han været professionel fodboldspiller. Ved en lejlighed da hans hold spillede en turnering i Italien, var de blevet inviteret til audiens hos paven. Besøget havde ikke været åndeligt opbyggende, og den store rigdom der omgav paven rystede André. Han blev mere og mere i tvivl om hvorvidt den katolske kirke var den sande. Hans privatliv var ulykkeligt på grund af to forliste ægteskaber. Verdenssituationen gjorde ham fortvivlet. I 1989 skrev han i sin dagbog: ’Hvad er meningen med alle de skøre ting der foregår omkring os?’ Hans religion kunne ikke give ham svaret.

I 1990, da André arbejdede som fodboldtræner i Island, blev han besøgt af Iiris, en af Jehovas Vidners missionærer. Han modtog bibelsk læsestof og bad missionæren komme igen. Hun besøgte ham sammen med sin mand, Kjell. Da de endelig kunne sætte sig ned og tale med André, var det tydeligt at han var meget interesseret i at forstå Bibelen. Han hustru, Ásta, delte hans interesse. Midt på dagen havde han tre timers pause i træningen, og de besluttede at bruge disse timer til et bibelstudium. „Jeg bliver friskere af at studere Bibelen end af at hvile mig,“ sagde han. Med tiden fik de begge to besvaret deres spørgsmål ved hjælp af Bibelen. Langsomt voksede deres tro på Jehova og hans rige. Bibelens herlige løfte om en fredfyldt ny verden, en verden der er fri for „alle de skøre ting der foregår omkring os“, blev virkeligt for dem. Både André og Ásta fortæller nu andre om deres nyfundne tro.

Magdalena, André og Ásta er overbeviste om at de langt om længe har fundet den sande tro. Efter at Eugenia havde forsøgt at løse verdens problemer gennem politiske organisationer, fandt hun endelig blandt Jehovas vidner den religion der set med hendes øjne måtte være den sande. Men hvad er det egentlig der afgør om en religion er sand eller falsk?

[Illustration på side 7]

Et regelmæssigt bibelstudium med Jehovas vidner hjælper over fem millioner mennesker i deres søgen efter tilfredsstillende svar på deres spørgsmål