„Kastet omkuld, men ikke slået ihjel“

FORTALT AF ULF HELGESSON

I juli 1983 stod nogle læger bøjet over mig og sagde: „Nu er han vågen!“ En svulst på 12 centimeter var blevet fjernet fra min rygmarv under en kompliceret 15 timer lang operation. Bagefter var jeg totalt lam.

FÅ DAGE senere blev jeg flyttet til et hospital som ligger omtrent 60 kilometer fra min hjemby, Helsingborg, i den sydlige del af Sverige. Dér begyndte jeg på et genoptræningsprogram. Fysioterapeuten havde forberedt mig på at det ville blive meget anstrengende, men jeg var ivrig efter at komme i gang. Jeg ville så gerne kunne gå igen. Jeg fulgte flittigt et fem timers motionsprogram hver dag og gjorde hurtigt fremskridt.

Da den rejsende tilsynsmand en måned senere besøgte vores menighed, kørte han og de andre kristne ældste den lange vej til hospitalet hvor jeg lå, for at kunne holde ældstemødet dér. Hvor jeg dog glædede mig over dette bevis på broderkærlighed! Efter mødet bød sygeplejerskerne os på te og sandwich.

I begyndelsen var lægerne forbavsede over at se de fremskridt jeg gjorde. Efter tre måneder kunne jeg sidde oprejst i min kørestol og endda stå op i nogle få øjeblikke. Jeg var glad og fast besluttet på at få min førlighed tilbage. Min familie og mine trosfæller var til stor opmuntring for mig når de kom på besøg. Nogle gange kunne jeg oven i købet tage hjem i kortere perioder.

Et alvorligt tilbagefald

Men derefter var der ingen yderligere fremskridt at spore. Fysioterapeuten gav mig så den frygtelige besked: „Du får det ikke bedre end du har det nu!“ Målet var nu at træne mig så meget op at jeg selv kunne komme omkring i en kørestol. Jeg begyndte at spekulere på hvordan det hele ville gå, og om min kone nu også kunne klare situationen. Hun havde selv gennemgået en stor operation og havde haft brug for min hjælp. Skulle jeg eventuelt på institution?

Jeg blev dybt deprimeret. Mine kræfter og mit mod ebbede langsomt ud. Dagene gik og jeg forblev ubevægelig. Jeg var ikke alene fysisk lammet, men også følelsesmæssigt og åndeligt. Jeg var „kastet omkuld“. Jeg havde altid opfattet mig selv som åndeligt stærk og havde en fast forankret tro på Guds rige. (Daniel 2:44; Mattæus 6:10) Jeg troede fuldt og fast på Bibelens løfter om at alle sygdomme og skrøbeligheder vil blive helbredt i Guds retfærdige nye verden, hvor hele menneskeheden vil blive ført tilbage til fuldkommenhed. (Esajas 25:8; 33:24; 2 Peter 3:13) Nu følte jeg mig lammet, fysisk såvel som åndeligt. Det var som om jeg var „slået ihjel“. — 2 Korinther 4:9.

Før jeg går videre i min beretning vil jeg gerne fortælle lidt om min baggrund.

En lykkelig familie

Jeg er født i 1934 og har altid haft et godt helbred. I begyndelsen af 50’erne mødte jeg Ingrid. Vi blev gift i 1958 og slog os ned i Östersund, en by i Midtsverige. Det blev et vendepunkt i vort liv da vi i 1963 begyndte at læse Bibelen sammen med Jehovas vidner. Da havde vi tre små børn — Ewa, Björn og Lena. Hele familien begyndte snart at studere og at gøre gode fremskridt i forbindelse med at lære Bibelens sandheder at kende.

Kort efter at vi var begyndt at studere flyttede vi til Helsingborg. Dér indviede min kone og jeg os til Jehova, og i 1964 blev vi døbt. Det glædede os meget da vores ældste datter, Ewa, blev døbt i 1968. Syv år senere, i 1975, blev Björn og Lena også døbt, og året efter blev jeg udnævnt til ældste i menigheden.

Mit verdslige arbejde hjalp mig til at sørge godt for familien i materiel henseende. Og vores glæde voksede da Björn og Lena tog heltidstjenesten op. Snart blev Björn indbudt til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Arboga. Fremtiden tegnede sig lys og lovende. I begyndelsen af 1980 begyndte jeg imidlertid at kunne mærke symptomer på den svulst som blev fjernet i 1983 ved føromtalte operation.

Jeg overvinder åndelig lammelse

Da jeg fik at vide at jeg ikke kunne komme til at gå igen, forekom det hele mig at være håbløst. Hvordan skulle jeg genvinde min åndelige styrke? Det viste sig at være nemmere end jeg troede. Jeg tog blot min bibel og begyndte at læse i den. Og jo mere jeg læste, jo mere åndelig styrke fik jeg. Jeg satte især pris på Jesu bjergprædiken. Jeg læste den om og om igen og grundede over dens indhold.

Jeg fik mit positive livssyn tilbage. Ved at læse og tænke over indholdet begyndte jeg at se positivt på tingene i stedet for at opfatte alting som forhindringer. Jeg fik atter lyst til at dele de bibelske sandheder med andre, og begyndte derfor at forkynde for hospitalspersonalet og andre jeg kom i berøring med. Min familie fik instruktion i hvordan jeg skulle passes og støttede mig helt og fuldt. Langt om længe kunne jeg forlade hospitalet.

Endelig var jeg hjemme igen. Det var en lykkelig dag for os alle. Min familie tilrettelagde deres hverdag således at jeg kunne få den nødvendige pleje. Min søn, Björn, valgte at holde op i beteltjenesten og kom hjem for at hjælpe til med at pleje mig. Det var meget trøstende at være genstand for så megen kærlighed og omsorg.

Endnu et tilbagefald

Som tiden gik blev mit helbred imidlertid dårligere og jeg havde svært ved at bevæge mig. Til sidst var min familie, trods deres selvopofrende indsats, ikke længere i stand til at passe mig derhjemme. Jeg mente derfor at det bedste for mig ville være at flytte på plejehjem. Selv om dette igen betød forandringer og en ny rutine, lod jeg ikke den nye situation gå ud over min åndelighed.

Jeg holdt aldrig op med at læse og studere Bibelen. Jeg koncentrerede mig om det jeg kunne gøre, ikke om alt det jeg ikke magtede. Jeg grundede over de åndelige velsignelser alle Jehovas vidner nyder, holdt mig nær til Jehova i bøn og brugte enhver lejlighed til at forkynde for andre.

Nu tilbringer jeg mine nætter og nogle af dagtimerne på plejehjemmet. Om eftermiddagen og aftenen er jeg enten derhjemme eller til vore kristne møder. En kommunal kørselsordning sørger for min transport hvis jeg skal til møde eller andre steder hen. Min kærlige familie, brødrene i menigheden og plejehjemspersonalet tager sig af mig på enestående måde.

Jeg gør hvad jeg kan

Jeg opfatter ikke mig selv som en invalid og bliver heller ikke behandlet som sådan af min familie og mine kristne brødre. Den kærlige pleje jeg får har betydet at jeg har kunnet fortsætte i min gerning som ældste. Jeg leder en bogstudiegruppe hver uge samt menighedens ugentlige studium af Vagttårnet i rigssalen. Eftersom det er svært for mig at vende bladene i Bibelen må jeg have hjælp til dette ved møderne. Jeg leder møder og holder foredrag siddende i min kørestol.

Jeg kan således stadig udføre mange af de ting som jeg var glad for at gøre tidligere, blandt andet være med i hyrdearbejdet. (1 Peter 5:2) Det foregår når brødre og søstre henvender sig til mig for at få hjælp eller et godt råd. Jeg tager også selv initiativet ved at ringe til andre. Det resulterer i at begge parter bliver opmuntret. (Romerne 1:11, 12) En ven sagde for nylig: „Netop når jeg føler mig nedslået, ringer du for at opmuntre mig.“ Men jeg bliver også opmuntret i bevidstheden om at Jehova velsigner mine bestræbelser.

Før og efter møderne nyder jeg samværet med børnene i menigheden. Eftersom jeg sidder i kørestol kan vi tale sammen i øjenhøjde. Jeg sætter pris på deres oprigtighed og ligefremme måde at sige tingene på. Engang sagde en dreng til mig: „Du er en smadderpæn invalid!“

At fokusere på hvad jeg kan, i stedet for at ærgre mig over hvad jeg ikke kan, har hjulpet mig til at glæde mig over tjenesten for Jehova. Jeg har lært meget af det jeg har været igennem og indset at de trængsler vi kommer ud for, er med til at oplære og styrke os. — 1 Peter 5:10.

Jeg har lagt mærke til at mange som har et godt helbred ikke altid forstår at tage tilbedelsen af vor himmelske Fader alvorligt. Hvis man ikke gør det, vil ens studium, mødedeltagelse og forkyndelse blot blive en rutine. Jeg betragter disse foranstaltninger som vigtige for at kunne overleve denne verdens afslutning og komme ind i Guds lovede jordiske paradis. — Salme 37:9-11, 29; 1 Johannes 2:17.

Vi må altid holde håbet om livet i Guds nye verden levende i vore hjerter. (1 Thessaloniker 5:8) Jeg har lært ikke at opgive kampen imod enhver tendens til modløshed, og også at betragte Jehova som min far og hans organisation som min mor. Jeg har erfaret at hvis man selv gør en indsats, kan Jehova bruge enhver af os som en nyttig tjener for ham.

Selv om jeg til tider nærmest har følt mig „kastet omkuld“, er jeg ikke blevet „slået ihjel“. Jeg er aldrig blevet svigtet af Jehova og hans organisation, ej heller af min familie eller af mine kristne brødre. Fordi jeg rakte ud efter Bibelen og begyndte at læse i den, genvandt jeg min åndelige styrke. Jeg er taknemmelig for at Jehova Gud giver os „den kraft som er ud over det normale“ når vi stoler på ham. — 2 Korinther 4:7.

I fuld tillid til Jehova ser jeg fremtiden i møde med forventning. Jeg er overbevist om at Jehova Gud meget snart vil opfylde sit løfte om et genoprettet paradis her på jorden sammen med alle de vidunderlige velsignelser det vil medføre. — Åbenbaringen 21:3, 4.