Jehova lod os aldrig i stikken

FORTALT AF NASHO DORI

Mbreshtan er en lille bjerglandsby i det sydlige Albanien, ikke langt fra Grækenland. Her blev jeg født i 1907. Da jeg var fem år gammel begyndte jeg at gå i græsk skole, men da italienske styrker under Første Verdenskrig invaderede Albanien blev min skolegang afbrudt. Efter krigen kom jeg igen i skole, men denne gang foregik undervisningen på albansk.

MINE forældre var ikke særlig religiøse men fulgte dog den albansk-ortodokse kirkes traditioner. Min grandonkel var præst i Mbreshtan, så jeg arbejdede i kirken og fik indblik i hvad der foregik. Ritualerne forekom mig at være indholdsløse, og hykleriet virkede frastødende på mig.

Efter lokal skik valgte mine forældre en ung kvinde som jeg skulle giftes med. Argjiro kom fra den nærliggende landsby Grabova, og vi blev gift i 1928, da hun var 18.

Jeg lærer om sandheden fra Bibelen

Omkring dette tidspunkt talte jeg med min fætter, som var på besøg fra USA, og beklagede mig over den ortodokse kirke. „I Amerika, tæt på hvor jeg bor,“ forklarede han, „er der en gruppe mennesker som ikke har en kirke, men de studerer Bibelen.“ Tanken om at studere Bibelen uden at have en kirke tiltalte mig, så jeg spurgte om han ville sende mig noget bibelsk læsestof.

Jeg glemte alt om vores samtale indtil jeg cirka et år senere modtog en pakke fra Milwaukee i Wisconsin. Pakken indeholdt bogen Guds Harpe på albansk og bladet Vagttårnet på græsk. Jeg kiggede hurtigt bogen igennem og bemærkede at der blev talt om den sande kirke. Det kunne jeg ikke lide. ’Jeg vil slet ikke have noget med en kirke at gøre,’ sagde jeg til mig selv, og derfor læste jeg ikke bogen grundigt.

I 1929 gik jeg ind i militæret og blev sendt til Tirana, Albaniens hovedstad. Dér mødte jeg Stathi Muçi, som læste i en græsk bibel. „Går du i kirke?“ spurgte jeg. „Nej,“ svarede han. „Jeg har forladt kirken. Jeg er en af de internationale bibelstudenter.“ Sammen med en anden soldat tog jeg med Stathi til møde om søndagen. Her lærte jeg at den sande kirke ikke er en bygning eller en religion, men at den består af Kristi salvede tjenere. Nu forstod jeg det jeg havde læst i Guds Harpe.

Nasho Idrizi og Spiro Vruho var vendt tilbage til Albanien fra De Forenede Stater i midten af 1920’erne, og forkyndte nu om den sandhed fra Bibelen de havde lært. Sammen med en håndfuld bibelstudenter begyndte jeg at overvære møderne i Tirana. Det stod snart klart for mig at jeg havde fundet Jehovas organisation. Den 4. august 1930 blev jeg derfor døbt i en nærliggende flod.

Senere vendte jeg tilbage til Mbreshtan for at genoptage mit arbejde som skomager. Men hvad der var vigtigere: Jeg begyndte også at fortælle andre om sandheden fra Bibelen. Jeg sagde til dem: „Jesus Kristus er ikke som ikonerne i kirken. Han lever!“

Forkyndelse trods modstand

I 1925 tog Ahmed Bey Zogu magten, og i 1928 udråbte han sig selv til kong Zogu I; han regerede indtil 1939. Hans minister for menneskerettigheder godkendte vort kristne virke, men vi løb alligevel ind i problemer. Dette skyldtes at Musa Juka, indenrigsministeren, havde nære forbindelser med paven i Rom. Juka bestemte at kun tre trossamfund var anerkendte — muslimerne, de ortodokse og katolikkerne. Politiet forsøgte at konfiskere vore bøger og standse vores forkyndelse, men det fik de ikke held med.

I 1930’erne besøgte jeg ofte Berat, en af Albaniens større byer, hvorfra Mihal Sveci ledede forkyndelsesarbejdet. Vi arrangerede forkynderture i hele landet. Engang blev jeg sendt til Shkodra i to uger, og dér havde jeg mulighed for at sprede mange publikationer. I 1935 var vi en gruppe der lejede en bus så vi kunne forkynde i Këlcyrë. Der blev så planlagt en større tur til byerne Permet, Leskovik, Erseka, Korça, Pogradec og Elbasan. Vi sluttede turen i Tirana lige tidsnok til at fejre højtiden til minde om Kristi død.

Den åndelige føde hjalp os til at forblive åndeligt stærke, og derfor følte vi os aldrig ladt i stikken. Fra 1930 til 1939 modtog jeg regelmæssigt Vagttårnet på græsk. Det var mit mål at læse mindst én time i Bibelen hver dag, hvilket jeg gjorde i cirka 60 år indtil mit syn begyndte at svigte. Det er først for nylig at hele Bibelen er blevet tilgængelig på albansk, så jeg er glad for at jeg lærte græsk som barn. Andre af de første albanske forkyndere lærte også græsk, så de kunne læse hele Bibelen.

I 1938 blev Argjiro døbt. I 1939 var syv af vore ti børn blevet født, men sørgeligt nok døde tre af vore første syv børn mens de var små.

Trængsler under Anden Verdenskrig

I april 1939, umiddelbart før udbruddet af Anden Verdenskrig, invaderede fascistiske italienske tropper Albanien. Snart efter blev Jehovas Vidners arbejde forbudt, men vores lille gruppe på omkring 50 fortsatte med at forkynde. Under Anden Verdenskrig blev cirka 15.000 af vore bøger og brochurer konfiskeret og ødelagt.

Jani Komino havde et stort lagerrum med publikationer i forbindelse med sit hjem. Da de italienske styrker fandt ud af at bøgerne var blevet trykt i USA, blev de rasende. „I er propagandister! De Forenede Stater er imod Italien!“ sagde de. De nidkære unge brødre Thomai og Vasili Cama blev arresteret, og da man fandt ud af at deres bøger kom fra Komino, blev også han arresteret. Inden længe blev også jeg indkaldt til forhør hos politiet.

„Kender du disse mænd?“ spurgte de.

„Ja,“ svarede jeg.

„Arbejder du sammen med dem?“

„Ja,“ svarede jeg. „Vi er Jehovas vidner. Vi er ikke imod myndighederne. Vi er neutrale.“

„Har du spredt den slags publikationer?“

Da jeg svarede bekræftende lagde de mig i håndjern, og jeg blev sat i fængsel den 6. juli 1940. Her sad der i forvejen fem andre fra min landsby — Josef Kaci, Llukan Barko, Jani Komino og brødrene Cama. I fængselet mødte vi tre andre forkyndere — Gori Naçi, Nikodhim Shyti og Leonidas Pope. Vi blev alle ni gennet ind i en celle der ikke var større end 1,8 gange 3,7 meter.

Efter nogle dage blev vi lænket sammen og ført til byen Permet. Tre måneder senere blev vi overført til fængselet i Tirana og tilbageholdt i yderligere otte måneder uden at være blevet stillet for en dommer.

Til sidst blev vi stillet for en militærret. Broder Shyti og jeg blev idømt 27 måneders fængsel, broder Komino 24 måneder, og de andre blev løsladt efter 10 måneder. Vi blev overført til fængselet i Gjirokastra, hvor broder Gole Flloko var med til at sikre vores løsladelse i 1943. Derefter flyttede jeg med min familie til Permet, hvor jeg blev tilsynsmand for den lille menighed dér.

Skønt vort arbejde var forbudt og Anden Verdenskrig rasede i landene omkring os, fortsatte vi efter bedste evne med at fuldføre opgaven med at forkynde Riget. (Mattæus 24:14) I 1944 var i alt 15 forkyndere fængslet. Men trods disse svære tider følte vi aldrig at Jehova lod os i stikken.

Prøvet i neutralitetsspørgsmålet

Krigen sluttede i 1945, men vi fik blot endnu større vanskeligheder. Der blev indført stemmepligt ved valget den 2. december 1946. Enhver som vovede at afholde sig fra at stemme blev betragtet som fjende af staten. I Permet begyndte menighedens medlemmer at spørge: „Hvad skal vi gøre?“

„Hvis I stoler på Jehova,“ svarede jeg, „behøver I ikke at spørge mig hvad I skal gøre. I ved at Jehovas tjenere er neutrale. De er ikke en del af verden.“ — Johannes 17:16.

Valgdagen oprandt, og udsendinge fra regeringen aflagde os et besøg. De sagde roligt: „Nå, lad os få en kop kaffe og snakke lidt. Ved du hvad der sker i dag?“

„Ja, der er valg,“ svarede jeg.

„Du må hellere skynde dig for ikke at komme for sent,“ sagde den ene.

„Nej, jeg har ikke tænkt mig at tage af sted. Vi stemmer på Jehova,“ svarede jeg.

„Okay, men så kom med og stem på oppositionen.“

Jeg forklarede at Jehovas vidner er fuldstændig neutrale. Da vores holdning blev mere kendt, blev der lagt større pres på os. Vi fik besked på at vi ikke længere måtte holde møder, og vi begyndte derfor at mødes i al hemmelighed.

Tilbage til vores hjemby

I 1947 vendte jeg sammen med min familie tilbage til Mbreshtan. Kort efter, en kold eftermiddag i december, blev jeg kaldt hen på kontoret for Sigurimi (det hemmelige politi). „Ved du hvorfor jeg har kaldt dig herhen?“ spurgte betjenten.

„Jeg går ud fra at det er fordi du har hørt nogle beskyldninger imod mig,“ svarede jeg. „Men Bibelen siger at verden vil hade os, så jeg er ikke overrasket over beskyldningerne.“ — Johannes 15:18, 19.

„Tal ikke til mig om Bibelen,“ bed han mig af. „Ellers banker jeg dig sønder og sammen.“

Betjenten og hans mænd gik, men gav mig ordre til at blive stående udenfor i kulden. Efter nogen tid kaldte han mig igen ind på kontoret og sagde at jeg skulle lade være med at holde møder i mit hjem. „Hvor mange bor der i din landsby?“ spurgte han.

„Der bor 120,“ svarede jeg.

„Hvilken religion har de?“

„De er albansk-ortodokse.“

„Og du?“

„Jeg er et af Jehovas vidner.“

„Der er 120 som går den ene vej, og så går du den anden vej!“ Derefter beordrede han mig til at brænde lys i kirken. Da jeg sagde at jeg ikke ville gøre det, begyndte han at slå mig med en kæp. Da jeg endelig blev løsladt var klokken cirka ét om natten.

Leverancen af publikationer bliver afbrudt

Da Anden Verdenskrig sluttede begyndte vi igen at modtage Vagttårnet med posten. Men på et tidspunkt holdt bladene op med at komme. En aften da klokken var ti blev jeg opsøgt af det hemmelige politi. „Der er kommet et græsk blad,“ sagde de, „og vi vil gerne have at du forklarer hvad det drejer sig om.“

„Jeg er ikke særlig god til græsk,“ sagde jeg. „Min nabo er bedre til det. Måske han kan hjælpe jer.“

„Nej, vi vil have dig til at forklare dette,“ sagde en officer mens han viste nogle græske udgaver af Vagttårnet.

„Jamen, det er jo mine!“ udbrød jeg. „Det kan jeg selvfølgelig godt forklare. Ser I, disse blade kommer fra Brooklyn i New York. Dér ligger Jehovas Vidners hovedkontor. Jeg er et af Jehovas vidner. Men det ser ud til at de har lavet en fejl med hensyn til adressen. Bladene skulle have været sendt til mig, ikke til jer.“

De ville ikke give mig bladene, og fra da af og indtil 1991, mere end 40 år senere, modtog vi ingen bibelske publikationer i Albanien. I alle disse år fortsatte vi med at forkynde, udelukkende ved hjælp af Bibelen. I 1949 var omkring 20 forkyndere i fængsel, nogle med domme på fem år.

Øgede vanskeligheder

I 1950’erne skulle folk bære dokumenter der viste at de støttede militæret. Men Jehovas vidner nægtede at bære disse dokumenter. Af den grund blev broder Komino og jeg sendt to måneder i fængsel.

I den tid hvor staten tillod forskellige religioner at eksistere havde vi en vis frihed. Men i 1967 blev al religion forbudt, og dermed blev Albanien officielt et rent ateistisk land. Jehovas Vidner forsøgte at holde møder, men det blev meget vanskeligt. Nogle af os syede en særlig lomme i jakkeforet, så vi kunne skjule en lille bibel. Vi gik gerne ud i det fri og læste i den.

Det blev opdaget at nogle forkyndere i Tirana læste i Bibelen, og tre af dem blev idømt fem års fængsel i fjerntliggende arbejdslejre. Dette gik hårdt ud over deres familier. Vi der boede i små isolerede landsbyer blev ikke sendt væk, fordi vi ikke blev anset for at være nogen alvorlig trussel. Men på grund af vort neutrale standpunkt blev vore navne slettet af listen over dem der kunne modtage fødevarer. Tilværelsen var derfor meget vanskelig. Yderligere to af vore børn døde. Men vi følte aldrig at Jehova havde ladt os i stikken.

Frygten var meget fremherskende i Albanien. Alle blev overvåget, og det hemmelige politi skrev rapporter om enhver der vovede at udtale sig imod den herskende regerings politik. Vi var derfor meget forsigtige med at lave skriftlige rapporter om vore aktiviteter. Det var ikke muligt at mødes i grupper større end to eller tre, men vi holdt aldrig op med at forkynde.

I et forsøg på at skabe forvirring blandt brødrene udbredte det hemmelige politi det rygte at en fremtrædende broder i Tirana var spion. Dette fik nogle til at miste troen, og det forårsagede en hel del splittelse. Da vi ikke havde nogen nye bibelske publikationer og ikke havde kontakt med Jehovas synlige organisation, bukkede enkelte under for frygt.

Ydermere spredte myndighederne det rygte at Spiro Vruho, en højt respekteret kristen ældste i Albanien, havde begået selvmord. „Kan I se,“ sagde de, „selv Vruho har givet op.“ Senere viste det sig at broder Vruho var blevet myrdet.

I 1975 boede Argjiro og jeg i nogle måneder hos vores søn i Tirana. Da tiden for valget kom pressede myndighederne i byen os ved at sige: „Hvis I ikke stemmer, bliver jeres søn arbejdsløs.“

„Min søn har haft sit job i 25 år,“ svarede jeg. „I har detaljerede oplysninger om ham og hans familie. I 40 år er jeg ikke gået til valg. Det er en oplysning som normalt står i de personlige optegnelser. Hvis den ikke gør det, er jeres rapporter ufuldstændige. Hvis den står der, har I været illoyale over for partiet ved at tillade ham at arbejde i så mange år.“ Da de hørte dette sagde de at hvis vi vendte tilbage til Mbreshtan, ville de ikke gøre mere ved sagen.

Dramatiske ændringer

I 1983 flyttede vi fra Mbreshtan til byen Laç. Kort efter, i 1985, døde diktatoren. Han havde været ved magten siden de første obligatoriske valg i 1946. Med tiden blev en statue af ham, som stod på torvet i Tirana, og en statue af Stalin, fjernet.

I de mange år hvor vort arbejde var forbudt fik mange forkyndere en brutal behandling, og nogle blev dræbt. En mand sagde til nogle forkyndere på gaden: „Under kommunismen svigtede vi alle Gud. Kun Jehovas vidner forblev trofaste mod ham, trods prøvelserne og vanskelighederne.“

Efterhånden fik vi større frihed og i juni 1991 rapporterede ni forkyndere deres tjeneste. I juni 1992, en måned efter forbudets ophævelse, deltog 56 i forkyndelsen. Tidligere på året var vi meget glade for at 325 overværede højtiden til minde om Kristi død. Siden da er forkyndertallet steget til mere end 600, og 3491 overværede mindehøjtiden den 14. april 1995. I de senere år har det været en ubeskrivelig glæde for mig at se at så mange unge er blevet føjet til vore menigheder.

Argjiro har været trofast mod Jehova og loyal mod mig i alle disse år. Mens jeg var i fængsel eller rejste rundt som forkynder, tog hun sig tålmodigt af vores families behov uden at klage. En af vore sønner og hans hustru blev døbt i 1993. Det var til stor glæde for os.

Kun Guds rige

Jeg fryder mig over at se Jehovas organisation i Albanien være så forenet og nyde åndelig fremgang. Jeg føler mig som den aldrende Simeon i Jerusalem, der, før han døde, fik det storslåede privilegium at se den lovede Messias. (Lukas 2:30, 31) Når jeg bliver spurgt hvilken styreform jeg foretrækker, svarer jeg: „Jeg foretrækker hverken kommunismen eller kapitalismen. Om jorden ejes af private eller af staten er mig uden betydning. Myndighederne bygger veje, sørger for elektricitet til fjerntliggende landsbyer og sørger for en vis ro og orden. Men Jehovas styre, hans himmelske rige, er den eneste løsning på de alvorlige problemer som både Albanien og resten af verden står over for.“

Det Guds tjenere udfører på hele jorden i forbindelse med at forkynde Guds rige, skyldes ikke mennesker. Det er Guds gerning. Vi er hans tjenere. I Albanien havde vi mange vanskeligheder og var længe uden forbindelse med Jehovas synlige organisation, men Han lod os aldrig i stikken. Hans ånd var her altid. Han ledte os hvert skridt ad vejen. Det har jeg erfaret gennem hele mit liv.