Livsberetning

Jehova har givet mig ’en kraft som er ud over det normale’

FORTALT AF HELEN MARKS

Det var en trykkende hed sommerdag i 1986. Jeg var den eneste der ventede på at skulle igennem tolden i en af Europas mest rolige lufthavne. Stedet var Tirana, hovedstaden i Albanien, som havde udråbt sig selv til „den første ateistiske stat i verden“.

DET var med en vis usikkerhed og frygt at jeg iagttog hvordan en bevæbnet tolder begyndte at undersøge min bagage. Hvis jeg gjorde eller sagde noget som kunne virke mistænkeligt, kunne det betyde at jeg blev udvist af landet, og at dem der ventede på mig uden for tolden, kunne komme i fængsel eller i arbejdslejr. Det lykkedes mig heldigvis at gøre tolderen venligere stemt ved at tilbyde ham tyggegummi og småkager. Men hvordan var jeg, en kvinde midt i 60’erne, havnet i denne situation? Hvorfor ville jeg give afkald på et komfortabelt liv og løbe den risiko der var forbundet med at fremme Rigets interesser i en af de sidste marxistisk-leninistiske højborge?

EN SVAGELIG PIGE MED MANGE SPØRGSMÅL

Min far døde af lungebetændelse to år efter at jeg i 1920 var blevet født i Ierapetra på Kreta. Mor var analfabet og fattig. Jeg var den yngste af fire børn; jeg led af gulsot og var bleg og svagelig. Naboerne foreslog min mor at bruge sine kræfter og sparsomme midler på de tre mere raske børn og så lade mig dø. Jeg er glad for at hun ikke fulgte deres råd.

Mor ville sikre sig at fars sjæl fortsat kunne blive i himmelen og besøgte derfor ofte hans grav og bad en ortodoks præst om at udføre nogle ritualer. Hans tjenester var langtfra billige. Jeg kan stadig huske en bidende kold juledag hvor mor, med mig traskende ved sin side, kom hjem fra kirkegården. Vi havde netop givet præsten de sidste af vores penge. Efter at mor havde kogt nogle grøntsager til os børn, gik hun fortvivlet og sulten ind i et andet rum med tårerne løbende ned ad kinderne. Nogen tid efter opbød jeg al min styrke og gik over til præsten og spurgte hvorfor far var død, og hvorfor min stakkels mor skulle give præsten penge. Hviskende svarede han forlegent: „Gud har taget ham. Derfor. Det skal du nok komme over.“

Det var svært for mig at få det han sagde, til at stemme med fadervor, som jeg havde lært i skolen. Jeg husker stadig de smukke og meningsfyldte ord bønnen begynder med: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:9, 10) Hvis det der sker på jorden, er Guds vilje, hvorfor skal vi så lide så meget?

Jeg kunne meget vel have fået mit spørgsmål besvaret i 1929 da vi fik besøg af Emmanuel Lionoudakis, som var en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere.a Da min mor spurgte ham hvad han ville, sagde Emmanuel ikke et ord, men rakte hende blot sit vidnesbyrdskort. Hun gav kortet videre til mig for at jeg skulle læse det højt. Men jeg forstod ikke ret meget af det for jeg var kun ni år. Mor, som tænkte at forkynderen måtte være stum, svarede: „Din stakkel. Du kan ikke tale, og jeg kan ikke læse.“ Derefter pegede hun venligt på døren.

Få år senere fik jeg svar på mine mange spørgsmål. Min bror, Emmanuel Paterakis, fik af selv samme heltidsforkynder brochuren Hvor er de døde?, som er udgivet af Jehovas Vidner.b Da jeg læste den, var jeg meget lettet over at finde ud af at det ikke var Gud der havde taget vores far fra os. Jeg forstod at døden skyldes den nedarvede ufuldkommenhed, og at min far venter på at få en opstandelse til liv på en paradisisk jord.

„DEN BOG HAR ØDELAGT DIG“

Bibelens sandheder åbnede vore øjne. Vi fandt en gammel bibel som far havde haft, og begyndte at læse i den henne ved kaminen, ofte i skæret fra stearinlys. Da jeg var den eneste yngre kvinde i området som var blevet interesseret i Bibelen, var jeg ikke med i de aktiviteter den lille gruppe forkyndere havde. På et tidspunkt troede jeg helt alvorligt — men fejlagtigt — at denne tro kun var for mænd.

Min brors entusiasme for forkyndelsen virkede ansporende på mig. Det varede ikke længe før vores familie kom i politiets søgelys, og de kom jævnligt og på alle tider af døgnet for at søge efter Emmanuel og de bibelske publikationer. Jeg husker tydeligt at vi fik besøg af en præst der ville have os til at vende tilbage til kirken. Da Emmanuel ud fra Bibelen kunne vise præsten at Guds navn er Jehova, greb præsten Bibelen, viftede truende med den foran ansigtet på min bror, og råbte: „Den bog har ødelagt dig!“

I 1940 blev Emmanuel arresteret fordi han nægtede at udføre militærtjeneste, og han blev derefter sendt til den albanske front. Vi mistede kontakten med ham og troede at han var død. To år senere modtog vi ganske uventet et brev fra ham afsendt fra et fængsel. Han var i live og i god behold. Et af de skriftsteder han citerede i brevet, har prentet sig dybt i min bevidsthed: „Hvad Jehova angår, hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ (2 Krønikebog 16:9) Det var lige den slags opmuntring vi havde behov for.

Skønt Emmanuel var i fængsel, fik han spurgt nogle brødre om de ville besøge mig. Vi fik straks arrangeret nogle kristne møder som skulle holdes i hemmelighed på en gård uden for byen. Vi vidste dog ikke at der blev holdt øje med os. En søndag blev vi omringet af bevæbnede politibetjente. De gennede os op i en åben vogn og kørte os gennem byen så alle kunne se os. Jeg kan stadig høre folk håne og spotte os, men Jehova gav os gennem sin ånd en indre fred.

Vi blev overført til en anden by, hvor vi blev smidt ned i nogle meget beskidte og mørke celler. Toilettet i min celle var en åben spand som blev tømt en gang om dagen. Jeg blev idømt otte måneders fængsel, fordi de mente at jeg var gruppens „lærer“. Men en broder som også var fængslet, fik sin advokat til at føre vores sag, og det lykkedes advokaten at få os frigivet.

ET NYT LIV

Da Emmanuel blev løsladt, begyndte han at besøge menighederne i Athen som rejsende tilsynsmand, og i 1947 flyttede jeg også til Athen. Endelig mødte jeg en større gruppe af vidner — ikke kun mænd, men også kvinder og børn. Og i juli 1947 symboliserede jeg omsider min indvielse til Jehova gennem vanddåben. Jeg havde ofte drømt om at blive missionær, så jeg begyndte at gå på aftenskole for at lære engelsk. I 1950 blev jeg pioner. Mor kom og boede hos mig, og det glædede mig at hun også tog imod Bibelens sandheder. Hun forblev et af Jehovas Vidner indtil sin død 34 år senere.

Samme år mødte jeg John Marks (Markopoulos), en respekteret og åndeligsindet broder fra USA. John var født i det sydlige Albanien og blev et af Jehovas Vidner efter at han var emigreret til USA. I 1950 tog han til Grækenland i et forsøg på at skaffe visum til Albanien — som dengang var et lukket og strengt kommunistisk land. Selv om John ikke havde set sin familie siden 1936, fik han ikke lov at komme ind i Albanien. Jeg var bevæget over at mærke hans brændende nidkærhed for Jehovas tjeneste og dybe kærlighed til brodersamfundet. Vi blev gift den 3. april 1953, og derefter flyttede jeg med ham til vores nye hjem i New Jersey i USA.

For at kunne forsørge os selv i heltidstjenesten havde John og jeg en lille forretning ved kysten af New Jersey, hvor vi tilberedte morgenmad til fiskere. Vi arbejdede kun i sommermånederne, fra solopgang til klokken 9 om formiddagen. Ved at leve et enkelt liv og fokusere på de åndelige aktiviteter kunne vi bruge det meste af vores tid i forkyndelsen. Gennem årene har vi fået opfordringer til at flytte til forskellige byer hvor der har været et stort behov for forkyndere. Der har vi med Jehovas hjælp kunnet hjælpe interesserede, oprette menigheder og deltage i rigssalsbyggerier.

STØTTE TIL VORE NØDSTEDTE BRØDRE

Men der skulle snart åbne sig en spændende mulighed for os. Ansvarshavende brødre ville gerne have etableret kontakt med vore trosfæller i Balkanlandene hvor arbejdet var forbudt. Jehovas Vidner i disse lande havde i mange år været afskåret fra resten af det verdensomspændende brodersamfund. De havde kun fået lidt eller slet ingen åndelig føde og havde udholdt hård modstand. De fleste af dem var under konstant overvågning, og mange var i fængsel eller i arbejdslejre. Der var et akut behov for bibelske publikationer, vejledning og opmuntring. For eksempel modtog vi et kodet budskab fra Albanien med dette indhold: „Bed for os. Litteratur beslaglagt fra hus til hus. Vi må ikke studere. Tre i fængsel.“

I november 1960 begyndte vi derfor på en seks måneder lang rejse for at besøge nogle af disse lande. Det var indlysende at vi havde brug for en „kraft som er ud over det normale“, at Gud gav os frygtløshed og snilde så vi kunne gennemføre vores mission. (2 Korinther 4:7) Vores første mål for rejsen var Albanien. Vi købte en bil i Paris og begav os af sted. Vi nåede Rom, hvor det kun var John der fik et visum til Albanien. Jeg måtte begive mig videre til Athen og vente på ham.

Sidst i februar 1961 kom John til Albanien og blev der til sidst i marts. I Tirana mødtes han personligt med 30 brødre. De var meget begejstrede for at få den hårdt tiltrængte litteratur og opmuntring. Det var 24 år siden de sidst havde haft besøg udefra.

John var dybt bevæget over brødrenes integritet og udholdenhed. Han fik at vide at mange havde mistet deres arbejde og var interneret fordi de ikke ville tage del i de kommunistiske aktiviteter. En særlig rørende oplevelse var det at to brødre i 80’erne gav ham omkring 100 dollars til fremme af forkyndelsesarbejdet. De havde sparet op i mange år af deres ringe statspension.

John blev i Albanien indtil den 30. marts 1961, dagen for den årlige højtid til minde om Kristi død. Han holdt mindehøjtidsforedraget for 37 tilstedeværende. Lige så snart højtiden var slut, fik brødrene hurtigt John ud af bagdøren og ned til havnen i Durrës, hvor de fik ham om bord på et tyrkisk handelsskib der skulle til Piræus i Grækenland.

Jeg var lykkelig over at få ham tilbage i god behold. Nu kunne vi begive os videre på vores farefulde rejse. På turen kom vi gennem tre andre balkanlande hvor arbejdet var forbudt. Det var et dristigt foretagende, eftersom vi medbragte bibelske publikationer, skrivemaskiner og andet. Men det var dog et stort privilegium at møde loyale brødre og søstre der var villige til at ofre deres arbejde, frihed og selve livet for Jehova. Den nidkærhed og ægte kærlighed de viste, inspirerede os meget. Det gjorde også indtryk på os at erfare hvordan Jehova gav dem „den kraft som er ud over det normale“.

Efter at vi havde fuldført turen efter hensigten, vendte vi tilbage til USA. I årene der fulgte, fortsatte vi med på forskellige måder at sende publikationer ind i Albanien og at modtage rapporter om vore brødres aktiviteter.

„OFTE PÅ REJSER, I FARER“

Årene gik, og i 1981 blev jeg alene da John døde i en alder af 76 år. Min niece Evangelia og hendes mand, George Orphanides, var så venlige at lade mig bo hos dem, og de har lige siden givet mig følelsesmæssig og praktisk støtte. De har selv mærket Jehovas støtte da de tjente under forbud i Sudan.c

Senere gjorde man et nyt forsøg på at kommunikere med vores brødre i Albanien. Da min mand havde slægtninge der, blev jeg spurgt om jeg var villig til at foretage en rejse ind i landet. Det ville jeg naturligvis gerne.

I maj 1986, efter mange måneders vedholdende anstrengelser, modtog jeg et visum fra den albanske ambassade i Athen. Personalet på ambassaden advarede mig om at jeg ikke kunne forvente nogen som helst hjælp udefra hvis noget gik galt. Da jeg henvendte mig til et rejsebureau for at købe en flybillet til Albanien, blev agenten helt paf. Uden at lade mig hindre af frygt gik jeg snart om bord på det ugentlige fly fra Athen til Tirana. Der var kun tre meget gamle albanere med flyet; de havde været i Grækenland for at modtage lægebehandling.

Da flyet landede, blev jeg gennet ind i en tom hangar der gjorde det ud for toldkontor. Skønt min mands bror og søster ikke var Jehovas Vidner, var de villige til at hjælpe mig med at etablere kontakt til de få lokale brødre. Loven krævede at de skulle informere de lokale myndigheder om min ankomst. Som følge heraf blev jeg nøje overvåget af politiet. Mine slægtninge foreslog mig derfor at blive i deres hjem mens de prøvede at finde to af de brødre som var i Tirana, og få dem med over til mig.

På det tidspunkt var der, så vidt man vidste, ni indviede og døbte brødre i hele Albanien. Årene med forbud, forfølgelse og strengt opsyn havde gjort dem meget forsigtige. De havde dybe furer i deres ansigter. Så snart jeg havde vundet deres tillid, var de to brødres første spørgsmål: „Hvor er Vagttårnene?“ I mange år havde de kun haft to ældre bøger — ikke engang en bibel.

De fortalte udførligt om de grusomme restriktioner som regimet havde påført dem. De kunne berette om et tilfælde med en afholdt broder som var besluttet på at bevare sig neutral ved et kommende valg. Eftersom staten havde kontrol med alt, ville hans familie i så fald ikke få nogen fødevarerationer. Hans gifte børn og deres familier ville alle komme i fængsel, selv om de intet havde at gøre med hans religiøse overbevisning. Det forlød at nogle af denne broders skræmte familiemedlemmer dræbte ham natten før valget og smed hans lig i en brønd og senere hævdede at han var blevet bange og havde begået selvmord.

Det var hjerteskærende at se disse trosfællers fattigdom. Men da jeg ville give dem hver 20 dollars, afslog de og sagde: „Vi ønsker kun åndelig føde.“ Disse kære brødre havde i årtier levet under et totalitært styre som ved hjælp af indoktrinering havde gjort flertallet af befolkningen til ateister. Men brødrene havde en lige så stærk tro og overbevisning som Jehovas Vidner i andre lande. Da jeg to uger senere forlod Albanien havde det prentet sig dybt i mit sind at se hvordan Jehova giver „den kraft som er ud over det normale“, selv under de værst tænkelige omstændigheder.

Jeg havde også det privilegium at besøge Albanien i 1989 og igen i 1991. Da ytrings- og religionsfriheden efterhånden vandt indpas i landet, steg antallet af tjenere for Jehova hastigt. Til trods for at der i 1986 kun var en håndfuld indviede kristne, er der nu mere end 2200 aktive forkyndere. En af dem er Melpo, min mands søster. Kan der være nogen tvivl om at Jehova har velsignet denne trofaste gruppe?

ET TILFREDSSTILLENDE LIV I KRAFT AF JEHOVA

Når jeg ser tilbage, er jeg overbevist om at vores arbejde — Johns og mit — ikke har været forgæves. Vi har brugt vores ungdoms styrke på den mest gavnlige måde. Vores gerning i heltidstjenesten har været mere meningsfuld end enhver anden vi kunne have valgt. Jeg glæder mig over de mange vi har hjulpet til at forstå Bibelens sandheder. Jeg, som nu er oppe i årene, kan af hele mit hjerte tilskynde unge til at ’huske deres store Skaber i deres unge manddoms dage’. — Prædikeren 12:1.

Selv om jeg er 81 år, kan jeg stadig tjene som heltidsforkynder af den gode nyhed. Jeg står tidligt op og forkynder for folk ved busstoppesteder, på parkeringspladser, på gader, i forretninger eller i parker. De problemer der følger med alderen, gør livet vanskeligt, men mine kærlige, åndelige brødre og søstre — min store åndelige familie — såvel som min nieces familie, er en sand støtte for mig. Jeg har først og fremmest lært at ’den kraft som er ud over det normale, er fra Gud og ikke fra os selv’. — 2 Korinther 4:7.

[Fodnoter]

[Illustration på side 25]

Øverst: John (længst til venstre), mig (i midten), min bror Emmanuel til venstre for mig og vores mor ved hans side, sammen med en gruppe fra Betel i Athen i 1950

[Illustration på side 25]

Til venstre: Sammen med John ved vores forretning ved kysten af New Jersey, 1956

[Illustration på side 26]

Områdestævne i Tirana, Albanien, 1995

[Illustration på side 26]

Betelkomplekset i Tirana, Albanien. Færdiggjort i 1996

[Illustration på side 26]

Herover: Artikel fra Vagttårnet 1940 der hemmeligt blev oversat til albansk

[Illustration på side 26]

Sammen med min niece Evangelia Orphanides (til højre) og hendes mand, George