Glade i en glædesløs verden
„NÅR dette århundrede har været værst, har det været Satans århundrede. Aldrig før har mennesker været så dygtige til og haft så stor en appetit på at dræbe millioner på grund af race, religion eller klasse.“ Sådan stod der i en leder i The New York Times den 26. januar 1995.
Udtalelser som denne var fremkaldt af 50-årsdagen for befrielsen af de uskyldige ofre i nazisternes dødslejre. Men hensynsløse myrderier af samme slags finder sted i dele af Afrika og Østeuropa den dag i dag.
Pogromer, etniske udrensninger, stammekrige — og hvad de ellers bliver kaldt — resulterer i store lidelser. Men selv hvor dette sker, er der nogle som formår at være glade. Lad os for eksempel skrue tiden tilbage til 1930’ernes Tyskland.
I april 1935 blev Jehovas vidner afskediget fra alle offentlige stillinger på foranledning af Hitler og hans naziparti. Forkynderne blev også arresteret, fængslet og sendt i koncentrationslejre fordi de som kristne ønskede at forblive neutrale. (Johannes 17:16) I slutningen af august 1936 blev der foretaget massearrestationer af Jehovas vidner. Mange tusind blev sendt i koncentrationslejre, hvor de fleste — hvis de overlevede — opholdt sig indtil 1945. Hvordan reagerede Jehovas vidner på den umenneskelige behandling de blev udsat for i lejrene? Forbavsende nok var de i stand til at bevare glæden trods deres glædesløse omgivelser.
„En klippe i mudderet“
Den engelske historiker Christine King har interviewet en katolsk kvinde som var i lejrene. „Hun anvendte et udtryk jeg aldrig vil glemme,“ siger dr. King. „Meget detaljeret beskrev hun de grufulde og modbydelige ting hun var blevet udsat for. Hun fortalte også at hun kendte Vidnerne, og at disse Vidner var en klippe i mudderet — som fast grund midt i alt slammet. Hun fortalte at de var de eneste som ikke spyttede når vagterne gik forbi. De var de eneste som ikke overlevede i kraft af had, men i kraft af kærlighed og håb og følelsen af at der var en mening med livet.“
Hvad satte Jehovas vidner i stand til at være „en klippe i mudderet“? Deres urokkelige tro på Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus. Det lykkedes derfor ikke Hitler at undertrykke deres kristne kærlighed og glæde.
Lyt når to overlevende fra koncentrationslejrene 50 år efter mindes hvordan de kunne bevare deres tro. Den ene fortæller: „Jeg er meget lykkelig for at jeg fik den forret at bevise min kærlighed til og taknemmelighed mod Jehova under de grusomste omstændigheder. Ingen tvang mig til det. Derimod var det vores fjender som gennem trusler prøvede at tvinge os til at adlyde Hitler mere end Gud. Men uden held. Jeg er ikke blot lykkelig nu, men var det også da jeg befandt mig bag fængselsmurene, fordi jeg havde en god samvittighed.“ — Maria Hombach, 94 år.
Den anden forkynder siger: „Jeg ser tilbage på mine dage i fangenskab med taknemmelighed og glæde. Årene jeg tilbragte i fængsler og koncentrationslejre under Hitler var vanskelige og fyldt med prøvelser. Men jeg ville ikke have undværet dem, for de har lært mig at stole fuldt ud på Jehova.“ — Johannes Neubacher, 91 år.
„At stole fuldt ud på Jehova“ — det var hemmeligheden bag den glæde Jehovas vidner oplevede. De er altså glade til trods for at de er omgivet af en glædesløs verden. Deres glæde var tydelig ved sidste års områdestævne „Glade lovprisere“. Lad os kort genkalde os dette opmuntrende stævne.
[Illustration på side 4]
Maria Hombach