Michael Faraday — en videnskabsmand og en troens mand

„Elektricitetens fader.“ „Den største eksperimenterende videnskabsmand nogen sinde.“ Dette er to betegnelser der er blevet hæftet på Michael Faraday, der blev født i 1791 i England. Det var ham der opdagede den elektromagnetiske induktion, som førte til udviklingen af elektromotorer og til elproduktion.

FARADAY holdt mange forelæsninger om kemi og fysik ved The Royal Institution i London. Hans populærvidenskabelige forelæsninger hjalp mange unge til at forstå indviklede begreber, og han modtog mange anerkendelser fra forskellige universiteter. I virkeligheden brød han sig slet ikke om at være en offentlig person. Han var dybt religiøs og følte sig bedst tilpas når han var sammen med familie og medtroende i sin treværelses lejlighed. Faraday tilhørte hvad han kaldte „en meget lille og ugleset sekt af kristne, kendt . . . som sandemanianerne“. Hvem var disse mennesker? Hvad gik deres tro ud på? Og hvordan påvirkede dette Faraday?

Sandemanianerne

„Den første forbindelse mellem Faradayfamilien og sandemanianerne blev beseglet af Michael Faradays bedsteforældre,“ bemærker Geoffrey Cantor, der er forfatter af bogen Michael Faraday: Sandemanian and Scientist. De kom sammen med tilhængere af en omrejsende frikirkelig præst hvis ligesindede gik ind for sandemanianernes lære.

Skotten Robert Sandeman (1718-71) var universitetsstuderende i Edinburgh, og han studerede matematik, græsk og andre sprog. En dag lyttede han til en prædiken af den tidligere presbyterianske præst John Glass. Det han hørte fik ham til at forlade universitetet, vende hjem til byen Perth og slutte sig til Glass og hans tilhængere.

John Glass var i 1720’erne begyndt at nære tvivl om nogle af den skotske statskirkes læresætninger. Studiet af Guds ord fik ham til at drage den slutning at nationen Israel i Bibelen var et forbillede på en åndelig nation hvis borgere var af mange nationaliteter. Intetsteds fandt han nogen begrundelse for at hver nation skulle have sin egen kirke.

Da Glass ikke længere følte god samvittighed over at komme i sin kirke i Tealing, uden for Dundee i Skotland, trak han sig ud af den skotske statskirke og organiserede sine egne møder. Cirka hundrede andre sluttede sig til ham, og lige fra begyndelsen følte de et behov for at bevare enheden inden for deres rækker. De besluttede at følge Jesu vejledning fra Mattæus, kapitel 18, vers 15-17, når som helst de havde en uoverensstemmelse. Efterhånden begyndte de at holde ugentlige møder hvor ligesindede samledes til bøn og formaninger.

Eftersom et betragteligt antal regelmæssigt begyndte at overvære deres møder i de forskellige grupper, blev der behov for at ansvarlige mænd førte tilsyn med tilbedelsen. Men hvem var kvalificerede? John Glass og hans trosfæller var særlig opmærksomme på hvad apostelen Paulus havde skrevet om det emne. (1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9) De fandt ingen krav i Bibelen om at man skulle have en universitetsuddannelse eller kunne forstå hebraisk og græsk. Efter at de under bøn havde overvejet de bibelske retningslinjer, udnævnte de kvalificerede mænd til ældste. De der var loyale over for den skotske statskirke, mente at det „næsten var blasfemisk“ at ulærde mænd, „børn af væven, nålen eller ploven“, foregav at forstå Bibelen og forkynde dens budskab. Da Glass og hans medtroende i 1733 byggede deres egen mødesal i Perth, forsøgte de lokale gejstlige at lægge pres på myndighederne for at få frikirkefolkene drevet ud af byen. Det mislykkedes imidlertid, og bevægelsen voksede.

Robert Sandeman giftede sig med Glass’ ældste datter og blev, i en alder af 26, ældste i glassitternes menighed i Perth. Hans pligter hvilede så tungt på ham at han besluttede at bruge al sin tid på hyrdegerningen. Senere, efter at hans kone var død, „indvilligede [Robert] med glæde i at tjene Herren hvor end det måtte blive hans lod,“ fortælles det i en kort biografi.

Sandemanianismen udbredes

Med stor nidkærhed udvidede Sandeman sin tjeneste fra Skotland til England, hvor nye grupper af medtroende voksede frem. På den tid var der en vis splid blandt de engelske calvinister. Nogle af dem troede at de var forudbestemt til frelse. Men Sandeman holdt med dem der mente at troen var en forudsætning for frelsen. Til støtte for dette synspunkt udgav han en bog der blev genoptrykt fire gange, og som også udkom i to amerikanske udgaver. Ifølge Geoffrey Cantor var udgivelsen af denne bog „den begivenhed der mest af alt hævede den [sandemanianske] sekt over dens noget lokalprægede skotske begyndelse“.

I 1764 tog Sandeman, sammen med nogle andre af glassitternes ældste, på en rejse til Amerika, en rejse der skabte megen splid og modstand. Ikke desto mindre førte den til at ligesindede kristne dannede en gruppe i Danbury i Connecticut.a I 1771 døde Sandeman dér.

Faradays religiøse overbevisning

Som ung tilegnede Faraday sig den sandemanianske lære gennem sine forældre. Han lærte at sandemanianerne holdt sig adskilt fra dem der ikke levede efter Bibelen. For eksempel benyttede de ikke den anglikanske bryllupsceremoni, men foretrak at begrænse brylluppet til hvad der var juridisk nødvendigt.

Sandemanianerne var kendetegnet af at de underordnede sig myndighederne, men forholdt sig neutrale i politik. Skønt de var agtede medlemmer af samfundet tog de sjældent imod offentlige embeder. Og i de få tilfælde hvor de gjorde, holdt de sig fri af partipolitik. Denne holdning gjorde dem udskældte. (Jævnfør Johannes 17:14.) Sandemanianerne mente at Guds himmelske rige udgør en fuldkommen styreform. De betragtede politik som „et småligt, smudsigt spil uden moral,“ bemærker Cantor.

Skønt de holdt sig adskilt fra andre, indtog de ikke farisæiske holdninger. De erklærede: „Vi anser det for absolut nødvendigt at undgå fortidens farisæeres ånd og handlemåde, og derfor vil vi ikke skabe flere synder eller pligter end Skrifterne har gjort; og vi vil ikke ugyldiggøre de guddommelige forskrifter gennem menneskers overleveringer eller underfundige udflugter.“

De antog den bibelske praksis at udstøde ethvert medlem som blev dranker, udsuger, utugtig eller som praktiserede andre alvorlige synder. Hvis synderen oprigtigt ændrede sind, prøvede de at hjælpe ham på fode igen. Hvis ikke, fulgte de det bibelske bud om at ’fjerne det onde menneske’. — 1 Korinther 5:5, 11, 13.

Sandemanianerne adlød det bibelske bud om at afholde sig fra blod. (Apostelgerninger 15:29) John Glass havde draget den slutning at Guds folk er forpligtet til at adlyde forbudet mod blod i samme grad som de første mennesker skulle afholde sig fra at spise frugten på træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mosebog 2:16, 17) Ulydighed mod budet angående blod var at sammenligne med at man vragede den rette anvendelse af Kristi blod, nemlig til synders forladelse. Glass drog følgende slutning: „Dette forbud mod at spise blod har altid været, og er stadig, af største vigtighed.“

Sandemans tilhængere undgik mange faldgruber fordi de ræsonnerede ud fra Skrifterne. Når det for eksempel gjaldt underholdning så de hen til Jesu vejledning om emnet. „Vi vover ikke at udforme love dér hvor Kristus ikke har gjort det,“ sagde de, „ej heller at forkaste dem han har givet os. Derfor, da vi ikke kan finde noget sted hvor fornøjelser, offentlige eller private, er forbudt, regner vi enhver adspredelse for god, medmindre den er forbundet med omstændigheder der er syndige.“

Denne gruppe, sandemanianerne, havde altså mange opfattelser der var korrekt baseret på Bibelen, men de forstod ikke vigtigheden af den aktivitet der kendetegner enhver sand kristen, nemlig at han bør forkynde Rigets gode nyhed for andre. (Mattæus 24:14) Deres møder var dog åbne for alle, og dér bestræbte de sig for at begrunde deres håb når som helst de blev krævet til regnskab for det. — 1 Peter 3:15.

Hvordan påvirkede dette trosmønster videnskabsmanden Michael Faraday?

Sandemanianeren Faraday

Michael Faraday blev æret, feteret og agtet højt for sine epokegørende opdagelser, men han levede et enkelt liv. Når berømte folk døde, og offentlige personer forventedes at overvære deres begravelse, glimrede Faraday ved sit fravær, da hans samvittighed ikke tillod ham at overvære og deltage i kirkelige handlinger der forrettedes i den engelske statskirke.

Som videnskabsmand holdt Faraday sig strengt til bevislige kendsgerninger. Han undgik derfor nært samvær med lærde mænd som fremsatte deres egne hypoteser og tog parti i stridsspørgsmål. Som han engang sagde til en forsamling: ’En grundlæggende kendsgerning svigter os aldrig; dens vidnesbyrd taler altid sandt.’ Ifølge ham må videnskab altid bygge på ’nøje observerede fakta’. Ved slutningen af en redegørelse for de elementære naturkræfter tilskyndede Faraday sine tilhørere til at se hen til „Ham som har dannet dem“. Derefter citerede han den kristne apostel Paulus’ ord: „Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ — Romerne 1:20.

Det der i så høj grad adskilte Faraday fra mange andre videnskabsmænd, var hans ønske om både at lære noget af Guds inspirerede ord og noget af Naturens Bog. „Gennem sandemanianismen fandt han en måde hvorpå han kunne leve i lydighed mod Guds morallov og med et løfte om evigt liv,“ siger Cantor. „Gennem videnskaben kom han i nær kontakt med de fysiske love som Gud har bestemt til at styre universet.“ Faradays holdning var denne: „Bibelens absolutte autoritet kan ikke undergraves af videnskaben, men videnskaben kan, hvis den praktiseres på en sand kristen måde, kaste lys over Guds anden bog.“

Faraday afslog ydmygt mange af de æresbevisninger som andre ville begunstige ham med. Konsekvent gav han udtryk for at han ikke var interesseret i at blive slået til ridder. Han ønskede at forblive ’den almindelige hr. Faraday’. Han viede megen tid til sine aktiviteter som ældste, idet han regelmæssigt rejste fra hovedstaden til en landsby i Norfolk, for at tage sig af en lille gruppe ligesindede troende dér.

Michael Faraday døde den 25. august 1867 og blev begravet på Highgate kirkegård i det nordlige London. Biografen John Thomas fortæller at „ingen anden fysiker har ladet så mange rene videnskabelige præstationer gå i arv til efterslægten, og de praktiske konsekvenser af hans [Faradays] opdagelser har haft en dybtgående effekt på det civiliserede liv“. Faradays enke, Sarah, skrev: „Jeg kan kun pege på Det Nye Testamente som hans vejleder og lovgiver, da han anså det for at være Guds ord . . . og lige så bindende for kristne i dag som da det blev skrevet“ — et meget sigende udsagn om en fremragende videnskabsmand der gudfrygtigt levede efter sin tro.

[Fodnote]

[Ramme på side 29]

■ „Talen bør ikke være hurtig og forjaget, og dermed utydelig, men langsom og velovervejet.“

■ En taler bør søge at gøre tilhørerne interesserede „lige fra forelæsningens begyndelse, og ved hjælp af overgange som tilhørerne ikke bemærker, holde interessen fangen så længe emnet kræver det“.

■ „En taler synker langt under sin værdighed hvis han forfalder til at eftertragte klapsalver og afæske ros.“

■ Angående brugen af en disposition: „Jeg føler mig altid forpligtet . . . til at udarbejde en plan over [emnet] på papir og udfylde de enkelte afsnit ved at kalde dem frem i hukommelsen, enten ved associationer eller på anden måde. . . . Jeg har en række større og mindre overskrifter i rækkefølge, og ud fra disse udvikler jeg mit tema.“

[Kildeangivelse på side 26]

Begge billeder: Med tilladelse af Royal Institution