Hvordan vi har fået Bibelen — 2. del

Flammerne skød i vejret efterhånden som der blev kastet mere og mere på det vældige bål. Men det var ikke noget almindeligt bål. Det der blev kastet i flammerne mens præster og prælater så til, var bibler. Ved at købe og tilintetgøre biblerne hjalp biskoppen af London, uden at vide af det, oversætteren William Tyndale med at finansiere trykningen af flere bibler.

Hvad var det der fik begge parter i denne strid til at indtage så afgjort et standpunkt? I et tidligere nummer af Vagttårnet så vi hvordan Bibelen blev gjort tilgængelig frem til den sene middelalder. Nu begyndte en ny æra hvor Bibelens budskab og dens autoritet skulle få en gennemgribende indflydelse på samfundet.

En pioner fremstår

John Wycliffe, en respekteret professor ved Oxford, forkyndte og skrev magtfuldt imod den katolske kirkes ubibelske skikke idet han brugte ’Guds lov’, Bibelen, som autoritet. Han sendte sine elever, lollarderne, ud til alle egne af England for at forkynde Bibelens budskab på engelsk for enhver der ville høre. Før han døde i 1384, påbegyndte han en oversættelse af Bibelen fra latin til datidens engelske sprog.

Kirken fandt mange grunde til at foragte Wycliffe. For det første fordømte han gejstlighedens udskejelser og umoralitet. Desuden misbrugte mange af Wycliffes tilhængere hans lære til at retfærdiggøre væbnet oprør. Gejstligheden bebrejdede Wycliffe dette, endog efter hans død, skønt han aldrig selv havde gjort sig til talsmand for voldelige opstande.

I et brev til pave Johannes XXIII i 1412 henviste ærkebiskop Thomas Arundel til „den usle og irriterende John Wycliffe, der har skabt sig et fordømt minde; en søn af den gamle slange, et barn og en forkynder af antikrist“. Arundel understregede sin fordømmelse med ordene: „For at gøre sit svigefulde bæger fuldt greb han til at nyoversætte Bibelen til modersmålet.“ Det der mere end noget andet gjorde kirkelederne rasende, var altså at John Wycliffe ønskede at gøre Bibelen tilgængelig for folk på deres eget sprog.

Nogle få fremtrædende personer havde imidlertid adgang til Bibelen på det talte sprog. En af disse var Anna af Bøhmen, der i 1382 giftede sig med kong Richard II af England. Hun ejede Wycliffes engelske oversættelser af evangelierne, som hun læste flittigt. Da hun blev dronning, var hendes positive holdning med til at fremme Bibelens sag, og det ikke blot i England. Anna opfordrede elever fra Prags universitet i Bøhmen til at komme til Oxford. Her studerede de ivrigt Wycliffes skrifter og tog nogle af dem med sig tilbage til Prag. Den popularitet Wycliffes lære opnåede ved universitetet i Prag, var senere en støtte for Jan Hus, der studerede og senere underviste ved dette universitet. Jan Hus udarbejdede en letlæselig oversættelse til tjekkisk fra den gamle slaviske oversættelse. Hans arbejde var medvirkende til at fremme bibellæsningen i Bøhmen og de omliggende lande.

Kirken går til modangreb

En anden grund til at gejstligheden var rasende på John Wycliffe og Jan Hus, var at de lærte at „den rene tekst“, altså de oprindelige inspirerede skrifter uden tilføjelser, havde større autoritet end „kommentarerne“, de omfattende traditionsbestemte forklaringer der fandtes i margenen til de bibler kirken godkendte. Disse forkyndere ønskede at gøre Guds ord tilgængeligt, rent og purt, for almindelige mennesker.

Med et svigagtigt løfte om frit lejde blev Jan Hus i 1414 narret til at møde op ved koncilet i Konstanz i Tyskland og forsvare sine synspunkter. Koncilet bestod af 2933 præster, biskopper og kardinaler. Jan Hus indvilligede i at tilbagekalde sin lære hvis man ud fra Bibelen kunne bevise at den var forkert. Men for koncilet var det ikke det der var spørgsmålet. Jan Hus betvivlede deres myndighed, hvilket for dem var tilstrækkeligt til at de i 1415 lod ham brænde på bålet mens han bad højt.

Det samme koncil besluttede endegyldigt at fordømme og krænke John Wycliffe ved at lade hans knogler i England grave op og brænde. Dette direktiv var så frastødende at det først blev udført i 1428 på pavens befaling. Men heller ikke dengang kunne den voldsomme modstand lægge en dæmper på den nidkærhed der kendetegnede andre sandhedselskende personer. Det gjorde dem blot endnu mere besluttede på at udbrede Guds ord.

Trykkekunstens betydning

I 1450, blot 35 år efter Jan Hus’ død, begyndte tyskeren Johann Gutenberg at trykke med løse typer. Hans første store arbejde var en udgave af den latinske Vulgata-oversættelse, der blev færdig omkring 1455. I 1495 var Bibelen helt eller delvis blevet trykt på tysk, italiensk, fransk, tjekkisk, hollandsk, hebraisk, catalansk, græsk, spansk, slavisk, portugisisk og serbisk i nævnte rækkefølge.

Den hollandske lærde Desiderius Erasmus havde i 1516 udarbejdet den første trykte udgave af hele den græske tekst. Erasmus ønskede at Bibelen „blev oversat til alle folkenes sprog“. Han tøvede dog med at sætte sin store popularitet på spil ved selv at oversætte Bibelen. Men andre var mere modige. Blandt disse gjorde især William Tyndale sig bemærket.

William Tyndale og den engelske bibel

Tyndale var uddannet ved Oxford, og omkring 1521 ansatte sir John Walsh ham som huslærer for sine børn. Ved de måltider John Walsh gavmildt serverede, krydsede den unge Tyndale ofte rent verbalt klinger med de lokale gejstlige. Tyndale drog sagligt deres synspunkter i tvivl ved at læse skriftsteder fra Bibelen. Med tiden blev ægteparret Walsh overbevist om at Tyndale havde ret, og præsterne blev ikke længere modtaget så ofte og med samme begejstring i hjemmet. Det gjorde naturligvis præsterne endnu mere forbitrede på Tyndale og hans lære.

Ved en lejlighed sagde en af Tyndales religiøse modstandere under en meningsudveksling: „Vi kan hellere være foruden Guds lov end pavens.“ Man kan levende forestille sig Tyndale da han med overbevisning svarede: „Jeg tager afstand fra paven og alle hans love. Hvis Gud sparer mit liv, skal jeg inden mange år sørge for at en plovdreng kender mere til Bibelen end I gør.“ Tyndale havde bestemt sig. Han skrev senere: „Jeg vidste af erfaring at det var umuligt at rodfæste lægfolket i nogen form for sandhed, medmindre Bibelen blev fremlagt for det på deres eget modersmål så de kunne se tekstens hovedpunkter, sammenhæng og betydning.“

På det tidspunkt var Bibelen endnu ikke blevet trykt på engelsk. I 1523 drog Tyndale derfor til London for at anmode biskop Tunstall om støtte til at oversætte Bibelen. Det blev hånligt afvist. Tyndale forlod derfor England for at gennemføre arbejdet andetsteds, og vendte aldrig tilbage. I Köln blev der foretaget en razzia i hans første trykkeri, og det var med nød og næppe at det lykkedes Tyndale at flygte med nogle af de dyrebare, uindbundne trykte sider. I Worms i Tyskland blev mindst 3000 eksemplarer af hans engelske „Nye Testamente“ siden færdiggjort. De blev sendt til England, hvor de i begyndelsen af 1526 blev distribueret. Biskop Tunstall opkøbte og brændte nogle af biblerne, men han vidste ikke at han derved hjalp Tyndale økonomisk til at fortsætte sit arbejde.

Forskningen øger forståelsen

Tyndale nød tydeligvis sit arbejde. Det hedder i The Cambridge History of the Bible: „Bibelen gjorde ham lykkelig, hvilket fornemmes i hans hurtige og livfulde rytme.“ Tyndales mål var at lade Bibelen tale til menigmand i så præcise og enkle vendinger som muligt. Gennem sit studium fandt han frem til betydningen af bibelske ord der i århundreder havde været indhyllet i kirkens lære. Han lod sig hverken skræmme af dødstrusler eller af ondskabsfulde smædeskrivelser fra sin magtfulde fjende sir Thomas More, men indarbejdede resultaterne af sit studium i sin oversættelse.

Tyndale oversatte fra Erasmus’ græske grundtekst i stedet for fra den latinske oversættelse og valgte det engelske ord „love“ i stedet for „charity“ som en mere nøjagtig gengivelse af det græske ord agaʹpē. Han brugte også ordet „congregacion“ („menighed“) i stedet for „church“ („kirke“), „repent“ („angre“) i stedet for „have penance“ („gøre bod“), og „elders“ („ældste“) i stedet for „priestes“ („præster“). (1 Korinther 13:1-3; Kolossenserne 4:15, 16; Lukas 13:3, 5; 1 Timoteus 5:17, Tyndale) Disse justeringer var et slag mod kirkens myndighed og visse religiøse traditioner, deriblandt skriftemålet.

Tyndale bibeholdt ligeledes ordet „opstandelse“ og afviste læren om skærsilden og læren om at de døde er ved bevidsthed, som ubibelske. Vedrørende de døde skrev han til Thomas More: „Når man siger at de befinder sig i himmelen, i helvede og i skærsilden, ødelægger man de argumenter Kristus og Paulus fremfører for opstandelsen.“ I den forbindelse henviste Tyndale til Mattæus 22:30-32 og Første Korintherbrev 15:12-19. Han nåede fuldstændig rigtigt til den konklusion at de døde er uden bevidsthed indtil de på et tidspunkt får en opstandelse. (Salme 146:4; Prædikeren 9:5; Johannes 11:11, 24, 25) Det betød at det blev meningsløst at bede til Maria og „helgenerne“ eftersom de hverken kan lytte til folks bønner eller gå i forbøn for dem.

Tyndale oversætter De Hebraiske Skrifter

I 1530 udarbejdede Tyndale en oversættelse af Pentateuken, de fem første bøger i De Hebraiske Skrifter. Han blev derved den første der oversatte Bibelen direkte fra hebraisk til engelsk. Tyndale var også den første engelske oversætter der brugte navnet Jehova. Forskeren David Daniell fra London siger: „Det må afgjort have slået Tyndales læsere at Guds navn på ny blev åbenbaret.“

Tyndale bestræbte sig for at udarbejde en præcis oversættelse og brugte derfor forskellige engelske ord som oversættelse af et enkelt hebraisk ord. Han fulgte dog nøje den hebraiske grammatiske opbygning. Det resulterede i at den fyndige kraft i det hebraiske sprog blev bevaret. Han sagde selv: „De særegne træk ved det hebraiske sprog stemmer tusind gange bedre med det engelske end med det latinske. Måden at tale på er næsten den samme; tusinder af steder kan man blot oversætte ord for ord til engelsk.“

Denne stort set ordrette fremgangsmåde krydrede Tyndales oversættelse med hebraiske udtryk. Nogle af disse udtryk må ved første øjekast have forekommet læserne ret fremmedartede. Men man blev til sidst så kendt med Bibelen at mange af disse udtryk nu er en del af det engelske sprog. Det gælder udtryk som „a man after his own heart“ („en mand efter sit hjerte“, der forekommer i Første Samuelsbog 13:14), „passover“ (det engelske ord for påske, der ordret oversat betyder „forbigang“) og „scapegoat“ („syndebuk“). Læserne af den engelske bibel blev således kendt med den hebraiske tankegang, hvilket gav dem yderligere indsigt i de inspirerede skrifter.

Bibelen og Tyndale rammes af forbud

Det var betagende at man kunne læse Guds ord på sit eget sprog. Den engelsktalende befolkning købte alle de bibler der, camoufleret som baller af klæde eller andre varer, kunne smugles ind i landet. Det gik op for præsterne at de med sikkerhed ville miste deres position hvis man begyndte at betragte Bibelen som den øverste autoritet. Situationen tilspidsede sig og blev et spørgsmål om liv og død for oversætteren og hans tilhængere.

Tyndale blev konstant jaget af kirke og stat, men fortsatte i det skjulte sit arbejde i Antwerpen i Belgien. Han brugte dog stadig to dage om ugen på det han kaldte sin fritidsbeskæftigelse, nemlig at hjælpe andre engelske flygtninge samt de fattige og de syge. Han brugte de fleste af sine midler på dette. Før han nåede at oversætte den sidste halvdel af De Hebraiske Skrifter, blev han imidlertid forrådt for penge af en englænder der gav sig ud for at være en ven. Han blev henrettet i Vilvoorde i Belgien i 1536, og hans sidste ord lød: „Herre, luk øjnene op på Englands konge.“

I 1538 befalede kong Henrik VIII af personlige årsager at der blev anbragt bibler i alle kirker i England. Selv om Tyndale ikke fik æren for dette, var den oversættelse der blev valgt, i det store og hele hans. På den måde blev Tyndales bibeloversættelse så kendt og elsket at den „dannede grundlag for de fleste efterfølgende oversættelser“ til engelsk. (The Cambridge History of the Bible) I 1611 blev hele 90 procent af Tyndales oversættelse indlemmet i King James-oversættelsen.

At Bibelen blev frit tilgængelig, medførte store forandringer i England. Det man læste i de bibler der fandtes i kirkerne, affødte nogle gange så ophedede diskussioner at det til tider forstyrrede gudstjenesten! „Gamle lærte at læse så de kunne rådføre sig direkte med Guds ord, og børn satte sig hos deres forældre for at lytte.“ (A Concise History of the English Bible) I denne periode skete der en betydelig vækst i udbredelsen af Bibelen i andre europæiske lande og på andre sprog. Men bibelbevægelsen i England skulle få verdensomspændende betydning. Hvordan gik det til? Og hvordan har nye opdagelser og ny forskning haft indflydelse på de bibler vi bruger i dag? Den næste og sidste artikel i denne serie vil besvare disse spørgsmål i et kommende nummer.

[Illustration på side 26]

Tyndales „Nye Testamente“ fra 1526 — det eneste komplette eksemplar man kender til, som har undgået flammerne

[Kildeangivelse]

© The British Library Board

[Oversigt/​illustrationer på side 26, 27]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Vigtige årstal i forbindelse med Bibelens udbredelse

Efter vor tidsregning

Wycliffe påbegynder sin oversættelse (før 1384)

1400

Jan Hus henrettes 1415

Gutenberg — den første trykte bibel ca. 1455

1500

Nogle af de første bibler trykt på folkets sprog

Erasmus’ græske tekst 1516

Tyndales „Nye Testamente“ fra 1526

Tyndale henrettes 1536

Henrik VIII befaler at anbringe bibler i kirkerne 1538

1600

King James-oversættelsen 1611

[Illustrationer]

John Wycliffe

Jan Hus

William Tyndale

Henrik VIII