William Tyndales bibel for folket

DET var en dag i maj måned i år 1530.a Ved St. Pauls Churchyard i London var der stuvende fyldt med mennesker. Men i stedet for at trænges mellem bogsælgernes boder og udveksle nyheder som sædvanlig, var folkeskaren synligt ophidset. Midt på pladsen brændte der et stort bål. Men det var ikke noget almindeligt bål. Mænd tømte store kurve fyldt med bøger i ilden. Det var en bogbrænding!

Det var ikke almindelige bøger der blev brændt. Det var bibler — William Tyndales udgave af „Ny Testamente“ og Mosebøgerne — de første bibeloversættelser der nogen sinde var blevet trykt på engelsk. Det mærkelige var at disse bibler nu blev brændt efter ordre fra Londons biskop, Cuthbert Tunstall. Han havde faktisk brugt en betragtelig sum penge på at købe alle de eksemplarer han kunne finde. Men hvad var der i vejen med biblerne? Hvorfor havde Tyndale udgivet dem? Og hvorfor var myndighederne gået så vidt i deres iver efter at skaffe dem af vejen?

Bibelen — en lukket bog

I størstedelen af verden er det i dag forholdsvis let at anskaffe sig en bibel. Men sådan har det ikke altid været. I det 15. århundrede og i begyndelsen af det 16. blev Bibelen i England betragtet som kirkens ejendom, en bog der kun skulle læses ved gudstjenester og udelukkende måtte udlægges af præsterne. Men sædvanligvis blev der kun læst op fra den latinske bibel, en bibel som almindelige mennesker ikke havde råd til at købe og som de heller ikke forstod. Folks kendskab til Bibelen begrænsede sig derfor til de beretninger og den morallære der blev fremholdt af gejstligheden.

Men det var ikke kun det jævne folk der var uvidende om Bibelens budskab. Det forlyder at biskoppen af Gloucester under kong Edward VI’s regering (1547-1553) opdagede at der blandt 311 præster var 168 der ikke kunne de ti bud, og 31 vidste ikke hvor i Bibelen de stod. Fyrre kunne ikke citere fadervor, og omkring 40 vidste ikke hvem der var ophavsmand til bønnen. Sandt nok havde John Wycliffe fremstillet en bibel på engelsk i 1384, og der fandtes også genfortællinger af forskellige dele af Bibelen på engelsk, såsom Evangelierne og Salmerne. Men Bibelen var dog i realiteten en lukket bog.

Det var disse forhold der gjorde at Tyndale besluttede sig for at gøre Bibelen tilgængelig for det engelsktalende folk. „Jeg indså,“ skrev Tyndale, „at det var umuligt at rodfæste lægfolket i nogen form for sandhed, medmindre Bibelen blev fremlagt for det på dets eget modersmål.“

Men ved at oversætte Bibelen til engelsk pådrog Tyndale sig myndighedernes vrede. Hvorfor? Jo, allerede i 1408 havde nogle gejstlige afholdt et koncil i Oxford for at træffe beslutning om hvorvidt det jævne folk måtte eje bibler på deres modersmål til eget brug. Den beslutning der blev truffet lyder i uddrag: „Vi bestemmer derfor at fra nu af må ingen ubemyndiget person oversætte nogen del af Den Hellige Skrift til engelsk eller til noget andet sprog . . . hvilket vil blive straffet med den store ekskommunikation indtil den omtalte oversættelse bliver godkendt, enten af bispedømmets biskop eller af provincialens råd, alt efter omstændighederne.“

Det var denne lovparagraf biskop Tunstall anvendte over hundrede år senere da han brændte Tyndales bibel, og det til trods for at Tyndale havde ansøgt om Tunstalls godkendelse.b Efter Tunstalls mening indeholdt Tyndales oversættelse omkring 2000 fejl og var derfor „fordærvelig og skandaløs og virkede forførende på enfoldiges sind“. Men var dette ikke blot en undskyldning biskoppen brugte for at retfærdiggøre at han brændte denne oversættelse? Var Tyndale virkelig en dårlig oversætter der manglede det nødvendige kendskab til hebraisk, græsk og engelsk? Hvor god var Tyndale som oversætter?

Var Tyndale en dårlig oversætter?

Skønt datidens kendskab til hebraisk og græsk ikke var hvad det er i dag, stod Tyndales beherskelse af disse sprog udmærket mål med de fleste af samtidens lærdes. Det der gør Tyndales værk enestående er at han ikke blot rådførte sig med den latinske Vulgata og Luthers tyske oversættelse. Han gik helt tilbage til den græske grundtekst der blev udgivet for første gang i 1516 af Erasmus af Rotterdam. Desuden tabte Tyndale ikke sit mål af syne: At gøre Bibelen letlæselig for selv den jævne mand, ja endog for „plovdrengen på marken“. Hans stil og idiomer er derfor enkle og klare, men dog magtfulde. Desuden afspejler den levende rytme uden tvivl den glæde han følte ved sit arbejde.

Man kan derfor udmærket sige: „Tyndale var en oversætter med en usædvanlig god dømmekraft. Under særdeles ugunstige omstændigheder foretog han et pionerarbejde på det bibelske sprogområde og frembragte oversættelser der dannede mønster for alle senere engelske oversættere.“ — The Making of the English Bible af Gerald Hammond, side 42, 43.

En nøjagtig oversættelse

Tyndale havde også en høj standard hvad nøjagtighed angik. Når han for eksempel oversatte fra hebraisk, tilstræbte han en så ordret oversættelse som muligt samtidig med at han bevarede et let og flydende engelsk. Han forsøgte omhyggeligt at gengive det hebraiske i sin fulde beskrivende form med dets gentagne brug af ordet „og“ som bindeled mellem ledsætninger der følger efter hinanden i en helmening. (Se Første Mosebog, kapitel 33, i King James-Bibelen, der indeholder Tyndales oversættelse i så godt som hele sin ordlyd.) Han rådførte sig omhyggeligt med grundteksten og gik uden om de tilføjelser og udeladelser der ikke hørte med hertil, skønt det blandt datidens oversættere var almindeligt med omskrivninger.

Tyndale var også omhyggelig og nøjagtig i sit ordvalg. For eksempel brugte han det engelske ord „love“ (kærlighed) i stedet for „charity“ (godgørenhed), „congregation“ (menighed) i stedet for „church“ (kirke) og „elder“ (ældste) i stedet for „priest“ (præst) hvor det var passende. Dette gjorde kritikere som Sir Thomas More rasende, fordi det ændrede nogle ord der traditionelt var omgivet med en vis pietetsfølelse. Hvor der i grundteksten forekom en gentagelse af et ord, var Tyndale omhyggelig med at gøre det samme. Et eksempel herpå er Første Mosebog 3:15, hvor han i sin oversættelse to gange bruger ordet ’treading’ (nedtræde) om det der skulle ske med kvindens og slangens afkom.c

Det var også Tyndales fortjeneste at Guds personlige navn, Jehova, blev indført i den engelske bibel. Som forfatteren J. F. Mozley bemærker, anvendte Tyndale dette navn „mere end tyve gange i sine [oversættelser] af Det Gamle Testamente“.

Den betydning Tyndales arbejde har haft, og den kvalitet der prægede det, sammenfattes udmærket i følgende nutidsvurdering af hans indsats: „Tyndales ærlighed, oprigtighed og pinlige omhu, hans enkle, ligefremme udtryksmåde, hans fortryllende ukunstlede vendinger og den fordringsløse musikalitet i hans sprog har givet hans ordvalg en autoritet der har haft indvirkning på enhver senere oversættelse. . . . Ni tiendedele af den autoriserede udgave af Det Ny Testamente [King James-oversættelsen] er stadig Tyndale, og de bedste passager i denne oversættelse er også hans.“ — The Bible in Its Ancient and English Versions, side 160.

Tyndales arbejde var ikke forgæves

For at undgå myndighedernes forfølgelse flygtede Tyndale til det europæiske fastland for at fortsætte sit arbejde. Men til sidst blev han fanget. I oktober 1536 blev han dømt for kætteri, stranguleret og brændt på bålet. Hans sidste bøn lød: „Herre, luk øjnene op på Englands konge.“ Han havde ingen anelse om hvor hurtigt situationen skulle ændre sig. I august 1537, mindre end et år efter Tyndales død, autoriserede kong Henrik VIII den bibel der var almindelig kendt som „Matthew’s Bible“. Han bekendtgjorde at den frit kunne sælges og læses overalt i hans kongerige.

Hvad var „Matthew’s Bible“? Professor F. F. Bruce forklarer: „En undersøgelse synes at vise at den hovedsagelig består af Tyndales Pentateuk, samt Tyndales udgave af Det Gamle Testamentes historiske bøger til og med Anden Krønikebog . . . Coverdales udgave af de øvrige gammeltestamentlige bøger og apokryfer, og Tyndales Ny Testamente fra 1535.“ Forfatteren fortsætter med at sige at „det var et markant udtryk for retfærdighed . . . at den første engelske bibel der blev udgivet med tilladelse af kongen skulle være Tyndales bibel (så langt som Tyndale var nået med sin oversættelse), selv om det dog stadig ikke var tilrådeligt at nævne Tyndales navn offentligt i forbindelse med den.“

I løbet af få år skulle situationen ændre sig helt. Da man i 1541 udgav en oversættelse der blev kendt som „Den Store Bibel“ — en revideret udgave af „Matthew’s Bible“ — og påbød at den skulle anbringes i hver eneste kirke i England, indeholdt titelbladet denne udtalelse: „Efter påbud fra Hans Kongelige Højhed efterset og undersøgt af biskopperne Cuthbert af Duresme [Durham] og Nicholas af Rochester.“ Ja, denne ’biskop af Durham’ var ingen anden end Cuthbert Tunstall, Londons tidligere biskop. Han der så bitterligt havde modstået Tyndales arbejde gav nu sin billigelse til at man udgav „Den Store Bibel“, en bibel der i det store og hele var oversat af Tyndale.

Endelig godkendt

I dag virker det måske overraskende at læse om disse litterære stridigheder om Bibelen, og om det had bibeloversætterne blev udsat for. Men noget der måske er endnu mere bemærkelsesværdigt er at modstanderne, til trods for deres ihærdige bestræbelser, ikke har været i stand til at hindre Guds ord i at nå ud til det jævne folk. „Det grønne græs er tørret ind, blomsten er visnet; men vor Guds ord vil bestå evindelig.“ — Esajas 40:8.

Tyndale og andre arbejdede med dødens faretruende skygge svævende over deres hoveder. Men ved at gøre Bibelen tilgængelig for mange mennesker på deres modersmål, gav de dem udsigt, ikke til død, men til evigt liv. Som Jesus Kristus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Må vi derfor skatte Guds ord højt og flittigt studere det.

[Fodnoter]

[Kildeangivelse på side 21]

Et gammelt kobberstik fra Bibliothèque Nationale