En skjult skat kommer frem i lyset — Makarios-Bibelen
I 1993 fandt en forsker på Det Russiske Nationalbibliotek i Sankt Petersborg en stak gamle, gulnede Orthodox Review-tidsskrifter. Mellem siderne i tidsskrifterne fra 1860 til 1867 lå en skat der havde været skjult for offentligheden i over hundrede år. Det var en oversættelse af alle Bibelens hebraiske skrifter, eller „Det Gamle Testamente“, til russisk.
Oversætterne af Bibelen var Mikhail Jakovlevitj Glukharev, kendt som arkimandritten Makarios, og Gerasim Petrovitj Pavskij. Begge var fremtrædende medlemmer af den russisk-ortodokse kirke og sprogkyndige. Da disse mænd indledte deres arbejde i begyndelsen af det forrige århundrede, var hele Bibelen endnu ikke blevet oversat til russisk.
Det er rigtigt at Bibelen forelå på oldslavisk, et sprog der var forløber for vor tids russisk. Men i midten af det 19. århundrede var oldslavisk for længst gået af brug; sproget blev kun benyttet af præsterne ved gudstjenester. En lignende situation havde eksisteret i Vesten, hvor den romersk-katolske kirke udelukkende havde bibeholdt Bibelen på latin til trods for at latin mange år forinden var blevet et dødt sprog.
Makarios og Pavskij forsøgte at gøre Bibelen tilgængelig for det jævne folk. Opdagelsen af deres for længst glemte værk har gjort det muligt at formidle en vigtig del af Ruslands litterære og religiøse arv.
Men hvem var Makarios og Pavskij? Og hvorfor løb de ind i modstand da de forsøgte at oversætte Bibelen til det jævne folks sprog? Deres historie er både fascinerende og trosstyrkende for alle bibelelskere.
Behovet for en russisk bibel
Makarios og Pavskij var ikke de første som så behovet for en bibel på det jævne folks sprog. Hundrede år tidligere havde den russiske zar Peter I, eller Peter den Store, også set dette behov. Interessant nok betragtede han De Hellige Skrifter med respekt og bliver citeret for at have sagt: „Bibelen er en bog der hæver sig op over alle andre bøger og indeholder alt hvad der vedrører menneskets forpligtelse over for Gud og næsten.“
I 1716 befalede Peter den Store derfor sit kongelige hof at få en bibel trykt i Amsterdam for hans regning. På hver side skulle der være en spalte på russisk og en spalte på hollandsk. Blot et år senere, i 1717, lå De Kristne Græske Skrifter, eller „Det Nye Testamente“, klar.
I 1721 var firebindsudgaver af den hollandske oversættelse af De Hebraiske Skrifter blevet trykt. På hver side var der en tom spalte hvori den russiske tekst senere skulle sættes ind. Peter overdrog biblerne til den russisk-ortodokse kirkes „hellige synode“ — kirkens øverste religiøse myndighed — for at den skulle gøre dem klar til trykning og sørge for uddelingen. Men synoden gennemførte ikke disse ting.
Mindre end fire år senere døde Peter den Store. Hvad skete der med hans bibler? De tomme spalter til den russiske tekst, blev aldrig udfyldt. Biblerne blev stablet i store stakke i en kælder, hvor de mørnede — der er ikke senere fundet ét eneste ubeskadiget eksemplar. Synoden havde besluttet at „sælge alt det der var tilbage, til købmændene“.
Den tunge vej mod en ny oversættelse begynder
I 1812 kom John Paterson, et medlem af The British and Foreign Bible Society, til Rusland. Blandt Sankt Petersborgs intellektuelle skabte han interesse for at danne et bibelselskab. Den 6. december 1812 — samme år som den russiske hær slog Napoleon I’s invaderende tropper tilbage — godkendte zar Alexander I ansøgningen om dannelsen af et russisk bibelselskab. I 1815 påbød zaren at formanden for selskabet, prins Aleksandr Golitsyn, skulle foreslå den herskende synode at „russerne også fik mulighed for at læse Guds ord på deres eget modersmål“.
Det var positivt at der blev givet tilladelse til at oversætte De Hebraiske Skrifter til russisk direkte fra grundsproget hebraisk. Den gamle græske Septuaginta-oversættelse havde dannet grundlag for oversættelsen af De Hebraiske Skrifter til oldslavisk. De som skulle oversætte Bibelen til russisk, fik at vide at hovedprincipperne for oversættelsen skulle være nøjagtighed, klarhed og renhed. Hvordan gik det disse tidlige forsøg på at tilvejebringe en bibel på russisk?
Fik bibeloversættelse dødsstødet?
Konservative elementer inden for både kirken og regeringen var snart på vagt over for fremmed religiøs og politisk indflydelse. Nogle kirkeledere hævdede desuden at oldslavisk — liturgiens sprog — udtrykte Bibelens budskab bedre end det russiske sprog.
Som følge heraf blev Det Russiske Bibelselskab opløst i 1826. Flere tusind eksemplarer af oversættelser som bibelselskabet havde fremstillet, blev brændt. Det bevirkede at ritualer og traditionen nu kom i første række og Bibelen i anden. Synoden fulgte den linje som den romersk-katolske kirke havde afstukket ved at udstede følgende dekret i 1836: „Det er tilladeligt at enhver gudfrygtig lægmand lytter til Skriften, men det er ikke tilladeligt at læse dele af Skriften, især ikke Det Gamle Testamente, uden vejledning.“ Bibeloversættelse havde tilsyneladende fået dødsstødet.
Pavskijs oversættelse
I mellemtiden havde Gerasim Pavskij, en professor i hebraisk, påtaget sig opgaven at oversætte De Hebraiske Skrifter til russisk. I 1821 fuldførte han en oversættelse af Salmernes Bog. Den fik hurtigt zarens godkendelse, og inden januar 1822 var den blevet udgivet til offentligheden. Den fik en overvældende modtagelse og måtte genoptrykkes 12 gange — til i alt 100.000 eksemplarer.
Pavskijs seriøse arbejde vandt mange sprogforskeres og teologers respekt. Han beskrives som en ukompliceret og ærlig mand der var hævet over de intriger som omgav ham. Trods kirkens modstand mod Det Russiske Bibelselskab og den kendsgerning at nogle følte at det varetog fremmedes interesser, fortsatte professor Pavskij med at oversætte bibelvers til russisk under sine forelæsninger. De beundrende elever håndkopierede hans oversættelse og kunne med tiden samle hans værk. I 1839 dristede de sig til at trykke 150 eksemplarer på akademiets presse — uden censurens tilladelse.
Pavskijs oversættelse gjorde et dybt indtryk på læserne, og efterspørgselen voksede. Men i 1841 indløb der en anonym klage til synoden angående den „fare“ oversættelsen udgjorde, idet man hævdede at den afveg fra den ortodokse troslære. To år senere udsendte synoden dette dekret: „Beslaglæg alle eksisterende håndskrevne og litograferede eksemplarer af G. Pavskijs oversættelse af Det Gamle Testamente, og tilintetgør dem.“
Guds navn herliggøres
Pavskij havde imidlertid formået at vække interessen for at oversætte Bibelen. Han havde også dannet præcedens for fremtidige oversættere i forbindelse med et andet vigtigt spørgsmål: Brugen af Guds navn.
Den russiske forsker Korsunskij forklarer: ’Selve Guds navn, det helligste af hans navne, blev skrevet med fire hebraiske bogstaver, יהוה, og udtales nu Jehova.’ I ældre eksemplarer af Bibelen forekommer dette karakteristiske navn tusinder af gange alene i De Hebraiske Skrifter. Jøderne fik imidlertid den fejlagtige opfattelse at Guds navn var for helligt til at skrives eller udtales. Herom siger Korsunskij: ’I tale eller skrift blev det som regel erstattet med Adonaj, et ord der i almindelighed bliver oversat med „Herre“.’
Det var imidlertid overtroisk frygt og ikke gudsfrygt der var årsagen til at man holdt op med at bruge Guds navn. Intet sted opfordrer Bibelen til at man undlader at bruge Guds navn. Tværtimod sagde Gud til Moses: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’Jehova, jeres forfædres Gud . . . har sendt mig til jer.’ Dette er mit navn for altid, og det vil jeg huskes ved fra generation til generation.“ (2 Mosebog 3:15) Gentagne gange opfordrer Bibelen tilbedere af Gud: „Tak Jehova! Påkald hans navn.“ (Esajas 12:4) Ikke desto mindre har de fleste bibeloversættere valgt at følge jødisk tradition ved at undlade at bruge Guds navn.
Pavskij fulgte imidlertid ikke disse traditioner. Alene i hans oversættelse af Salmernes Bog forekommer navnet Jehova over 35 gange. Hans frimodighed skulle få en betydningsfuld indflydelse på en af hans samtidige.
Arkimandritten Makarios
Denne samtidige var arkimandritten Makarios, en russisk-ortodoks missionær som var en stor sprogbegavelse. I en alder af kun syv år kunne han oversætte små russiske tekster til latin. Som 20-årig mestrede han hebraisk, tysk og fransk. En ydmyg indstilling og en klar fornemmelse af sit ansvar over for Gud hjalp ham til ikke at blive for selvsikker. Gentagne gange søgte han råd hos andre sprogkyndige og lærde.
Makarios ville gerne reformere missionsarbejdet i Rusland. Han mente at inden kristendommen kunne udbredes til muslimer og jøder i Rusland, måtte kirken „oplyse masserne ved at oprette skoler og uddele bibler på det russiske sprog“. I marts 1839 tog Makarios til Sankt Petersborg i håb om at få tilladelse til at oversætte De Hebraiske Skrifter til russisk.
Makarios havde allerede oversat Esajas’ Bog og Jobs Bog. Synoden nægtede imidlertid at give ham tilladelse til at oversætte De Hebraiske Skrifter til russisk. Makarios fik rent faktisk at vide at han skulle glemme alt om det. Den 11. april 1841 vedtog synoden at Makarios skulle „gøre bod i tre til seks uger i en biskops hjem i Tomsk for at rense sin samvittighed gennem bønner og knæfald“.
Makarios’ dristige standpunkt
Fra december 1841 til januar 1842 udførte Makarios sine bodsøvelser. Men så snart det var overstået, gik han straks i gang med at oversætte resten af De Hebraiske Skrifter. Han havde fået fat i et eksemplar af Pavskijs oversættelse af De Hebraiske Skrifter og brugte den til at kontrollere sin egen oversættelse. Ligesom Pavskij nægtede han at tilsløre Guds navn. Navnet Jehova forekommer over 3500 gange i Makarios’ oversættelse.
Makarios sendte eksemplarer af oversættelsen til forstående venner. Nogle få håndskrevne eksemplarer blev bragt i cirkulation, men kirken fortsatte med at hindre udgivelsen af hans værk. Makarios planlagde at vise sin bibel frem i udlandet. Men umiddelbart før hans afrejse blev han syg og døde kort efter i 1847. Hans bibeloversættelse nåede ikke at blive udgivet i hans levetid.
Endelig udgivet
På et tidspunkt skete der en holdningsændring inden for politik og religion. En ny liberalisme fejede gennem landet, og i 1856 gav synoden endnu en gang tilladelse til at Bibelen blev oversat til russisk. I dette forbedrede klima blev Makarios-Bibelen mellem 1860 og 1867 udgivet i hæfter i Orthodox Review under titlen An Experiment of Translation Into the Russian Language.
Ærkebiskop Filaret af Tjernigov, som var kyndig i russisk religionslitteratur, har givet denne vurdering af Makarios-Bibelen: „Hans oversættelse er trofast mod den hebraiske tekst, og sproget i oversættelsen er stilrent og passer til emnet.“
Makarios-Bibelen blev dog aldrig frigivet til den brede befolkning. Den gik faktisk i glemmebogen. I 1876 blev hele Bibelen, både De Hebraiske og De Græske Skrifter, endelig færdigoversat til russisk med synodens tilladelse. Denne udgave bliver ofte kaldt den synodale oversættelse. Ironisk nok var Makarios’ og Pavskijs oversættelse grundlaget for denne ’officielle’ oversættelse fra den russisk-ortodokse kirke. Men i denne oversættelse bliver Guds navn kun anvendt nogle få af de steder hvor det forekommer på det hebraiske sprog.
Makarios-Bibelen
Makarios-Bibelen var en skjult skat indtil 1993. Som nævnt i indledningen blev et eksemplar af den på et tidspunkt fundet i gamle Orthodox Review-tidsskrifter i afdelingen for sjældne bøger i Det Russiske Nationalbibliotek. Jehovas Vidner indså værdien af at gøre denne bibel tilgængelig for offentligheden. Biblioteket gav Jehovas Vidners Religiøse Organisation i Rusland lov til at lave en kopi af Makarios-Bibelen og gøre den klar til trykning.
Jehovas Vidner sørgede derefter for at næsten 300.000 eksemplarer af denne bibel blev trykt i Italien med henblik på uddeling i Rusland og i de mange andre russisktalende lande. Denne udgave af Bibelen indeholder både Makarios’ oversættelse af størstedelen af De Hebraiske Skrifter og Pavskijs oversættelse af Salmernes Bog samt den ortodokse kirkes synodegodkendte oversættelse af De Græske Skrifter.
I januar 1997 blev den udgivet ved en pressekonference i Sankt Petersborg i Rusland. (Se side 26.) Denne nye bibel vil helt sikkert oplyse og opbygge de russiske læsere.
Udgivelsen af Makarios-Bibelen er en religiøs og litterær triumf. Det er også en trosstyrkende påmindelse om sandheden i ordene i Esajas 40:8: „Det grønne græs er tørret ind, blomsten er visnet; men vor Guds ord vil bestå evindelig.“
[Ramme/illustration på side 26]
Bibeloversættelsen roses af kritikerne
„ENDNU en litterær kulturskat er blevet udgivet: Makarios-Bibelen.“ Med disse indledende ord annoncerede avisen Komsomolskaja Pravda udgivelsen af Makarios-Bibelen.
Efter at have fremhævet at det kun er omkring „120 år siden“ at den første bibel forelå på russisk, skriver avisen: „I mange år modsatte kirken sig en oversættelse af hellige bøger til et letlæseligt sprog. Efter at kirken havde afvist flere oversættelser, var der endelig én som i 1876 blev godkendt, og den blev kendt som den synodale oversættelse. Den måtte imidlertid ikke benyttes i kirkerne. Helt frem til i dag har [den russisk-ortodokse kirke] kun anerkendt brugen af den oldslaviske oversættelse.“
Avisen St. Petersburg Echo peger også på værdien af at udgive Makarios-Bibelen og skriver: „Autoriteter fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet, Herzens Pædagogiske Universitet og Statsmuseet for Religionshistorie har varmt anbefalet denne nye udgave af Bibelen.“ I forbindelse med Makarios’ og Pavskijs oversættelse af Bibelen til russisk i første halvdel af det forrige århundrede skriver avisen: „Indtil dette tidspunkt kunne Bibelen kun læses på oldslavisk i Rusland, et sprog som kun præsterne forstod.“
Jehovas Vidners udgivelse af Makarios-Bibelen blev meddelt på en pressekonference i Sankt Petersborg tidligere på året. Den lokale avis Nevskoje Vremja har skrevet: „Autoriteter . . . understregede at udgaven burde betragtes som værende af stor betydning for Ruslands og Sankt Petersborgs kulturliv. Uanset hvad man mener om denne religiøse organisations aktiviteter, vil udgivelsen af denne hidtil ukendte bibeloversættelse uden tvivl blive til stor gavn.“
Det glæder alle der elsker Gud, når hans skrevne ord gøres tilgængeligt på et sprog der kan læses og forstås af den brede befolkning. Bibelelskere er lykkelige for at millioner af russisktalende rundt om på jorden nu har fået en bibeloversættelse de kan forstå.
[Illustration]
Udgivelsen af Makarios-Bibelen blev annonceret på denne pressekonference
[Illustration på side 23]
Det Russiske Nationalbibliotek, hvor den skjulte skat blev fundet
[Illustration på side 23]
Peter den Store forsøgte at få Bibelen udgivet på russisk
[Kildeangivelse]
Corbis-Bettmann
[Illustration på side 24]
Gerasim Pavskij, som hjalp med at oversætte Bibelen til russisk
[Illustration på side 25]
Arkimandritten Makarios, som den nye russiske bibel er opkaldt efter