Det vigtigste for mig er at glæde Jehova

FORTALT AF THEODOROS NEROS

Døren til min celle sprang op, og en officer råbte: „Hvem af jer er Neros?“ Da jeg havde givet mig til kende, befalede han: „Rejs dig! Vi er kommet for at henrette dig.“ Dette fandt sted i en militærlejr i Korinth i Grækenland i 1952. Hvordan var mit liv kommet til at hænge i så tynd en tråd? Før jeg gør rede for det, vil jeg gerne fortælle lidt om min baggrund.

OMKRING 1925 blev min far kontaktet af bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt). Han blev hurtigt selv en af dem og begyndte at fortælle sine otte søskende om hvad han troede på. Både de og hans forældre tog imod sandheden. Senere blev han gift, og jeg blev født i 1929 i Agrinio i Grækenland.

Disse år var forfærdelige for Grækenland. Først var landet underlagt det grusomme diktatur under general Metaxas. I 1939 brød den anden verdenskrig så ud, og kort tid efter blev landet besat af nazisterne. Sygdom og sult hærgede. De opsvulmede lig blev kørt væk på små trillebøre. Ondskaben i verden var kun alt for tydelig, og det samme var det påtrængende behov for Guds rige.

Et liv i indviet tjeneste

Da en gruppe af os var samlet til et møde uden for Thessaloniki den 20. august 1942, pegede vores præsiderende tilsynsmand på de britiske krigsfly der smed bomber ned over byen, og understregede hvordan vi var beskyttede når vi adlød opfordringen om ’ikke at forsømme at komme sammen’. (Hebræerne 10:25) Ved den lejlighed mødtes vi på stranden, og jeg var blandt dem der fremstillede sig til dåb. Da vi kom op af vandet, stillede vi os i en række, og vore kristne brødre og søstre sang en sang hvori de roste os for den beslutning vi havde taget. Det var en uforglemmelig dag!

Kort tid efter, da jeg sammen med en anden dreng forkyndte for folk fra hus til hus, blev vi anholdt af nogle politifolk der tog os med på stationen. For at understrege over for os at vi blev betragtet som kommunister, og at vores forkyndelsesarbejde var forbudt, slog de os og sagde: „Idioter! Jehova er den samme som Stalin.“

På dette tidspunkt rasede en borgerkrig i Grækenland, og de antikommunistiske kræfter havde stor opbakning. Den følgende dag blev vi lagt i håndjern, som var vi forbrydere, og ført i optog forbi vores hjem. Men det var ikke de eneste prøvelser jeg blev udsat for.

Trosprøver i skolen

I begyndelsen af 1944 gik jeg stadig i skole, og Thessaloniki var stadig besat af nazisterne. En dag i skolen sagde den græsk-ortodokse præst som underviste os i religion, at jeg skulle høres i dagens pensum. „Han er ikke ortodoks kristen,“ sagde de andre børn.

„Hvad er han så?“ spurgte læreren.

„Jeg er et af Jehovas vidner,“ svarede jeg.

„En ulv midt iblandt fårene,“ råbte han mens han tog fat i mig og gav mig et slag i ansigtet.

’Hvordan kan det lade sig gøre,’ tænkte jeg ved mig selv, ’at en ulv bliver angrebet af et får?’

Få dage senere var vi omkring 350 elever der sad til bords for at spise frokost. Inspektøren sagde: „Neros vil bede bordbønnen.“ Jeg fremsagde det såkaldte ’fadervor’, den bøn Jesus ifølge Mattæus 6:9-13 lærte sine disciple at bede. Dette faldt ikke i inspektørens smag, så han spurgte mig vredt fra sin plads: „Hvorfor bad du bønnen på den måde?“

„Fordi jeg er et af Jehovas vidner,“ sagde jeg. Så tog også han fat i mig og gav mig en lussing. Senere samme dag kaldte en anden lærer mig ind på sit kontor og sagde til mig: „Flot klaret, Neros, hold fast ved det du tror på, og giv ikke efter.“ Den aften opmuntrede min far mig med disse ord af apostelen Paulus: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ — 2 Timoteus 3:12.

Da jeg blev færdig med gymnasiet, skulle jeg vælge hvilken livsvej jeg ville følge. På grund af borgerkrigen i Grækenland stod jeg også over for spørgsmålet om kristen neutralitet. (Esajas 2:4; Mattæus 26:52) Senere, i begyndelsen af 1952, blev jeg idømt 20 års fængsel fordi jeg nægtede at bære våben i denne vanskelige periode af Grækenlands historie.

Min kristne neutralitet bliver prøvet

Mens jeg var spærret inde i militærlejre i Mesolóngion og Korinth, havde jeg lejlighed til at forklare militærfolkene at min bibeloplærte samvittighed ikke tillod mig at blive soldat for at støtte politiske anskuelser. „Jeg er allerede en Jesu soldat,“ sagde jeg og henviste til ordene i Andet Timoteusbrev 2:3. Da jeg blev bedt om at overveje sagen på ny, sagde jeg at min beslutning ikke var taget på stående fod, men efter nøje overvejelse som følge af at jeg havde indviet mig til Gud for at gøre hans vilje.

Resultatet blev at jeg skulle udføre tvangsarbejde, nøjes med mad hver anden dag i tyve dage og sove på cementgulvet i en celle der målte knap to gange en meter. Og denne celle delte jeg med to andre Vidner. Det var på dette tidspunkt, da jeg var i lejren i Korinth, at jeg blev kaldt ud fra min celle for at blive henrettet.

Da vi gik hen imod eksekutionspladsen, spurgte officeren mig: „Er der slet ikke noget du vil sige?“

„Nej,“ svarede jeg.

„Vil du ikke skrive til din familie?“

„Nej,“ svarede jeg igen. „De ved allerede at jeg kan risikere at dø.“

Vi kom til gårdspladsen, og jeg blev beordret til at stille mig op ad muren. Men i stedet for at befale soldaterne at skyde gav officeren dem følgende ordre: „Tag ham med indenfor.“ Det hele var en skinmanøvre der var sat i scene for at prøve min uangribelighed.

Senere blev jeg sendt til øen Makrónisos, hvor det ikke blev tilladt mig at have noget som helst læsestof, undtagen en bibel. Tretten Vidner blev holdt forvaret i et lille hus hvor de var adskilt fra de næsten 500 kriminelle fanger. Ikke desto mindre blev der på en eller anden måde smuglet publikationer ind til os. For eksempel fik jeg en dag tilsendt en pakke loukoúmia (populært slik). Fængselsbetjentene var så forhippede på at tiltuske sig slikket at de overså det nummer af Vagttårnet der var gemt i bunden af pakken. „Soldaterne spiste loukoúmia, men vi ’spiste’ Vagttårnet,“ sagde en af brødrene.

Et eksemplar af den nyligt udkomne bog Hvad Har Religion Betydet for Folkene? kom os i hænde, og en af de fængslede brødre der kunne engelsk, oversatte den. Vi holdt også hemmelige møder, hvor vi sammen studerede Vagttårnet. Vi betragtede fængselet som en skole, en mulighed for at styrke vores åndelighed. Frem for alt var vi lykkelige fordi vi vidste at vores uangribelighed glædede Jehova.

Det sidste fængsel jeg blev spærret inde i, var i Týrintha i det østlige Peloponnes. Dér lagde jeg mærke til at en af fangevogterne fulgte opmærksomt med når jeg studerede Bibelen med en af mine medfanger. Jeg blev meget overrasket da jeg adskillige år senere mødte denne fangevogter i Thessaloniki. Han var nu blevet et Jehovas vidne. Senere blev hans søn sendt i fængsel — ikke som fangevogter, men som fange. Han blev fængslet af samme grund som jeg var blevet det.

Fornyet virksomhed efter løsladelse

Jeg afsonede kun tre år af dommen, der oprindelig lød på 20 år. Efter min løsladelse valgte jeg at bosætte mig i Athen. Inden længe blev jeg imidlertid syg af en slags lungehindebetændelse og blev nødt til at vende tilbage til Thessaloniki. Jeg lå i sengen i to måneder. Senere mødte jeg en dejlig pige ved navn Koula, og vi giftede os i december 1959. I 1962 begyndte hun at tjene som pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere bliver kaldt. Tre år senere kunne jeg slutte mig til hende i pionertjenesten.

I januar 1965 fik vi til opgave at virke i kredstjenesten — en tjeneste hvor vi skulle besøge menigheder for at styrke dem åndeligt. Om sommeren fik vi desuden den forret at overvære vores første store områdestævne i Wien i Østrig. Det var helt anderledes end de stævner vi holdt i Grækenland, hvor vi i al hemmelighed måtte mødes i skoven fordi vores arbejde var forbudt. I slutningen af 1965 blev vi indbudt til at arbejde på Jehovas Vidners afdelingskontor i Athen, men på grund af sygdom i familien blev vi nødt til at vende tilbage til Thessaloniki i 1967.

Alt imens vi tog os af familieforpligtelser, var vi fortsat travlt optaget af forkyndelsesarbejdet. Engang da jeg talte med min fætter Kostas, fortalte jeg ham om hvor vidunderlig Guds organisation er, og om den kærlighed, enhed og lydighed mod Gud der råder der. Han sagde: „Det ville være meget godt alt sammen hvis bare Gud var til.“ Han fulgte min opfordring til at undersøge om Gud findes eller ej. Jeg nævnte at vi skulle til et internationalt stævne som Jehovas Vidner afholdt i Nürnberg, Tyskland, i august 1969. Han spurgte om han måtte komme med, og hans ven Alekos, som vi også studerede Bibelen med, ville ligeledes gerne med.

Stævnet i Nürnberg var noget helt usædvanligt. Det blev afholdt på det kæmpestadion hvor Hitler havde fejret sine militære sejre. Tilhørertallet nåede et højdepunkt på over 150.000, og det var tydeligt at Jehovas ånd var med i alt hvad der foregik. Inden længe blev både Kostas og Alekos døbt. De tjener nu begge som ældste, og deres familier er også Jehovas vidner.

Jeg begyndte at studere med en interesseret dame. Hendes mand sagde at han gerne ville undersøge vores tro, og kort efter fortalte han mig at han havde indbudt en vis hr. Sakkos, der var græsk-ortodoks teolog, til en debat. Ægtemanden ville gerne stille os begge nogle spørgsmål. Hr. Sakkos kom — i følgeskab med en præst. Manden vi besøgte, indledte med at sige: „Først vil jeg gerne have at hr. Sakkos besvarer tre spørgsmål.“

Idet han holdt den bibeloversættelse op som vi havde brugt i vore drøftelser, sagde han: „Spørgsmål nummer et: Er dette en rigtig bibel, eller er det Vidnernes bibel?“ Hr. Sakkos svarede at det var en autoriseret oversættelse, og han karakteriserede også Jehovas vidner som „nogle der elsker Bibelen“.

Manden fortsatte: „Spørgsmål nummer to: Har Jehovas vidner en høj moral?“ Det han egentlig ønskede, var at finde ud af hvilken slags mennesker det var hans kone var begyndt at komme sammen med. Teologen svarede at Jehovas vidner afgjort er mennesker med en høj moral.

„Det tredje spørgsmål,“ fortsatte manden: „Er Jehovas vidner lønnede?“ „Nej,“ svarede teologen.

„Jeg har fået svar på mine spørgsmål, og jeg har truffet min afgørelse,“ sluttede manden. Derefter fortsatte han sit bibelstudium, og snart blev han døbt som et af Jehovas vidner.

Et indholdsrigt liv

Jeg begyndte i kredstjenesten igen i januar 1976. Omkring seks år senere havde jeg den forret at være med til at introducere en ny form for forkyndelse i Grækenland — gadearbejde. I oktober 1991 begyndte min kone og jeg så at tjene som specialpionerer. Nogle få måneder senere måtte jeg gennemgå en firdobbelt bypassoperation, som lykkeligvis gik fint. Nu er mit helbred ganske godt, og det har været muligt for mig at tage heltidstjenesten op igen. Jeg tjener også som ældste i en af menighederne i Thessaloniki og virker i det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler med at yde hjælp til dem der har brug for lægebehandling.

Når jeg ser tilbage på mit liv, står det mig klart hvor tilfredsstillende det har været at gøre det der glæder vor himmelske Fader. Jeg er lykkelig for at jeg for længe siden tog imod hans indtrængende opfordring: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ (Ordsprogene 27:11) Det fylder mit hjerte med glæde at se hvordan der i hele verden kommer flere og flere oprigtige mennesker til Jehovas organisation. Det at have en andel i at frigøre mennesker ved hjælp af Bibelens sandheder så de får udsigt til evigt liv i en retfærdig ny verden, er et stort privilegium. — Johannes 8:32; 2 Peter 3:13.

Vi forsøger altid at opmuntre unge tjenere for Jehova til at sætte sig heltidstjenesten som mål og bruge deres tid og kræfter i tjenesten for ham. Ja, at stole på Jehova og lade sin tilværelse dreje sig om at glæde hans hjerte er i sandhed det bedste man kan bruge sit liv til. — Ordsprogene 3:5; Prædikeren 12:1.

[Illustrationer på side 21]

(Fra venstre mod højre)

Arbejde i betelkøkkenet i 1965

Jeg holder foredrag i 1970 da vores forkyndelsesarbejde var forbudt

Min kone og mig i 1959

[Illustration på side 23]

Min kone, Koula, og mig