Livsberetning

Glæder uden lige!

FORTALT AF REGINALD WALLWORK

„Der er intet i denne verden der kan sammenlignes med de glæder vi har haft i missionærtjenesten for Jehova!“ Sådan stod der på en seddel jeg fandt i min kones gemmer kort efter hendes død i maj 1994.

IRENES ord får mig til at tænke tilbage på de mange glæder vi oplevede i de 37 år vi var missionærer i Peru. Vi havde et dyrebart kristent partnerskab lige fra vi blev gift i december 1942. Og dét vil være et godt sted at begynde min beretning.

Irene blev opdraget som et af Jehovas Vidner i Liverpool i England. Hun havde to søstre, og faderen døde i Første Verdenskrig. Senere giftede hendes mor sig med Winton Fraser, og de fik sønnen Sidney. Kort før Anden Verdenskrigs udbrud flyttede familien til Bangor i den nordlige del af Wales, hvor Irene blev døbt i 1939. Sidney var blevet døbt året før, så han og Irene tjente sammen som pionerer — heltidsforkyndere — langs Wales’ nordkyst, fra Bangor til Caernarvon, og også på øen Anglesey.

På dét tidspunkt var jeg i Runcorn menighed, cirka 20 kilometer sydøst for Liverpool, hvor jeg tjente som det der i dag kaldes præsiderende tilsynsmand. Ved et stævne kom Irene hen til mig og spurgte om hun kunne få noget distrikt at forkynde i, for hun skulle besøge sin søster Vera, der var gift og boede i Runcorn. Irene og jeg kom godt ud af det med hinanden i de to uger hun var hos os, og senere besøgte jeg hende i Bangor en del gange. Hvor var jeg glad den weekend Irene sagde ja til at gifte sig med mig!

Da jeg kom hjem om søndagen, begyndte jeg straks at planlægge vores bryllup, men om tirsdagen modtog jeg et telegram. „Jeg er ked af at dette telegram vil såre dig,“ stod der. „Jeg aflyser brylluppet. Brev følger.“ Jeg var chokeret. Hvad kunne der være sket?

Irenes brev kom næste dag. Hun skrev at hun skulle til Horsforth i Yorkshire for at være pioner med Hilda Padgett.a Hun forklarede at hun et år før havde sagt ja til at tjene hvor behovet var større, hvis hun blev bedt om det. Hun skrev: „Det er et løfte jeg har givet Jehova, og jeg føler at jeg bliver nødt til at indfri det fordi jeg aflagde det før jeg lærte dig at kende.“ Selv om jeg var ked af det, beundrede jeg hendes loyalitet og telegraferede mit svar tilbage: „Tag af sted. Jeg vil vente på dig.“

Mens Irene var i Yorkshire, fik hun en fængselsdom på tre måneder fordi hun af samvittighedsgrunde nægtede at støtte krigsindsatsen. Men 18 måneder senere, i december 1942, blev vi gift.

Min baggrund

I 1919 havde min mor købt bogserien Studier i Skriften.b Til min fars overraskelse var hun besluttet på at studere disse bind omhyggeligt ved hjælp af sin bibel. Selv om hun, som far bemærkede, aldrig før havde læst en bog, gennemførte hun det, og i 1920 blev hun døbt.

Min far tog tingene som de kom, og forhindrede ikke min mor i at gøre det hun gerne ville. Hun fik derfor lov til at opdrage deres fire børn — mine to søstre, Gwen og Ivy, min bror, Alec, og mig — til at følge sandhedens vej. Stanley Rogers og andre trofaste forkyndere fra Liverpool rejste til Runcorn for at holde bibelske foredrag, og snart blev der oprettet en ny menighed dér. Vores familie gjorde åndelige fremskridt sammen med menigheden.

Gwen gik til konfirmationsforberedelse i den engelske statskirke, men holdt op så snart hun begyndte at studere Bibelen sammen med mor. Da præsten besøgte os for at finde ud af hvorfor hun ikke længere kom til undervisningen, blev han bombarderet med spørgsmål som han slet ikke kunne svare på. Gwen spurgte ham hvordan fadervor skulle forstås, men det endte med at det var hende der måtte forklare ham det. Hun sluttede med at citere Første Korintherbrev 10:21 for at gøre det klart at hun ikke kunne fortsætte med at ’spise ved to borde’. Da præsten forlod vores hjem, sagde han at han ville bede for Gwen og vende tilbage og besvare hendes spørgsmål. Men han kom aldrig. Gwen blev døbt, og kort tid efter blev hun heltidsforkynder.

I vores menighed var forkynderne rigtig gode til at tage sig af børnene og de unge. Jeg kan huske at jeg som syvårig hørte en ældstebroder der var på besøg, holde et foredrag. Bagefter kom han hen for at snakke med mig. Jeg fortalte ham at jeg havde læst om Abraham der havde prøvet at ofre sin søn, Isak. „Fortæl mig om det,“ sagde han. „Du kan stille dig hen i hjørnet af podiet. Jeg vil gerne høre hvad du har at sige.“ Det var en stor oplevelse for mig at stå der og holde mit første „offentlige foredrag“.

Jeg blev døbt det år min mor døde. Det var i 1931 da jeg var 15 år gammel, og jeg gik ud af skolen for at komme i lære som elektriker. I 1936 begyndte man at afspille grammofonplader med bibelske foredrag for offentligheden, og en ældre søster opmuntrede min bror og mig til at engagere os i dette arbejde. Alec og jeg tog derfor til Liverpool for at købe en cykel og få lavet en sidevogn til den som vi kunne transportere vores grammofon i. Der blev sat en højttaler op på toppen af et to meter højt teleskoprør bag på sidevognen. Mekanikeren sagde til os at han aldrig før havde lavet noget i den retning, men det virkede fint! Fulde af entusiasme gennemarbejdede vi vores distrikt, og vi var taknemmelige for søsterens opmuntring og de privilegier vi fik betroet.

Anden Verdenskrig — en prøvelsernes tid

Mens krigens mørke skyer var ved at trække sammen, var Stanley Rogers og jeg travlt optaget af at avertere det offentlige foredrag „Se Kendsgerningerne i Øjnene“, som skulle holdes i Royal Albert Hall i London den 11. september 1938. Senere var jeg med til at uddele en brochure der indeholdt foredraget i trykt form, samt brochuren Fascisme eller Frihed, der blev trykt året efter. Begge brochurer afslørede klart Hitlers totalitære ambitioner. På det tidspunkt var jeg blevet kendt i Runcorn for min offentlige forkyndelse og blev respekteret for det. Det at jeg altid havde været med i den teokratiske frontlinje, kom mig til stor gavn.

Det firma jeg arbejdede for, havde underskrevet en kontrakt om at trække ledninger i en ny fabrik i udkanten af byen. Da jeg fandt ud af at det var en fabrik der skulle lave krigsvåben, gjorde jeg det helt klart at jeg ikke kunne arbejde dér. Selv om mine arbejdsgivere var utilfredse med det, talte formanden min sag, og jeg fik en anden opgave. Jeg fandt senere ud af at han havde en tante der også var et af Jehovas Vidner.

En kollega opmuntrede mig med ordene: „Det var præcis hvad vi havde forventet af dig, Reg, for du har jo været engageret i det bibelarbejde i så mange år.“ Jeg måtte dog hele tiden være på vagt, for andre af mine kolleger var ude på at skabe problemer for mig.

Ved retten i Liverpool blev jeg i juni 1940 registreret som militærnægter. Men registreringen gjaldt kun så længe jeg blev i min daværende beskæftigelse. Det gjorde det muligt for mig at fortsætte i min kristne tjeneste.

I heltidstjenesten

Da krigen nærmede sig sin slutning, bestemte jeg mig for at forlade min stilling og slutte mig til Irene i heltidstjenesten. I 1946 byggede jeg en 5 meter lang beboelsesvogn som vi flyttede ind i, og året efter blev vi bedt om at tage til Alveston, en lille by i Gloucestershire. Senere var vi pionerer i den gamle by Cirencester og i Bath. I 1951 blev jeg indbudt til at besøge menighederne i den sydlige del af Wales som rejsende tilsynsmand, men mindre end to år senere var vi på vej til Vagttårnets Bibelskole Gilead for at blive uddannet som missionærer.

Skolens 21. klasse blev holdt i South Lansing, i den nordlige del af staten New York, og vi fik vores diplom i 1953 ved „Den Nye Verdens Samfunds Stævne“ i New York City. Irene og jeg vidste ikke hvor vi ville blive sendt hen, før den dag hvor vi afsluttede skolen. Vi var meget begejstrede da vi fik at vide at vi skulle til Peru. Hvorfor? Fordi Sidney Fraser, Irenes halvbror, og hans kone, Margaret, tjente på afdelingskontoret i Lima og havde været der i over et år. De var udgået fra Gileadskolens 19. klasse.

Mens vi ventede på at få visum, arbejdede vi en kort tid på Betel i Brooklyn, men snart var vi på vej til Lima. Det første af vores ti missionærdistrikter var Callao, Perus største havneby, der ligger lige vest for Lima. Selv om vi havde lært lidt grundlæggende spansk, var hverken Irene eller jeg på det tidspunkt i stand til at føre en samtale på sproget. Hvordan skulle vi klare os?

Problemer og privilegier i forkyndelsen

På Gilead havde vi lært at en mor ikke giver sit spædbarn sprogundervisning. Det lille barn tilegner sig derimod sproget når moderen taler til det. Vi fik derfor følgende råd: „Gå med det samme ud i tjenesten, og lær sproget af dem I forkynder for. De vil hjælpe jer.“ Jeg kæmpede for at lære det nye sprog, så I kan måske forestille jer hvordan jeg havde det da jeg, inden der var gået to uger, blev udnævnt til at føre tilsyn med menigheden i Callao! Jeg tog ind for at tale med Sidney Fraser, men han gav mig det samme råd som vi havde fået på Gilead: ’Kom sammen med forkynderne i menigheden, og lyt til folk i distriktet.’ Jeg besluttede mig for at følge dette råd.

En lørdag formiddag mødte jeg en tømrer på hans værksted. „Jeg bliver nødt til at fortsætte med mit arbejde,“ sagde han, „men sæt dig bare ned og fortæl mig hvad du har på hjerte.“ Jeg sagde til ham at jeg ville gøre det på én betingelse: „Når jeg siger noget forkert, må du rette mig. Jeg bliver ikke fornærmet.“ Han lo og gik med til det. Jeg besøgte ham to gange om ugen og fandt ud af at det var en ideel måde at lære det nye sprog på, præcis som jeg havde fået at vide.

I vores andet missionærdistrikt, Ica, mødte jeg tilfældigvis en anden tømrer og forklarede ham den ordning jeg havde haft i Callao. Han gik med til at hjælpe mig på samme måde; så mit spanske blev stadig bedre, selv om det tog tre år før jeg talte det uden besvær. Denne mand havde altid meget travlt, men det lykkedes mig at lede et bibelstudium med ham ved at læse højt fra Bibelen og bagefter forklare hvad det betød. En dag hvor jeg var taget hen for at besøge tømreren, fortalte hans arbejdsgiver at han havde fået et nyt job i Lima og var rejst. Da Irene og jeg senere kom til Lima for at overvære et stævne, traf jeg ham igen. Hvor var jeg glad for at få at vide at han havde kontaktet de lokale Jehovas Vidner for at fortsætte sit bibelstudium, og at han og hans familie alle var blevet døbte tjenere for Jehova!

I én menighed opdagede vi at et ungt par var blevet døbt selv om de levede sammen uden at være gift. Da vi drøftede de bibelske principper med dem, besluttede de sig for at legalisere deres forhold så de kunne kvalificere sig til at blive døbt som Jehovas Vidner. Jeg tog med dem hen på rådhuset for at de kunne få deres ægteskab registreret. Men så opstod der et problem fordi de havde fire børn som heller ikke var blevet registreret, og det var noget loven krævede. Vi spekulerede naturligvis på hvad borgmesteren ville gøre. „Jeres venner der er Jehovas Vidner, er gode mennesker, og fordi de har sørget for at I bliver lovformeligt gift,“ sagde borgmesteren, „vil jeg undlade at stævne jer for retten, og jeg vil foretage den juridiske registrering af børnene uden vederlag.“ Det var vi glade for, for det var en fattig familie, og en bøde ville have været en meget stor økonomisk belastning for dem!

På et tidspunkt fik vi besøg af Albert D. Schroeder fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn. Han anbefalede at der blev bygget et nyt missionærhjem i en anden del af Lima, så Irene og jeg, to søstre ved navn Frances og Elizabeth Good samt et canadisk ægtepar flyttede til San Borja-distriktet. I løbet af to eller tre år havde vi den store glæde at der blev oprettet endnu en velfungerende menighed.

Da vi tjente i Huancayo, over 3000 meter oppe i det centrale højland, var vi en del af en menighed på 80 forkyndere. Dér blev jeg inddraget i byggeriet af den anden rigssal der skulle opføres i landet. Tre gange måtte vi i retten for at få stadfæstet vore juridiske rettigheder til det grundstykke vi havde købt, og jeg blev udnævnt som juridisk repræsentant for Jehovas Vidner. De kendelser der blev afsagt — foruden de mange trofaste missionærers omfattende arbejde med at gøre disciple — lagde en god grundvold for den store vækst vi nu ser i Peru, fra 283 forkyndere i 1953 til over 83.000 i dag.

En sørgelig afsked

Vi nød samværet med de andre missionærer på alle de missionærhjem hvor vi boede, og flere af stederne fik jeg den opgave at føre tilsyn med hjemmet. Hver mandag morgen samledes vi for at tale om hvad der skulle gøres i løbet af ugen, og for at uddelegere opgaverne i huset. Vi var alle indforståede med at det vigtigste var at forkynde; og med det mål for øje arbejdede vi enigt sammen. Jeg er glad for at kunne se tilbage på den tid og sige at vi aldrig havde alvorlige uoverensstemmelser på nogen af missionærhjemmene.

Vores sidste distriktstildeling var i Breña, en anden forstad til Lima. Den kærlige og varme menighed på 70 forkyndere voksede hurtigt til over 100, og det førte til at der blev oprettet en ny menighed i Palominia. Det var på dét tidspunkt Irene blev syg. Det første jeg lagde mærke til, var at hun indimellem ikke kunne huske hvad hun havde sagt, og nogle gange havde hun svært ved at finde hjem. Selv om hun fik god medicinsk behandling, blev hendes tilstand langsomt værre.

Sørgeligt nok måtte jeg i 1990 træffe foranstaltninger til at vi kunne vende tilbage til England, hvor min søster Ivy var så venlig at åbne sit hjem for os. Fire år senere døde Irene, 80 år gammel. Jeg er stadig i heltidstjenesten og er ældste i en af de tre menigheder i min hjemby. Indimellem rejser jeg også til Manchester for at opmuntre den spanske gruppe dér.

For nylig havde jeg en hjertevarmende oplevelse, der tog sin begyndelse da jeg for flere årtier siden afspillede femminutters prædikener på min grammofon. Jeg husker tydeligt en ung skolepige som stod bag sin mor ved døren og lyttede til budskabet.

Pigen emigrerede senere til Canada, og hun holdt forbindelsen ved lige med en veninde som stadig bor i Runcorn og nu er et af Jehovas Vidner. For nylig skrev hun at to Jehovas Vidner var kommet til hendes dør og havde brugt nogle udtryk der til hendes store overraskelse mindede hende om noget hun havde hørt på denne femminutters plade. Hun forstod at det var sandheden, og er nu en indviet tjener for Jehova. Hun bad sin veninde om at viderebringe hendes tak til den unge mand der havde besøgt hendes mors hjem mere end 60 år tidligere! Man kan aldrig vide hvordan sandhedens sæd slår rod og vokser. — Prædikeren 11:6.

Ja, jeg ser med dyb taknemmelighed tilbage på mit liv som jeg har brugt i den dyrebare tjeneste for Jehova. Siden min indvielse i 1931 er jeg aldrig gået glip af et eneste af Jehovas folks stævner. Selv om Irene og jeg ikke har fået børn, er jeg glad for at vi har mere end 150 åndelige sønner og døtre der alle tjener vor himmelske Fader, Jehova. Som min kære kone udtrykte det, har vore privilegier i tjenesten givet os glæder helt uden lige.

[Fodnoter]

[Illustration på side 24]

Mor, tidligt i 1900-tallet

[Illustration på side 24, 25]

Til venstre: Hilda Padgett, mig, Irene og Joyce Rowley i Leeds, England, 1940

[Illustration på side 25]

Ovenover: Irene og jeg foran vores beboelsesvogn

[Illustration på side 27]

Avertering af et offentligt foredrag i Cardiff, Wales, 1952