Livsberetning

Jehova har til fulde opfyldt mine forventninger til missionærtjenesten

FORTALT AF SHEILA WINFIELD DA CONCEIÇÃO

En missionærsøster fra Afrika der var på besøg, fortalte os at alle i hendes distrikt bød hende indenfor og lyttede interesseret til den gode nyhed om Guds rige. ’Hvor ville jeg gerne virke i sådan et distrikt,’ tænkte jeg. Skønt jeg kun var 13 år, indgav hendes beretning mig ønsket om at blive missionær.

MIN familie havde lært Jehova at kende længe forinden. En formiddag i 1939 havde to velklædte unge mænd banket på vores dør i Hemel Hempstead, en forstad til London. Det var to af Jehovas Vidner. På det tidspunkt var jeg omkring et år, så jeg husker ikke besøget. Nærmest for at slippe af med dem sagde mor at det kunne være at hendes mand var interesseret, men at han ikke var hjemme før klokken ni om aftenen. Hvor blev hun overrasket da de vendte tilbage samme aften! Efter at min far, Henry Winfield, havde forvisset sig om deres stilling i politiske og nationale spørgsmål, inviterede han dem ind og tog imod tilbuddet om et bibelstudium. Det varede ikke længe før han blev døbt. Nogle år senere begyndte min mor, Kathleen, også at studere Bibelen. Hun blev døbt i 1946.

I 1948 begyndte jeg selv regelmæssigt at være med ude og forkynde den gode nyhed. Jeg syntes at jeg burde have et ur så jeg kunne rapportere helt nøjagtigt hvor meget tid jeg brugte i forkyndelsen. Hvis vi havde opført os pænt, plejede vi børn at få en sixpence (en enkelt mønt) i lommepenge hver lørdag. I næsten to år sparede jeg alle mine sixpence-mønter op for at kunne købe et ur, det billigste jeg kunne finde. Ray, den yngste af mine to brødre, bad altid min far om at få to threepence (to mønter), aldrig én sixpence. En dag insisterede han så ivrigt på at få to mønter at far blev vred. Ray begyndte at græde og sagde at han skulle have to threepence-mønter på grund af en hemmelighed mellem ham og Jehova. Til sidst fortalte Ray hemmeligheden: „Den ene threepence-mønt skal lægges i bidragsbøssen, og den anden er til mig selv.“ Mor blev rørt til tårer, far byttede straks om til to mønter, og jeg lærte vigtigheden af at støtte Rigets arbejde økonomisk.

Omkring den tid var far i færd med at træffe forberedelser til at flytte hen hvor der var større behov for forkyndere af Riget. I 1949 solgte han sit landbrug og sin grusgrav og begyndte som pioner, eller heltidsforkynder. Jeg blev døbt den 24. september 1950 som symbol på min indvielse til Jehova. I alle sommerferier fra da af meldte jeg mig som feriepioner (i dag kaldt hjælpepioner) og brugte 100 timer i forkyndelsen om måneden. Men det var kun begyndelsen. Snart fik jeg et stærkt ønske om at gøre mere i tilbedelsen af Jehova.

Mit ønske om at blive missionær

I 1951 fik far til opgave at tjene i Bideford i det nordlige Devon. Det var kort efter vores ankomst hertil at missionæren fra Afrika besøgte vores menighed, som nævnt i indledningen. Efter det havde mit ønske om at blive missionær indflydelse på alle mine beslutninger. Lærerne i skolen var klar over at det var mit mål og gjorde alt hvad de kunne, for at tale mig fra det — i håb om at jeg ville stile efter en uddannelse. Da jeg den sidste skoledag gik ind på lærerværelset for at takke lærerne og sige farvel, sagde en af dem ikke desto mindre til mig: „Til lykke! Du er den eneste elev der ved hvad du vil med dit liv. Vi håber du når dit mål.“

Jeg spildte ikke tiden. Jeg fik mig et deltidsarbejde, og den 1. december 1955 blev jeg pioner. Senere blev min mor og mine brødre også pionerer. I mange år var hele vores familie således i heltidstjenesten.

Til Irland

Et år senere blev jeg anmodet om at virke i Irland. Det var et skridt hen imod mit mål — at blive missionær. I februar 1957 ankom jeg sammen med to andre unge pionerer, June Napier og Beryl Barker, til Cork i Sydirland.

Det var en udfordring at forkynde i Irland hvor der var stor modstand fra den katolske kirke. Vi lærte at forvisse os om at der var en vej ud af en boligblok eller en opgang, i fald vi måtte tage benene på nakken. Vi sørgede for at gemme vores cykler et stykke derfra, men ofte var der nogen som fandt dem og skar dækkene op eller lukkede luften ud af ringene.

Engang da Beryl og jeg besøgte beboerne i et stort boligområde, begyndte en gruppe børn at råbe skældsord efter os og at kaste med sten. Vi søgte derfor dækning i en forretning som lå i et hus hvor der også blev solgt mælk. En større menneskemængde begyndte at samle sig udenfor. Beryl elskede mælk, så hun drak to eller tre glas meget langsomt, i håb om at hoben ville sprede sig. Men det gjorde den ikke. Så kom en ung præst ind i forretningen. Han antog os for turister og sagde at han gerne ville vise os lidt rundt. Først førte han os dog ind i et værelse i huset, og her sad vi stille og ventede mens han gav en ældre døende mand den sidste olie. Derefter forlod vi huset sammen med præsten. Da de mange mennesker så at vi gik og sludrede med præsten, spredtes de.

Til Gilead

I 1958 skulle mange, også min far, til det store stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York. Jeg ville forfærdelig gerne med, men havde ikke råd. Så døde min farmor helt uventet og efterlod mig 100 pund. En returbillet til stævnet kostede 96 pund, så jeg fik travlt med at sikre mig en billet.

Kort efter fik vi besøg af en repræsentant fra Jehovas Vidners afdelingskontor i Storbritannien, og han tilskyndede alle de specialpionerer der skulle til stævnet i New York, til at ansøge om at blive uddannet som missionærer på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Han gav alle et ansøgningsskema, undtagen mig. Jeg var for ung. Jeg bad om at komme i betragtning og forklarede at jeg allerede var rejst ud fra mit eget land og faktisk befandt mig i et missionærdistrikt. Da han kunne se hvor fast besluttet jeg var, gav han også mig en ansøgning. Jeg bad inderligt til Gud om at blive godkendt. Min bøn blev besvaret, for jeg blev snart efter indbudt til at komme på Gilead.

Jeg blev optaget i den 33. gileadklasse sammen med 81 andre pionerer fra 14 lande, og hvor var jeg glad! Det fem måneders kursus var hurtigt forbi. Hen imod skolens slutning holdt broder Nathan H. Knorr et motiverende firetimers foredrag for os. Han tilskyndede dem af os der kunne give rum for det, til at forblive ugift. (1 Korinther 7:37, 38) Han foreslog derpå dem der havde et ønske om en dag at blive gift, at lave en liste over hvilke krav de stillede til en egnet ægtefælle. Skulle en mulig kandidat vise sig, kunne vi bedømme vedkommende i lyset af disse krav.

Min personlige liste over krav til en mulig ægtefælle omfattede følgende: Han skulle være missionær ligesom mig og elske Jehova; han skulle have større bibelkundskab end jeg selv, være villig til at give afkald på at få børn inden Harmagedon for at fortsætte i heltidstjenesten, kunne tale flydende engelsk, og han skulle være ældre end mig. Denne liste var en stor hjælp for mig, der som kun 20-årig stod for at skulle rejse til et fjernt land.

Til Brasilien

Søndag den 2. august 1959 var der afslutning på skolen, og vi skulle have vores distriktstildelinger. Vehanouch Yazedjian, Sarah Greco, Ray og Inger Hatfield, Sonia Springate, Doreen Hines og jeg fik tildelt distrikt i Brasilien. Vi glædede os meget. Jeg havde en forestilling om skove, slanger, gummitræer og indianere. Men da jeg ankom, fik jeg mig en overraskelse. Jeg blev ikke sendt til Amazonregnskoven, men til Rio de Janeiro, en solbeskinnet og moderne by som på det tidspunkt var landets hovedstad.

Den første udfordring vi stod over for, var at lære portugisisk. I den første måned terpede vi portugisisk i 11 timer hver dag. Efter en tid at have forkyndt i Rio og boet på afdelingskontoret, blev jeg sendt til et missionærhjem i Piracicaba i staten São Paulo og senere til et missionærhjem i Porto Alegre i staten Rio Grande do Sul.

I 1963 modtog jeg en indbydelse fra afdelingskontoret til at arbejde i oversættelsesafdelingen. Floriano Ignez da Conceição, som havde undervist os i portugisisk da vi ankom, var tilsynsmand for denne afdeling. Han havde lært sandheden at kende i 1944, hvor der kun var omkring 300 forkyndere i Brasilien, og var udgået fra den 22. gileadklasse. En dag nogle måneder senere bad broder Conceição mig om at blive når klokken ringede til middag, fordi han gerne ville tale med mig. Jeg troede først at jeg havde gjort noget forkert. Da klokken endelig ringede til middag, spurgte jeg ham hvad det var han ville sige til mig. Han svarede: „Vil du gifte dig med mig?“ Jeg var lamslået. Jeg spurgte om jeg måtte tænke lidt over det, og skyndte mig ned til middagsmåltidet.

Floriano var ikke den første broder der havde vist mig interesse. Men indtil dette tidspunkt var der ingen der havde opfyldt de krav jeg havde opstillet for en egnet ægtemand. Jeg er sikker på at denne liste hindrede mig i at træffe en forkert beslutning. Denne gang var det anderledes. Floriano levede op til alle mine krav. Den 15. maj 1965 blev vi så gift.

Ramt af sygdom

Ægteskabet har bragt Floriano og mig stor lykke til trods for de udfordringer vi har haft, for eksempel med Florianos helbred, som var begyndt at blive dårligt kort før vi blev gift. Nogle år forinden var hans venstre lunge klappet sammen, og eftervirkningerne begyndte nu at volde ham store lidelser. Det førte til at vi måtte rejse fra Betel og begynde som specialpionerer i byen Teresópolis i den bjergrige del af staten Rio de Janeiro. Vi håbede at klimaet dér ville gavne hans helbred.

I december 1965 fik vi at vide at min mor var uhelbredeligt syg af kræft. Vi havde skrevet regelmæssigt til hinanden, men jeg havde ikke set hende i syv år. For at jeg kunne se hende endnu en gang, betalte hun derfor vores billet til England. Hun blev opereret, men lægerne var ikke i stand til at fjerne kræftsvulsten. Skønt hun lå i sengen og var meget syg, bevarede hun ønsket om at være med til at forkynde. Hun dikterede breve som andre skrev på den maskine hun havde stående i soveværelset. Hun aflagde også små vidnesbyrd for dem som besøgte hende. Hun døde den 27. november 1966. I samme måned kunne hun rapportere ti timers forkyndelse. Far fortsatte trofast i pionertjenesten indtil sin død i 1979.

Efter mors død vendte Floriano og jeg tilbage til Brasilien, og her har vi lige siden tjent i staten Rio de Janeiro. Vi virkede i begyndelsen i kredstjenesten i hovedstaden, men denne glæde varede kun kort eftersom Floriano igen blev syg. Så vendte vi tilbage til Teresópolis som specialpionerer.

I 1974, efter nogle år med smertefulde behandlinger, fik Floriano endelig fjernet den ene lunge. På det tidspunkt var han hverken i stand til at virke som præsiderende tilsynsmand eller specialpioner, men han ledte bibelstudier under besøgstiden på hospitalet. Han studerede blandt andet på engelsk med Bob, som var amerikaner og pensionist. Bob indså at det var sandheden, og blev senere døbt. Floriano kom sig efterhånden og har lige siden været pioner.

Jehova har velsignet min tjeneste

I disse år har jeg hele tiden virket som specialpioner, og Jehova har velsignet min tjeneste. I Teresópolis har jeg haft den glæde at hjælpe over 60 frem til indvielse og dåb. Blandt disse er en kvinde ved navn Jupira, som jeg også fik lært at læse. I tidens løb har jeg studeret med otte af hendes voksne børn. Som følge heraf tjener Jupira og mere end 20 i hendes familie nu aktivt Jehova. En er ældste, tre er menighedstjenere, og to er pionerer.

Jeg har lært at bevare en positiv forventning om at folk vil tage sandheden til sig. Da jeg ved en lejlighed studerede Bibelen med en ung kvinde ved navn Alzemira, truede hendes mand, Antônio, med at pudse to store hunde på mig hvis jeg ikke straks forlod deres hjem. Derefter havde jeg i syv år kun flygtig kontakt med Alzemira, indtil det lykkedes mig at få Antônios tilladelse til at studere med hende igen. Men han forbød mig at tale til ham om Bibelen. En dag hvor det regnede, foreslog jeg dog Antônio at overvære studiet. Jeg fandt så ud af at hans problem var at han hverken kunne læse eller skrive. Floriano og andre begyndte fra da af at studere med ham og at lære ham at læse. I dag er både Alzemira og Antônio døbte Jehovas Vidner. Han er en stor hjælp i menigheden og oplærer mange unge i forkyndelsen.

Det er blot nogle få af de oplevelser vi har haft i de mere end 20 år vi har været i Teresópolis. I begyndelsen af 1988 fik vi en ny distriktstildeling — byen Niterói, hvor vi virkede i fem år inden vi flyttede til Santo Aleixo. Så blev vi flyttet til Japuíba i samme stat og havde det privilegium at være med til at oprette Ribeira menighed.

Et enkelt men tilfredsstillende liv

Igennem årene har Floriano og jeg haft den store forret at lede mere end 300 mennesker frem til indvielse og dåb. For tiden virker nogle af dem på afdelingskontoret, andre er pionerer, ældste og menighedstjenere. Jeg er Jehova meget taknemmelig for at han gennem sin hellige ånd har brugt os til at hjælpe så mange mennesker. — Markus 10:29, 30.

Floriano har kæmpet med alvorlige helbredsproblemer. Til trods for sin sygdom har han bevaret sin trofasthed, glæde og tillid til Jehova. Han siger ofte: „Lykken er ikke at have et liv uden problemer. Det er at få hjælp af Jehova til at løse dem.“ — Salme 34:19.

I 2003 fik jeg konstateret kræft i det venstre øje. Mit øje blev fjernet, og derefter fik jeg et kunstigt, som jeg må rense mange gange om dagen. Men Jehova har velsignet mig med energi til fortsat at tjene ham som specialpioner.

Med hensyn til det materielle har vi levet meget enkelt. Men Jehova har velsignet min tjeneste og gjort mig åndeligt rig. Missionærsøsterens beskrivelse af forkyndelsen i Afrika har vist sig at være en passende beskrivelse af mit missionærdistrikt i Brasilien. Ja, Jehova har til fulde opfyldt mine forventninger til missionærtjenesten.

[Illustration på side 9]

Med min familie i 1953

[Illustration på side 9]

Forkyndelse i Irland i 1957

[Illustration på side 10]

Brasilien i 1959, sammen med andre missionærer. Fra venstre: Mig, Inger Hatfield, Doreen Hines og Sonia Springate

[Illustration på side 10]

Min mand og mig