„Jehovas engel lejrer sig rundt om dem der frygter ham“

FORTALT AF CHRISTABEL CONNELL

Vi var så optaget af at besvare Christophers bibelske spørgsmål at ingen af os havde lagt mærke til hvor sent det var blevet. Vi lagde heller ikke mærke til at Christopher blev ved med at kigge ud ad vinduet. Endelig vendte han sig om og sagde: „Nu er det vist sikkert at tage af sted.“ Med de ord fulgte han os ud til vores cykler og sagde godnat. Hvad var det han havde set, som var så farligt?

MIT pigenavn er Christabel Earl, og jeg blev født i Sheffield, England, i 1927. Under den anden verdenskrig blev vores hus bombet, så jeg blev sendt hen til min mormor for at bo hos hende mens jeg færdiggjorde min skolegang. Jeg gik i en katolsk skole og spurgte flere gange nonnerne om hvorfor der er så meget ondskab og vold. Men hverken de eller andre som jeg spurgte, kunne give mig et tilfredsstillende svar.

Efter krigen blev jeg uddannet som sygeplejerske. Jeg flyttede til London for at arbejde på Paddington General Hospital, men jeg så endnu mere vold i byen. Umiddelbart efter at min bror var taget af sted for at kæmpe i Koreakrigen, så jeg et voldsomt slagsmål lige uden for hospitalet. Ingen kom offeret til undsætning, og han mistede synet som følge af de slag han fik. Omkring den tid gik min mor og jeg til spiritistiske møder, men jeg havde stadig ikke fået svar på hvorfor der er så meget ondskab.

Opfordret til at studere Bibelen

En dag kom min ældste bror, John, som var blevet et af Jehovas Vidner, på besøg. „Ved du hvorfor der sker så meget ondt?“ spurgte han. „Nej,“ svarede jeg. Han slog op i sin bibel og læste Åbenbaringen 12:7-12. Nu forstod jeg at ondskaben i verden først og fremmest skyldes Satan og dæmonerne. Inden længe fulgte jeg Johns opfordring og begyndte at studere Bibelen. Jeg nærede dog menneskefrygt. Derfor lod jeg mig ikke døbe på det tidspunkt. — Ordsp. 29:25.

Min søster, Dorothy, var også blevet et af Jehovas Vidner. Da hun og hendes forlovede, Bill Roberts, kom hjem efter at have overværet det internationale stævne i New York (1953), fortalte jeg dem at jeg havde haft et bibelstudium. Til det spurgte Bill: „Slog du alle skriftstederne efter, og understregede du svarene i bogen?“ Da jeg svarede nej, sagde han: „Så har du aldrig studeret! Du må kontakte søsteren igen og begynde forfra!“ Omkring på dette tidspunkt begyndte dæmonerne at plage mig. Jeg kan huske at jeg bad Jehova om beskyttelse og hjælp til at komme fri af dem.

Pionertjeneste i Skotland og Irland

Jeg blev døbt den 16. januar 1954. Min arbejdskontrakt med hospitalet ophørte i maj, og i juni begyndte jeg som pioner. Otte måneder senere blev jeg sendt til Grangemouth i Skotland som specialpioner. Mens jeg forkyndte i dette afsidesliggende distrikt, følte jeg at Jehova beskyttede mig, og at englene ’lejrede sig rundt om mig’. — Sl. 34:7.

I 1956 blev jeg indbudt til at forkynde i Irland. Sammen med to andre søstre fik jeg tildelt distrikt i byen Galway. Den allerførste dag jeg var der, bankede jeg på hos en præst. Få minutter senere ankom en politibetjent og tog søsteren jeg fulgtes med, og mig, med hen på politistationen. Da han havde fået vores navne og adresser, gik han straks hen til telefonen og sagde: „Ja, Fader, jeg ved præcis hvor de bor.“ Det var altså præsten der havde sendt bud efter ham! Værten hvor vi boede, blev tvunget til at sætte os på gaden, og på afdelingskontorets opfordring forlod vi stedet. Vi kom ti minutter for sent til stationen, men toget var der endnu, og der stod en mand som skulle sikre sig at vi kom med. Alt dette skete kun tre uger efter at vi var ankommet til Galway!

Vi fik så til opgave at forkynde i Limerick, en by hvor den katolske kirke også havde stor indflydelse. Der var altid pøbelskarer som råbte efter os, og mange turde ikke lukke op når vi bankede på. Et år forinden var en broder blevet gennembanket i den lille naboby Cloonlara. Vi var derfor glade for at møde Christopher, som er nævnt i indledningen. Han bad os om at komme igen så vi kunne drøfte hans bibelske spørgsmål. Mens vi var hos ham, trådte en præst ind ad døren og forlangte at Christopher sendte os bort. Men Christopher svarede ham modigt: „Jeg har inviteret disse kvinder til at komme og besøge mig, og de bankede på før de trådte ind. Dig har jeg ikke inviteret, og du bankede ikke på.“ Præsten blev vred og gik sin vej.

Vi vidste ikke at præsten havde samlet en stor gruppe mænd som ventede på os uden for Christophers hus. Christopher vidste imidlertid at de var os fjendtligt stemt, og det var derfor han handlede som beskrevet i indledningen. Han sikrede sig at vi blev indtil de var gået. Vi fandt senere ud af at han og hans familie kort efter blev tvunget til at flytte fra området, og at de emigrerede til England.

Indbudt til Gilead

Jeg havde allerede planlagt at overvære det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York i 1958 da jeg blev indbudt til Gileads 33. klasse. I stedet for at rejse hjem efter stævnet tjente jeg i Collingwood i Ontario i Canada indtil jeg skulle begynde på Gilead i 1959. Ved stævnet mødte jeg imidlertid Eric Connell. Han havde lært sandheden at kende i 1957 og var begyndt som pioner i 1958. Efter stævnet skrev han til mig hver dag, både mens jeg boede i Canada og mens jeg var på Gileadskolen. Jeg spekulerede på hvordan det ville gå os når jeg havde afsluttet Gilead.

Gilead var et højdepunkt i mit liv. Dorothy og hendes mand var i den samme klasse, og de skulle tjene som missionærer i Portugal. Til min overraskelse skulle jeg til Irland. Jeg var så skuffet over at jeg ikke skulle med min søster at jeg spurgte en af lærerne om jeg havde gjort noget forkert. „Nej,“ svarede han. „Du og din makker, Eileen Mahoney, har jo meldt jer til at tjene hvor som helst i verden,“ altså også i Irland.

Tilbage til Irland

Jeg var tilbage i Irland i august 1959 og blev sendt til menigheden i Dun Laoghaire. Eric var i mellemtiden vendt tilbage til England, og han var meget glad for at jeg boede ikke så langt derfra. Han ville også gerne være missionær. Han ræsonnerede som så at eftersom Irland på det tidspunkt var et missionærdistrikt, kunne han tjene som pioner dér. Han flyttede til Dun Laoghaire, og vi blev gift i 1961.

Seks måneder senere kom Eric ud for en alvorlig trafikulykke på motorcykel. Han fik kraniebrud, og lægerne var ikke sikre på om de kunne redde hans liv. Efter tre ugers hospitalsophold kom han hjem, og jeg passede ham i fem måneder indtil han var kommet sig. Jeg fortsatte min tjeneste så godt jeg kunne.

I 1965 blev vi bedt om at flytte til en menighed hvor der var otte forkyndere. Det var i Sligo, en havneby på nordvestkysten. Tre år senere flyttede vi til en anden lille menighed længere mod nord, i Londonderry. En dag da vi var på vej hjem fra forkyndelsen, var den gade vi boede i, blevet spærret med pigtråd. Det var optakten til urolighederne i Nordirland. Nogle ungdomsbander satte ild til biler. Byen var allerede delt i protestantiske og katolske områder, og det var farligt at begive sig fra ét område af byen til et andet.

Vi fortsætter trods urolighederne

Vi forkyndte imidlertid alle vegne, og vi følte som før at englene lejrede sig rundt om os. Når vi befandt os i et område hvor der udbrød uroligheder, forlod vi hurtigt stedet og vendte tilbage når urolighederne var stilnet af. Engang var der optøjer lige i nærheden af hvor vi boede, og noget brændende materiale fra en malerforretning landede i vores vindueskarm. Vi kunne ikke lægge os til at sove i tilfælde af at der gik ild i hele lejlighedskomplekset. Efter at vi var flyttet til Belfast i 1970, fik vi at vide at en brandbombe rent faktisk havde ramt malerforretningen, og at det lejlighedskompleks vi engang boede i, var brændt ned.

En anden gang da en søster og jeg var ude i forkyndelsen, bemærkede vi at der lå et mærkeligt rør i en vindueskarm. Vi gik videre, og få minutter efter eksploderede det. Folk i området som kom ud, troede at det var os der havde anbragt rørbomben. Netop da inviterede en søster fra nabolaget os ind til sig. Det tog hendes naboer som tegn på at vi var uskyldige.

I 1971 rejste vi tilbage til Londonderry for at besøge en søster. Da vi beskrev den rute vi havde fulgt, og barrikaden vi var gået forbi, spurgte søsteren: „Var der ikke nogen ved barrikaden?“ Da vi svarede: „Jo, men de ignorerede os bare,“ var hun forbløffet. Dagen før havde både en læge og en politibetjent nemlig fået deres biler kapret og brændt af.

I 1972 flyttede vi til Cork. Senere boede vi i Naas og derefter i Arklow. I 1987 blev vi endelig forflyttet til Castlebar, hvor vi er i dag. Her har vi haft den store forret at være med til at bygge en rigssal. I 1999 blev Eric alvorligt syg. Men med Jehovas hjælp og menighedens kærlige støtte var det også denne gang muligt for mig at passe ham til han fik det bedre.

Eric og jeg har været på pionerskole to gange, og Eric tjener stadig som ældste. Selv lider jeg af gigt og har fået udskiftet begge hofter og knæ. Jeg har mødt bitter religiøs modstand og har oplevet dramatiske politiske og sociale omvæltninger, men noget af det sværeste jeg har oplevet, er at jeg nu ikke kan køre bil. Det har været en prøve for mig ikke længere at være uafhængig. Menigheden har imidlertid været en stor støtte for mig og har hjulpet mig meget. Jeg går nu med stok, og når jeg skal længere væk, bruger jeg en trehjulet, batteridrevet cykel.

Tilsammen har Eric og jeg været specialpionerer i mere end 100 år — heraf 98 år i Irland. Vi har ikke tænkt os at ’gå på pension’. Godt nok forventer vi ikke mirakler, men vi er overbeviste om at Jehovas mægtige engle „lejrer sig rundt om dem der frygter ham“, og tjener ham trofast.