Et brev fra Rusland

En rejse til „verdens ende“

VI LETTEDE i det lille fly fra Jakutsk og fløj højere og højere op over Tuymaada-dalen. Som vi fløj over de Verkhojanske Bjerge, de sneklædte bjergtinder der lå badet i sollys, lagde vi et utal af frosne søer i alle former og størrelser bag os. Efter en tur på 900 kilometer landede vi endelig i byen Deputatskij.

Dette var blot begyndelsen på min rejse i republikken Sakha-Jakutien, et smukt men barskt land, større end hele Vesteuropa. Her kan temperaturen svinge mellem 40 grader om sommeren og ned til –70 om vinteren, og i jorden kan man finde fossilrester af enorme dyr der for længst er uddøde. Selvom der er gået flere år siden jeg foretog denne rejse, husker jeg det stadig som var det i går: De små byer der var indhyllet i tæt tåge, det bølgende nordlys og de muntre og hårdføre jakutere.

Byen Deputatskij var ikke vores endelige rejsemål. Min rejsefælle og jeg ville besøge nogle andre byer. Den første var Khajir, 300 kilometer mod nord, nær Laptevhavet, i det nordlige Sibirien. Hvorfor var vi taget ud på denne rejse? Der havde tidligere været et af Jehovas Vidner på besøg i disse byer, og han havde fundet mange der gerne ville lære mere om Bibelen. Det viste sig at vi der boede i Jakutsk, cirka 1000 kilometer derfra, var de Jehovas Vidner der boede nærmest. Vi følte at disse mennesker havde brug for hjælp og opmuntring.

Da vi var ankommet til Deputatskij, mødte vi en mand der skulle køre til Khajir, og han tilbød os at vi kunne køre med for et mindre beløb. Vi blev lidt betænkelige da vi så hans bil — en gammel ramponeret sovjetmodel der stank af benzin. Men vi besluttede alligevel at gribe chancen, så vi tog med ham samme aften. Vi havde ingen anelse om hvad der ventede os.

Sæderne i bilen var lige så isnende kolde som tundraen udenfor, og vi indså ret hurtigt at de ikke ville ’tø op’. Vi bad vores chauffør om at standse så snart det var muligt. Vi rodede vores kufferter igennem efter varmt, uldent tøj, som vi tog uden på det tøj vi allerede havde på. Men kulden gik alligevel gennem marv og ben.

Vores chauffør, en garvet mand fra det kolde nord, tog det hele med godt humør. Pludselig spurgte han: „Har I nogen sinde set nordlys?“ Det havde jeg ikke, så han standsede bilen, og vi kravlede ud. Et kort øjeblik glemte vi alt omkring os. Jeg stod fuldstændig tryllebundet og stirrede på det glimtende og bølgende tæppe af lys der udfoldede sig mirakuløst over vore hoveder. Vi følte næsten at vi kunne røre ved det.

I de tidlige morgentimer, et eller andet sted ude på den frosne tundra, kørte vi fast i en snedrive. Vi hjalp flere gange vores chauffør med at få bilen fri efterhånden som vi nærmede os Khajir på veje som sneplove havde banet gennem den dybe sne. Det var først efter daggry at det gik op for mig at „vejene“ i virkeligheden var frosne floder! Endelig, ved middagstid, 16 timer efter at vi var kørt fra Deputatskij, nåede vi til Khajir. Selvom vi regnede med at blive syge efter at være blevet udsat for kulde i så lang tid, følte vi os helt udhvilede næste morgen. Kun mine tæer var lidt følelsesløse, muligvis på grund af forfrysninger. Nogle af de lokale gav mig noget bjørnefedt til at smøre tæerne ind i.

Normalt opsøger vi folk i deres hjem for at tale med dem om den gode nyhed. Men så snart beboerne i Khajir hørte at vi var ankommet, kom de og ledte efter os! Hver eneste dag i to og en halv uge studerede vi Bibelen med de lokale, ofte fra tidlig morgen til sen aften. Det var fantastisk at møde så mange varme og gæstfri mennesker der var interesserede i åndelige emner. En del ældre jakutkvinder sagde til os: „Vi tror på Gud. Det at I har rejst hele den lange vej til verdens ende, viser at der er en Gud!“

Det var spændende at se hvad der var lokal skik og brug. For eksempel stabler folk blokke af is op ved siden af husene som var det brænde. Når de mangler vand, tager de en af blokkene med ind og stiller den i en stor gryde på brændeovnen til isen smelter. Landsbyboerne serverede en pragtfuld arktisk fisk for os der kaldes chir; den er virkelig lækker når man får den som stroganina, en lokal delikatesse. Fisken fryses så snart den er fanget, og bliver så skåret ud i tynde strimler, vendt i en blanding af salt og peber og spist med det samme. Landsbyboerne kunne godt lide at fortælle os om fossilrester, som de ofte finder i disse områder, for eksempel forstenede træer og stødtænder fra mammutter.

Fra Khajir rejste jeg hundredvis af kilometer, fortrinsvis med fly, for at besøge dem der var interesserede i Bibelen i andre landsbyer i Jakutien. De mennesker der bor her, er virkelig hjertelige! Jeg talte på et tidspunkt med en lille dreng som på en eller anden måde havde hørt at jeg var bange for at flyve. For at opmuntre mig lavede han et kort til mig. Han havde tegnet et par spurve og et lille fly og havde skrevet: „Når du er ude og flyve, Sasha, så skal du ikke være bange for at falde ned. Mattæus 10:29.“ Jeg blev virkelig rørt da jeg slog skriftstedet op! Der kunne jeg læse Jesu ord om spurvene: „Ikke én af dem [falder] til jorden uden jeres Faders viden.“

Jeg har kun fortalt om nogle få af alle de mange indtryk Jakutien har givet mig. Det kolde og barske land vil altid minde mig om de varme, dejlige mennesker der bor ved „verdens ende“.

[Illustrationer på side 25]

Jakuterne er varme og gæstfri