Fremholdelse af den gode nyhed — Opret bibelstudier hos abonnenterne
1 Det glæder os meget at så mange abonnerer på Vagttårnet, for vi ved at dette blad indeholder nyttige og åndeligt opbyggende artikler til gavn for dem der læser det regelmæssigt. Vi ønsker, om overhovedet muligt, at hjælpe abonnenterne endnu mere, og dette kan vi gøre ved at oprette bibelstudier hos dem hvor det er muligt.
2 Når vi tegner abonnement på Vagttårnet har vi en udmærket anledning til at begynde et bibelstudium ved første besøg, ved for eksempel at anvende brochuren „Denne gode nyhed om riget“. Vi kan fortælle at det er en artikel der har været i Vagttårnet og som nu er optrykt i brochureform. Vi kan derefter bruge følgende præsentation, der er nem at lære og er blevet anvendt med held ved oprettelsen af bibelstudier.
3 Allerede ved første besøg, efter at man har præsenteret Vagttårnet og sagt nogle passende bemærkninger, kan man sige: ’Læg mærke til at der på Vagttårnets forside står „Forkynder af Jehovas rige“. Nogle har spurgt os hvem Jehova er. Kender De navnet Jehova? [Lad vedkommende svare eller kommentere. Enten vedkommende siger ja eller nej kan du taktfuldt gå videre.] Læg mærke til hvad Første Mosebog 2:4 siger om Herren eller Jehova. [Lad vedkommende læse skriftstedet og fodnoten, og tilføj selv passende kommentarer.] I denne brochure, „Denne gode nyhed om riget“, gives der på side 5 yderligere oplysninger om den sande Gud, Jehova, som vil være af interesse for Dem. Hvis De har en fem-ti minutter til rådighed, kan vi slå disse interessante skriftsteder op [peg på skriftstederne i brochuren], som handler om den sande Gud, Jehova.’
4 Træf aftale om et genbesøg hvor I kan drøfte andre interessante punkter fra brochuren; prøv at skærpe den besøgtes åndelige appetit. Brug emner som „Jesus Kristus“, „Synd, død og Djævelen“, osv. Når tiden er inde til det, kan man gå over til ’Sandhedsbogen’.
5 Forslaget i paragraf 3 kan bruges når man går på genbesøg hos abonnenter, når man besøger dem for at forny deres abonnement, og ved mange andre lejligheder. Hvis dette forslag skal virke effektivt, er det nødvendigt at indprente sig punkterne godt. Det er gavnligt at øve sig på hvordan man opretter bibelstudier. Man kan udnytte ventetiden ved en samling, pionerer kan øve sig sammen, man kan øve sig i familien, sammen med andre forkyndere, ja ved enhver uformel lejlighed; én forkynder kan spille rollen som den besøgte, mens en anden forsøger at oprette et bibelstudium ved hjælp af ovennævnte prædiken eller en anden. Det er dejligt at have en andel i bibelstudiearbejdet, for dette er den bedste måde hvorpå man kan hjælpe oprigtige mennesker til at lære sandheden at kende.