Gør fremskridt i forkyndelsen
1 Et gammelt mundheld lyder: „Stilstand er tilbagegang.“ Dette gælder også i forkyndelsen. Da du begyndte i forkyndelsen, var du måske kun i stand til at fremholde en kort præsentation af budskabet om Riget. Men hvis der er gået nogle år siden da og du ikke er kommet længere, er du i virkeligheden ’gået tilbage’. Hvad kan du så gøre?
2 Det første skridt du må tage, er at bede Jehova om visdom til at undervise med dygtighed. (Ordsp. 15:14; Jak. 1:5) Det andet skridt er at handle i overensstemmelse med bønnen. Gennemgå indledningerne i ’Ræsonnerebogen’. Find en som du synes du kan bruge, og øv dig på den indtil den sidder godt fast. Det tredje skridt er at følges med en anden forkynder ud i tjenesten, så du kan fremholde det du har forberedt dig på.
Dine venner kan hjælpe dig
3 Nu tænker du måske at det er lettere sagt end gjort, men glem ikke at dine venner kan hjælpe dig. Hvis du er ung, kan du tale med dine forældre eller med erfarne forkyndere som har gode resultater i tjenesten. Spørg dem om de har nogle forslag til hvordan man kan få samtaler med folk ved dørene. Måske vil de foreslå at I øver jer sammen. Så kan du fremholde din præsentation, og de kan spille rollen som den besøgte og fremsætte nogle indvendinger der er almindelige i jeres distrikt. Med lidt øvelse kan du blive dygtig til at føre samtaler med folk.
4 Der er også andre der kan hjælpe dig. Pionererne er dygtige til at forkynde fordi de har stor erfaring og har gennemgået pionerskolen. Din bogstudieleder og tjenestetilsynsmanden kan måske også samarbejde med dig fra dør til dør og vise dig hvordan du kan ræsonnere med folk.
Følg interessen op
5 Vi vil gerne yde åndelig hjælp til dem der modtager bøger eller blade. Derfor må vi komme igen og bygge videre på deres interesse. Før du aflægger genbesøg bør du se efter i dine notater hvad I talte om sidste gang, så du kan uddybe det emne der fangede deres interesse. Husk også at selv om du planter og vander, er det Jehova der får det til at gro. Bed om hans ledelse før du aflægger besøget. (1 Kor. 3:6; 2 Kor. 9:10) Når vi underviser andre, gør vi også selv fremskridt.
6 Det næste vigtige skridt du må tage, er at oprette og lede et bibelstudium. Hvis du endnu ikke har nået dette stadium i din udvikling som forkynder, må du blive ved med at bede Jehova om hjælp til at finde et symbolsk får som du kan give åndelig føde. Måske vil det være en hjælp for dig at se hvordan en dygtig forkynder leder et bibelstudium, og så efterligne hans eller hendes undervisningsmetoder. Desuden kan du repetere det vi har lært om undervisning, for eksempel oplysningerne i Vagttårnet for 1. november 1984, side 8-17. Hvis du forbereder dig på den måde, vil du være rede til at lede et studium når dine bønner bliver opfyldt.
Sæt dig nogle mål — og nå dem
7 Det tager tid at nå de mål at blive dygtigere til at undervise, at aflægge genbesøg og at lede studier. Kunne du sætte dig endnu et mål, nemlig at blive hjælpepioner eller almindelig pioner? Efterhånden som du gør fremskridt i forkyndelsen kan du være med til at opmuntre andre. Og du vil modtage mange velsignelser fra Jehova hvis du ikke står stille, men hele tiden gør fremskridt.