Anden del — Led fremadskridende bibelstudier
God forberedelse før studiet
1 En der er god til at lede bibelstudier, nøjes ikke blot med at gennemgå stoffet og slå skriftstedshenvisningerne op. Oplysningerne skal fremholdes på en sådan måde at det trænger ind og berører elevens hjerte. Det indebærer at man forbereder sig grundigt med eleven i tanke. — Ordsp. 15:28.
2 Hvordan man forbereder sig: Begynd med at bede til Jehova idet du nævner eleven og hans særlige behov. Bed Jehova om hjælp til at nå ind til elevens hjerte. (Kol. 1:9, 10) Brug lidt tid på at gøre dig nogle tanker om kapitlets eller lektionens overskrift, underoverskrifter og eventuelle billeder og lignende så du kan have temaet klart for øje. Spørg dig selv: ’Hvad er det centrale i stoffet?’ Så vil du nemmere kunne fokusere på hovedpunkterne når du leder studiet.
3 Gennemgå omhyggeligt stoffet paragraf for paragraf. Find svarene på de trykte spørgsmål, men understreg kun nøgleord og hovedtanker. Find ud af hvordan de ikkeciterede skriftsteder er forbundet med hovedtankerne i paragraffen, og udvælg hvilke skriftsteder du vil læse under studiet. Det er en god idé at skrive nogle stikord fra skriftstederne i margenen af publikationen. Eleven må klart kunne se at det han lærer, er fra Guds ord. — 1 Thess. 2:13.
4 Gør stoffet personligt: Det næste du må gøre, er at gennemgå lektionen med tanke på eleven. Prøv at forstille dig hvilke spørgsmål han måtte have, og hvilke punkter han muligvis kan have svært ved at forstå eller acceptere. Du kan spørge dig selv: ’Hvad er han nødt til at forstå eller arbejde på for at kunne vokse åndeligt? Hvordan kan jeg nå ind til hans hjerte?’ Tilpas så din undervisning herefter. Nu og da kan det være nødvendigt at udtænke en illustration og forberede en forklaring eller en række spørgsmål for at hjælpe eleven til at forstå meningen med et bestemt punkt eller skriftsted. (Neh. 8:8) Men undgå at indflette ekstra oplysninger som ikke underbygger og støtter temaet. En kort repetition ved slutningen af studiet vil hjælpe eleven til at huske hovedpunkterne.
5 Det er en stor glæde når nye bærer retfærdigheds frugt til Jehovas pris. (Fil. 1:11) Hjælp dem til at nå dette mål ved selv at være godt forberedt hver gang du skal lede et bibelstudium.