Jeg har altid ønsket retfærdighed for alle

Jeg er født i april 1951, i Nairobi i Kenya. Mine forældre var fra Indien, og de var sikher. Min far havde to hustruer. Hans første hustru, min mor, havde ikke noget som helst at skulle have sagt da han blev gift med nummer to. Min mor og min stedmor var ofte gravide på samme tid, så jeg voksede op med mange søskende, halvsøskende og en enkelt fætter – syv børn i alt. I 1964, da jeg lige var blevet 13, døde min far.

Jeg hungrer efter retfærdighed

Mens jeg voksede op, var der mange gnidninger og meget forskelsbehandling i vores familie. Da jeg senere begyndte at studere Bibelen, fandt jeg ud af at vores familieliv faktisk mindede meget om den situation Lea og Rakel havde været i. Som barn lagde jeg også mærke til at min familie behandlede vores kenyanske tjenere rigtig dårligt, og vi børn lærte at vi skulle se dem som mindre værd. Min far ville gerne have at vi blev venner med vores europæiske naboer, og sagde at vi kunne lære meget af dem. Men han forbød os at have noget som helst med afrikanere at gøre, for dem mente han ikke vi kunne lære noget af. Vi måtte heller ikke være sammen med folk med pakistansk baggrund men skulle se dem som vores fjender. Jeg har altid haft en stærk retfærdighedssans, og jeg følte at min fars syn på tingene var helt forkert.

Sikhismen er en indisk religion der blev grundlagt af guru Nanak i slutningen af det 15. århundrede. Jeg troede på Nanaks lære, deriblandt tanken om at der kun er én sand Gud. Men de uretfærdigheder jeg oplevede i sikh-samfundet, fik mig til at føle at der var noget galt.

Det var ikke det eneste der nagede mig. Sikhismen var jo kun nogle få hundrede år gammel, så jeg tænkte: “Hvad var der egentlig før sikhismen opstod? Var der ikke nogen der tilbad Gud på en rigtig måde tidligere?” Vores familie havde kalendere hængende med billeder af de ti sikhiske guruer der havde været. Men jeg tænkte tit: “Ved vi overhovedet hvordan de så ud? Hvorfor skal man bøje sig for billeder af guruer, som min familie og andre gør, når guruerne selv sagde at man kun skulle tilbede én sand Gud?”

I 1965, da jeg var 14, flyttede vi til Indien. Livet var hårdt, for vi havde ikke særligt mange penge. Omkring et år senere begyndte vores familie at flytte til Leicester i England. Vi havde kun råd til at to flyttede ad gangen.

Som 16-årig begyndte jeg at arbejde. Jeg havde forskellige praktiske jobs og gik også på aftenskole for at færdiggøre min skolegang, som jeg havde sat på pause. Jeg så hurtigt hvor meget diskrimination der var på arbejdsmarkedet. For eksempel fik britiske arbejdere mere i løn end immigranterne. Min retfærdighedssans fik mig til at blive aktivist og kæmpe for arbejderes rettigheder, og jeg organiserede blandt andet en strejke for kvindelige immigranter i håb om at opnå ligeløn. Jeg længtes efter retfærdighed.

Jeg finder det jeg leder efter

Første gang jeg mødte Jehovas Vidner, var i 1968, da to mænd kom og bankede på døren. Løftet om at Guds rige vil sørge for at alle mennesker bliver behandlet retfærdigt, var noget der straks appellerede til mig. En af dem der havde besøgt mig, kom tilbage sammen med sin kone. Jeg begyndte at studere Bibelen, og det gjorde min søster Jaswinder og min halvsøster Chani også. Da vi havde studeret bare seks kapitler, var vi blevet overbevist om at Jehova er den sande Gud, at Bibelen er hans ord, og at Guds rige er den eneste løsning på al den uretfærdighed der er i verden.

Vores familie reagerede meget voldsomt på at vi studerede Bibelen. Efter at min far var død, havde min halvbror overtaget rollen som familieoverhoved. Min stedmor var meget imod at vi havde noget med Jehovas Vidner at gøre, og hun fik min bror til at behandle os brutalt. Nogle gange bankede han Jaswinder og Chani og sparkede dem med støvler der havde metalsnuder. Han vidste at jeg havde visse rettigheder fordi jeg var fyldt 18, men han tænkte at han kunne gøre med mine søstre som han ville. Engang tog han en bibel, åbnede den og satte ild til den, og så holdt han den op i deres ansigter og sagde hånligt: “Bed jeres Jehova om at slukke ilden!” På det her tidspunkt havde vi kun overværet et par møder, som vi i hemmelighed havde sneget os ud til. Men vi ville virkelig gerne tjene den eneste sande Gud, Jehova. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre med al den modstand vi mødte? Vi planlagde at stikke af til et sted hvor vi kunne være i sikkerhed.

Vi begyndte i hemmelighed at spare penge op af det beløb vi fik til at købe frokost og busbilletter for, og også af min løn, som jeg ellers skulle give til min stedmor. Vi købte tre kufferter, som vi gemte et sted ude i byen, og lidt efter lidt fyldte vi noget af vores tøj i dem. I maj 1972, da Jaswinder næsten var 18 og vi havde skrabet 100 pund sammen, tog vi et tog til Penzance i det sydvestlige England. Da vi kom til Penzance, fandt vi en telefonboks og ringede til de lokale Jehovas Vidner. Brødrene og søstrene tog meget varmt imod os. Vi tog nogle forskellige jobs – blandt andet rensede vi fisk – for at kunne betale for et sted at bo, og vi slog os ned i Penzance.

Vi fortsatte vores bibelstudie med et ældre par, Harry og Betty Briggs. I september 1972, mens vi stadig levede i skjul, blev vi døbt i et lille dåbsbassin der var under podiet i rigssalen i Truro. Chani begyndte som pioner, og Jaswinder og jeg støttede hende økonomisk.

Vi rejser ud hvor der er et stort behov

Harry og Betty var sidst i firserne, men alligevel rejste de regelmæssigt ud til Scillyøerne, i nærheden af Englands sydvestlige kyst, for at forkynde. Deres eksempel inspirerede os til at gøre noget lignende. Da vi havde talt med bror Skinner ved stævnet i 1973, som beskrevet i indledningen, vidste vi derfor præcis hvad vi ville.

I januar 1974 købte vi enkeltbilletter til New Delhi i Indien, og der gav bror Dick Cotterill os lov til at bo på missionærhjemmet som gæster i et stykke tid. Chani var stadig pioner, og Jaswinder og jeg begyndte at bruge meget mere af vores tid i forkyndelsen.

Efter et stykke tid blev vi bedt om at tage til Punjab, en stat i det nordvestlige Indien. I begyndelsen boede vi på missionærhjemmet i Chandigarh, og senere lejede vi selv en lejlighed. Jeg begyndte som pioner i september 1974, og i 1975 blev jeg spurgt om jeg ville være specialpioner. Jo mere jeg gik i forkyndelsen, jo mere gik det op for mig hvor stort et behov der var for litteratur på punjabi, for mennesker havde brug for at lære Jehova at kende og lære om hans kærlighed og retfærdighed. I 1976 spurgte Afdelingskontoret i Indien os alle tre om vi ville hjælpe med at oversætte litteratur til punjabi. Der var hverken skrivemaskiner eller computere, og derfor var det et meget omstændeligt og tidskrævende arbejde. Vi skulle skrive hele oversættelsen i hånden og tjekke og korrekturlæse den på papir. Selve trykningen foregik på et meget umoderne, lokalt trykkeri ude i byen. Og hele teksten skulle håndsættes, ét bogstav ad gangen.

Helbredsproblemer tager ikke glæden fra mig

Lige pludselig skete der en hel masse for os alle tre. Jaswinder mødte en bror som hun blev gift med, og sammen flyttede de til Canada. Chani giftede sig med en tysk bror der var på besøg fra USA, og de flyttede til USA sammen. Jeg var blevet alvorligt syg og var nødt til at flytte tilbage til England i oktober 1976. Min mor og bror, der ikke havde noget imod sandheden, var meget søde mod mig. De boede i Leicester og åbnede deres hjem for mig. Jeg blev diagnosticeret med Evans syndrom, der er en meget sjælden autoimmun sygdom der skader blodlegemerne. Jeg havde brug for forskellige behandlinger og fik også fjernet min milt. Det var ikke længere muligt for mig at være pioner.

Jeg bad inderligt til Jehova og lovede ham at hvis jeg fik det godt nok, ville jeg begynde i heltidstjenesten igen. Og det lykkedes! Selvom min sygdom indimellem gjorde at jeg havde det rigtig dårligt, flyttede jeg til Wolverhampton i 1978, hvor jeg var pioner i et område med rigtig mange punjabi-talende. Vi lavede håndskrevne mødeinvitationer som vi fik kopieret. Så delte vi dem ud i distriktet og inviterede folk til det offentlige foredrag. I dag er der fem punjabi-talende menigheder og tre grupper i Storbritannien.

Brødrene på Afdelingskontoret i Storbritannien vidste at jeg havde hjulpet til med at oversætte til punjabi da jeg boede i Indien, så de kontaktede mig i slutningen af 1980’erne. Jeg begyndte regelmæssigt at tage til Betel i London for at hjælpe til med at forberede nødvendige ting for at man kunne trykke publikationer der brugte gurmukhi-alfabetet. Det indbefattede fonte, software og standarder for alfabetet. Jeg havde et meget stramt program: Jeg skulle tjene penge, tage mig af min mor der boede et stykke væk, og hjælpe til på Betel. Men det var skønt at blive brugt.

I september 1991 blev jeg inviteret på Betel, hvor jeg skulle arbejde med at oversætte litteratur til punjabi. Det kom som en stor overraskelse for mig. Jeg følte mig fuldstændigt ukvalificeret til opgaven, jeg kæmpede med sygdom og var egentlig også over aldersgrænsen for at kunne komme på Betel. Alligevel gav Jehova mig det kæmpe privilegie. Jeg elskede at være på Betel, men mit helbred var stadig meget dårligt. Flere gange stod jeg over for blodspørgsmålet fordi jeg fik kemoterapi og andre behandlinger. De hæmatologer der behandlede mig, var så imponerede over hvor godt jeg kom mig, at jeg blev inviteret til at tale ved et seminar for 40 læger på et stort hospital i London. Her holdt jeg et 10-minutters indlæg hvor jeg fortalte om min holdning til blod, og bagefter var der en spørgsmål og svar-drøftelse som blev ledt af en bror fra Hospitalinformation.

I den her svære tid var mine søstre Jaswinder og Chani en uundværlig støtte for mig. Jeg er også dybt taknemmelig for den kærlighed og hjælp som betelfamilien og andre venner gav mig. Gennem alle mine prøver har Jehova givet mig styrke så jeg kunne fortsætte i min opgave. – Salme 73:26.

Jehovas velsignelse har gjort mig rig

I de 33 år jeg har været på Betel, har jeg virkelig smagt og set at Jehova er god. (Salme 34:8; Ordsprogene 10:22) Der er mange trofaste ældre der har været meget inspirerende eksempler for mig. I årenes løb har jeg også haft den store glæde at se mange af de punjabi-talende jeg har studeret Bibelen med, blive loyale tjenere for Jehova. Jeg har et godt forhold til mine nærmeste familiemedlemmer. Min mor og min bror er ikke Jehovas Vidner, men min mor siger ofte: “Du elsker virkelig Gud og giver ham dit bedste.” Og da jeg på et tidspunkt tilbød at forlade Betel for at tage mig af min mor fordi hun var kommet op i årene og havde brug for ekstra hjælp, sagde min bror: “Du gør så godt et arbejde der hvor du er, så jeg synes du skal blive der.” Min mor bor nu på et plejehjem langt fra Betel, men jeg sørger for at besøge hende så ofte som jeg overhovedet kan.

Hver gang jeg har stået over for noget svært, har jeg sagt til mig selv: Frygt ikke, Kamal. Jehova er et skjold for dig. Din belønning vil blive meget stor. (1. Mosebog 15:1) Jeg er taknemmelig for at jeg lærte Jehova, den retfærdige Gud, at kende. Han lagde mærke til mig da jeg var en helt ung pige, og han har fyldt mit liv med meningsfyldt arbejde. (Esajas 30:18) Jeg glæder mig til den dag hvor “ingen … vil sige: ‘Jeg er syg.’” – Esajas 33:24.