Jeg vandt min mand “uden ord”

Jeg er født i 1952 i Rumænien. Min mor var egentlig en døbt søster men var ikke aktiv i sandheden, så vi kom ikke til møderne. Derudover var Rumænien kommunistisk, og derfor var Jehovas Vidners litteratur og forkyndelse forbudt. Så i de første 36 år af mit liv kendte jeg ikke Jehova, og jeg vidste ikke noget om Bibelen. Men i 1988, da jeg boede i byen Satu Mare sammen med min mand, István, skete der noget der ændrede mit liv.

Et tilbud jeg ikke kunne sige nej til

En dag kom min mor på besøg. Hun var på vej hen til min moster og spurgte om jeg ikke havde lyst til at tage med. “Bagefter kan vi tage ud at shoppe,” sagde hun. Jeg havde ikke andre planer den dag, så jeg sagde ja til at tage med.

Da vi kom hjem til min moster, blev jeg ret overrasket. Der var ni andre mennesker der. De var Jehovas Vidner og skulle til at holde et møde. Det viste sig at mor var blevet et aktivt Jehovas Vidne igen. Det jeg hørte den formiddag, gjorde et dybt og varigt indtryk på mig.

Da mødet var slut, kom den der havde ledt mødet, over til mig. “Jeg hedder János,” sagde han. “Jeg lagde mærke til at du fulgte rigtig godt med. Kunne du lide det du hørte?” Jeg fortalte ham at jeg aldrig havde været til sådan et møde før, og at jeg meget gerne ville komme igen. “Kunne du tænke dig at få dit eget bibelstudie?” spurgte han. Det var et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Jeg følte at Gud havde draget mig til de her mennesker.

Dagen efter præsenterede János mig for Ida, og hun begyndte at studere Bibelen med mig. Men jeg var bange for hvordan István ville reagere når han fandt ud af at jeg studerede med Jehovas Vidner. Han var bestemt ikke glad for det. Jeg prøvede flere gange at få en snak med ham om det, men han havde ikke lyst til at høre på hvad jeg havde at sige.

Selvom min mand var imod det, blev jeg ved med at studere, og jeg blev døbt i august 1989. Fire måneder senere blev kommunistregeringen i Rumænien væltet, og regimets leder blev henrettet.

Min mands modstand bliver større

Regimets fald førte til større frihed. Nu havde Jehovas Vidner lov til at mødes frit og gå ud at forkynde. Men for mig førte den frihed faktisk til endnu større modstand. István sagde til mig: “Jeg er ligeglad med hvad du tror på, men du skal ikke gå ud at forkynde fra hus til hus.”

Jeg havde selvfølgelig ikke tænkt mig at holde op med at forkynde. (Apostlenes Gerninger 4:20) Jeg prøvede at være forsigtig og gøre det så diskret som muligt. Men en dag så nogle af Istváns venner mig gå fra dør til dør, og de sladrede til ham. Da jeg kom hjem, skreg István mig lige ind i hovedet: “Du kaster skam over mig og vores familie!” Han satte en kniv for min strube og truede med at slå mig ihjel hvis ikke jeg holdt op med at forkynde.

Jeg prøvede at bevare roen og at tale István til fornuft, og jeg forsikrede ham om at jeg elskede ham. Det gjorde at der faldt lidt ro på situationen i et stykke tid. Men det ændrede sig en dag hvor jeg ikke ville med til en religiøs ceremoni i forbindelse med at en i vores familie blev gift. Det fik ham til at fare i flint, og stemningen blev igen rigtig ubehagelig.

Jeg måtte desværre udholde Istváns modstand i 13 år. I løbet af den periode truede han med skilsmisse. Nogle gange låste han mig ude og nægtede at lukke mig ind i huset igen, og andre gange sagde han at jeg bare skulle pakke mine ting og smutte.

Hvad var det der hjalp mig til at klare den meget svære situation? Jeg var helt afhængig af Jehova. Jeg bad igen og igen om hjælp til at forblive rolig, og jeg følte virkelig at han holdt mig oppe. (Salme 55:22) Menigheden var også en helt fantastisk hjælp og støtte for mig. De ældste og nogle modne søstre opfordrede mig til at holde fast ved sandheden. De mindede mig om det Bibelen siger om at hustruer kan vinde deres mænd “uden ord” ved at blive ved med at gøre det rigtige og være loyale mod Jehova. (1. Peter 3:1) Efter lang tid oplevede jeg at det var præcis det der skete.

Et vendepunkt

I 2001 fik István et stroke som gjorde at han ikke længere kunne gå. Han lå på hospitalet i en måned og var derefter flere uger på et genoptræningscenter. I den periode var jeg hos ham hele tiden. Jeg gav ham mad, talte med ham og sørgede for at han havde alt hvad han havde brug for.

Brødrene og søstrene var rigtig søde til at komme og besøge István, og det gjorde at han personligt oplevede den kærlighed og omsorg menigheden viser. Mange tilbød at hjælpe os med forskellige praktiske ting. Og de ældste var altid klar til at trøste og støtte os.

Vennernes besøg gjorde stort indtryk på István, og han begyndte at skamme sig over hvor dårligt han havde behandlet mig. Samtidig blev han skuffet over at der ikke var nogen af hans egne venner der kom for at besøge ham. Så da han blev udskrevet fra hospitalet, sagde han: “Jeg vil gerne studere Bibelen og være et af Jehovas Vidner.” Jeg græd af glæde.

I maj 2005 blev István døbt. Han kunne jo ikke gå, så brødrene kørte hans kørestol hen til dåbsbassinet, bar ham forsigtigt ned i vandet og døbte ham. István blev rigtig glad for at fortælle andre om Jehova. Jeg har mange gode minder om vores ture i tjenesten sammen. Det er næsten ikke til at tro hvor meget sandheden havde påvirket ham. Den mand der engang vredt havde forbudt mig at forkynde for andre, fulgtes nu med mig i tjenesten og var stolt af at fortælle andre om den gode nyhed.

István fik stor kærlighed til Jehova og brugte meget tid på at studere og lære bibelvers udenad. Han elskede at tale med brødrene og søstrene om de guldkorn han havde fundet, og greb enhver mulighed for at opmuntre andre.

Det blev ved med at gå ned ad bakke med Istváns helbred. Han fik flere mindre strokes og mistede evnen til at tale. Det endte med at han kom til at ligge i sengen hele tiden. Men sygdommen gik på ingen måde ud over hans åndelige helbred. Han blev ved med at læse og studere så meget han overhovedet kunne. Han havde en elektronisk enhed med en simpel skærm der hjalp ham til at kommunikere med andre, og den brugte han når vennerne fra menigheden kom og besøgte ham. Han gjorde alt hvad han kunne, for at styrke deres tro. En bror sagde: “Jeg elsker at komme på besøg hos István. Når jeg kommer hjem, føler jeg mig meget opmuntret og har fået ny energi af at have været sammen med ham.”

I december 2015 oplevede jeg den store sorg at miste István. Det var et frygteligt tab, og jeg var helt knust. Men alligevel sad jeg tilbage med en utrolig fred i sindet. Hvorfor havde jeg det sådan? Fordi István var blevet Jehovas ven og havde været det i mange år. Det har været en af de største glæder i mit liv at vi kunne tjene Jehova sammen. Både István og min mor er nu trygt i Jehovas hukommelse, og jeg glæder mig til den dag hvor jeg kan tage imod dem i den nye verden Jehova vil skabe, og give dem begge to et kæmpe kram.

Det er mere end 35 år siden at min mor og jeg besøgte min moster og var til det møde der ændrede mit liv. Nu er jeg blevet 70 og tjener som pioner. Jeg er så glad for alt det Jehova har gjort for mig, og jeg føler at det er den bedste måde jeg kan sige ham tak på. (Salme 116:12) Gennem årene har han hjulpet mig til at være loyal og bevare roen under modstand. Og selvom modstanden virkelig var hård, lærte jeg at omstændighederne kan ændre sig. Jeg havde aldrig troet det, men det lykkedes mig at vinde min mand uden ord.