Fra vore læsere
Seksualundervisning Jeg skriver for at sige mange, mange tak for artiklerne i Vågn op! om emnet „Hvem skal give seksualundervisning?“ (22. februar 1992) Jeg har to børn men har aldrig snakket med dem om dette emne. Eftersom jeg aldrig selv har modtaget vejledning i denne henseende, har jeg ikke vidst hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle sige det. Men efter at have læst disse artikler talte jeg med børnene hver for sig. Det var en dejlig oplevelse som ingen forældre bør snyde sig selv for.
M. A. P., Spanien
Denne artikel var ikke spor chokerende men forklarede enkelt og respektfuldt hvordan vi kan undervise vore børn. Tak fordi I har fået mig til at indse at jeg har svigtet her. Men nu har jeg taget skeen i den anden hånd, takket være denne pragtfulde artikel.
V. B., Frankrig
Jeg er en kvinde på 25 år og har nu lært Bibelens kønsmoral at kende. De såkaldte glæder ved umoralitet står ikke mål med det uundgåelige tab af sjælefred. Selv om jeg ikke længere er barn eller teenager føler jeg at jeg har lært noget værdifuldt af artiklerne.
S. H., De Forenede Stater
Jeg har aldrig læst noget lignende i hele mit liv. Det er fantastisk at I viser hvordan man giver børn seksualvejledning og samtidig hjælper dem til at opdyrke høje moralnormer.
N. C., Italien
Jeg er mor til to teenagepiger. Jeg har haft nogle dejlige samtaler med dem om alle aspekter af kønslivet. Men jeg har også to drenge på henholdsvis 11 og 9 år. Dem har jeg snakket med om kønslivet, men ikke om de legemsforandringer de gennemgår. Her i eftermiddag kom jeres dejlige blad med posten. Det vil gøre det lettere for mig at hjælpe mine sønner.
P. W., Australien
Som ung kvinde har jeg haft stort udbytte af dette blad. Mine forældre vidste ikke hvordan de skulle fortælle os om sex. Med Jehovas hjælp har jeg undgået at overtræde Guds moralnormer. Jeg håber at denne artikel vil hjælpe forældre som endnu ikke har talt med deres børn om dette vigtige emne.
A. M., Mexico
Jeres råd om at det seksuelle bør være „noget man kun taler om i familien“ kunne bringe nogle af jeres læsere i store vanskeligheder. Socialrådgivere, lærere, sygeplejersker og andre bliver i dag uddannet til at holde øje med symptomer på børnemisbrug. Et symptom er at barnet bruger ordet „hemmelig“, eftersom mange krænkere siger til barnet at misbruget er en hemmelighed.
E. R. N., De Forenede Stater
En hel del læsere har gjort os opmærksomme på dette, og vi beklager hvis vi har foruroliget læsere der er opmærksomme på børnemisbrug. Læg dog mærke til at vi foreslog at man kaldte det seksuelle for noget „privat“. Vi foreslår ikke at forældre kalder det seksuelle for noget „hemmeligt“. — RED.