Gud har været vores hjælper

FORTALT AF FRANCISCO COANA

„Hvis du nægter at adlyde myndighederne, vil du blive henrettet!“ advarede min bror.

„Det ville da også være meget bedre end at leve under de her frygtelige forhold,“ indvendte jeg.

DENNE samtale mellem min bror og mig fandt sted i september 1975. Han var kommet med mad til mig mens jeg sad fængslet i Maputo (dengang kaldt Lourenço Marques) i det sydlige Mocambique. Vi var over 180 som var stuvet sammen i en enkelt celle. De fleste af os var Jehovas vidner. Min bror var så irriteret på mig at han ikke engang gav mig den mad han havde taget med til mig.

For at du bedre kan forstå baggrunden for dette følelsesladede møde, vil jeg først forklare hvordan det var gået til at jeg var havnet i fængsel.

En religiøs opvækst

Jeg er født i 1955 i landsbyen Calanga i regionen Manica. Det er ikke langt fra storbyen Maputo. Min familie var presbyterianere. Min far gik ikke i kirke, men det gjorde min mor, og om søndagen tog hun sine fem børn med. Hun lærte os tidligt fadervor, som jeg ofte bad. (Mattæus 6:9-12) Da jeg var dreng, stillede jeg mor spørgsmål som: „Hvorfor dør vi?“ Og: „Vil mennesker altid skulle dø?“

Mor sagde at det var Guds hensigt at vi skulle dø — at de som gør det onde, vil komme i helvede, og at de som gør det gode, vil komme i himmelen. Jeg kommenterede det ikke, for det hun sagde, bedrøvede mig. At døden var en barsk virkelighed, gjorde mig bange, især efter at jeg som tiårig mistede min far. I tiden derefter voksede mit ønske om at vide hvilken tilstand de døde befinder sig i, og om der er noget håb for dem.

Jeg lærer sandheden at kende og lever efter den

Kort efter at min far var død, brugte en af lærerne på skolen en bog som hed Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis i sin undervisning. Bogen var udgivet af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab og trykt på det sydafrikanske sprog zulu. Læreren gav mig lov til at låne den, og selv om jeg ikke var særlig god til zulu, var jeg glad for det som bibelcitaterne lærte mig.

Da jeg var 16 år, blev den af mine brødre som forsørgede familien, indkaldt til militæret for at aftjene sin værnepligt. Det var på det tidspunkt jeg begyndte at arbejde på en parfumefabrik i Maputo og gå på teknisk skole om aftenen. I middagspauserne lagde jeg mærke til Teófilo Chiulele, som var et af Jehovas vidner. Han læste altid i Bibelen. Da Teófilo bemærkede at jeg var interesseret, begyndte han at tale med mig.

Senere begyndte en anden forkynder, Luis Bila, at studere Bibelen med mig. Det beroligede mig at lære at de døde ’slet ingenting ved’, og at der er håb om at de får livet igen i en opstandelse. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29) Jeg skrev med det samme til mor og fortalte hende om Bibelens svar på de spørgsmål som jeg tidligere havde stillet hende. Det glædede hende at jeg endelig havde fundet nogle troværdige svar.

Begejstret forberedte jeg mig på at fortælle andre om det jeg lærte. Jeg fik lov til at holde bibelske foredrag i skolen, men ikke i kirken. Der gik ikke lang tid førend jeg ikke længere var velkommen i kirken. Selv nogle i min familie begyndte at modstå mig, og det på trods af at mor glædede sig over min nyfundne tro. Min storebror gav mig en ordentlig omgang prygl. Når en sådan modstand ingen virkning havde, begyndte familien af gøre nar af mig, især når de så mig takke for maden. Jeg måtte derfor gå ud på badeværelset og bede inden jeg gik til bords. Jeg følte at ’Gud var min hjælper’. — Salme 54:4.

Familien tillod ikke længere Luis at komme i vores hjem og læse Bibelen med mig. Det måtte derfor foregå hjemme hos ham. Da jeg begyndte at komme til menighedens møder og at være med i forkyndelsen, skete det ofte at jeg var blevet låst ude når jeg kom tilbage. Resultatet var at jeg måtte overnatte hos forskellige forkyndere.

Den 13. maj 1973 symboliserede jeg endelig min indvielse til Jehova ved at lade mig døbe i vand. Dengang var Mocambique en portugisisk koloni, og der var nedlagt forbud mod Jehovas vidner i Portugal og i alle dets kolonier. Den 1. oktober 1974 blev jeg pioner, som heltidsforkyndere hos Jehovas Vidner kaldes. Eftersom mit mål var at blive missionær, begyndte jeg at lære engelsk så jeg kunne dygtiggøre mig og måske få lov at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead i USA for at blive oplært som missionær.

Forkyndelsen tilpasses forholdene

I forbudsårene satte Portugals hemmelige politi, PIDE, mange Jehovas vidner i fængsel fordi de forkyndte. For at undgå at blive opdaget tilpassede vi forkyndelsen efter forholdene. Når vi eksempelvis havde talt med nogen i ét hus, forlod vi sædvanligvis området og fortsatte et andet sted. I vores middagspause eller om aftenen gik vi ofte tur i en park to og to. Den ene af os satte sig ved siden af en person og begyndte at læse i en avis. Kort efter satte den anden sig, og med henvisning til avisen sagde vedkommende noget i retning af: „Det er frygteligt så mange der har mistet livet! Ved du for resten at sådan noget aldrig vil ske under Guds styre?“

Derefter begyndte vi en samtale hvori den der havde læst i avisen, bad den anden underbygge sin påstand ud fra Bibelen. Så aftalte vi at mødes den næste dag for at fortsætte drøftelsen. På den måde kunne vi ofte inddrage personen ved siden af i vores samtale om bibelske profetier, og det resulterede i mange bibelstudier. Vi takkede Gud fordi han hjalp os.

En tid med hårde prøvelser

Den 25. april 1974 ophørte diktaturet i Portugal, og de portugisiske kolonier gennemgik mange politiske forandringer. I Mocambique blev der udstedt amnesti både til politiske fanger og til Jehovas vidner der havde været indespærret på grund af deres politiske neutralitet. Men den 25. juni 1975, kun 14 måneder senere, erklærede Mocambique sig uafhængigt af Portugal. Og få dage efter rejste en ny bølge af forfølgelse sig mod Jehovas vidner. Der blev oprettet lokale grupper som skulle arrestere alle de forkyndere de kunne finde. Vi blev fremstillet som ’agenter efterladt af den portugisiske kolonimagt’.

I september måned blev jeg tvunget til at overvære et møde der var arrangeret af en lokal politisk gruppe. Da jeg ankom, så jeg at alle fra min bibelstudiegruppe var til stede. Vi blev beordret til at råbe politiske slagord som forherligede det regerende politiske parti. Men da vi respektfuldt forholdt os tavse, blev vi sat i fængsel og anbragt i den overfyldte celle jeg omtalte i indledningen.

Cellen var så fyldt at vi næsten ikke kunne bevæge os. For at nogle få kunne have plads til at sove på gulvet måtte andre sidde eller stå op. Der var kun ét toilet, og det stoppede ofte til og flød over, med en frygtelig stank til følge. Maden bestod af en olieholdig ret bestående af spaghetti og fiskeben som var omsværmet af spyfluer, og vi var nødt til at spise med uvaskede hænder. I 19 dage var der over 180 som måtte udholde disse frygtelige forhold. Bagefter blev vi ført til et sted hvor det kun var forkyndere, mænd, kvinder og børn, der blev holdt i forvaring. I de næste få måneder døde mange børn som følge af de forfærdende forhold i fængselet.

Til sidst besluttede myndighederne at deportere forkynderne til Carico, et fjerntliggende område i den nordlige del af landet. Det var deres hensigt at isolere os. På det tidspunkt var der cirka 7000 forkyndere i Mocambique, hvoraf en stor del var blevet døbt i årene 1974 og 1975. Det stod klart for mig at der ville blive brug for bibelsk litteratur. Jeg indhentede derfor tilladelse til at vende hjem og hente nogle madvarer og ejendele til rejsen. Uden at betjenten som ledsagede mig, opdagede noget, tømte jeg nogle dåser med småkager og lagde bibelske publikationer i bunden af dåserne, hvorpå jeg dækkede dem med småkager. I sådanne situationer var vi ikke bange. Vi stolede på at Gud ville hjælpe os. — Hebræerne 13:6.

Livet i lejrene

Vi ankom til Carico i januar 1976, hvor vi mødte mange forkyndere fra nabolandet Malawi der boede i lejre som de havde opført dér. Fra 1972 til 1975 var over 30.000, deriblandt børn, flygtet fra brutal religiøs forfølgelse i Malawi. De havde fået tilladelse til at komme ind i Mocambique som flygtninge, og de delte deres hjem og knappe forsyninger med os.

De fleste af os havde ingen erfaring i at bygge, så vore brødre fra Malawi viste os hvordan vi kunne opføre huse ved at fremstille lersten og bruge vegetation fra skoven. De underviste os i at dyrke jorden og gøre andre ting så vi kunne forsørge os selv. Jeg lærte at arbejde i træ, at drive et jordbrug og at sy. Da vi senere vendte tilbage til vores hjembyer, fik mange af os gavn af de færdigheder vi havde tilegnet os.

Det vigtigste for os var at bevare vores åndelighed, og jeg må sige at vi aldrig manglede åndelig føde. Hvordan kunne det lade sig gøre? Mange af os havde, som tidligere nævnt, været opfindsomme med at gemme bibelske publikationer mellem vores personlige ejendele da vi blev deporteret. Desuden fremstillede Jehovas Vidner i Sydafrika små kopier af Vagttårnet, som var lettere at få ind i lejrene.

Efter mange anmodninger fik vi den 1. december 1978 for første gang tilladelse til at forrette en vielse i lejrene. Den dag blev jeg gift med Alita Chilaule. Hendes far havde været blandt de første der var blevet døbt i Maputo tilbage i 1958. Da vi fik Dorcas og Samuel, oplærte vi dem til at elske Jehova, og de fulgtes med os til de kristne møder. Senere fik vi endnu et barn, som vi gav navnet Jaimito.

Hvordan vi forkyndte

Brødrene og søstrene fik lov til at forlade lejrene for at sælge forskellige ting, deriblandt de afgrøder som de dyrkede. Mange af os brugte lejligheden til at forkynde. Jeg forlangte med overlæg en høj pris for salt så ingen købte noget. Men en del af dem jeg mødte, ville gerne lytte til budskabet om Riget, og jeg påbegyndte adskillige bibelstudier.

En af dem jeg læste Bibelen med, talte med en direktør for et firma i den nærliggende by Milange, og han viste interesse for Bibelen. Da jeg hørte det, skrev jeg til direktøren. Som svar bad han mig aflægge ham et besøg. Jeg skjulte derfor noget bibelsk litteratur på mig og tog af sted under påskud af at jeg ville sælge ham nogle af de møbler jeg havde fremstillet.

Ved min ankomst så jeg at huset var bevogtet af soldater, og jeg blev urolig. Men manden kom ud og sagde til soldaterne at han ikke ville forstyrres. Vi begyndte vores studium af Bibelen klokken fem om eftermiddagen, og han var så interesseret at vi først sluttede da klokken var fem den følgende morgen. Han tilbød senere at tage imod vores litteratur fra Portugal, da hans post ikke var underlagt censur. Han ville så give litteraturen til mig, og jeg kunne bringe den ind i lejrene.

Nogle af os blev pågrebet og arresteret flere gange fordi vi forkyndte. Men mange lyttede og tog imod Rigets budskab, og det så vi som et tegn på at Gud hjalp os ligesom han havde hjulpet de første kristne. — Apostelgerninger, kapitel 3–5.

Vi slipper fri og vender hjem til Maputo

Efter at have overvejet sagen under bøn blev det i september 1985 besluttet at vi skulle organisere en masseudvandring fra lejrene. Skønt ikke alle flyttede fra lejrene i Carico, men forblev isolerede fra andre Jehovas vidner i de næste syv år, var der nogle som flygtede til Malawi og Zambia. Min kone og jeg bestemte os for at flytte med vores børn til den nærliggende by Milange. Dér fandt jeg et arbejde og et sted at bo, og vi fortsatte i vores kristne tjeneste. Året efter kunne vi endelig vende tilbage til Maputo.

I begyndelsen boede vi hos nogle slægtninge. Det var svært at finde arbejde, men efterhånden lykkedes det for mig. Alita ristede peanuts som et supplement til vores sparsomme indkomst. Eftersom jeg var blevet bedre til engelsk, indsendte jeg en jobansøgning til den britiske ambassade. Jeg bestod prøverne og blev ansat til en løn der var 20 gange større end den jeg var vant til. Jeg følte virkelig at Jehova havde hjulpet mig, og jeg takkede ham i en bøn.

Et ligevægtigt syn på ansvarsopgaver

Den 11. februar 1991 blev Jehovas Vidner endelig anerkendt som trossamfund af myndighederne i Mocambique. Det var en uforglemmelig dag for os alle. Det følgende år blev jeg indbudt til at tjene som medlem af det udvalg der fører tilsyn med Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde i Mocambique. Vores børn var på det tidspunkt kun 12, 9 og 6 år gamle. Hele natten bad jeg til Jehova om visdom til at træffe en beslutning der ville afspejle et ligevægtigt syn på ansvarsopgaverne i familien og i Guds menighed.

Vi fik fat på en lille campingvogn, som vi brugte i forretningsøjemed. Derefter ansatte vi nogle pionerer til at fremstille og sælge sandwicher, og firmaet gik godt. På den måde fik jeg tid til at tage mig af mine nye ansvarsopgaver i organisationen. Vi havde også brug for et andet hus, da det ikke længere var muligt at leje det hus vi boede i. Jeg skrev et brev til myndighederne hvori jeg fortalte om min families situation, og bad om tilladelse til at købe et hus. Den fik vi kort tid efter, og det gav anledning til stor offentlig opmærksomhed da jeg var den første mocambiquer der havde fået lov til at købe et hus af staten.

Alita og jeg er blevet velsignet med børn der har taget imod den åndelige oplæring vi har givet dem. (5 Mosebog 6:6-9) Vi har gjort det til en vane sammen at drøfte et skriftsted fra Bibelen klokken 5.40 om morgenen for derefter at læse i Bibelen. Vores børn skal tidligt i skole, så de har vænnet sig til dette morgenprogram. Fredag aften klokken 18.00 holder vi vores familiestudium. Vi drøfter bibelske emner som børnene har forberedt sig på og fundet oplysninger om i løbet af ugen. Samme aften øver vi os på hvordan vi kan indlede samtaler i forkyndelsen.

Alle vores børn er blevet døbt. Dorcas og Samuel har siden 1994 været pionerer, og Jaimito har været hjælpepioner siden han blev døbt. Børnene går stadig i skole, og når de er færdige med det, ønsker de alle at bruge mere tid i den kristne tjeneste. Alita fordeler sin tid mellem pionertjenesten og de huslige pligter. Jeg har været pioner i mange år, inklusive de år jeg har tilbragt i interneringslejrene. Men siden 1993 har jeg arbejdet på Jehovas Vidners afdelingskontor.

Velsignelserne fra Gud fortsætter

I 1997 fik jeg den store forret at overvære et tomåneders kursus for medlemmer af afdelingskontorernes udvalg. Kurset blev afholdt på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson i staten New York, USA. Endnu engang blev mine anstrengelser for at have lært engelsk belønnet. På tilbagevejen havde jeg mulighed for at besøge Jehovas tjenere i andre lande, og det gav mig dyb værdsættelse af vores verdensomspændende brodersamfund.

Denne kærlige enhed blandt sande kristne har været medvirkende til at tusinder har følt sig draget til Jehovas vidner i Mocambique og har sluttet sig til dem. (Johannes 13:35) Fra at være omkring 7000 forkyndere da vi blev fordrevet til interneringslejre, er vi nu blevet 29.000 der forkynder den gode nyhed om Guds rige i Mocambique. Disse er tilsluttet mere end 665 menigheder, og i 1958 var der kun fire menigheder i hele landet.

I 1993 blev der givet tilladelse til at bygge et afdelingskontor i Maputo der skulle huse en stab på 75 medarbejdere og tage hånd om væksten i antallet af sande tilbedere i Mocambique. Efter en byggeperiode på omkring fire år stod kontoret færdigt. Den 19. december 1998 var vi ovenud glade for at se 1098 fra mange lande være til stede ved indvielsen af disse smukke faciliteter. Jeg havde den forret at interviewe nogle af dem der havde tilbragt mange år i fangenskab i Carico. Da jeg bad alle tidligere fordrevne om at række hånden op, blev tilhørerne dybt bevægede ved synet af de flere hundrede der markerede.

Den følgende dag var 8525 samlet i stævnehallen i Matola for at lytte til et sammendrag af indvielsesprogrammet, opmuntrende rapporter fra andre lande og bibelske foredrag som blev holdt af gæster fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York.

Siden jeg lærte sandheden fra Bibelen at kende som teenager, har jeg oplevet modstand fra min familie, trusler om henrettelse samt en så forfærdelig forfølgelse at jeg somme tider tænkte at det var bedre at dø end at fortsætte med at leve. Men jeg glæder mig over at disse oplevelser har knyttet mig endnu nærmere til Jehova. Som salmisten siger: „Gud er min hjælper; Jehova er blandt dem der støtter min sjæl.“ (Salme 54:4) At tjene Jehova sammen med den verdensomspændende familie af hans tjenere har været en enestående forret for min familie og mig.

[Illustration på side 23]

Forkyndere foran en rigssal der blev bygget mens de var i isolation

[Illustration på side 24]

Vi læser Bibelen sammen som familie

[Illustration på side 25]

De der havde været i Carico-lejrene, rakte hånden op