Gammel intolerance blusser op på ny

I EN PERIODE på tre år, fra 1972 til 1975, levede over tredive tusind Jehovas vidner fra nabolandet Malawi som flygtninge i Moçambique. Tvunget af voldsom forfølgelse havde disse mænd, kvinder og børn måttet flygte fra deres hjem i Malawi, og de fandt en vis tryghed i ti flygtningelejre i Moçambique. Ifølge rapporterne bor der, mens dette skrives, stadig et betragteligt antal i lejrene. Jehovas vidner over hele jorden er det moçambiquiske folk taknemmelige for dette fristed.

Det voldsomme angreb som visse elementer nu retter mod Jehovas vidner i Moçambique, truer imidlertid med at forvandle tilflugtsstedet til en skueplads for brutal undertrykkelse.

Radio og aviser i Moçambique har udsendt en strøm af propaganda mod Jehovas vidner. De omtales som „agenter der er ladt tilbage af de portugisiske koloniherrer“, „forhenværende medlemmer af det hemmelige politi“, hvis mål er at „forstyrre samfundsordenen“. (Noticias, 9. oktober 1975 ) Ifølge A Tribuna for 22. oktober 1975 „holder de stædigt fast ved deres religiøse fanatisme . . . for ikke at betale skat, ikke vise respekt for samfundets orden og for at hindre folkets mobilisering og organisering“, samt for at gennemføre „anarki“.

Man kan sammenholde dette med en anden rapport, en rapport som fortæller at en hel by blev bragt i oprør og at en folkemængde stimlede sammen foran byens øvrighed og råbte: ’Disse folk har sat Imperiet på den anden ende, og nu er de også her og opfører sig alle sammen stik imod loven.’

Dette skete for nitten hundrede år siden, og anklagerne blev rettet mod den kristne apostel Paulus og hans medarbejder Silas. (Apg. 17:6, 7, Seidelin) Anklagerne var naturligvis falske.

Sådanne anklager er også falske når de i dag rettes mod Jehovas kristne vidner, der er velkendte som lovlydige borgere i omkring to hundrede lande og områder på jorden. Det de anklages for i Moçambique i dag, er stort set det samme som det de kristne blev anklaget for i det første århundrede. Det er den samme intolerance der igen udsætter sande kristne for store lidelser.

Intolerancen i Moçambique begyndte ikke først med magtskiftet i 1975. Dette forhold er med til at afsløre den falske påstand om at Jehovas vidner i Moçambique på en eller anden måde tjener den portugisiske kolonialismes interesser. Intet kunne faktisk være fjernere fra sandheden.

I de sidste fyrre år har Jehovas vidner i Moçambique følt diktaturregimets intolerance. Mange gange er de blevet brutalt behandlet af det hemmelige portugisiske politi (PIDE). Vi vil lade kendsgerningerne tale for sig selv:

Historiens vidnesbyrd

Vi skal tilbage til 1925. Nogle mænd fra Moçambique som arbejdede i de sydafrikanske guldminer kom dette år i besiddelse af nogle af Jehovas vidners publikationer der forklarer Bibelens lære. Da de samme år vendte hjem til Vila Luisa (nord for Lourenço Marques, hovedstaden i Moçambique), begyndte flere af dem at tale med deres naboer om det de havde lært.

Det var altså indfødte moçambiquere, og ikke udenlandske missionærer eller portugisiske agenter, der bragte budskabet om Guds rige som Jehovas vidner forkynder over hele jorden, ind i landet.

I 1935, mens Antonio Salazar styrede som diktator, rejste to Jehovas vidner fra Sydafrika, Fred Ludick og David Norman, til Moçambique for at samarbejde med de lokale Jehovas vidner. Hvad skete der? De blev snart arresteret af det portugisiske politi og udvist. Lignende forsøg i 1938 og 1939 endte på samme måde: Øjeblikkelig udvisning.

Nu gik de portugisiske myndigheder imidlertid hårdere til værks. De begyndte at arrestere moçambiquere som modtog bladet Vagttårnet. Nogle blev sat i fængsel helt op til to år før de kom for en domstol. Nogle blev deporteret til straffekolonien São Tomé i tolv år! Andre blev idømt straffe på ti år i arbejdslejre i den nordlige del af Moçambique.

Denne hårde modstand under Salazar-regimet vidnede om Jehovas vidners mod og udholdenhed i Moçambique. Når de mødtes for at studere Bibelen, var det altid med fare for at blive arresteret. I årenes løb blev mange arresteret, pryglet, indespærret eller sendt ud til straffeøerne.

Ethvert forsøg på at få lettet forholdene blev afvist. I 1955 blev et af Jehovas vidner fra England, John Cooke, sendt til Moçambique for at søge om officiel anerkendelse af Jehovas vidners arbejde. Efter nogen tids forløb blev han ført for en inspektør fra det hemmelige politi (PIDE) og underkastet et længere forhør. Han blev anklaget for at være kommunist og for at holde hemmelige møder. Skønt inspektøren i samtalens løb blev overbevist om at Jehovas vidner ikke er kommunister, sagde han til John Cooke: „Men ikke desto mindre er I modstandere af den katolske kirke, og den katolske kirke er vores kirke. Den har hjulpet os til at opbygge det portugisiske imperium!“ Cooke fik otteogfyrre timer til at forlade landet.

Ifølge Moçambique-dagbladet Noticias for 9. oktober 1975 har Frelimos leder og Moçambiques præsident Samora Machel stillet spørgsmålet: „Da vi blev bundet og pryglet af de portugisiske koloniherrer, hvor var Jehovas vidner da?“ Ja, hvor var de? Svaret er at mange Jehovas vidner dengang var fængslet af de samme portugisiske myndigheder!

For eksempel kan nævnes Francisco Zunguza. I 1956 blev han fængslet i Lourenço Marques i seks måneder, i 1964 i tre måneder, i 1965 i et år, og i 1969 blev han indsat i Machava-fængselet i over to år. Ved samme lejlighed blev hans kone og ti andre Jehovas vidner også fængslet. Alt dette ene og alene fordi de var Jehovas vidner, og ikke fordi de havde begået nogen oprørsk handling over for det portugisiske styre.

Fra 1969 forstærkede det hemmelige politi (PIDE) sin indsats mod Jehovas vidner. Igen og igen blev de taget med til forhør. Og hvad var den væsentligste kritik som de portugisiske myndigheder og det hemmelige politi rettede mod Jehovas vidner? At de nægtede at være med til at bekæmpe Frelimo, som dengang var begyndt at gøre sig gældende og nu har magten i Moçambique!

Jehovas vidner gjorde det klart for myndighederne at de altid stiller sig neutrale i forbindelse med politik og krigsførelse. De indtager samme holdning som Kristus Jesus gjorde da han sagde til den romerske landshøvding Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne.“ — Joh. 18:36.

I samme år, altså i 1969, blev de ældste i Jehovas vidners menigheder i den sydlige del af Moçambique tilsagt til at møde hos politiet. Der fik de at vide at Jehovas vidners møder og deres virksomhed i øvrigt var blevet forbudt. Trods disse alvorlige hindringer lykkedes det Jehovas vidner at fortsætte, i overensstemmelse med det eksempel som apostlene satte da øvrigheden i Jerusalem søgte at tvinge dem til at falde til føje ved at forbyde deres virksomhed. Apostlene blev stillet over for valget mellem at adlyde den jødiske øvrighed eller Gud. Selv om de var lovlydige, sagde de frimodigt hvad de måtte gøre i en sådan konfliktsituation: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 5:29.

I 1969 gik anklagen ud på at Jehovas vidner ikke ville kæmpe imod Frelimo. Men i 1973 arresterede det hemmelige politi (PIDE) igen et antal Jehovas vidner, og denne gang gik anklagen ud på at de støttede Frelimo! På grundlag af denne anklage blev et Jehovas vidne, fader til tre børn, den 5. marts 1974 anbragt i en lille celle i Machava-fængselet. Han måtte sidde i enecelle i to måneder, uden andet end gulvet at sove på. Dette er blot ét ud af mange eksempler på uretfærdig behandling i løbet af det sidste år portugiserne var ved magten i Moçambique.

Kolonistyret afskaffet — større frihed eller fortsat intolerance?

Så kom den 25. april 1974. Næsten fra den ene dag til den anden skete der en total forandring i den politiske situation i Portugal og dets oversøiske besiddelser. Et statskup i Lissabon gjorde ende på otteogfyrre års diktatur og rystede det portugisiske imperium.

Udsigterne til større frihed i Portugal og dets oversøiske besiddelser syntes store. Befolkningen i Moçambique glædede sig. Også Jehovas vidner imødeså fremtiden med spænding; ville det nu lysne efter godt og vel fyrre lange år med forfølgelse?

Der blev oprettet et foreløbigt styre, i Moçambique som en forberedelse til en fuldstændig overdragelse af magten til Frelimo i juni 1975. I løbet af denne periode med relativ frihed kunne Jehovas vidner holde deres bibelstudier åbenlyst. De holdt endog store stævner som hele offentligheden blev indbudt til at overvære.

I april 1975 var det for første gang muligt for dem at holde et stævne for både afrikanere og hvide i Lourenço Marques. Det ville have været umuligt under det portugisiske styre. Jehovas vidner var lykkelige for at kunne nyde det kristne fællesskab uden raceadskillelse.

Men nu begyndte politiske kræfter at kræve at alle sluttede op om dem. Aktivistgrupper tog rundt og forlangte at alle skulle overvære politiske møder hvor de tilstedeværende skulle råbe „Viva Frelimo“ („Frelimo leve“) og løfte højre knyttede hånd i vejret (som til kommunistisk hilsen).

Hvilken holdning indtog Jehovas vidner? De forblev upolitiske. De indtog samme holdning som Jehovas vidner i Italien da man under Mussolini-styret forlangte at folk skulle råbe „Viva il Duce“ og løfte hånden til den fascistiske hilsen. De gjorde ligesom Jehovas vidner i Tyskland da myndighederne dér forlangte at alle skulle råbe „Heil Hitler“ og løfte hånden til den nazistiske hilsen. De gjorde ligesom deres åndelige brødre i de japanskbesatte områder under den anden verdenskrig da japanerne forlangte at alle skulle bøje sig og tilbede den japanske kejser.

Ja, Jehovas vidner indtog samme holdning som de har indtaget i England, De forenede Stater, Portugal, Spanien og i ethvert andet land på jorden. De har altid fastholdt deres kristne neutralitet i politiske anliggender, uanset hvilke genvordigheder det har medført for dem når de har nægtet at råbe politiske slagord eller bruge politiske hilsener. Tusinder har tilbragt mange år i tyske koncentrationslejre eller sibiriske arbejdslejre.

Men ligesom i alle andre lande fortsatte Jehovas vidner i Moçambique også med at vise fuld respekt for landets øvrighed, i overensstemmelse med den bibelske befaling i Romerbrevet 13:1. Denne respekt viste de ved stadig at betale deres skat uden at snyde, ved stadig at udføre deres arbejde flittigt og pålideligt, og ved stadig at være lovlydige borgere. De overholdt enhver lov som ikke tydeligt var i modstrid med Guds love der fremsættes i hans ord, Bibelen. Hvad blev resultatet for dem?

I Folkerepublikken Moçambiques forfatning, som trådte i kraft den 25. juni 1975, lyder artikel 33:

„De enkelte friheder garanteres af staten alle borgere i Folkerepublikken Moçambique. Disse friheder omfatter hjemmets ukrænkelighed og brevhemmeligheden, og de kan ikke begrænses, undtagen i særlige tilfælde som loven giver rum for.

I Folkerepublikken Moçambique garanterer staten sine borgere frihed til at udøve eller ikke udøve deres religion.“

Forfatningens artikel 25 lyder:

„I Folkerepublikken Moçambique kan ingen arresteres og dømmes undtagen i overensstemmelse med loven. Staten garanterer den anklagede ret til at forsvare sig.“

Har disse ord nogen reel betydning? Det spørgsmål må man uvilkårligt stille når man ser hvad der er sket med Jehovas vidner i Moçambique.

En måneds tid før landet blev erklæret selvstændigt mødtes den lokale menighed af Jehovas vidner i Chonguene, få kilometer fra byen João Belo, som sædvanlig om søndagen for at studere Bibelen. En gruppe katolikker og protestanter som var på vej til et politisk møde, trådte ind og afbrød bibelstudiemødet og spurgte de tilstedeværende hvorfor de ikke overværede det politiske møde. Efter at have fremsat trusler gik de.

Få dage senere, den 23. maj, kom nogle politibiler med Frelimo-soldater og afhentede seks af dem der havde overværet bibelstudiemødet. Anføreren gav sine mænd ordre til at slå og sparke de seks mænd og derefter sætte dem i fængsel.

I fængselet pryglede man dem hver dag for at tvinge dem til at sige „Viva Frelimo“. Tre af dem var blot nyinteresserede og ikke døbte Jehovas vidner. De gav efter, men de tre andre nægtede standhaftigt at krænke deres kristne samvittighed. De blev da ført udenfor og beordret til at grave et hul så dybt at randen ville nå dem til halsen når de stod nede i det. Derefter blev de tvunget til at gå ned i hullet, og de fik at vide at hvis de stadig nægtede at sige det politiske slagord ville de blive skudt og begravet på stedet. Men de holdt fast ved deres beslutning om ikke at gå imod deres samvittighed. Til sidst blev de ført tilbage til fængselet.

Da situationen blev indberettet til forsvarsministeren i Lourenço Marques, gav denne lykkeligvis udtryk for sin forbløffelse og ringede til Frelimo-kommandøren i området. Inden længe var de tre Jehovas vidner på fri fod. Dette var imidlertid kun et enkelt lysglimt i et ellers sort og dystert billede.

På uafhængighedsdagen, den 25. juni 1975, trådte den nye forfatning så i kraft. Ville brutale indgreb i religionsfriheden som det netop beskrevne nu høre fortiden til? Ville en fremskridtsvenlig, oplyst indstilling sejre over snæversynet intolerance?

En voldelig kampagne iværksættes

Svaret kom hurtigt. Der gik ikke mange dage før en smædekampagne mod Jehovas vidner blev iværksat i hele landet. Mange af angrebene kom i form af radioforedrag holdt af distriktsguvernører og andre politikere.

På foranledning af aktivistgrupper blev Jehovas vidner forskellige steder arresteret og ført til Frelimo-kontorer for at blive forhørt. Ofte blev de pryglet. Som eksempel kan vi læse hvad der skete med Jehovas vidners menighed i Choupal i Lourenço Marques-området den 13. september 1975:

En besøgende ældste, Elias Mahenye, holdt et bibelsk foredrag for omkring 300 tilhørere i menighedens rigssal. Henimod slutningen af foredraget trådte medlemmer af den lokale aktivistgruppe ind i lokalet og søgte at afbryde mødet. Høfligt men bestemt fik de at vide at mødet ikke var forbi endnu, og de blev bedt om at vente.

Næppe havde menigheden sagt „amen“ til den afsluttende bøn før aktivisterne trådte op på podiet og forlangte at hele menigheden råbte „Viva Frelimo“. Tre gange blev kravet fremsat, men ingen reagerede. Da gav aktivisterne alle ordre til at blive i salen mens de hentede nogle Frelimo-soldater.

Da soldaternes anfører kom, spurgte han hvem der var den ansvarshavende padre (præst). Det blev forklaret ham at Jehovas vidner ikke har nogen padre; Elias Mahenye sagde imidlertid at det var ham der havde holdt foredraget. Han og fire andre blev derefter ført op på podiet, klædt af til bæltestedet og beordret til at råbe „Viva Frelimo“. Da de ikke efterkom ordren blev de gennempryglet og derefter bundet med elektrisk ledning. Elias Mahenye har stadig ar på armene efter de snærende ledninger.

De fem blev derpå ført med til den nærmeste kaserne, og Mahenye blev anklaget for at lære folk at sige „Ned med Frelimo“ — en direkte falsk anklage. Soldaterne slog ham derefter med knytnæver og geværkolber. Bagefter blev alle fem slået med læderremme. Om natten blev de låst inde på et snavset toilet. Klokken fire om morgenen blev de ført ud og slået igen. Mahenye blev falskeligt anklaget for at have oplært soldater til at kæmpe mod Frelimo, og blev pryglet endnu en gang. Senere indrømmede man at denne beskyldning var grundløs.

Da dagen gryede kom en Frelimo-sergent til og tog gruppen i forhør. Han sagde til dem: „Hvis I ikke siger ’Viva Frelimo’, vil Frelimo ikke beholde jer i landet. De har kæmpet i ti år, men ikke for Jehova, og de har ikke fået nogen hjælp af Jehova. Alle må sige ’Viva Frelimo’, for Frelimo er Moçambiques gud, og Moçambiques anden gud er geværet. Vi vil ikke høre noget om Jehova.“

Hvordan gik det med resten af menigheden, omfattende både kvinder, børn og gamle, som var blevet tilbage i rigssalen? De blev tvunget til at blive i lokalet hele natten og noget af næste dag med. Mange blev slået og bundet med ledning — alt imens soldaterne råbte: „Hvem er jeres Jehova? Hvorfor kommer han ikke og hjælper jer?“

I løbet af de fireogtyve timer der gik var der ingen, selv ikke kvinder eller børn, som fik lov at sove, drikke vand, spise eller gå på toilettet. Bibler og bibelsk litteratur som blev brugt under møderne blev brændt. Moçambique var blevet som middelalderens Europa; det var som om den katolske inkvisition var vendt tilbage. Endelig fik vidnerne lov at gå, med trussel om at hvis de ikke lærte at sige „Viva Frelimo“ ventede der dem det der var værre.

I Magude nord for Lourenço Marques blev tretten Jehovas vidner arresteret, slået og tvunget til at grave træer op med de bare hænder. Derefter blev de bundet på arme og ben og blev rullet af sted som tønder. Ligesom i oldtidens Rom blev de lokale beboere indbudt til at komme og se på at kristne mennesker blev torteret.

I nærheden af Manjacaze blev en del medlemmer af to små menigheder af Jehovas vidner fængslet. Derefter kom guvernøren for Gaza-distriktet til området, og de tilbageværende Jehovas vidner blev anmodet om at overvære et offentligt møde. De efterkom anmodningen. Efter at have talt om det lokale landbrug bad guvernøren pludselig alle de tilstedeværende Jehovas vidner om at komme op foran. Det gjorde de. Guvernøren gav da ordre til at de alle, både mænd og kvinder, skulle arresteres. De blev gennempryglet, nogle så slemt at blodet flød fra øjne eller ører. Derefter blev de sat i fængsel.

I samme distrikt, Gaza, er en gruppe Jehovas vidner blevet slået hver eneste dag i to måneder i et forsøg på at bryde deres integritet!

Men alt dette var blot et forspil til det store slag der skulle komme. Få uger senere lød den officielle ordre: Alle Jehovas vidner i hele landet skal arresteres.

Ordren blev gennemført systematisk og hensynsløst. Frelimos tilhængere gik fra hus til hus og krævede at beboerne sagde „Viva Frelimo“. De der ikke ville sige slagordet blev anset for at være Jehovas vidner og blev sat i fængsel. Hele familier, børn indbefattet, blev nådeløst slæbt med.

Det betyder at der nu sidder tusindvis af Jehovas vidner fængslet i Moçambique. Det er blevet næsten umuligt at opretholde direkte kontakt med dem, men nogle havde held til at slippe væk til nabolandene, og de beretter at fængslerne i området omkring hovedstaden Lourenço Marques nu er „fyldt til randen“. Fordi fængslerne er overfyldte har man oprettet en særlig lejr i nærheden af Skt. José-kirkegården til hundreder af Jehovas vidner. Da der ikke er husly eller overdækning til så mange, må et stort antal sove ude i det fri uden tæpper. De får ingen mad, og myndighederne tillader kun slægtninge at komme med mad om torsdagen og om søndagen. De der viser medfølelse på denne måde risikerer selv at blive arresteret hvis de nægter at sige „Viva Frelimo“.

De officielle planer går åbenbart ud på at sende mange af de mandlige Jehovas vidner nordpå til byer som Nampula og Quelimane. Dér skal de i realiteten udføre slavearbejde ved bygningsprojekter. Børnene skal sendes til politiske skoler og indoktrineres af Frelimo. Over radioen er det blevet meddelt at de Jehovas vidner der har penge i banken vil få deres penge konfiskeret. Huse og biler vil blive overtaget af regeringen.

Ja, det er en sørgelig gentagelse af de gamle totalitære metoder. Staten gøres til genstand for tilbedelse ved at folks tankegang ensrettes og ingen får lov at følge sin samvittighed; metoderne fra nazisternes koncentrationslejre og de sibiriske arbejdslejre tages i brug igen, og man tager med magt børnene fra deres forældre for at indoktrinere dem med partiets politik.

Meddelelser i presse og radio indeholder udtalelser som: „Moçambique er ikke Jehovas land,“ og: „disse fanatiske ’jehovaer’ må omskoles.“ Her er et eksempel på den form for ’omskoling’ nogle går ind for: Efter at have udsat Jehovas vidner for brutal behandling har nogle partitilhængere ikke alene forlangt at de skulle råbe „Viva Frelimo“ mens de bevægede den knyttede hånd opad, men har endog søgt at tvinge dem til at forbande Gud ved at kræve at de også skulle sige „Ned med Jehova“ mens de bevægede hånden nedad.

Før massearrestationerne satte ind blev cirka tredive medlemmer af Xinavane-menigheden indkaldt til et møde, og der blev holdt et foredrag for dem i flere timer. Da de ud fra Bibelen forklarede grunden til at de ikke ville lade sig inddrage i politik og råbe politiske slagord, gjorde Frelimo-kommandøren nar af dem og sagde: „Jeg giver jeres Jehova fem minutter til at rive huset her ned i.“ Efter at de fem minutter var gået sagde han: „Jeg er villig til at møde jeres Jehova med et gevær. De portugisiske soldater bad om sejr, men tabte. Frelimo kæmpede uden Jehova, og vandt. Vi vil sejre over Jehova. Vi ønsker ikke hans navn i Moçambique.“

Hvor dette dog minder om den farao i oldtidens Ægypten der pralende sagde: „Hvem er [Jehova], at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til [Jehova], og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse!“ — 2 Mos. 5:2.

Hvad er da det virkelige stridsspørgsmål i Moçambique?

Spørgsmål som trænger sig stærkt på

Kan det på nogen måde gavne landet at man på denne måde fornægter de rettigheder der er fastslået i den nye republiks forfatning? Kan det gavne Moçambiques indbyggere at man så hadefuldt undertrykker religionsfriheden? Kan dét at Jehovas vidner ikke vil deltage i politik, virkelig hindre den nye regerings bestræbelser for at styre landet? Alt peger på det modsatte.

Den nye regering i Moçambique har erklæret at den går ind for mange gode idealer. Den stiler for eksempel mod at give folket en bedre skoleuddannelse (de portugisiske koloniherrer efterlod 90 procent af befolkningen som analfabeter), mod at afskaffe prostitution og drukkenskab og mod at gøre ende på de forhold der undertrykker folk. I virkeligheden går Jehovas vidners arbejde i samme retning.

Man kunne spørge hvad der skal til i et land for at overvinde udbredt analfabetisme. Kan politiske slagord og en særlig form for hilsen gøre det? Er det realistisk at hævde dette?

Hvad viser på den anden side det eksempel Jehovas vidner har sat med deres virksomhed? Hele deres måde af udøve deres religion på, kræver en positiv holdning til uddannelse og til det at kunne læse. I forbindelse med deres bibelundervisningsarbejde har de i mange lande oprettet kurser hvor man lærer at læse og skrive.

Alene i Mexico har de lært 48.000 mennesker at læse og skrive i løbet af de sidste otteogtyve år. I Nigeria har over 5000 fået den samme hjælp i løbet af de sidste fire år. Og i Moçambique har Jehovas vidner lært 3930 mennesker at læse og skrive inden for blot de sidste to år! I denne henseende er der ingen som gør mere ud af uddannelse og undervisning end Jehovas vidner.

Med hensyn til at højne folks moralske standard, vil det da hjælpe at gentage slagord og politiske hilsener? Var dette nogen hjælp i Nazityskland eller i det fascistiske Italien, eller har det været nogen hjælp noget andet sted på jorden? Kendsgerningerne siger nej, og fornuften siger os at der skal noget andet til.

Ved at holde sig til Bibelens principper har Jehovas vidner imidlertid i løbet af halvfems år eller mere fået ry for at leve efter høje normer, at være moralsk retskafne og retlinede. De har hjulpet hundredtusinder af mennesker i alle lande til at frigøre sig for kønslig umoralitet, alkoholisme, stofmisbrug og andre nedværdigende vaner.

I en kommentar til et af Jehovas vidners stævner skrev den nigerianske avis The Daily Times: „Det tjener til ære for dem at over 5000 mænd, kvinder og børn kunne bede, synge, spise og sove sammen i fire dage uden et eneste tilfælde af tyveri eller slagsmål. Og dog var der ingen betjente til at holde orden.“ Sådanne mennesker er afgjort til gavn for et land De hører ikke med til dem der bebyrder staten med store udgifter til bekæmpelse af kriminalitet og korruption.

Kolonistyret overlod store gældsposter på mange millioner kroner til den nye regering i Moçambique. Kan sådanne økonomiske problemer løses med slagord og politiske hilsener? Eller er det arbejde, arbejde udført af folk som er flittige, pålidelige og ærlige, der kan være med til at højne levestandarden?

Sikrer man sig at folk betaler deres skat ved at lade dem råbe slagord? Er det dem der råber højest der er mest ærlige med at betale hvad staten skal have? Udbredt skattesnyderi i mange lande viser at ydre patriotiske tilkendegivelser ikke er nogen pålidelig sikring mod skattesnyderi. Men igen kan vi sige at Jehovas vidner har vundet respekt i alle lande fordi de samvittighedsfuldt betaler enhver form for skat og udviser ærlighed og pålidelighed i forretningsanliggender.

I avispropaganda (for eksempel i A Tribuna for 22. oktober 1975 og Tempo for 26. oktober 1975) har man beskyldt Jehovas vidner for „obskurantisme“. Dette ord betegner „en indstilling der bekæmper fremskridt og oplysning, især ved brug af et meget kompliceret sprog, ritualer, osv.“ Men kan dette ord virkelig hæftes på Jehovas vidner?

Overalt i Afrika ved man at Jehovas vidner mere end nogen anden religiøs gruppe har hjulpet afrikanere fra alle stammer til at frigøre sig for enhver form for overtro — for eksempel heksekunst, trælbindende ritualer, traditionsmæssig frygt og stammetabuer. Jehovas vidner har også hjulpet folk til at indtage en mere praktisk og progressiv holdning til livet og dets problemer, hvilket har resulteret i forenede familier, ansvarsbevidste arbejdere og et fredeligt naboforhold. Det er en form for fremskridt og oplysning som ikke alene Moçambique men hele verden har stort behov for.

Hvad må man derimod sige om dem der søger at forvanske kendsgerningerne for at få dem til at fremtræde anderledes end de virkelig er, dem som tilslører de virkelige spørgsmål med hadvækkende propaganda mod et lille mindretal? Det er dem der kan anklages for „obskurantisme“. De der brutalt undertrykker grundlæggende friheder, anvender metoder der er lige så gamle som intolerancen og umenneskeligheden selv.

De der søger at fremme dyrkelsen af staten på bekostning af grundlæggende menneskelige friheder, følger et ældgammelt mønster som kan spores tusinder af år tilbage i tiden, helt tilbage til oldtidsrigerne Assyrien og Babylonien. En sådan fremgangsmåde fører ikke et folk fremad mod udvikling og oplysning, men sætter det tilbage. Sandheden er stærk nok til at den ikke behøver at bruge en sådan taktik.

Synes du at staten bør have ret til at bestemme fuldstændig over borgernes tankegang? Eller mener du at folk bør have ret til at udøve deres religion i overensstemmelse med samvittighedens bud?

Hvis du er modstander af totalitære forsøg på at tvinge folk til at antage en bestemt politisk ideologi, og hvis du føler med dem der må lide fordi de samvittighedsfuldt holder fast ved deres tro, har du mulighed for at give din mening til kende ved at sende et telegram eller et brev til en eller flere af de embedsmænd i Frelimo-regeringen i Folkerepublikken Moçambique hvis navne er anført i forbindelse med denne artikel.

[Ramme på side 16]

Embedsmænd man kan skrive til

Presidente de República Popular de Moçambique

Samora Moisés Machel

Lourenço Marques, Moçambique

Comissário Polítido Nacional

Armando Emílio Guebuza

Lourenço Marques, Moçambique

Vice-Presidente da República Popular de Moçambique

Marcelino dos Santos

Lourenço Marques, Moçambique

Primeiro Ministro da República Popular de Moçambique

Joaquim Chissano

Lourenço Marques, Moçambique

Ministro de Interior

P.O. Box 614 (Caixa Postal 614)

Lourenço Marques, Moçambique

Ministério dos Negócios Estrangeiros

Ac. Antonio Enes

No. 4

Lourenço Marques, Moçambique

Ministro da Defesa

Alberto Chipande

Lourenço Marques, Moçambique

Ministro da Informação

Jorge Rebelo

Lourenço Marques, Moçambique

Minístro de Trabalho

Mariano Matsinha

Lourenço Marques, Moçambique

Ministro da Agricultura

Joaquim de Carvalho

Lourenço Marques, Moçambique

Ministro das Obras Públicas e Habitacão

Julio Carrilho

Lourenço Marques, Moçambique

Vice-Director do Cabinete da Prisidência

Luis Bernardo Honwana

Lourenço Marques, Moçambique

Medlemmer af Frelimos centralkomité (Comite Central da Frelimo) i Lourenço Marques, Moçambique:

Mariano Matsinha

Deolinda Guesimane

Jonas Namashlua

Olimpio Vaz

Armando Panguene

Medlemmer af Frelimos eksekutivkomité (Comite Executivo da Frelimo) i Lourenço Marques, Moçambique:

José Oscar Monteiro

Daniel Mbanze

Gideon Ndobe