Virkeligheden har overgået mine forventninger
FORTALT AF WILLEM VAN SEIJL
Året var 1942, og vi befandt os midt under den anden verdenskrig. I Groningen i Holland var jeg den ene af fem unge mænd der skjulte sig for nazisterne. Vi sad i et lille rum og talte om vore chancer for at overleve.
DET var indlysende at vore chancer for at overleve ikke var særlig store. Det gik sådan at tre fra gruppen led en voldsom død. Jeg er faktisk den eneste der har nået en høj alder. Det er blot ét eksempel på at virkeligheden har overgået mine forventninger.
Jeg var kun 19 år da ovennævnte hændelse fandt sted, og jeg kendte ikke meget til hverken Bibelen eller religion. Min far var imod al religion. Mors søgen efter en religion havde ført hende ind i spiritisme. Personligt havde jeg ikke noget håb. Jeg følte at hvis jeg blev dræbt under et luftbombardement eller på anden måde, havde Gud ingen grund til at huske mig. Jeg havde end ikke forsøgt at lære ham at kende.
Man belønnes når man søger
Kort tid efter samtalen med de fire andre unge blev jeg fanget af nazisterne og sendt til en arbejdslejr nær Emmerich i Tyskland. Her bestod arbejdet i at rense murbrokker og udbedre skaderne efter de allieredes bombninger. I slutningen af 1943 flygtede jeg, og selv om krigen stadig rasede, lykkedes det mig at komme tilbage til Holland.
På en eller anden måde fik jeg fat på en lille brochure fyldt med spørgsmål og skriftsteder. Den var udgivet af Jehovas Vidner og blev brugt i forbindelse med studiet af bogen Frelse. Ved at læse spørgsmålene og slå skriftstederne efter blev jeg stærkt interesseret i opfyldelsen af Bibelens profetier.
Jeg talte med min forlovede, Gré, om det jeg havde læst, men i begyndelsen var hun ikke særlig interesseret. Til gengæld blev min mor helt opslugt af brochuren. „Det her er sandheden som jeg har søgt efter hele mit liv!“ udbrød hun. Jeg fortalte også mine venner om det jeg lærte, og nogle af dem ønskede at vide mere. Én af dem blev et vidne for Jehova, og gennem breve og besøg havde vi regelmæssigt kontakt med hinanden indtil han døde i 1996.
I mellemtiden begyndte Gré at studere Bibelen, og i februar 1945 blev vi begge døbt. Få måneder senere sluttede krigen. Efter at vi var blevet gift, ønskede vi at blive pionerer, som heltidsforkyndere hos Jehovas Vidner kaldes. Men vi måtte overvinde nogle hindringer — sygdom og økonomiske vanskeligheder. Der dukkede også en mulighed op for at tjene mange penge. Skulle vi først arbejde for at opnå et vist mål af økonomisk sikkerhed og dernæst begynde i pionertjenesten, eller skulle vi begynde med det samme?
Vores tjeneste i Holland
Vi besluttede at begynde som pionerer med det samme, hvilket skete den 1. september 1945. Netop den dag gik jeg sent om aftenen på vej hjem ind på en restaurant for at få noget læskende. Jeg gav tjeneren hvad jeg troede var en éngyldenseddel og sagde: „Behold bare resten.“ Da jeg kom hjem, opdagede jeg at jeg havde givet ham en hundredgyldenseddel! Derfor havde vi præcis én gylden da vi begyndte som pionerer.
Da jeg i 1946 begyndte at holde offentlige foredrag, havde jeg kun en læderjakke. En ven der var på størrelse med mig, var ordstyrer. Han introducerede mit foredrag og skyndte sig om bag scenen og gav mig sin jakke. Så kunne jeg holde foredrag. Når foredraget var slut, gentog vi hele proceduren, blot med modsat fortegn!
I marts 1949 blev Gré og jeg indbudt til at virke i rejsetjenesten, en opgave der består i at besøge Jehovas Vidners menigheder for at styrke dem åndeligt. Fritz Hartstang, som havde været en trofast tjener både før og under krigen, oplærte mig til arbejdet i rejsetjenesten. Han gav mig et godt råd: „Wim, følg de anvisninger du får fra Jehovas organisation, selv om du måske ikke umiddelbart synes om dem. Det vil du aldrig fortryde.“ Han havde ret.
I 1951 besøgte Vagttårnsselskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, Holland. På det tidspunkt ansøgte Gré og jeg om at blive uddannet som missionærer i USA. Kort efter modtog vi en invitation til at overvære den 21. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Da vi begyndte som pionerer i 1945, var der omkring 2000 forkyndere i Holland, men i 1953 var der mere end 7000, noget der langt overgik vore forventninger.
Tjeneste i vores nye land
Vi blev bedt om at virke i Hollandsk Indien, som nu er en provins i Indonesien, men da vi ikke fik indrejsetilladelse, blev vores distriktstildeling ændret til Surinam, et tropisk land i Sydamerika. Hertil ankom vi i december 1955. Dengang var der kun omkring et hundrede forkyndere i Surinam, men de var meget hjælpsomme, så vi kom hurtigt til at føle os hjemme.
Det skal indrømmes at vi måtte tilpasse os mange ændrede omstændigheder, og til tider var det hårdt. For eksempel har Gré altid været bange for al slags småkryb med ben og vinger. Hvis hun i Holland så en edderkop i vores soveværelse, ville hun ikke gå i seng førend jeg havde fjernet den. Men i Surinam findes der edderkopper som er ti gange større, og nogle af dem er meget giftige. Der var også kakerlakker, rotter, myrer, myg og græshopper på missionærhjemmet. Vi fik endog besøg af slanger. Gré har vænnet sig så meget til disse skabninger at kampen med at fjerne dem blot er blevet en dagligdags foreteelse.
Efter mere end 43 år her i landet kender vi det bedre end de fleste indfødte. Vi glæder os over floderne, regnskovene og sumpene langs kysten. Vi er også blevet godt kendt med det rige dyreliv — hulepindsvinet, dovendyret, jaguaren, ja selv de mange forskellige slanger, der ofte har meget smukke farver. Men vi er især kommet til at værdsætte den forskelligartethed man møder hos befolkningen. Nogles forfædre stammer fra Afrika, Indien, Indonesien, Kina eller andre lande. Her er også indianere, efterkommere af de oprindelige indbyggere.
Derfor møder vi mennesker med forskellig baggrund når vi i forkyndelsen besøger dem fra hus til hus. I rigssalen glæder vi os over den samme vidunderlige variation af brødre og søstre. Vi har fulgt væksten fra der kun var en enkelt faldefærdig rigssal i 1953, og til nu, hvor der er mere end 30 tiltalende rigssale, en smuk stævnehal og et dejligt afdelingskontor, som blev indviet i februar 1995.
Hvad jeg har lært
I det indre af Surinam er der adskillige menigheder som består af såkaldte busknegre, efterkommere af afrikanske slaver som undslap fra plantagerne og flygtede så langt op ad floderne som de kunne. Jeg er igen og igen blevet forundret over deres bedrifter — for eksempel hvordan de bruger floden til transport og har gjort regnskoven til deres hjem. De fælder træer, bygger både og manøvrerer dem gennem vandfald og strømhvirvler. De skaffer deres føde ved at jage og fiske, tilbereder den uden nogen moderne bekvemmeligheder og gør mange andre ting som vi ville anse for meget besværlige.
I årenes løb har vi også lært andre befolkningsgrupper i Surinam at kende, deres skikke, deres måde at tænke på og deres måde at leve på. Jeg erindrer et besøg i en indianerlandsby tilbage i 1950’erne. Midt om natten ankom jeg til en mennesketom lejr inde i regnskoven der skulle være udgangspunkt for en sejltur for min indianske guide og mig. Han tændte et bål, lavede mad og bandt hængekøjerne op. Det var ganske naturligt for ham at gøre det hele for mig fordi han vidste at jeg ikke kunne finde ud af det.
Da jeg senere på natten faldt ud af min hængekøje, lo han ikke. Nej, han børstede mit tøj rent og bandt hængekøjen op igen. Når vi sejlede på en smal flod og det var så mørkt at jeg ikke kunne se en hånd for mig, kunne min guide styre båden så vi fulgte flodens mange kurver og kom uden om forhindringerne. Jeg spurgte ham hvordan han bar sig ad, og han forklarede: „Du kigger i den forkerte retning. Kig op, og læg mærke til kontrastvirkningen mellem trætoppene og skyerne. Den viser dig flodens kurver. Kig ned, og hold øje med de små bølger. De hjælper dig til at se om der er klipper eller andre forhindringer forude. Og lyt. Lydene fortæller også hvad der venter forude.“
At krydse strømhvirvler og passere vandfald i en kano fremstillet af en udhulet træstamme kan være forbundet med fare og være ret udmattende. Men når vi ved slutningen af rejsen kom frem til bestemmelsesstedet og blev budt velkommen af vore brødre og søstre og mærkede deres enestående gæstfrihed, fik vi nye kræfter. Der er altid mad til gæster, måske en skålfuld suppe. Missionærlivet har ofte været anstrengende og vanskeligt, men aldrig skuffende.
Hvad der har hjulpet os til at fortsætte
Vi hører ikke til dem der har et jernhelbred. Desuden har vi ikke fået megen støtte fra familiemedlemmer, eftersom min mor er den eneste i vores familie der er blevet et vidne for Jehova. Men vi har altid kunnet regne med vore kære venners hjælp og opbakning. De har støttet os i at fortsætte i vores distrikt. Mor var især opmuntrende.
Da vi havde været omkring seks år i distriktet, blev min mor alvorligt syg. Nogle af vennerne ville gerne have at vi kom hjem for at se hende en sidste gang, men hun skrev: „Det vil glæde mig hvis I bliver i jeres distrikt. Husk mig sådan som jeg var før jeg blev syg. Jeg håber vi mødes i opstandelsen.“ Hun havde en stærk tro.
Først i 1966 blev det muligt for os at holde ferie i Holland. Det var en stor glæde at mødes med gamle venner, men vi følte at Surinam var blevet vores hjem. Vi forstår nu visdommen i organisationens råd til missionærerne om ikke at holde ferie i deres hjemland før de har virket mindst tre år i deres tildelte distrikt.
En anden ting der har hjulpet os til at finde glæde ved vores opgave, er at bevare den humoristiske sans — at kunne le ad tingene og ad os selv. Jehovas humoristiske sans kommer også til udtryk i skaberværket. Når man ser de narrestreger chimpanser, oddere og især mange dyreunger laver, bliver man i godt humør. Det er også vigtigt at se på de positive sider og ikke tage sig selv for højtideligt — noget vi har lært med årene.
Velsignelserne ved forkyndelsen har især hjulpet os til at fortsætte som missionærer. Gré begyndte at studere Bibelen med ni mænd der boede på et plejehjem i Paramaribo. De var alle over 80. De havde enten været balatableedere (gummiaftappere) eller guldgravere. De fattede alle kærlighed til det de lærte, blev døbt og deltog trofast i forkyndelsen lige til deres død.
En gammel prædikant ved navn Rivers fra Den nye Kirke (Swedenborg) lyttede til studiet og kom med spydige bemærkninger. Men for hver uge der gik, rykkede han lidt nærmere, og bemærkningerne blev færre. Til sidst satte han sig ned sammen med de andre og deltog. Han var 92 år gammel og kunne knap se eller høre, men han kunne citere skriftsteder så man troede at han læste dem op. Senere begyndte han at tage del i tjenesten sammen med os, og han forkyndte for enhver der havde et lyttende øre. Lige før han døde, sendte han bud til os og spurgte om vi ville besøge ham. Da vi kom, var han allerede død, men under hans pude fandt vi den sidste måneds rapport over hans tjeneste.
I 1970, efter mere end 25 års heltidstjeneste, blev jeg udnævnt til at føre tilsyn med afdelingskontoret i Surinam. Jeg fandt det vanskeligt at vænne mig til at sidde bag et skrivebord og misundte Gré, der stadig var ude at forkynde hver dag. Nu arbejder Gré også på afdelingskontoret, og her har vi begge et meningsfyldt arbejde i takt med at vi bliver ældre.
Når jeg sammenligner de færre end 160.000 aktive forkyndere der var på verdensplan i 1945, med de godt 6.000.000 der er i dag, må jeg indrømme at virkeligheden langt har overgået mine forventninger. I Surinam er antallet af forkyndere siden vi kom i 1955, blevet mere end 19 gange større — fra omtrent 100 dengang til over 1900 i dag.
Jeg har tillid til at vi vil opleve endnu større gerninger i forbindelse med gennemførelsen af Jehovas hensigt i fremtiden hvis vi forbliver trofaste mod ham. Og det er vi besluttede på at være.
[Illustration på side 13]
Da vi i 1955 kom til Surinam
[Illustration på side 15]
Vi benyttede kanoer i forkyndelsen
[Illustration på side 15]
Min kone og mig