Håbet har styrket mig til at udholde prøvelser

FORTALT AF MICHIKO OGAWA

Den 29. april 1969 blev jeg ringet op af politiet. Min mand, Seikichi, var blevet kvæstet i et trafikuheld og var nu indlagt på hospitalet. Jeg lod en veninde passe mine to små drenge og styrtede derhen. Seikichi har været lam lige siden, og han er aldrig kommet til bevidsthed igen. Lad mig fortælle lidt om vores familie, og om hvordan vi har klaret os.

JEG er født i februar 1940 i Sanda, nær Kobe, i Japan. Seikichi og jeg havde kendt hinanden lige siden vi gik i børnehave. Vi blev gift den 16. februar 1964. Min mand var den stille type, men han elskede børn. Med tiden fik vi to drenge, Ryusuke og Kohei.

Seikichi var ansat i et byggefirma i Tokyo, så da vi var blevet gift, flyttede vi til en af forstæderne. I oktober 1967 blev jeg besøgt af en ung kvinde der tilbød at undervise mig i Bibelen. „Nej tak. Jeg har min egen bibel,“ sagde jeg.

„Må jeg se den?“ spurgte hun.

Jeg tog Seikichis bibel ned fra reolen og lod hende se den. Hun viste mig navnet Jehova. Jeg havde aldrig været klar over at det var Guds navn. Kvinden, der lagde mærke til at jeg havde to små børn, læste følgende vers fra Bibelen op for mig: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) Jeg havde selv tænkt meget over hvordan jeg kunne opdrage mine børn godt, så derfor fik jeg med det samme lyst til at undersøge Bibelen lidt nærmere.

Jeg inviterede kvinden ind, og vi gik i gang med at drøfte brochuren „Se! jeg gør alting nyt“. ’Hvor ville det være vidunderligt hvis vi i vores familie kunne glæde os over et lykkeligt liv!’ tænkte jeg. Da Seikichi kom hjem, sagde jeg: „Jeg vil gerne studere Bibelen.“

„Du behøver ikke at uddanne dig så meget, min skat,“ sagde han. „Jeg vil gerne hjælpe dig hvis der er noget du ønsker at vide.“ Ikke desto mindre gik jeg i gang med at læse Bibelen sammen med Jehovas vidner hver uge og begyndte også snart at overvære deres møder.

Prøvelserne begynder

Jeg fik et chok da jeg den omtalte aften i april 1969 ankom til hospitalet og fandt ud af at en af Seikichis venner, som var gift med den kvinde jeg havde efterladt mine sønner hos, også havde været i ulykkesbilen, en taxa. Min mands ven døde en uge senere.

Den aften sagde hospitalspersonalet til mig at jeg skulle få fat i alle dem jeg ønskede skulle se Seikichi en sidste gang, for man forventede ikke at han ville overleve. Han havde kraniebrud og læsioner i hjernen. Næste dag kom slægtninge fra Kobeområdet i hast til hospitalet.

Over hospitalets højttalere lød der en indtrængende opfordring: „Alle slægtninge til Seikichi Ogawa bedes besøge ham øjeblikkelig.“ Vi skyndte os til intensivafdelingen og gik på tur ind og tog afsked med ham. Hans kritiske tilstand kom dog til at vare en hel måned, og en endelig diagnose viste at der kunne komme til at gå lang tid.

Seikichi blev derfor overført fra Tokyo til Kobe i ambulance, hvilket er en tur på omkring 650 kilometer. Jeg tog afsked med ham og rejste hjem med lyntoget mens jeg bad for at han måtte overleve. Da jeg senere på aftenen så ham i live på et hospital i Kobe, var jeg ude af mig selv af glæde. Med sagte stemme sagde jeg til ham: ’Min elskede, så klarede du det alligevel!’

Jeg flytter ind hos mine forældre

Jeg tog med mine sønner tilbage til mine forældres hjem i Sanda, hvor børnene begyndte i børnehaven. Jeg købte et togkort til Kobe, som lå omkring 40 kilometer derfra, og i det næste år skiftedes min svigermor og jeg til hver dag at tage ind på hospitalet. Jeg tænkte: ’Mon Seikichi vil komme til bevidsthed i dag? Hvad er det første han vil sige til mig? Hvordan skal jeg reagere?’ Når jeg så en glad familie, tænkte jeg også: ’Hvis bare Seikichi var rask, ville vores sønner have det godt.’ Mine øjne fyldtes med tårer.

Når jeg i disse første år læste i avisen at en eller anden var kommet til bevidsthed efter flere måneder i koma, tænkte jeg altid at Seikichi måske også ville vågne op en dag. Derfor sagde jeg engang til hans bror: „Jeg vil gerne have ham flyttet til hospitalet på den nordøstlige del af Honshu.“ Men han fortalte mig at der ikke fandtes det nødvendige udstyr dér, og han rådede mig til at bruge de midler vi havde, på de andre i familien.

En kristen ældste i en af Jehovas Vidners menigheder i Kobe boede i nærheden af hospitalet, og jeg kiggede altid ind til ham inden jeg besøgte Seikichi. En gang om ugen studerede hans kone Bibelen med mig. Og deres to børn kom op til os på hospitalsstuen og gav os kassettebånd fra deres møder. Jeg blev meget opmuntret og trøstet af den familie.

Styrket af håbet

En af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd besøgte os en dag på hospitalet og læste Romerbrevet 8:18-25 op for mig. I uddrag står der: „[Jeg] regner . . . ikke den nuværende tids lidelser for noget i sammenligning med den herlighed der skal åbenbares på os. . . . For vi ved at hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu. . . . Når man ser en ting, håber man så på den? Men når vi håber på det vi ikke ser, så bliver vi ved med at vente på det med udholdenhed.“

Drøftelsen af vort kristne håb mindede mig om at de nuværende lidelser er små i sammenligning med det Jesus lover — en fremtid på en paradisisk jord. (Lukas 23:43) Det hjalp mig til at se de nuværende realiteter i øjnene med fortrøstning og at rette blikket fremad mod velsignelserne i den nye verden. — 2 Korinther 4:17, 18; Åbenbaringen 21:3, 4.

I juni 1970 blev Seikichi overført til et hospital i Sanda, hvor mine forældre og jeg boede. Da jeg i januar det følgende år modtog et dokument fra vores advokat der erklærede min mand for inhabil som følge af ulykken, var jeg meget ulykkelig og kunne ikke holde tårerne tilbage. Min svigermor sagde ofte til mig: „Michiko, jeg er så ked af at du må igennem alt dette på grund af min søn.“ Hun sagde også: „Jeg ville ønske at det var mig der var syg i stedet for Seikichi.“ Så græd vi sammen.

Min far prøvede at få mig til at tage et fuldtidsjob, men jeg var besluttet på at pleje Seikichi. Selv om han tilsyneladende var bevidstløs, reagerede han på varme og kulde og på den omsorg han mærkede. Far ville have at jeg skulle gifte mig igen, men jeg indså at det ville være forkert af mig, eftersom min mand stadig levede. (Romerne 7:2) Når min far havde drukket, sagde han altid: „Jeg tager Seikichi med mig når jeg dør.“

I 1971 blev der til min store glæde oprettet en menighed i Sanda. Den 28. juli 1973 kunne jeg så symbolisere min indvielse til Jehova ved vanddåben. Det var ved Jehovas Vidners internationale stævne i Osaka.

Senere på året fik min søn Kohei akut nyrebetændelse og blev indlagt i fem måneder. Og min far blev indlagt på grund af tuberkulose. Den 1. januar 1974 besøgte jeg derfor min far, min mand og min søn på tre forskellige hospitaler. Om søndagen besøgte jeg Kohei sammen med min ældste søn, Ryusuke, og så studerede jeg bogen Vi lytter til den store Lærer med dem. Derefter tog Ryusuke og jeg til møde i Kobe og vendte hjem med glæde i hjertet.

Jeg har altid følt stor taknemmelighed mod dem der plejede Seikichi. Jeg var besluttet på at dele kundskaben fra Bibelen med dem. Efter at en af plejerne havde mistet sin søster ved en brand, reagerede hun på det jeg viste hende om det storslåede opstandelseshåb som Bibelen indeholder. (Job 14:13-15; Johannes 5:28, 29) Der blev påbegyndt et bibelstudium med hende, og hun blev døbt ved et stævne i 1978.

Mine børn har været til glæde for mig

Det har været en udfordring for mig at opdrage børnene uden min mands hjælp, men det har også været en meget lønnende opgave. Jeg lærte dem gode manerer og at vise hensyn til andres følelser. Da Ryusuke var blot tre år gammel, bad han om forladelse når han ikke havde opført sig ordentligt, og sagde: „Undskyld, mor.“ Kohei havde lidt oprørstendenser, og nogle gange blev han vred når jeg irettesatte ham. Én gang smed han sig endda ned foran en forretning fordi han ikke kunne få det han ville have. Men jeg ræsonnerede med ham og viste ham kærlighed og tålmodighed. Med tiden blev han en god og sød dreng. Det var med til at overbevise mig om at Bibelen virkelig er Guds ord. — 2 Timoteus 3:15-17.

Da Ryusuke kom op i de højere klasser, forklarede han sine lærere hvorfor han ikke ville modtage undervisning i kampsport. (Esajas 2:4) En dag kom han jublende glad hjem fra skole og fortalte at han ved et møde med en gruppe lærere havde kunnet svare på alle deres spørgsmål.

Det var meget værdifuldt for mine sønner at nyde det opbyggende samvær i menigheden. Kristne ældste inviterede dem ofte til middag og lod dem komme med til deres familiebibelstudium og til forskellige adspredelser. Der var også mulighed for hyggeligt samvær, derunder deltagelse i forskellige former for sport. Ryusuke symboliserede sin indvielse til Jehova ved vanddåben i 1979, og Kohei blev døbt året efter.

Heltidstjeneste

Da vi på et tidspunkt havde besøg af kredstilsynsmanden, fortalte jeg ham at jeg godt kunne tænke mig at blive pioner, som heltidsforkyndere blandt Jehovas Vidner kaldes. Mine omstændigheder på det tidspunkt gjorde at et sådant skridt ikke ville være særlig klogt, og derfor mindede han mig kærligt om behovet for at jeg oplærte mine sønner til at få et fast greb om Bibelens ord. „Det der er vigtigt,“ sagde han, „er at eje pionerånden.“ Jeg meldte mig derfor som hjælpepioner og arbejdede sammen med mine sønner i denne tjeneste i skoleferierne. Det hjalp mig til at bevare glæden og have fred i sindet mens jeg plejede Seikichi.

Endelig, i september 1979, kunne jeg slutte mig til de almindelige pionerers rækker. I maj 1984 blev Ryusuke også pioner, cirka et år efter at han var gået ud af gymnasiet. Kohei sluttede sig til ham i pionertjenesten i september 1984. Dermed har vi alle tre nydt denne form for heltidstjeneste. Når jeg ser tilbage på mine 20 år som pioner, hvor jeg har haft det privilegium at hjælpe adskillige til at tjene Jehova, føler jeg at denne tjeneste har været med til at holde mig oppe under prøvelser.

Ryusuke var med i det frivillige byggearbejde da der skulle opføres en bygning til undervisningsbrug i forbindelse med Kansai-stævnehallen i Minakuchi-cho. Senere var han tilsynsmand ved Hyogo-stævnehallen i syv år. Nu tjener han som kristen ældste her i en af nabomenighederne i Kobe og hjælper mig på alle måder. Siden 1985 har Kohei tjent som frivillig medarbejder på Jehovas Vidners afdelingskontor i Ebina.

Holdt oppe af mange velsignelser

I mange år tog jeg flere gange om ugen hen på hospitalet for at besøge Seikichi og bade ham. Den pleje jeg gav ham, var ud over den han fik af det professionelle plejepersonale. I september 1996, efter 27 år på hospitalet, kom Seikichi permanent hjem igen, i følgeskab med en plejer. Han får sondemad gennem en slange i næsen. Hans øjne er forblevet lukkede, men han reagerer svagt når vi siger noget til ham. Det piner mig at se Seikichi i den tilstand, men jeg bliver holdt oppe af et storslået håb for fremtiden.

Lige inden Seikichi kom hjem, havde jeg tilbudt en rejsende tilsynsmand og hans kone logi, så i et år var vi fem der boede sammen i vores lille hus. Jeg havde aldrig forestillet mig at det skulle blive muligt for mig at bo sammen med Seikichi igen, og jeg takker Jehova for det. I mange år nærede jeg et stærkt ønske om at Seikichi skulle åbne sine øjne, men nu ønsker jeg blot at Jehovas vilje må ske.

Jeg kan i sandhed sige: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ (Ordsprogene 10:22) Det var kun kort tid at Seikichi og jeg levede et lykkeligt liv sammen, men jeg er blevet velsignet med to sønner som har ’husket deres store Skaber’, og det er jeg så taknemmelig for. — Prædikeren 12:1.

Indtil mit fremtidshåb bliver til virkelighed, vil jeg være lykkelig for både at kunne fortsætte som pioner og derved hjælpe andre til at finde „det virkelige liv“ — og at give Seikichi kærlig pleje. (1 Timoteus 6:19) Af egen erfaring ved jeg at salmistens ord er sande: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ — Salme 55:22.

[Illustration på side 13]

Min mand og jeg sammen med Ryusuke

[Illustration på side 13]

Seikichi sammen med vores to sønner et halvt år inden ulykken

[Illustration på side 15]

Vi blev velsignet med to sønner, Ryusuke og Kohei (stående), som har ’husket deres store Skaber’