En sang der forblev i hendes tanker
„I SKOLEN sang jeg en [sang] med ordene ’den store Jehova er indsat som konge i sin herlighed’. Jeg spekulerede ofte på hvem denne Jehova var.“
Denne udtalelse af Gwen Gooch, som er et af Jehovas vidner, og hvis livsberetning kunne læses i Vagttårnet for 1. marts 1998, kaldte samme følelse frem hos en anden læser. Vera Rose fra Seattle, Washington, USA, fortæller: „Jeg har været ude for nøjagtig det samme i highschool.“
Da Vera havde hørt den pågældende sang, blev hun, ligesom Gwen, meget nysgerrig efter at vide hvem denne Jehova kunne være. Hun fik sin nysgerrighed stillet da hendes bror i 1949 fortalte hende om Jehova, og hun blev klar over at det ifølge Bibelen er Guds personlige navn.
Vera har nu været et af Jehovas vidner i 50 år, men hun glemmer aldrig denne sang fra sin tid i highschool. „I mange år prøvede jeg at finde ud af hvor den stammer fra,“ fortæller hun. Det lykkedes til sidst med hjælp fra en musikforretning. Melodien er komponeret i 1825 af Franz Schubert. Sangteksten er i høj grad en lovprisning af Jehova. Følgende vers er et uddrag af teksten:
„Stor er Herren Jehova! Himmelen og jorden kundgør hans magt. . . . Du hører den i stormens rasen, i de brusende vandstrømmes tordnende råb . . . du hører den i løvskovens susen, ser den i det gyldent bølgende korn; i de duftende blomsters strålende pragt, i den stjernefyldte himmels glans . . . Frygtindgydende den lyder i tordenens brøl og når lynenes flammespyd gennembryder skyerne. Dog er dit bankende hjerte et langt større vidne om Jehovas magt, . . . den evige Herre og Gud. Se op til Ham i det høje, og håb på nåde og barmhjertighed. . . . Stor er Herren Jehova!“
Vera tilføjer: „Jeg har nu og da brugt sangteksten til at vise folk at der også var nogle i det nittende århundrede der kendte Guds navn og priste ham.“ Helt fra de tidligste tider har troende mænd og kvinder følt sig tilskyndet til at prise Jehova i sang. Det vil de fortsætte med til evig tid, for der er ingen ende på de mange grunde vi har til at prise himmelens og jordens Skaber.
[Illustration på side 25]
Vera