Hvordan kan alle nedstamme fra én?

APOSTELEN Paulus sagde engang i en tale til nogle filosoffer i oldtidens Athen: „[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ (Apg. 17:26) Dette stemmer overens med Bibelens skabelsesberetning i Første Mosebog, hvor vi får at vide at Adam og Eva blev skabt direkte af Gud og fik befaling til at ’blive mangfoldige og opfylde jorden’. (1 Mos. 1:28; 2:7, 20-22) Eva skulle blive „moder til alt levende“. (1 Mos. 3:20) Blandt de adskillige milliarder mennesker der lever i dag, er der slående forskelle i udseende og væremåde. Ja, forskellene er så store at man kan spørge: ’Kunne alle disse virkelig nedstamme fra ét menneske?’

Mangfoldigheden findes overalt på jorden — både blandt dyr og planter er der mange forskellige arter. Når vi her taler om arter tænker vi ikke på de tusinder af enkelte sorter og slægter som arterne er underinddelt i. I den oprindelige betydning er arterne kategorier inden for hvilke formering kan finde sted. Dyrearter som kattene, hundene og hestene er eksempler. Den såkaldte artsbarriere forhindrer dem i at parre sig med dyr fra andre arter end deres egen; forplantningsceller fra dyr af forskellige arter kan ikke forene sig og danne en ny art. Dette stemmer med den lov Gud fastsatte ved skabelsen, nemlig at alle livsformerne formerer sig „efter deres arter“. (1 Mos. 1:11, 12, 21, 25) Bibelskribenten Jakob benyttede dette princip som illustration og udtrykte det meget enkelt: „Kan et figentræ frembringe oliven eller et vintræ figner?“ — Jak. 3:12.

Inden for rammerne af hver art er der til gengæld stor variation. Hunde og katte findes i alle farver og størrelser; blandt blomsterne kan man nævne begonien, der siges at forekomme i 800 variationer, hvoraf nogle ligner andre blomster til forveksling. Orkideen siges at findes i 4000 variationer. Sådanne variationer er opstået i tidens løb som følge af de næsten talløse kombinationsmuligheder der eksisterer i plantelivet og blandt dyrene; mange fremkaldes kunstigt ved omhyggelig udvælgelse og krydsning. Disse kunstigt frembragte typer kunne normalt ikke bestå medmindre de blev bevaret under særlige forhold eller overvåget i et drivhus eller et laboratorium. Ingen af disse variationer repræsenterer en helt ny art; de adskiller sig ikke så meget fra originalen at deres kønsceller ikke kan forene sig med celler fra andre typer inden for samme art og frembringe et afkom. Hos dyrene kan dog alene størrelsesforskellene mellem visse eksemplarer inden for samme art være så store at parring er umulig, eller de kan gøre det vanskeligt for afkommet at gennemføre en fuld fostertid og normal fødsel. Men størrelsesforskellene forhindrer ikke at de genetisk set hører til samme art.

Som eksempel på hvad der kan opnås gennem avl og udvælgelse, kan vi henvise til kvægavl. Hvis man ønsker en høj mælkeydelse udvælger man de køer der giver mest mælk og parrer dem med en tyr fra en race hvis ydelse gennemgående er høj, gerne fra samme race som køerne. Fra næste generation udvælges igen de bedste, og sådan forhøjes ydelsen skridt for skridt. Men på et tidspunkt dukker en alvorlig svaghed op, for eksempel at køerne begynder at kaste kalvene. Så har man nået grænserne for denne form for avl.

Arveanlæggene

Hvad er grunden til at der kan være så stor variation inden for hver art? En af de første der fandt frem til en del af svaret på dette, var Gregor Mendel, en østrigsk munk som levede i det 19. århundrede. Han var dybt interesseret i biologi. Gennem nogle forsøg fandt han ud af at der måtte være nogle faktorer i planter og dyr som var bestemmende for hvordan de arvelige træk blev givet videre fra generation til generation. Nogle træk videregives på ganske enkel måde, ved medvirken af blot nogle få af de genetiske faktorer (Mendel brugte faktisk udtrykket „faktorer“). Andre træk videregives ved samspil af mange faktorer. Men spørgsmålet om hvor hyppigt og med hvor stor sandsynlighed visse træk vil optræde i en slægt, styres af nøje fastlagte matematiske love.

Siden da har andre mænd og kvinder ved studier påvist at alle dyr og planter i hver af deres celler har, foruden tusinder af andre smådele, en cellekerne der styrer cellens funktion. Kernen i hver celle i en organisme indeholder nogle ganske små enheder der kaldes kromosomer. Hver af forældrene til et individ bidrager med halvdelen af kromosomerne til individet. På den måde arver et individ de grundlæggende træk eller kendetegn fra sine stamfædre og „stammødre“.

Som sammenligning kan vi sige at kromosomerne er en slags perlekæde af DNA-molekyler (DNA betyder desoxyribonukleinsyre); på denne kæde ligger generne som en række perler trukket på snor. Generne er de kemiske forbindelser der sætter cellen i gang med at bygge dens forskellige bestanddele. Det er generne der bærer og overfører de arvelige træk. Et gen, eller en gruppe gener, kan være sædet for det anlæg der bestemmer øjnenes farve, hudens beskaffenhed, dannelsen af nogle fordøjelsesvæsker, og så videre.

Alt dette kunne Mendel ikke vide, men gennem sine forsøg kom han dog til den konklusion at alle nedarvede træk skyldes nogle „faktorer“ eller „elementer“ (det vi nu kalder „generne“) som findes i cellerne i alle levende organismer. Han opdagede desuden at der gjaldt visse faste regler for arvelighed.

Arvelighedens matematiske love

Mendel fandt ud af at visse arvelige træk tilsyneladende kun afhang af en enkelt faktor, altså et enkelt gen, fra hver af forældrene. I et forsøg med den såkaldte „vidunderblomst“ (Mirabilis) krydsede han planter der havde røde blomster, med nogle der havde hvide blomster, og fik som resultat en andengeneration der udelukkende bar lyserøde blomster. Ved krydsbestøvning inden for denne „lyserøde“ generation fik Mendel så en tredje generation hvor 50 procent af blomsterne var lyserøde, 25 procent var hvide og 25 procent røde.

Hos både planter og dyr er visse arvefaktorer „dominerende“. Det vil sige at et gen fra en forældreorganisme, et gen der styrer et eller andet arveligt træk, kan „overskygge“ eller dominere over et tilsvarende gen fra den anden forældreorganisme. Det gen der således ikke får lov at manifestere sig, kaldes „vigende“ eller „recessivt“. Hos mennesker, for eksempel, er der i hver legemscelle to gener, eller faktorer, som er bestemmende for hårfarven. (Helt så enkelt er det ikke, men vi kan her anskueliggøre princippet i det.) Genet for mørkt hår er dominerende; genet for lyst hår er vigende. Hvis der fra den ene af forældrene kommer et gen for mørkt hår og fra den anden et gen for lyst hår, vil det „mørkhårede“ gen manifestere sig sådan som det fremgår af tegningen på side 12. Hvis begge generne i et menneskes legemsceller er til mørkt hår, vil vedkommende selv være mørkhåret. Hvis det ene gen er til mørkt hår og det andet til lyst hår, vil han selv være mørkhåret (skønt måske af en lidt lysere afskygning) eller eventuelt rødhåret. For at et menneske kan blive lyshåret må begge generne i dets legemsceller være til lyst hår.

Mens legemscellerne indeholder to gener der bestemmer hårfarven, så er der i kønscellerne kun ét gen der bestemmer afkommets hårfarve, for kønscellerne er halve celler. To af disse halvceller, en fra hver af forældrene og hver med sit gen for hårfarve, smelter sammen og danner den legemscelle der er begyndelsen til afkommet. Der er fire muligheder for hvordan sammensætningen af generne fra faderen og moderen kan være: Mørk-mørk, mørk-lys, lys-mørk eller lys-lys. Barnets hårfarve afhænger af hvilken sammensætning af disse gener det har i sine celler.

Et menneskes fremtoningspræg kaldes dets „fænotype“, det vil sige: individet sådan som det fremtræder for os. Summen af alt hvad der er nedlagt i et menneskes arveanlæg, det man kunne kalde „anlægspræget“, kaldes dets „genotype“. Hvis forældrene begge har et „mørkhåret“ og et „lyshåret“ gen i deres legemsceller, er der (statistisk set) tre fjerdedeles sandsynlighed for at barnet bliver mørkhåret. Et lyshåret menneskes genotype er lys-lys (altså to „lyshårede“ gener i dets legemsceller). Et mørkhåret menneskes genotype kan enten være mørk-mørk eller mørk-lys (eller lys-mørk), hvilket vil sige at det i sine legemsceller har enten to „mørkhårede“ gener eller et „mørkhåret“ og et „lyshåret“ gen. Et mørkhåret menneske kan ikke med sikkerhed kende sin genotype medmindre han ved at den ene af forældrene er lyshåret eller medmindre han selv får et lyshåret barn.

Mendel foretog også nogle forsøg med haveærter hvor der i den ene forældreplante var gener til gule, glatte og runde ærter, og i den anden forældreplante gener til grønne og rynkede ærter. Den gule farve dominerede over den grønne, ligesom den glatte og runde form dominerede over den rynkede. Mendel opdagede at næste generations ærter alle var glatte, runde og gule. Men ved at lade planterne i anden generation formere sig indbyrdes, fik han forskellige resultater. Forsøgene viste at de forskellige genfaktorer kombinerede sig sådan at der fremkom fire forskellige typer.

Tidligere troede man at de arvelige egenskaber hos mennesker lå i deres blod. Man mente at et barn ved blanding af blodet blev en slags „mellemting“ mellem de to forældre, med hensyn til udseende og andre træk. Blodet fra den ene af forældrene blev så at sige „fortyndet“ med blodet fra den anden — troede man. Men dette er ikke sandt. De arvelige anlæg er nedlagt i kønscellerne, og ikke i blodet, med det resultat at der i samme kuld af afkom ikke alene findes individer hvis type lige netop er „en mellemting“ mellem de to forældres type, men også typer der svarer nøje til den ene af forældrene. Der kan også være typer der i nogle henseender ligner en af bedsteforældrene eller oldeforældrene mere end de ligner deres egne forældre. Et barn kan for eksempel have et træk eller en medfødt evne som dets bedstefader havde, men som faderen eller moderen slet ikke havde.

Hvorfor disse forskelle?

Arveanlæggene er, i hele deres rige variation, nedlagt i DNA’et i kønscellerne. De små gener vi har nævnt, består faktisk i det væsentligste af DNA — som i sig selv er yderst kompliceret. I hvert gen er der ligesom en kæde af kemiske stoffer som er ordnet i en bestemt rækkefølge, sådan at de danner en „kode“ eller en besked der styrer dannelsen af et bestemt træk ved mennesket, ligesom ord kan sættes sammen i rækkefølge og danne sætninger. I hver af menneskets celler findes der tusinder af gener — ingen ved præcist hvor mange tusind. Men lad os, for nu at være meget forsigtige, anslå at der kun findes 1000 gener (faktisk findes der mange flere) og at hvert gen kun findes i to former (til forskellig hårfarve, øjenfarve, og så videre). Så ville antallet af mulige génkombinationer være 2¹⁰⁰⁰. Dette tal — to i tusinde potens — er så stort at vi ikke fatter det. Ja, det er større end det anslåede antal af elektroner og protoner i hele det kendte univers!

Der er endnu en del af processen som bidrager til at variationsmulighederne er nærmest ubegrænsede: Hver af de levende celler i menneskelegemet har 46 kromosomer. Kønscellerne dannes ved at nogle af disse celler med 46 kromosomer deler sig, så der opstår halve celler (de såkaldte „haploide“ celler), som hver indeholder 23 kromosomer. Under delingen sker der en forening af de 23 kromosomer der er modtaget fra faderen og de 23 der er modtaget fra moderen. Hvert af de 23 kromosomer (hvorpå generne, som styrer dannelsen af de mange specifikke træk hos afkommet, ligger på række) fra den ene af forældrene anbringer sig ved siden af det tilsvarende kromosom fra den anden af forældrene. Når cellen deles vil det ene kromosom gå over til den nylig dannede kønscelle (som faktisk er en halvcelle) og dens modpart vil gå til den anden halvcelle. Men i denne proces er det ikke altid at kromosomerne blot går hver til sit; det sker ofte at de „krydser over“ og bytter dele. Derved bliver kombinationsmulighederne praktisk taget uendelige. Denne proces kan også være grunden til at visse mennesker ved et tilfælde har en „dobbeltgænger“ — en person der i det ydre ligner ham til forveksling — skønt der i mange henseender vil være store forskelle. Kun hos enæggede tvillinger findes den samme genetiske sammensætning.

Menneskeheden er én familie

Når vi forstår princippet i arvelighedslæren og ved hvordan der kan opstå millioner af variationer, forstår vi også hvorfor forskellighederne i menneskeheden eksisterer, og at vi alle dog alligevel er én menneskeslægt, én familie. I nogle henseender er der store forskelle, i andre henseender mindre forskelle. Men som art betragtet er vi mennesker over hele jorden meget ensartede, og enhver kan gifte sig og få børn med en hvilken som helst anden af modsat køn på jorden. Ja, vi hører alle til samme art.

Mange af de mere markante forskelle og sammensætninger af fremtoningspræg skyldes at nogle befolkningsgrupper i længere tid har været isoleret. De opståede skranker og adskillelser kan skyldes geografisk isolation, eller de kan skyldes kunstige grænser skabt af religiøse, sociale, nationale eller sproglige forskelle. Isolationen har også bevirket at visse træk optræder i forbindelse med andre — for eksempel den mørke hud, det sorte hår og de lidt grove ansigtstræk hos negrene, eller den gule hud og de mandelformede øjne hos orientalerne. Der er imidlertid ingen naturlov der siger at disse træk hører sammen. Mange negre har for eksempel meget finttegnede ansigtstræk. Og de ovennævnte træk findes undertiden også hos andre, skønt ikke så ofte som hos de befolkningsgrupper der i lang tid har holdt sig inden for deres egne grænser og hvor de enkelte har giftet sig inden for gruppen.

Forståelse af arvelighedens principper hjælper os også til at indse hvorfor vi alle er ufuldkomne — hvorfor vi alle synder og dør. Hvordan det? Jo, menneskehedens forfader, Adam, vendte sig bort fra Gud, han syndede og gjorde sig selv skade. Han mistede sin fuldkommenhed; den oprindelige fuldkommenhed var for ham som et målmærke han ikke længere kunne ramme. (Rom. 3:23) Og da han ikke længere ejede fuldkommenheden, kunne han heller ikke videregive den til sine børn. Den arv han gav dem var ufuldstændig, den var svækket, skadet. Det var ikke en livets arv, men en dødens arv. Resultatet er at „synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet“. (Rom. 5:12) Når vi ved at alle har den samme stamfader og har arvet ufuldkommenheden fra ham, uden selv at være skyld i det, burde vi egentlig føle os tilskyndet til at være mere forstående og hensynsfulde over for hinanden. Men denne holdning er desværre ikke den mest udbredte.

Noget der er endnu vigtigere i denne forbindelse er dog at vi, eftersom vi alle har arvet synden fra samme forfader, kan blive befriet gennem et stedfortrædende offer bragt af ét menneske. Dette offer har Jesus Kristus bragt. Gud var hans Fader, og sammen med ham havde han levet i himmelen før han kom til jorden. Han blev et menneske ved på mirakuløs vis at blive født af en kvinde. — Gal. 4:4.

Apostelen skriver om Jesus Kristus: „Skønt han var i Guds skikkelse, . . . tænkte [han ikke] på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes at være som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden.“ — Fil. 2:5-8.

Ved at underkaste sig dette kunne Jesus give sit fuldkomne menneskeliv som genløsningsoffer for menneskeheden. Og på denne måde foranledigede Gud, der elsker det storslåede og komplicerede skaberværk han har frembragt, at menneskeheden kunne reddes. Apostelen sagde også: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:8) Da Jesus som menneske aldrig syndede og mistede sin fuldkommenhed som Adam, fik han af sin Fader bemyndigelse til at videregive det fuldkomne liv som en arv til alle der vil komme til ham i tro og lydighed. Jesus sagde: „Ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham bemyndigelse til at dømme, fordi han er Menneskesøn.“ — Joh. 5:26, 27.

Med denne magt og myndighed kan Jesus Kristus give livet og sundheden tilbage til alle der viser tro på denne ordning. Millioner der lever på jorden under hans riges styre vil selv erfare denne „genoplivning“. Det gælder også dem der har hvilet i mindegravene og oprejses til liv. Det er baggrunden for at Jesus lærte sine disciple at bede denne bøn til Faderen: „Komme dit rige, ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10, da. aut.) På denne måde vil døden, som vi har arvet fra synderen Adam, blive fjernet. — Åb. 21:4.

[Diagram på side 11]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Cellen

Kernesaft

Golgiapparat

Mitochondrier

Cellekerne

Endoplasmatisk reticulum

Ribosomer

Cytoplasma

Cellemembran

Kernemembran

Den levende celle — livsenheden. Vort legeme består af milliarder af disse. De er forskellige i størrelse, form og funktion, men de har alle de samme 46 kromosomer. (De fleste af de viste enkeltdele er forstørret på dette skema.)

[Diagram på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

1. generation:

Faderen og moderen er lyshårede, har kun gener til lyst hår

2. generation:

Alle børnene er lyshårede; fra hver af forældrene har de alle fået et gen til lyst hår. Én fra 2. generation gifter sig med en der kun har gener til mørkt hår

3. generation:

Alle har mørkt hår; genet til mørkt hår dominerer, men alle bærer et vigende gen til lyst hår. Én fra 3. generation gifter sig med en person der har et gen til mørkt hår og et til lyst hår

4. generation:

Det mørke gen dominerer, men den vigende faktor kommer til syne i det tilfælde hvor to gener til lyst hår findes hos samme barn

[Diagram på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

RØD HVID

LYSERØD

RØD 25% LYSERØD 50% HVID 25%

Forsøgene med „vidunderblomsten“ afslører bestemte matematiske arvelighedslove. Når frøene af de lyserøde blomster bliver sået, vil resultatet blive blomster i forholdet én rød til to lyserøde til én hvid

[Illustration på side 14]

Når vi tænker på at vi alle nedstammer fra samme forfader, bør det gøre os mere hensynsfulde og forstående over for hinanden