Kan jorden overleve?

Er et sådant spørgsmål hen i vejret? Er det pessimistisk? Eller befinder jorden sig på randen af udslettelse? Hvad siger kendsgerningerne?

„VI SEJLEDE gennem vand der var fyldt med olieklumper i 43 af de 57 dage. Store hvaler og mange fisk der svømmer med munden åben og filtrerer vandet for føde, sluger denne forurening. Og nogle af disse fisk skal vi spise.

Der findes mennesker som siger at . . . havet kan optage og nedbryde al denne forurening. Jeg kalder dem Ole Lukøjer — de dysser folk i søvn. Lad være med at høre på dem! Medmindre De og jeg — ja alle — gør noget nu for at hindre at havene bliver overfyldt med giftigt affald, bliver de kvalt og dør.“

Sådan skriver forskeren Thor Heyerdahl om sin anden rejse tværs over Atlanterhavet i en papyrusbåd. Situationen virker skræmmende på mange, og Thor Heyerdahl er ikke den eneste der råber gevalt.

En videnskabelig afhandling der er blevet offentliggjort i den brasilianske avis O Estado de S. Paulo er ikke mindre utilsløret. Heri siges der: „Måske er det for sent at genoprette hvad der er ødelagt. Af livets grundelementer — luft, vand, jord og lys — er det kun det sidste der ikke er forurenet.“

Alle vegne klager folk over vejret. Hvorfor er der klimatiske forandringer og hvorfor er vejret lunefuldt alle steder?

„Menneskevulkanen,“ kalder klimaforskeren dr. Reid A. Bryson de allesteds mærkbare virkninger af menneskets aktiviteter — tobaksosen, traktorstøvet, jetmaskinernes udstødningsgas, byernes røgtåge. „Vi udgør helt sikkert en faktor i klimaforholdene,“ siger han. „Vi er muligvis den afgørende faktor.“

Og en artikel i tidsskriftet National Geographic nåede frem til denne slutning: „Siden industrien tog sit store opsving er kuldioxyd fra afbrænding af fossilt brændsel — kul og olie — konstant blevet hobet op i jordens atmosfære. Større koncentrationer af denne farveløse, lugtfrie luftart har en tilbøjelighed til at opvarme jorden ved den såkaldte drivhuseffekt, hvorved de infrarøde stråler fastholdes — varme der ellers ville slippe ud i rummet.“

Aviserne har omtalt andre forstyrrende faktorer i den senere tid. For eksempel har Den meteorologiske Verdensorganisation (WMO) oplyst at forureningen i atmosfæren nedbryder jordens ozonlag, der beskytter os mod en del af de skadelige ultraviolette stråler fra solen. Forøget ultraviolet stråling er allerede blevet sat i forbindelse med det voksende antal tilfælde af hudkræft, ifølge lederen af WMOs afdeling for atmosfærevidenskab, Rumen Bojkov.

Ydermere henviser patologen Leon S. Dochinger, der arbejder for De forenede Staters landbrugsministerium, til endnu en mulig dræber, nemlig „sur regn“, der skyldes afbrænding af fossilt brændsel med højt svovlindhold, især kul. Forurenende partikler og luftarter spredes med vinden og vender tilbage til jorden i form af svovl- og salpetersyre der falder med nedbøren. Disse stoffer er direkte livstruende for fisk, landdyr og planter. Hertil kommer at giftige metaller kan frigøres når syren kommer ned i muldlaget, og disse metaller finder måske vej til floder og søer, hvorved de bliver til fare for sundheden.

Af en lægevidenskabelig oversigt udarbejdet i São Paulo fremgår at luftforureningen dér — næst efter tobaksrygning — er den hyppigste årsag til sygdomme i luftvejene, der igen er den næsthyppigste dødsårsag. I en rapport fra FN hedder det desuden at mange kræfttilfælde „sættes i forbindelse med den luft folk indånder eller det vand de drikker, samt med det miljø hvori de arbejder eller lever, og med deres kost eller livsform“.

Mennesket kan ikke leve uden vand; men hvordan står det til med vort drikkevand? Kan vi uden risiko drikke det? Hvor rene er floderne og havene?

Da oceanografen Jacques Cousteau for nylig var i Brasilien, fandt han ud af at den berømte Guanabarabugt, hvor Rio de Janeiro ligger, var mere forurenet end Middelhavet omkring Venedig, Cannes og Genova. Han gav udtryk for stor bekymring over den ødelæggende forurening forårsaget af olie, kemikalier og atomaffald.

Og hvad med floderne? Under overskriften „Vandenes dødskamp“ skrev det brasilianske nyhedsmagasin Veja at spildevand fra sukker-, rom- og cellulosefabrikker, samt fra de øvrige industrivirksomheder og de voksende byer, dræbte livet i de brasilianske floder. Det samme gør sig gældende i andre lande.

Ydermere er der et konstant voksende forbrug af vand, hvilket sår tvivl om at vi kan blive ved med at få nok. Ved den konference om vand som De forenede Nationer holdt i 1977 i Mar del Plata i Argentina, bebudede den syriske delegerede Saub Kaule at „en dråbe vand kommer til at koste mere end en dråbe olie“.

Hvorfor? Tidsskriftet Time forklarer: „Mellem 30 og 40 procent af verdens fødevareproduktion afhænger nu af overrisling. . . . Industrien bruger også stadig større mængder vand — til fremstilling af elektricitet, til afkøling af atomreaktorer og til fabrikation af kemikalier og metaller. Landbrug, industri og voksende befolkninger har forurenet mange søer og vandløb så uhyggeligt at de er ubrugelige uden bekostelige rensningsforanstaltninger. Trods indsatsen for at rense vandet har sygdomme bredt sig voldsomt fordi man har været nødsaget til at tage drikkevand fra forurenede søer og vandløb. Verdenssundhedsorganisationen anslår at 80 procent af alle sygdomstilfælde i verden kan spores tilbage til forurenet vand.“

En nedslående opdagelse! Men er det alt? Nej.

En gruppe agronomer mødtes i Brasília og fremsatte en fordømmelse af den „vilkårlige og øgede anvendelse af pesticider, herbicider og fungicider, der medfører en økologisk tilstand som hurtigt vil bringe selve landbrugsproduktionen i fare“. Hvorfor bruger man så store mængder af disse midler? Kun „for at få et hurtigt og økonomisk udbytte af jorden,“ siger eksperterne.

Endnu en snigende fjende blev afsløret ved en konference i Nairobi, Afrika. Det blev fremført at ørkenerne breder sig mange steder på jorden. Time skrev: „For en stor del skyldes det menneskets egen dårskab at jorden mange steder nu bliver til ørken, hvorved den usikre eksistens trues for de 630 millioner mennesker der bor i disse egne.“

Det er ikke så mærkeligt at FNs generalsekretær Kurt Waldheim følte sig foranlediget til at fremsætte den ildevarslende bemærkning at „lande kunne forsvinde fra landkortet“.

Og hvad kunne være årsagen? Miljøfolk der var forsamlet i Mexico nåede til denne slutning: „Den oprindelige rydning af skovene, samt brande, erosion, mangelfulde jordbrugsmetoder og brug af pesticider øger sammen med de naturlige årsager den fart hvormed jorden omdannes til ørken.“ Avisen O Estado de S. Paulo bemærkede at Brasilien har „alle muligheder for at skabe den største ørken i verden inden for de næste 25 til 30 år hvis man fortsætter med at forvalte Amazonområdet så dårligt“.

Den brasilianske økolog Jose Lutzenberger har sagt rent ud til en gruppe eksperter: „De forbilleder hvorefter det nuværende forbrugersamfund udvikles . . . bygger på tøjlesløst spild af begrænsede og uerstattelige ressourcer og er ensbetydende med en ødelæggelse af alle systemer til bevarelse af livet på jorden.“

Lutzenberger fortsatte: „Vi har bragt uorden i alle de større og mindre vandsystemer og banet vej for ødelæggende tørker og katastrofale oversvømmelser. Hvis forureningen får lov til at fortsætte uhindret vil de sidste vandforsyningskilder snart være ubrugelige, og vi vil fremskynde udslettelsen af alle former for liv i vandet, havene indbefattet.“

Ja, det er et dystert billede. Men er der slet ikke gjort noget for at dæmme op for katastrofen? Jo, det er der heldigvis. Lad os se på nogle af de bestræbelser der er gjort.

Videnskabsmænd og andre lader deres røst lyde højere og højere med krav om at der tages drastiske forholdsregler, så jorden kan bevares. Har det givet positive resultater? I nogle tilfælde, ja.

Tidsskriftet Veja har interviewet Hideo Oguri, der forestår kampen mod forureningen i Tokyos floder. Han siger: „En skrappere lovgivning og nedlæggelse af industrier har givet visse resultater. Men endnu bedre resultater opnås ved de konstante aktioner hvor hundreder af miljøværnsgrupper kæmper for en beskyttelse af miljøet.“

Luiz Roberto Tommasi fra Det oceanografiske Institut ved São Paulos universitet mener at floderne kan reddes hvis de nuværende forurenende faktorer fjernes eller i det mindste reduceres så meget at vandet kan rense sig selv. Men han siger også: „Der er ingen tid at spilde . . . I England begyndte myndighederne at gøre noget ved Themsen for halvtreds år siden, og først nu vender laksen tilbage.“

Under sit besøg i Brasilien talte Jacques Cousteau i Curitiba og gav da udtryk for at han ville fremlægge et forslag i De forenede Nationer. Han ville foreslå „at man ved international overenskomst vedtog en brugspolitik for verdenshavene, så man kunne mindske udslettelsen af livet i havet“. Men han tilføjede at „selv de mest udviklede lande mangler en politik der stiler mod bevarelse af økologien i havet“.

I tråd hermed skrev Thor Heyerdahl: „Som en begyndelse kunne vi oprette beskyttede områder, naturreservater hvor det økologiske system kunne genoprette og opretholde sig selv. Det er imidlertid lige så vigtigt at der vedtages og håndhæves love i områder uden for naturreservaterne hvor den økologiske balance allerede er angrebet.“

Hvad luftforureningen angår, ligger løsningen givetvis ikke i at man bygger højere skorstene. Da søerne i Adirondack National Park i staten New York blev syreforurenede og fiskene døde, blev forureningskilden efterhånden sporet til minecenteret i Sudbury i Canada, flere hundrede kilometer væk. Forureningen var blevet ført med vinden til New York.

At svovl kan transporteres over meget lange afstande erfarede man i Norge i 1974. Forureningen faldt som sur regn eller sne, og undersøgelser viste at forureningskilderne lå i Midt- og Østeuropa. Høje fabriksskorstene sendte forureningsstofferne op i atmosfæren, og vinden bar dem den lange vej til Norge.

De forenede Staters landbrugsministerium har samordnet data fra en række undersøgelsesstationer i U.S.A., Canada, Skandinavien og andre europæiske lande. Tanken med det er at sætte en verdensomfattende kampagne i gang, så alle bliver vågne for problemet. Derved håber man at have taget det første skridt henimod en løsning. Eftersom problemet er verdensomspændende må det behandles på verdensplan.

Rosværdige bestræbelser er allerede sat i gang. Mange lande har enten forbudt eller frarådet brugen af giftstoffer som DDT samt fluorcarboner.

Pakistan har indledt et tilplantningsprogram for at bekæmpe jorderosionen i landet. Saudi-Arabien har plantet 10 millioner akacie-, eucalyptus- og tamarisktræer for at holde sandklitterne i nærheden af Al Hasa-oaserne i skak. Brasilien planter eucalyptus- og fyrretræer i forskellige områder. Lignende bestræbelser for at hindre at øde landområder breder sig, eller for at genopdyrke dem, er blevet gjort i den mongolske Gobiørken.

Men er homogene træbeplantninger, det vil sige skove med blot én slags træer, løsningen? Professor Celio Vale ved forbundsuniversitetet i Minas Gerais, Brasilien, er imod at man erstatter naturskove med homogene beplantninger. Konsekvenserne er, siger han, at „først ødelægges mulden ved erosion. Dernæst ødelægges skovenes karakteristiske dyreliv fordi dyrene ikke kan klare sig i en homogen skov. Endelig vil der komme drastiske forandringer i mikroklimaet i det område hvor træerne er fældet, eftersom solbestrålingen tager betydeligt til når der intet er udenom som beskytter“.

Hvilke slutninger kan vi drage ud fra vor betragtning af den foreslåede internationale lovgivning og de bestræbelser der er gjort til nu? Hvad enten de duer eller ej, er de fleste forsøg stadig kun af lokalt eller begrænset omfang. Tidsskriftet Time skriver at FN „advarer om at disse ensidige skridt ikke er nok til at afværge den trussel der hænger over mennesket“, og „stiller krav om internationalt samarbejde ’i et omfang man hidtil ikke har set i menneskets historie’ for at miljøet kan reddes fra at lide uoprettelig skade“.

Imidlertid er der næsten uoverstigelige hindringer for at det skal lykkes. Time skriver videre: „Der er stadig mange hindringer som skal overvindes. Til en begyndelse må visse traditionelle levemåder forandres. . . . Måske den største af alle hindringer er det politiske spørgsmål der fortsat sætter skel mellem rige og fattige.“

Det skal indrømmes at national og racemæssig stolthed og fordom, åbenlys fjendtlighed og social uretfærdighed umiskendeligt står i vejen for en samlet indsats. Menneskets grådighed og ofte ligegyldighed, dets kortsynethed og ofte direkte ondskab, hindrer det i at få noget gennemført. Jacques Cousteau har sagt: „Det er rigtigt at det ikke nytter at gøre penge til fællesnævner for alle værdier. Det er netop det der har ført vor civilisation ud i de problemer vi har nu.“

Ja, mennesket har selv skabt den nuværende situation, og det har ikke formået at gøre den god igen. Ulykken truer forude. Hvor skal vi vende os hen efter en udvej? Vi opfordrer læseren til at overveje følgende interessante svar.

Bibelen giver dette råd: „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Salig [lykkelig, NW] den, hvis hjælp er . . . [Jehova] hans Gud, som skabte himmel og jord, havet og alt, hvad de rummer, som evigt bevarer sin trofasthed og skaffer de undertrykte ret, som giver de sultne brød!“! — Sl. 146:3, 5-7.

Denne måde at betragte vore dages problemer og deres løsning på, kan man virkelig tage til sig med begejstring. Og er det — ret betænkt — ikke fornuftigt at se hen til at jordens og menneskets Skaber vil vise en vej?

Jehova Gud har skabt jorden, og derfor ejer han den naturligvis. De mangfoldige foranstaltninger til opretholdelse af livet på den er forbløffende. Kun en kærlig Fader og Forsørger ville overøse sine børn med så mange velsignelser. Plante- og dyrelivet, floderne, søerne og havene gør deres til at øge vores glæde over livet. Det kan ikke undre os at den første model af hvad Gud havde i tanke med jorden, blev kaldt Edens paradis eller „Glædens have“.

Hvis menneskene havde vist Skaberen kærlighed og havde fulgt de almengyldige adfærdsnormer han satte for dem, kunne de til evig tid have nydt godt af alt hvad jorden frembringer. „Hvis I følger mine anordninger og holder mine bud og handler efter dem,“ sagde Skaberen til sit folk i fortiden, „vil jeg give eder den regn, I behøver, til sin tid, landet skal give sin afgrøde, og markens træer skal give deres frugt. Tærskning skal hos eder vare til vinhøst, og vinhøst skal vare til såtid. I skal spise eder mætte i eders brød og bo trygt i eders land.“ — 3 Mos. 26:3-5.

„For godt til at være sandt,“ siger du? Men hvorfor skulle det være det? Stands op et øjeblik og tænk efter.

Hvorfor skulle der ikke være rigeligt af mad og ressourcer? Gud er ikke det mindste i tvivl om hvad der skal gøres, og han kan gøre det. Er opfinderen ikke altid den der bedst ved hvordan hans opfindelse skal virke? Guds velsignelse indebærer altså at regnen falder på rette sted og i de rette mængder, at klimaet er ideelt. Og vi må huske at Gud fra begyndelsen skabte et fuldkomment økologisk system.

Indrømmer forskerne ikke at menneskets tankeløse og selviske pillen ved dette fine system har medført katastrofale oversvømmelser og tørker, forurening, usigelig elendighed og tab af menneskeliv? Men hvad sker der når mennesket samarbejder med de naturlige systemer Gud har skabt jorden med?

I fortidens Israel fastsatte Skaberen hvileperioder for landets jord. Israelitterne forvaltede jorden, Guds ejendom. (Sl. 24:1; 89:12; 115:16) Israels usynlige hersker vidste at jorden ind imellem trængte til at genvinde sin livskraft, og det gav han den mulighed for. Hvert syvende år fik den fuldstændig hvile. Den måtte hverken kultiveres eller tilsås, og ingen måtte beskære sin vingård. Der var dødsstraf for at overtræde denne bestemmelse. — 2 Mos. 23:11; 3 Mos. 25:4.

„Hvad levede folk så af?“ spørger du måske. I kraft af Jehovas velsignelse i det sjette år gav jorden en rekordhøst der strakte til i hele sabbatsåret og frem til næste høst. (3 Mos. 25:20-22) Desuden måtte man spise alt hvad der voksede af sig selv; dette måtte dog ikke oplagres. I sabbatsåret lå landet altså brak. Regnen, naturens vækst og humusen virkede som naturlige gødningsstoffer. Jorden fik mulighed for at blive gjort frugtbar på ny.

Kravet om at jorden skulle have sin hvile skulle overholdes strengt. Ja, en af grundene til at israelitterne blev ført i babylonisk fangenskab i 70 år var at de havde overtrådt Guds sabbatslove. Vi læser hvad der skete efter at kong Nebukadnezar havde indtaget Jerusalem: „Dem, sværdet levnede, førte han som fanger til Babel, . . . for at [Jehovas] ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, indtil landet fik sine sabbater godtgjort.“ (2 Krøn. 36:20, 21; se også Tredje Mosebog 26:34, 35, 43) I deres selviskhed havde israelitterne udpint landet.

Men hvad skete der da de vendte tilbage til deres hjemland efter de 70 år? Jehova velsignede dem, og landet blev endnu en gang frugtbart, som profeten Ezekiel havde forudsagt kort tid efter at israelitterne var blevet ført bort fra deres land: „Jeg sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse. Markens træer skal give deres frugt og landet sin afgrøde; trygt skal de bo på deres jord.“ — Ez. 34:26, 27.

Mange år før havde Esajas udtrykkeligt sagt: „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, . . . vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemark; det glødende sand bliver vanddrag, til kildevæld tørstigt land.“ — Es. 35:1, 6, 7.

Skete det? Ja, det gjorde det. De hjemvendte israelitter erfarede en opfyldelse af profetiens ord, og de udgjorde stadig en blomstrende nation da romerne besatte landet flere hundrede år senere.

Men har vi eksempler fra nutiden der viser at et system i jorden kan forny sig selv?

Ja, i vor tids Israel har man et forbløffende eksempel på dette. I én beretning hedder det: „Israelerne har genoprettet nogle af de vandsamlingssystemer som fortidens nabatæere efterlod i Negevørkenen, og de bruger væden derfra til næring for blomstrende plantager af mandel- og pistacietræer. Man har også andre metoder hvorved man får Negev til at blomstre: drypvandingssystemer, der afgiver små mængder vand direkte til planterødderne under computerkontrol; drivhuse til grøntsager og blomster hvor vandingen styres ved solenergi; dyrkning af proteinrige alger i brakvandsdamme til dyrefoder.“

Under den anden verdenskrig blev Stillehavsøen Dubons havn omdannet til en kæmpemæssig kirkegård for japanske krigsskibe. „Da biologen Sylvia A. Earle og fotografen Al Giddings mere end et kvart århundrede senere undersøgte den sunkne flåde, fandt de et enestående bevis på naturens evne til at genoprette sig selv,“ skriver tidsskriftet National Geographic.

En indfødt dykker der husker slaget, sagde: „I over to år efter var strandene og revet dækket af olie fra skibe og fly. Men nu er vandet rent igen.“

Hvordan blev det rent? Ikke ved menneskers indgriben, men ved det „genoprettelsessystem“ som Skaberen har forsynet jorden og havene med; det klarede rensningen på godt 30 år. Det væld af koraller, planter og dyr der omgiver de sunkne vrag er et talende vidnesbyrd om Skaberens visdom og magt.

Er dette det eneste eksempel på at jordkloden kan udbedre sine skader uden menneskets indgriben? Lad os se hvad der er sket på Eniwetok i Stillehavet. De forenede Stater benyttede denne øgruppe som prøvested for kernevåben i årene 1948-58. I 1977 begyndte beboerne at vende hjem til øerne igen. Og hvad fandt de efter 20 år uden bomber?

En havbiolog skriver: „I dag trives fisk og koraller i atomkraterne, hvilket bekræfter naturens evne til at komme sig efter næsten enhver tænkelig forstyrrelse.“ Forskerne er forundrede over Jordens enorme evne til at rette sig op igen.

Er dette ikke glædeligt nyt? Vi har klare vidnesbyrd om at jordkloden er udstyret med et fantastisk genoprettelsessystem. Tyder det på at Skaberen vil give mennesket lov til at ødelægge hans værk? Givetvis ikke. Profeten Esajas skrev: „Så siger [Jehova], himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos.“ — Es. 45:18.

Før alt kan blive godt må der naturligvis ske en forandring af forholdene på hele jorden. Det betyder at den nuværende tingenes ordning med dens uretfærdighed, uforstand og ufuldkommenhed må fjernes. Men hvordan skal det gå til?

Det enkle svar på dette spørgsmål finder vi i Åbenbaringens bog i Bibelen. Det lyder: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder. . . . din egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“ — Åb. 11:15, 18.

Ja, Guds himmelske rige ved Kristus Jesus vil sørge for at der inden længe sker en storslået forandring. Gud har i fortiden vist sig som den store Befrier og Genopretter. Vor egen tid har set eksempler på at han har udstyret jorden med et system hvorved den kan forny og restaurere sig selv. Vi kan derfor tillidsfuldt regne med at jorden vil overleve. Gud vil gennemføre sin hensigt og gøre jorden til et paradis, et glædens hjem for mennesket.

[Tekstcitat på side 4]

„Nedbryder jordens ozonlag . . . forøget ultraviolet stråling“

[Tekstcitat på side 5]

„’Sur regn’ . . . endnu en mulig dræber“

[Tekstcitat på side 5]

„En dråbe vand kommer til at koste mere end en dråbe olie“

[Tekstcitat på side 6]

„80% af alle sygdomstilfælde i verden kan spores tilbage til forurenet vand“

[Tekstcitat på side 6]

„Ørkenerne breder sig . . . ’For en stor del skyldes det menneskets egen dårskab’“

[Tekstcitat på side 7]

Eftersom problemet er verdensomspændende må det behandles på verdensplan

[Tekstcitat på side 7]

„Landet skal give sin afgrøde, og markens træer skal give deres frugt“

[Tekstcitat på side 9]

Hvert syvende år fik jorden fuldstændig hvile

[Tekstcitat på side 9]

„Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre“