Hvad siger Bibelen?

Pilgrimsrejser — et udtryk for sand tro?

DEN 9. maj 1973 udråbte pave Paul VI 1975 til et helligt år. I betragtning heraf mener man at omkring femogtyve millioner pilgrimme og andre besøgende vil strømme til byen Rom i løbet af året.

Pilgrimme i Rom er på ingen måde noget nyt. Faktisk var det i middelalderen at de religiøse pilgrimsrejser nød deres største popularitet. Et stort antal mænd og kvinder rejste til helligdomme hvor de troede at Gud havde åbenbaret sin magt på en eller anden måde. Elendige veje og muligheden for røveriske overfald og fjendtligsindede fremmede afholdt dem ikke fra at begive sig ud på en pilgrimsrejse.

Men var alle pilgrimme oprigtige? Blev de tilskyndet af tro?

The Catholic Encyclopedia for School and Home siger: „Det var ikke usædvanligt i middelalderen at gudfrygtige skribenter klagede over at for mange mennesker drog på pilgrimsfærd for at søge adspredelse, for at løbe fra et ansvar eller for at flygte fra den grå hverdag. . . . Nogle kritikere antydede at pilgrimsrejser var blevet fornøjelsesture . . . Andre kritiserede den tiltagende fanatisme og overtro der så tydeligt kom til udtryk i pilgrimmens liv. De følte at pilgrimmene nærmere søgte efter mirakuløse kure og særlige materielle fordele fremfor efter åndelig vækst, og at de på uheldig måde tiltrak sig opmærksomhed ved for eksempel at piske sig selv under rejsen. I tiden omkring reformationen blev pilgrimsrejser af mange oprigtige kristne betragtet som en handling der kun havde ringe åndelig værdi.“

Kan pilgrimsrejser i dag undgå den kritik der blev rettet imod den i middelalderen? Er nutidens pilgrimsrejser et udtryk for sand tro?

Mål for pilgrimsrejser

Til mange af de steder som er pilgrimsrejsernes mål knytter sig et sagn eller en legende. Betragt nogle få eksempler:

Den italienske by Loreto er blevet et kendt mål for pilgrimsrejser på grund af sin forbindelse med flyvetrafikken. Sagnet siger at i 1295 fløj det hus som Maria, Jesu moder, engang boede i, fra Nazaret og landede i Loreto. Dette sagn var grundlaget for den pavelige bekendtgørelse der gjorde Loretos madonna til flyvernes skytshelgen. I 1970, på halvtredsårsdagen for den pavelige bekendtgørelse, strømmede cirka 50.000 pilgrimme til byen (der har cirka 9500 indbyggere) for at fejre begivenheden.

Byen Untergrombach i Tyskland vandt sig berømmelse da der blev bygget et kapel på Mikaelsbjerget, oven på ruinerne af et tempel helliget den hedenske gud Mars. Dér boede der, ifølge sagnet, en ildsprudende drage i en hule. Denne drage sagdes at have tilføjet de omliggende marker stor skade, og den fortærede nogen hver uge. For at beskytte sig mod dragen lovede befolkningen at bygge et kapel til ære for ærkeengelen Mikael. Snart derefter blev dette kapel på Mikaelsbjerget et sted man valfartede til.

Byen Trier i Tyskland er kendt af fromme katolikker verden over for sine relikvier. Den mest berømte af disse er uden tvivl „den hellige kjortel“. Ifølge katolsk tradition blev denne kjortel, der siges at være blevet båret af Kristus, fundet af kejser Konstantins moder, Helena, under en pilgrimsrejse til Jerusalem. Helena skænkede den senere til kirken i Trier. I løbet af 1959 kom der, ifølge New Catholic Encyclopedia, 1.700.000 pilgrimme for at se „den hellige kjortel“. Pave Johannes XXIII viste stor interesse for disse pilgrimsrejser og omtalte dem i forbindelse med sin bekendtgørelse af Det økumeniske Koncil. Han betragtede den sømløse kjortel som symbol på kirkens enhed.

Angående dette klædningsstykke indrømmer New Catholic Encyclopedia dog følgende: „Triers påstand om at have Kristi kjortel uden sammensyninger (Jn. 19. 23), formodentlig vævet af jomfru Maria og fundet af Sankt Helena, foretrækkes fremfor henved 20 andre lignende påstande på grund af byens sene romerske og tidlige kristne betydning. . . . Skønt nye udgravninger (1943-54) tyder på eksistensen af en tidlig relikvie af Frelseren i Trier, kan ægtheden af den hellige klædning ikke bevises videnskabeligt. . . . Spørgsmålet om den bør æres er uafhængigt af spørgsmålet om dens ægthed. Kulten kan motiveres med at der vises Kristus ære gennem symbolet.“

Hvordan betragter De en pilgrimsrejse hvis mål er en relikvie der ikke kan bevises at være ægte? Og selv om klædningen var ægte, ville det da være rigtigt at ære den? Ville Gud og hans søn bifalde en sådan ærefrygt? Er pilgrimsrejser til steder der har tilknytning til legender og ubevislige traditioner, virkelig et udtryk for tro, for tro der bliver godkendt af Gud?

En gudsdyrkelse der er antagelig

Om den gudsdyrkelse der er antagelig i Guds øjne sagde Jesus Kristus til en samaritansk kvinde: „Tro mig, kvinde: den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg [Garizim] eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. . . . Men den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Joh. 4:21-24.

Læg mærke til at tilbedelsesmåden ikke er et spørgsmål om hvad man selv personligt vælger eller foretrækker. De der ønsker at deres tilbedelse skal være antagelig, „bør tilbede i ånd og sandhed“. Derfor kunne man spørge: Tilbeder den der baserer sin tilbedelse på tilstedeværelsen eller brugen af synlige ting, virkelig Gud „i ånd“? Kan en person sige at han tilbeder Gud ’i sandhed’ når han rejser til et sted der er forbundet med legendariske hændelser? Svarer de andagtsøvelser der er forbundet med religiøse pilgrimsrejser til den måde hvorpå Gud ønsker at blive tilbedt? Er de ikke snarere forbundet med handlinger der strider imod en tilbedelse af Gud „i ånd og sandhed“?

Hvad med selvpineri?

En af grundene til at pilgrimsrejserne blev kritiseret i middelalderen var at pilgrimmene underkastede sig selvtugtelse. Kendetegner dette stadig religiøse pilgrimsrejser i dag? Ja, denne skik holdes stadig i hævd adskillige steder på jorden.

I Alt-Ötting i Tyskland, for eksempel, ser man somme tider pilgrimme lægge tørrede ærter i deres strømper, hvorefter de kravler rundt på knæene. Herunder river de deres knæ til blods og volder således sig selv stor smerte.

Hvordan tror De Gud betragter sådanne selvpinsler? Godtager han dem som et udtryk for tro?

I sit brev til kolossenserne omtalte den inspirerede apostel Paulus en del menneskelige påbud der var i modstrid med sand tro. Han sagde: „Når I med Kristus er døet bort fra verdens ’magter’, hvorfor vil I da, som om I stadig levede i verden, gå ind under forskrifter: ’Tag ikke, smag ikke, rør ikke!’ — ting, der alle er bestemt til at bruges op og forgå — alt efter menneskebud og menneskelære? Thi alt sådant har vel med sin selvgjorte gudsdyrkelse og ’ydmyghed’ og skånselsløshed mod legemet ry for visdom, men der er ikke nogen ære ved det; det tjener kun til tilfredsstillelse af den syndige menneskenatur!“ — Kol. 2:20-23.

En fodnote i The Jerusalem Bible til sidste linje i vers 23 lyder: „Bogstaveligt: ’Dette har ingen ære med henblik på kødets tilfredsstillelse’: dette betyder enten at det ikke har nogen virkelig værdi for undertrykkelsen af kødet, eller at det ikke har nogen værdi og kun tjener til at tilfredsstille kødet.“

Bemærk at den „selvgjorte gudsdyrkelse“, „ydmyghed“ og „skånselsløshed mod legemet“ ikke har nogen virkelig værdi. Det er sandt at nogle måske er ærlige i det de gør. Men er der ikke mange der på den måde prøver at henlede opmærksomheden på deres fromhed og stiller den til skue, noget der ofte virker frastødende på andre?

Dette stemmer ikke med Jesu formaning: „Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene, for at de skal lægge mærke til jer; ellers får I ingen løn hos jeres Fader, som er i Himlene.“ (Matt. 6:1) At stille sin fromhed offentligt til skue kan også være et tegn på stolthed. Det er den tanke der ligger i den måde hvorpå den katolske New American Bible gengiver Kolossenserbrevet 2:23: „Mens disse giver det udseende af visdom ved deres påtagne fromhed, ydmyghed og legemlige strenghed, er deres væsentligste virkning den at de behager menneskets stolthed.“

Omfatter det afgudsdyrkelse?

Det er bemærkelsesværdigt at visse statuer er hovedattraktionen ved adskillige valfartssteder. I Alt-Ötting ærer man en statue af Maria (cirka 70 centimeter høj) med Jesusbarnet i armene. Man tilskriver Maria en mængde mirakuløse helbredelser på dette valfartssted. Men man kunne spørge: Hvis Maria selv er årsag til disse helbredelser, hvorfor sker der da ikke lignende helbredelser ved hver eneste Mariastatue? Tyder dette ikke på at man tillægger selve statuen særlige kræfter? Er dette i overensstemmelse med apostelen Johannes’ formaning: „Børnlille, tag jer i vare for afguderne“? — 1 Joh. 5:21.

I dag som i middelalderen valfarter pilgrimme stadig til mange forskellige steder i håb om at blive helbredt. Et af disse steder er Lourdes i Frankrig. Om mange påståede mirakler siger Medical World News at de er „overlagte falsknerier. Motivet til dem kan være forfængelighed, håbet om at opnå berømmelse eller at tjene penge, eller ønsket om at vise at lægekomiteen ikke kan opdage et falskneri“.

Kan man derfor ikke sige at den kritik der blev rejst mod pilgrimsrejserne i middelalderen har lige så stor gyldighed i dag? Men endnu vigtigere: Er den ærefrygt der vises synlige ting ikke i strid med det der siges i Andet Korinterbrev 5:7: „I tro vandrer vi her, ikke i skuen“? Der er vist ingen tvivl om at nutidens pilgrimsrejser, lige så lidt som tidligere tiders, er et udtryk for sand tro.