Skak — hvilken slags spil er det?

VERDENSMESTERSKABET i skak på Island sidste sommer skabte pludselig en omfattende interesse for skak. Millioner begyndte enten at tale om spillet eller at spille det.

„Der er fantastisk gang i forretningen,“ oplyste en amerikansk fabrikant af skakbrikker. En ekspedient i en førende boghandel i New York sagde: „Vores skakbøger stod og samlede støv på hylderne før matchen mellem Fischer og Spasskij. Så forsvandt de alle sammen. Fra at være dem der blev solgt mindst af i forretningen, blev de dem der blev solgt flest af.“

I nogle lande var der allerede stor interesse for skak. Spillets popularitet i Sovjetunionen, for eksempel, kan måle sig med den popularitet fodbold eller basketball har i Amerika. I Kina er hsiang chi, den kinesiske version af skak, et af landets mest yndede spil. Det oplyses at der er blevet skrevet flere bøger om skak — næsten 20.000 — end om alle andre spil tilsammen!

Hvorfor er der en sådan interesse for skak? Hvad gør at så mange finder spillet så fængslende?

Et indviklet spil der kræver dygtighed

Det der hovedsagelig tiltrækker ved skak, er at det er kompliceret, hvilket kan være fængslende. Skak og dam spilles på samme slags bræt — et bræt der er delt i fireogtres felter, med otte rækker på hver otte felter. Men i skak er der så mange flere mulige træk. For eksempel siges det at der er 169.518.829.100.544.000.000.000.000.000.000 måder at gøre de første ti træk på! ’Men hvordan er så mange forskellige træk mulige på med kun fireogtres felter?’ kunne man spørge. Dette skyldes de forskellige slags brikker der anvendes i skak og de forskellige træk hver af dem kan foretage.

I skak er der to spillere over for hinanden, hver har et sæt på seksten brikker. Det er otte bønder, to springere, to løbere, to tårne samt en konge og en dronning. Disse seks forskellige slags brikker har forskellig værdi eller styrke, alt efter de forskellige træk de hver især kan gøre.

Bønderne, for eksempel, kan almindeligvis kun bevæge sig lige fremad, ét skridt eller felt ad gangen. Tårnene kan bevæge sig et eller flere felter fremad, tilbage eller sidelæns i en lige linje, så langt der er klar bane. Løberne kan på lignende måde bevæge sig et eller flere felter i en lige linje, men kun diagonalt, på skrå. Springerne kan, i modsætning til andre brikker, kun foretage en L-formet bevægelse. Dronningen, den stærkeste brik på brættet, kan bevæge sig et eller flere felter fremad, tilbage, sidelæns eller diagonalt, så langt der er klar bane.

Hensigten med denne slagorden af brikker er at forsvare kongen og at angribe modpartens konge. Spillet er vundet når en af kongerne er sat „skakmat“ og ikke længere med held kan forsvares. Den spiller hvis konge er sat skakmat, er altså nødsaget til at overgive sig, og spillet er forbi.

Det er således forskellen i de forskellige brikkers bevægelighed der muliggør en sådan uhyre mængde forskellige træk. Nogle siger at skakspillets indviklede natur og dets krav til spillerens dygtighed gør det tiltrækkende for dem hvis erhverv ikke svarer til deres intellektuelle evner. „I skak er der intet element af tilfældighed,“ siger Burt Hochenberg, redaktør af Chess Life & Review. „Man kan ikke sige at bolden hoppede forkert.“

Et yderst konkurrencebetonet spil

Når den ene hjerne sættes op imod den anden, med fuldstændig udelukkelse af tilfældighedsmomentet, så har det imidlertid en tendens til at vække en konkurrencebetonet ånd i dem der spiller. Ja, skak karakteriseres ofte som ’en intellektuel kamp’. For eksempel bemærkede den detroniserede verdensmester i skak, Boris Spasskij: „Af naturen har jeg ingen trang til at kæmpe . . . Men i skak må man være en kampnatur, og det blev jeg af nødvendighed.“

Dette hjælper os til at forklare hvorfor der ikke er nogen kvindelige topskakspillere — de mere end firs stormestre i skak verden over er alle mænd. Skuespillerinden Sylvia Miles bemærkede engang vedrørende dette: „For at være professionel skakspiller må man være en dræber. Hvis konkurrenceånden hos de amerikanske kvinder nogen sinde bliver så stærk, så tror jeg vi vil få nogle store kvindelige spillere.“

Konkurrenceånden i skak kan hidses op til at nå feberagtige højder, hvilket genspejles i skakspilleres holdning og sprogbrug. „Der er ingen sammenligning med nogen anden sport i forsøget på at nedbryde modstanderen psykisk,“ siger skakspilleren Stuart Marguiles. „Jeg har aldrig hørt nogen sige at han vandt over sin modstander. Han har altid knust, kvalt, myrdet eller dræbt ham.“

Det er sandt at spillere som man kender måske ikke bruger et sådant sprog. Men ikke desto mindre kan konkurrenceånden mellem spillere føre til ubehagelige konsekvenser, som New York Times meddelte sidste sommer: „Det lykkes de fleste familier at begrænse de uundgåelige konflikter der opstår ved spillet, til skakbrættet. Men i nogle hjem holder den spændte atmosfære sig længe efter at der er sagt skakmat.“

Naturligvis er skak ikke i denne henseende meget anderledes end andre konkurrencebetonende spil. Deltagere der ønsker at behage Gud må, uden hensyn til hvilket spil de spiller, være forsigtige med ikke at krænke det bibelske princip: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi ægger hinanden til kappestrid og misunder hinanden.“ — Galaterne 5:26, New World Translation.

Imidlertid er der noget andet vedrørende skak der fortjener opmærksomhed.

Forbindelse med krig

Det er spillets tydelige militære anstrøg. Den anden parts styrker kaldes „fjenden“. Disse „angribes“ og „erobres“; hensigten er at få den fjendtlige konge til at „overgive sig“. Således siger Horowitz og Rothenberg i deres bog The Complete Book of Chess under overskriften „Skak er krig“: „De funktioner der er givet [skakbrikkerne], de udtryk der anvendes for at beskrive disse funktioner, det endelige mål, den brutalitet der anvendes for at nå målet — alt i alt er det krig, intet mindre.“

Det er almindeligt antaget at skak kan spores tilbage til et spil der blev spillet i Indien omkring 600 e.v.t. Dette spil blev kaldt chaturanga, eller hærspillet. De fire elementer i den indiske hær — stridsvogne, elefanter, rytteri og fodfolk — blev repræsenteret ved brikker der gennem århundreder udviklede sig til tårne, løbere, springere og bønder. New York Times for 31. august 1972 bemærkede således:

„Skak har været et krigsspil lige siden sin oprindelse for omkring 1400 år siden. Skakbrættet har været skueplads for kampe mellem kongelige hoffer, mellem hære, mellem alle slags modstridende ideologier. Den mest kendte opstilling af de modstående styrker er den der skabtes i middelalderen, hvor hver part har konge, dronning, springere, løbere, tårne og bønder.

Andre konflikter der er blevet skildret har været: kristne mod barbarer, amerikanere mod briter, cowboys mod indianere og kapitalister imod kommunister. . . . Det oplyses at en amerikansk designer nu er ved at skabe et sæt brikker der illustrerer krigen i Vietnam.“

Sandsynligvis tænker de fleste af nutidens skakspillere ikke på at de går i spidsen for en hær i kamp. Men er spillets forbindelse med krig ikke tydelig? Det engelske ord for bonde (pawn) er afledet af et middelalderligt latinsk ord der betyder „fodsoldat“. En ridder [på engelsk knight, på dansk springer] var en kriger til hest fra lensvældets tid. Biskopper [det engelske ord for „løbere“ er bishops] støttede aktivt den militære indsats på den side hvor de selv befandt sig. Og tårne, eller borge, steder hvor der var beskyttelse, var betydningsfulde i middelalderens krige.

Således skriver Reuben Fine, en skakspiller af internationalt format, i sin bog The Psychology of the Chess Player: „Det er ganske klart at skak simpelt hen er en erstatning for krig.“ Og tidsskriftet Time bemærker: „Skak begyndte som et krigsspil. Det er de voksnes intellektuelle modstykke til de manøvrer der udføres af små drenge med legetøjssoldater.“

Mens nogle skakspillere måske vil gøre indvendinger mod at foretage en sådan sammenligning, vil andre beredvilligt anerkende ligheden. Ja, i en artikel om en skakekspert bemærkede New York Times: „Når mr. Lyman ser på et skakbræt, forvandler dets felter sig undertiden til bakker og dale og hemmelige skovstier i et jagtdistrikt, eller til den arrede jord på en engelsk slagmark.“

Når man betragter de komplicerede bevægelser idet skakbrættets hærstyrker kappes med hinanden for at opnå strategiske fordele, kommer man til at tænke på om skak har været en faktor i udviklingen af den militære strategi. Det er tilfældet ifølge V. R. Ramachandra Dikshitar. I sin bog War in Ancient India behandler han denne sag udførligt og konkluderer: „Principperne i skak har givet ideer til den progressive udvikling af hærens metoder og opbygning.“

Nødvendigt at være forsigtig

Nogle skakspillere har erkendt at det kan have uheldige virkninger at spille skak. Ifølge Encyclopædia Britannica „beklagede [den religiøse reformator] Johan Huss, . . . da han var i fængsel, at han havde spillet skak, hvorved han havde spildt tiden og løbet risikoen for at blive overvundet af heftige lidenskaber.“

Skak er et yderst fængslende spil, og det kan føre til at det tager meget af ens tid og opmærksomhed, så mere betydningsfulde anliggender bliver forsømt; det var øjensynlig en af grundene til at Huss beklagede at have beskæftiget sig med spillet. Når man spiller det er der også faren for at ’ægge til kappestrid’ og endog udvikle fjendtlighed mod andre, noget Bibelen advarer kristne om at undgå.

Voksne anser det måske ikke for passende at børn beskæftiger sig med krigslegetøj eller med spil der har militært anstrøg. Er det da konsekvent at de spiller et spil der efter nogles mening er et „intellektuelt modstykke til de manøvrer der foretages af små drenge med legetøjs soldater“? Hvilken virkning har det egentlig på en at spille skak? Er det en gavnlig virkning?

Det er sandt at skak er et fængslende spil. Men enhver der spiller skak gør klogt i at overveje de spørgsmål der stilles i denne artikel.