Selvbeherskelse — nødvendig for fremgang

„Føj da til jeres tro . . . selvbeherskelse.“ — 2 Pet. 1:5, 6, NW.

1, 2. (a) Hvilken træning krævedes af de græske atleter i oldtiden? (b) Hvilken egenskab er især nødvendig for både idrætsmænd og kristne, og hvordan udtrykte Paulus dette?

„DU ØNSKER at vinde Sejr i Olympia? . . . Men gør dig først klart, hvad der gaar forud og hvad der følger efter, og tag saa fat paa Arbejdet. Du maa underkaste dig Disciplin, holde Diæt; ikke spise Kager, øve dig under Kommando, paa bestemte Tider, i Hede og i Kulde, ikke drikke koldt Vand, ikke Vin efter Behag, kort sagt, du maa give dig i Trænerens Vold som i en Læges. Naar saa selve Kampdagen kommer, maa du tage fat paa det haarde Arbejde, undertiden faa din Haand af Led, din Ankel forvreden, undertiden sluge en Masse Støv eller risikere at faa Prygl — og saa maaske trods alt blive besejret.“a Sådan var den græske atlets lod i oldtiden, ifølge den græske filosof Epiktetos. De havde det ikke let. Disse atleter, som for eksempel løberne, anstrengte sig til det yderste for at vinde berømmelse og en sejrskrans som var forgængelig. Ved de olympiske lege var den bundet af vilde olivenkviste; ved de pythiske lege var det en laurbærkrans; ved de isthmiske lege, i nærheden af Korint, var det en krans af fyrrekviste. Mange og strenge var de begrænsninger der var lagt på atletens liv, og han måtte sandelig have selvbeherskelse foruden mange andre egenskaber — alt sammen sat ind på et måske forgæves forsøg på at opnå personlig ære og en sejrskrans som ville visne!

² I sit første kanoniske brev til menigheden i Korint brugte apostelen Paulus de gamle sportslege som en illustration og viste at den kristne må vise selvbeherskelse. Han sammenlignede Kristi efterfølgere med løberne i et kapløb og sagde: „Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende [udviser selvbeherskelse, NW] i alt.“ Det er tydeligt at Paulus selv udviste selvbeherskelse, for han fortsatte: „De andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner. Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ (1 Kor. 9:24-27) Ja, de kristne kan sammenlignes med løberne i en idrætskamp, og en løber må udøve selvdisciplin. Han kan ikke være umådeholden og ustadig i sine vaner og med sin træning. I hans tilfælde er selvbeherskelse nødvendig for at opnå et godt resultat.

3. Hvorfor kan kristne rette blikket mod himmelen med hensyn til selvbeherskelse?

³ Paulus og de korintere som han skrev til, både mænd og kvinder, deltog i et løb der havde langt større betydning end nogen idrætskamp. For dem betød et godt resultat ikke blot en sejrskrans der ville visne, men „livets sejrskrans“, som apostelen Johannes senere kaldte den. (Åb. 2:10) For at opnå denne storslåede sejrspris måtte disse kristne udvise selvbeherskelse. Og mens de gjorde det, var det hensigtsmæssigt for dem om de rettede blikket mod himmelen. Hvorfor? Fordi Jehova Gud, der giver sin hellige ånd til sande kristne, er det ypperste eksempel i at udvise selvbeherskelse. „En evighed lang har jeg . . . lagt bånd på mig selv,“ sagde Jehova gennem Esajas. (Es. 42:14) Naturligvis kommer der et tidspunkt da Gud vil udæske sine fjender til strid, men han mister aldrig sin fuldkomne selvbeherskelse. (Es. 42:13) Der består altid fuldkommen ligevægt mellem Jehovas hovedegenskaber: kærlighed, magt, retfærdighed og visdom. (1 Joh. 4:8, 16; Sl. 62:12; 5 Mos. 32:4; Job 12:13) Med deres begrænsede fatteevne forstår mennesker måske ikke altid hvad Gud gør, men han er selve mønsteret på selvbeherskelse. — Dan. 4:34, 35; Es. 55:8, 9.

4. Vis modsætningen mellem mennesker der ejer kristen selvbeherskelse og dem der ikke ejer denne egenskab.

⁴ Men hvorfor lægge så megen vægt på selvbeherskelse? Jo, tænk på følgende: Den der mangler denne egenskab kan reagere uheldigt, upålideligt, under pres, og man har kun lidt tillid til et råd der gives af en der er tilbøjelig til at gå til yderligheder. Derfor, kristne forkyndere: „Lad jeres fornuftighed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.“ En kristen der er kendt for at være fornuftig og som lever „besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden“, vil blive betragtet som moden og pålidelig, et menneske hvis råd er baseret på Guds sikre ord og som man derfor kan fæste lid til. (Fil. 4:5, NW; Tit. 2:11, 12) Den der ejer en sådan selvbeherskelse kan få et ansvar betroet i den kristne menighed. På den anden side kan mangel på selvbeherskelse give problemer og gøre det nødvendigt at den umådeholdne får en tilrettevisning. Derfor påhviler det alle kristne at udvikle og udvise selvbeherskelse. Men hvilken fremgang er nu mulig for de kristne der har denne egenskab?

Fremgang mulig for mænd der har selvbeherskelse

5. Hvilken slags mænd skulle Titus indsætte? Hvilken egenskab måtte de især være i besiddelse af?

⁵ I det første århundrede efterlod apostelen Paulus Titus på Kreta for at han „kunne rette de ting der var forkerte og foretage udnævnelser af ældre mænd i by efter by“. (Tit. 1:5, NW) Der var brug for mænd der havde selvbeherskelse. Paulus skrev: „Thi en tilsynsmand skal som Guds husholder være en mand der ikke er noget at klage på, ikke selvrådig, ikke hastig til vrede, ikke en drikfældig slagsbroder, ikke en voldsmand, ikke grisk efter uærlig vinding, men gæstfri, en der elsker det gode, har et sundt sind, er retfærdig, er loyal, kan beherske sig.“ (Tit. 1:7, 8, NW) En sådan mand var ikke yderliggående. Han var ikke selvrådig. Man ville ikke finde ham indviklet i højrøstet skænderi eller slagsmål mellem fulde mennesker. Han var ingen voldsmand. Hans selvbeherskelse kom også til udtryk i at han ikke var „grisk efter uærlig vinding“. Den mand der var kvalificeret til at være tilsynsmand, som hans medkristne kunne stole på og fæste lid til, måtte være en der „elsker det gode“. Han måtte være gæstfri og have „et sundt sind“. Især måtte han udvise selvbeherskelse. Han ville da undgå at drage forhastede slutninger eller gøre noget overilet eller ukristent.

6. Hvad har øget behovet for kristne mænd der ejer selvbeherskelse, og hvad bør kristne mænd derfor gøre?

⁶ Men Kreta var kun en forholdsvis lille ø i Det store Hav, Middelhavet. Den gode nyhed ’bar frugt og voksede sin vækst, i hele verden’. Efter at den nu ikke længere var begrænset til jøderne, nåede den ud til folk fra nationerne, hedningerne, som engang var fremmede for Gud. (Kol. 1:5, 6, 21-23) Efterhånden som de kristne missionærer og evangelister trængte frem til nye distrikter, voksede behovet for flere modne mænd der havde selvbeherskelse, for nu dannedes der nye menigheder. Dette behov er endnu større i dag. Den gode nyhed om Guds oprettede rige forkyndes på hele jorden. Derfor er der et endnu større behov for kristne tilsynsmænd og assisterende tjenere der ejer Guds ånd og viser det ved at udvise selvbeherskelse og leve et velafbalanceret liv. Dette behov vil vokse efterhånden som Jehovas jordiske organisation vokser og breder sig. Kristne mænd bør derfor stadig bestræbe sig for at udvikle selvbeherskelse foruden alle de andre frugter af Guds ånd. Det er muligt for modne kristne mænd der har selvbeherskelse at gøre fremgang, blandt andet ved at tjene som tilsynsmænd og assisterende tjenere i nyoprettede menigheder.

7. Hvorfor er selvbeherskelse nødvendig for tilsynsmænd og andre tjenere i den kristne menighed?

⁷ På Kreta som andetsteds måtte tilsynsmanden have evnen til at „beherske sig“, og han skulle holde fast ved „det troværdige ord med henblik på sin dygtighed i at undervise“. Hvorfor? Så han var i stand til „både at formane med den lære der er sund og at irettesætte dem som siger imod“. (Tit. 1:8, 9, NW) Han måtte have nøjagtig kundskab fra Guds ord for at kunne formane med den lære der er sund. Undertiden har kristne alvorlige problemer og finder det vanskeligt selv at træffe en afgørelse i et anliggende som ligger dem stærkt på sinde. I et sådant tilfælde kan de søge råd hos en moden broder, for eksempel tilsynsmanden. Det er i så fald vigtigt at den der søger hjælp, får en vejledning som er baseret på Bibelen. Derfor har tilsynsmændene og andre modne tjenere i menighederne brug for selvbeherskelse. De må ikke lade sentimentalitet eller nogen anden følelse hindre dem i at se klart og bringe dem ud af ligevægt, for deres ord kan meget vel komme til at betyde selve livet for dem der søger råd. Hvis nogen henvender sig til en der har ansvaret som tilsynsmand for at få hjælp og vejledning, skal tilsynsmanden tænke over hvilke bibelske love og principper der kommer i anvendelse i det pågældende tilfælde, og gøre den spørgende opmærksom på dem, hvorefter vedkommende selv må træffe sin afgørelse. (Gal. 6:5) Hvis altså en bibelsk lov eller et bibelsk princip berører det pågældende tilfælde, må tilsynsmanden betragte sagen fra den bibelske side. Selv om situationen er kritisk og presset stort, må han passe på at han ikke fremsætter bemærkninger der er udtryk for manglende selvbeherskelse.

8. Hvad bør man gøre før man træffer en personlig afgørelse eller aflægger et højtideligt løfte?

⁸ En kristen finder det ikke altid nødvendigt at drøfte et problem med menighedstjeneren. Ofte kan han selv finde ud af det ved at gå direkte til Bibelen og samtidig bede om Jehovas vejledning. Men hvis det drejer sig om et alvorligt problem og man nødvendigvis må træffe en afgørelse, må man huske på at bevare sin selvbeherskelse. Man må modstå enhver tilbøjelighed til at gøre noget overilet i tillid til sin egen forstand. Uanset hvor betydningsfuld afgørelsen er eller hvor vanskelige omstændighederne er, er det vigtigt at bevare sin selvkontrol. Tænk før du handler eller taler, for „det er farligt at sige tankeløst: ’Helligt!’ og først efter løftet tænke sig om“. (Ordsp. 20:25) Man må meditere over sagen og bede før man træffer en afgørelse eller aflægger et højtideligt løfte. (Præd. 5:2-5) Stol ikke på din egen forstand. Tænk på de påmindelser Jehova giver i sit ord, og ret dig efter dem. For husk: „[Jehovas] lov er fuldkommen, kvæger sjælen, [Jehovas] vidnesbyrd [påmindelser, NW] holder, gør enfoldig viis.“ — Sl. 19:8; Ordsp. 3:1-6.

Menighedens dømmende udvalg

9. Hvad bør tilsynsmanden og menighedens dømmende udvalg være på vagt over for når de søger at bringe en der er snublet, på fode igen?

⁹ Naturligvis kan der være stor forskel på de problemer der opstår i den kristne menighed. Derfor er det muligt at tilsynsmanden af sig selv kommer til en der har begået en fejl for at prøve at hjælpe vedkommende på fode igen. Ja, det bliver måske nødvendigt at menighedens dømmende udvalg tager sig af sagen. Apostelen Paulus sagde til Titus at han skulle indsætte mænd der kunne „overbevise dem, som siger imod“. (Tit. 1:9) Det kan en mand der er vaklende og usikker og som mangler selvbeherskelse ikke gøre. Både menighedstjeneren og de øvrige brødre i menighedens udvalg må derfor have denne værdifulde egenskab, selvbeherskelse. Paulus sagde til galaterne: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige [I som har åndelige kvalifikationer, NW], med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet. Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.“ (Gal. 6:1, 2) Ingen dom bør afsiges i vrede eller ophidselse, ingen ubeherskede og uoverlagte bemærkninger bør fremsættes. De der har åndelige kvalifikationer bør ikke give efter for en ufuldkommen menneskelig tilbøjelighed til at sige og gøre ting som man ikke er herre over. Gør de det, vil det ikke være nogen virkelig åndelig hjælp de yder.

10. (a) Hvorfor må brødrene i udvalget være i besiddelse af selvbeherskelse? (b) Hvilke skridt bør udvalget tage når der ikke er nogen anger til stede for en grov forseelse? Når der lægges anger for dagen?

¹⁰ Der er ingen tvivl om at menighedens dømmende udvalg har brug for selvbeherskelse, så det lader sig lede af principper og ikke af følelser. Hvis en indviet kristen har syndet men lægger sand anger for dagen efter en handling der kræver en disciplinær straf, bør denne anger ikke ignoreres. Imidlertid bør man heller ikke af sentimentalitet tilsidesætte bibelske principper når der skal træffes afgørelser der berører den kristne menigheds velfærd og renhed. Undertiden er der overhovedet ingen anger at spore for en grov forseelse, og så må overtræderen udstødes. I den gamle Korintermenighed handlede de ansvarlige efter apostelen Paulus’ inspirerede råd og havde tilstrækkeligt mod til at udstøde en mand der var skyldig i blodskam, så menigheden ikke led nogen åndelig skade. Først efter at manden havde vist sand anger blev de opmuntret til at tilgive ham og atter vise ham kærlighed. (1 Kor. 5; 2 Kor. 2:1-11) Menighedens dømmende udvalg i dag må udvise selvbeherskelse, så brødrene i udvalget undgår at vise strenghed når der kræves mildhed og kærlighed, eller at vise ubeslutsomhed og svaghed når der kræves fasthed og beslutsomhed.

Selvbeherskelse nødvendig for kvinder og andre

11. Hvad kan man sige om den kristne hustru der ejer selvbeherskelse, og hvad er hun beskyttet imod?

¹¹ Selvbeherskelse er sandelig en betingelse for at klare såvel personlige problemer som menighedens på den rette måde. Denne gode egenskab kan også føre til øgede privilegier for kristne mænd. Men alle kristne som ønsker at gøre fremgang har brug for selvbeherskelse. Gudfrygtige kvinder med denne egenskab er et virkeligt aktiv for menigheden. De gavnlige virkninger af at en kristen kvinde udviser selvbeherskelse, føles sikkert først og fremmest i hjemmet. Den dygtige kristne hustru som har denne egenskab er et godt eksempel både i ord og gerning. Hun er som den duelige hustru og meget ulig den dårlige der beskrives i ordsproget: „En duelig kvinde er sin ægtemands krone, en dårlig er som edder i hans ben.“ (Ordsp. 12:4) Den kristne hustru og moder som passer sine børn og sine øvrige pligter i hjemmet og som har Guds riges interesser på sinde, har et værn mod de tomme interesser som lediggående kvinder fylder deres tilværelse med fordi de mangler selvbeherskelse. Til forskel fra dem, blander hun sig ikke i andres sager, løber ikke med sladder og lader sig ikke friste til en uret opførsel. Hun er travlt beskæftiget med de rette ting og er således til velsignelse for sin mand, sine børn og alle sine venner. — 1 Tim. 2:15; 5:11-15.

12. Hvordan kan en kristen kvinde der lægger selvbeherskelse for dagen, udvide sin tjeneste?

¹² En kristen kvinde der viser selvbeherskelse kan også udvide sin tjeneste. Hun kan få den forret at hjælpe andre kvinder i forkyndelsen under tilsynsmandens ledelse og i overensstemmelse med menighedens ordning for at oplære og yde forkyndere personlig hjælp. Det er imidlertid indlysende at hvis en indviet kvinde mangler selvbeherskelse og bestandig går til yderligheder i sin klædedragt eller opførsel, kan hun ikke bruges til at hjælpe andre kvinder i tjenesten. (1 Tim. 2:9, 10; 1 Pet. 3:3, 4) Hvis hun skændes med andre kvinder i menigheden, måske oven i købet over småting, hvilket eksempel er hun så? Ikke noget godt eksempel. Hvis en kristen kvinde gerne vil gøre fremskridt til modenhed og være i stand til at tage imod den forret at yde en anden søster hjælp i forkyndelsen, til Jehovas ære, må hun altså opdyrke og udvise selvbeherskelse.

13. Hvordan kan ældre kristne der ejer selvbeherskelse hjælpe andre?

¹³ Men hvad med de ældre i menigheden? De har også brug for selvbeherskelse. Hvis de har denne egenskab vil de muligvis også være i stand til at hjælpe andre. Tænk blot på den erfaring en ældre broder eller søster måske har haft i tjenesten for Gud og på de velsignelser de har høstet. Det er forståeligt at yngre og mindre erfarne forkyndere ofte vender sig til dem der har tjent Jehova trofast i flere år for at hente hjælp hos dem. De unge må naturligvis træffe deres egen afgørelse, men undertiden kan en ældre, indviet tjener for Jehova yde bistand med sin personlige erfaring samt ved at henlede den spørgendes opmærksomhed på Bibelens principper og derved gavne vedkommende.

14. (a) Hvorfor er det en fornøjelse at omgås de ældre i den nye verdens samfund? (b) Hvordan kan ældre kristne være med til at fremme forkyndelsen, selv om de måske ikke kan gøre så meget som de før har gjort i Jehovas tjeneste?

¹⁴ Imidlertid kan alderen føre problemer med sig i form af et dårligt helbred og svigtende kræfter. Derfor har de ældre kristne brug for at opdyrke selvbeherskelse, så de kan bevare glæden trods deres vanskeligheder. Hvor ofte finder vi ikke at ældre mennesker i denne tingenes ordning er i dårligt humør, er gnavne og vanskelige at gøre tilpas! Der er kun lidt glæde ved at omgås dem. Men de ældre i den nye verdens samfund af Jehovas vidner opdyrker og udviser selvbeherskelse, og derfor er det en fornøjelse at tale med dem og at følges med dem i tjenesten. Ganske vist er der nogle af de ældre i dag som ikke kan gøre så meget i tjenesten som de engang har gjort. Men selvbeherskelse sætter dem i stand til at gøre fremskridt til større åndelighed, og i al stilfærdighed ansporer de ved deres standhaftighed og eksemplariske opførsel de yngre til at yde mere i den kristne tjeneste. De mange livsberetninger som ældre Jehovas vidner har fortalt her i Vagttårnets spalter, har været en kilde til stor opmuntring. Ja, de ældre kristne yder på mange måder et godt bidrag til fremme af forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. — Ordsp. 16:31.

15. Hvad kan det føre til for unge kristne hvis de udviser selvbeherskelse?

¹⁵ Men hvad med børnene — hvad med jer drenge og piger? Jo, hvis I udviser selvbeherskelse vil I gøre jeres forældre glade. Mange børn i denne onde tingenes ordning mangler selvbeherskelse og opfører sig tåbeligt, og skaber således problemer for deres forældre. I virkeligheden bærer de sig dumt ad. Hvem ønsker at være som de? Ordsprogene 17:25 siger: „Tåbelig søn er sin faders sorg, kvide for hende, som fødte ham.“ Hvis du derimod, som en virkelig kristen, udvikler selvbeherskelse, vil du vinde Jehovas, dine forældres og sandsynligvis mange andres godkendelse. Det har stor betydning hvordan du opfører dig, for „selv drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans færd“. (Ordsp. 20:11) Hvis du har selvbeherskelse, vil du uden tvivl få visse forrettigheder og visse pligter i hjemmet. Det kan også være du kan hjælpe lidt til med at gøre rent i rigssalen eller få andre pligter overdraget her, hvis du viser at man kan stole på at du gør tingene rigtigt. Ved at opdyrke selvbeherskelse kan du også gøre fremskridt. Du kan udvikle dine evner. Selvbeherskelse er altså også vigtig for jeres kristne fremgang.

Udvis selvbeherskelse og gør fortsat fremgang

16. Hvordan kan alle kristne høste gavn af at udvikle og udvise selvbeherskelse?

¹⁶ Vi har altså set at alle kristne kan høste gavn af at udvikle og udvise selvbeherskelse. Med denne egenskab kan alle indviede tjenere for Gud forbedre deres tjeneste, kvaliteten af det vidnesbyrd de aflægger om Jehova og kvaliteten af deres gudsdyrkelse i almindelighed. Der er mange ting der tjener som en spore til at udvise kristen selvbeherskelse. Modne kristne som lægger denne frugt af Jehovas ånd for dagen handler på en måde der bidrager til at fremme enheden i Guds jordiske organisation og dermed dens fremgang. De skaber ikke problemer i menigheden og forårsager heller ikke splittelse. Der er også større sandsynlighed for at man kan skuldre et ansvar hvis man har denne egenskab, hvorimod man ikke kan betro en der mangler selvbeherskelse et større ansvar. Man kan nære tillid til at den der har selvbeherskelse vil se ligevægtigt på tingene når der skal træffes afgørelser. Således kan den der har selvbeherskelse udvide sin tjeneste og høste større glæder og velsignelser.

17. Hvilken anden grund er der til at udvise selvbeherskelse end den at selvbeherskelse er nødvendig for kristen fremgang i dag?

¹⁷ Imidlertid er selvbeherskelse ikke blot vigtig for vor kristne fremgang i dag. Den er en betingelse for at vi opnår livet i Guds lovede nye orden. Paulus skrev: „Når nogen deltager i væddekamp, vinder han ikke sejrskransen, hvis han ikke kæmper efter reglerne.“ (2 Tim. 2:5) Skal vi vinde Jehovas godkendelse og det evige liv, må vi opfylde de krav han stiller. Vi må kæmpe efter reglerne. „[Lad os da] lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.“ (Hebr. 12:1, 2) Følg hans eksempel. Han lagde selvbeherskelse for dagen. For den der påstår at han følger i Kristi fodspor men samtidig med fuldt overlæg ignorerer behovet for selvbeherskelse, består den store fare at han ikke vil gennemføre løbet og altså går glip af sejrsprisen, det evige liv. Ja, han har lige så lidt håb om at vinde løbet som oldtidens atlet hvis han lod hånt om disciplin og ikke udviste selvbeherskelse. Nu kan og skal den ene kristne naturligvis ikke dømme den anden. (Rom. 14:4) Men vær forvisset om at Jehova „uden personsanseelse dømmer enhver efter hans gerning“. (1 Pet. 1:17) Der er derfor god grund til at hver eneste kristen skulle arbejde hårdt på at opdyrke Jehovas ånds frugter og lægge dem for dagen, deriblandt selvbeherskelse! Det gælder livet!

18. Hvad kan den kristne allerede nu afgøre?

¹⁸ Allerede nu kan den kristne afgøre om han løber løbet på en sådan måde at han har håb om at vinde prisen, det evige liv. I sit jordiske livs skumringstime og efter at have udholdt mere end nogen af sin samtids atleter kunne Paulus sige: „Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.“ (2 Tim. 4:7, 8) Apostelen var allerede sikker på at han havde løbet det kristne løb trofast og at han ville modtage „retfærdighedens sejrskrans“, som på nuværende tidspunkt er blevet skænket Paulus og andre åndsavlede kristne der har vist sig trofaste til døden. Hvad enten du har et himmelsk eller et jordisk håb bør du udvise selvbeherskelse og løbe på en sådan måde at du er silker på at du har Jehovas godkendelse og vil opnå det evige liv, hvis blot du fortsætter i din nuværende gudfrygtige kurs.

19. Hvorfor er der god grund til at føje selvbeherskelse til vor tro?

¹⁹ Vær derfor besluttet på at udvise selvbeherskelse. Vær et aktiv for Jehovas jordiske organisation. Udvis selvbeherskelse uanset om du hører til den ældre aldersklasse, til de yngre eller til børnene. Naturligvis kræver det en indsats, undertiden en stor indsats, at opnå og bevare selvbeherskelse. Men det er vigtigt for vor kristne fremgang. Ydermere kan det betyde selve livet for os. Der er derfor god grund til at efterkomme opfordringen: „Føj da til jeres tro dyd, til jeres dyd kundskab, til jeres kundskab selvbeherskelse.“ — 2 Pet. 1:5, 6, NW.

[Fodnote]