Hvad siger Bibelen?

Hvorfor tillader Gud at hans tjenere bliver forfulgt?

DET er ikke noget nyt at Guds tjenere bliver forfulgt. Det viser historien. Abel, en søn af det første menneskepar, led en voldelig død for sin broder Kains hånd. (1 Mos. 4:8; 1 Joh. 3:11, 12) Efter den tid er mange andre blevet bittert forfulgt. Hvorfor har Gud tilladt dette?

Bibelens beretning om en samtale vedrørende den trofaste Job kaster lys over spørgsmålet. Vi læser: „[Jehova] spurgte da Satan: ’Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde.’ Men Satan svarede [Jehova]: ’Mon det er for intet, Job frygter Gud? Har du ikke omgærdet ham og hans hus og alt, hvad han ejer, på alle kanter? Hans hænders idræt har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet. Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!’“ — Job 1:8-11.

Det Satan hævdede her var at Job kun tjente den Allerhøjeste af selviske grunde. Modstanderens påstand gik ud på at hvis først de materielle goder blev taget fra Job, ville han vise sig at være utro. Det er i virkeligheden en påstand Satan har rettet mod alle Jehovas loyale tjenere. Denne påstand var også en forsmædelse af Guds hellige navn. Hvordan det? Jo, den fik det til at se ud som om Jehovas herredømme var af en så ringe beskaffenhed at ingen ville underordne sig under det, hvis det ikke var fordi de kunne opnå selviske fordele ved det.

Det er grunden til at Jehova Gud, sådan som i tilfældet med Job, ikke har beskyttet sine tjenere mod forfølgelse. Derved er det blevet muligt for dem at vise at de nærer en uselvisk kærlighed til ham og at det er deres inderlige ønske at hans navn må blive renset for al forsmædelse. De har i virkeligheden regnet det for en forret at lide for retfærdighedens skyld og således bidrage til hævdelsen af Guds hellige navn og være med til at bevise at Satans påstand er en løgn.

Den forfølgelse som den Almægtige har tilladt at hans tjenere blev udsat for, har også tjent andre ædle formål. Det fremgår af de ord der blev henvendt til de kristne hebræere: „I jeres kamp imod den synd har I endnu ikke stået imod så langt som til blod, og I har helt glemt den tilskyndelse der taler til jer som til sønner: ’Min søn, forklejn ikke tugten fra Jehova, giv heller ikke tabt når du retledes af ham; for den Jehova elsker, tugter han; ja, han svinger svøben over enhver som han tager imod som søn.’ Det er til jeres optugtelse at I holder ud. Gud handler med jer som med sønner.“ — Hebr. 12:4-7.

De kristne hebræere som disse ord blev henvendt til havde endnu ikke stået over for så stor en prøve at det havde kostet dem deres livsblod. Andre, knapt så hårde former for forfølgelse, havde ikke desto mindre gjort nogle af dem modløse, så de var holdt op med at kæmpe imod den synd at miste troen og at falde fra. Derfor havde de behov for at blive mindet om at den brutale behandling som forfølgerne udsatte dem for, i virkeligheden tjente som en tugt eller oplæring fra Jehova. Selv om denne forfølgelse, som den Almægtige tillod at hans åndelige børn kom ud for, indebar store lidelser, tjente den til deres gavn. Det hedder videre til de kristne hebræere: „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebr. 12:11.

Disse kristne hebræere var blevet udvalgt til at være medarvinger sammen med Herren Jesus Kristus. Som sådanne skulle de sammen med ham tjene som konger og præster for menneskeheden. (Åb. 5:9, 10) Ved trofast at holde ud under forfølgelse og bevare deres integritet ville de blive fuldkommengjort til deres stilling i himmelen.

Dette er udmærket skildret ved det der skete med Jesus Kristus selv. Han havde altid været lydig mod sin himmelske Fader. Men mens han var her på jorden lærte han lydighed under ugunstige omstændigheder. Han udholdt mange lidelser, ja led tilmed en skændig død på en marterpæl. Hvorfor? En af grundene var at han skulle fuldkommengøres til sit embede som ypperstepræst. I Hebræerbrevet 4:15 siges der: „Vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd.“

Eftersom de der skal være konger og præster sammen med Jesus har været udsat for lidelser, vil de også kunne være ’milde over for de uvidende og vildfarende’, på samme måde som de ufuldkomne aronitiske præster i det gamle Israel var. (Hebr. 5:2) Det er naturligvis ikke lidelsen i sig selv der gør dem kvalificerede til deres embede. Nej, det er trofasthed under pres der afgør om de vil være værdige til at opnå den storslåede belønning i form af himmelsk liv som konger og præster sammen med Jesus.

Disse rigsarvinger er ikke de eneste der kommer ud for forfølgelse. I virkeligheden vil enhver som ikke følger verden i dens indstilling, handle- og væremåde, nedkalde verdens had over sig. (Joh. 17:14) Dette tjener som en prøve på ens sande hjertetilstand og hengivenhed, og denne prøve afgør om man kan blive brugt af Jehova Gud til at udføre det han ønsker gjort. Det Jehovas tjenere erfarer med hensyn til forfølgelse er altså i virkeligheden en del af deres oplæring der tager sigte på fremtiden. Guds rige ved Jesu Kristi hånd vil for eksempel have jordiske repræsentanter, „fyrster“. Disse „fyrster“ er mænd som har vist sig at være trofaste under prøve og som man derfor trygt kan betro et stort ansvar. — Sl. 45:17.

Når vi udsættes for lidelser for retfærdighedens skyld bør vi derfor huske at forfølgelse ikke er et tegn på Guds mishag. Nej, den viser at vi er hans tjenere som han nærer en inderlig kærlighed til og som han tugter og oplærer med sin gode hensigt i tanke. Apostelen Peter påpegede at forfølgelse var en bekræftelse for sande kristne af at de har Guds ånd. Vi læser: „Hvis I bliver skældt ud for Kristi navns skyld, er I lykkelige, for herlighedens ånd, ja Guds ånd, hviler over jer.“ — 1 Pet. 4:14.

Ja, Bibelen viser tydeligt at Jehova har gode grunde til at tillade at hans tjenere bliver forfulgt. Først og fremmest er der den ubestridelige kendsgerning at Jehova fortjener at blive elsket og adlydt, og at Satans påstand i forbindelse med den Allerhøjestes tjenere er falsk. Dertil kommer at forfølgelse har tjent til at tugte eller oplære Guds tjenere og udruste dem til den gerning han har i tanke for dem. Måtte vi derfor ikke give op når vi bliver forfulgt, men vise os trofaste under prøve. Kun da kan vi være ’kar til et ærefuldt formål, nyttige for vor himmelske Fader, beredt til enhver god gerning’. — 2 Tim. 2:21.