Olieproblemerne ryster verdensøkonomien

TIDLIGERE på året hævede araberne deres olienedskæringer mod de vestlige lande, og olien begyndte igen at flyde mere eller mindre normalt fra Nordafrika og Mellemøsten. Mange drog et lettelsens suk; de håbede at det nu var slut med oliemangelen.

Men selv om den øjeblikkelige krise var overstået, var der stadig mange problemer at løse. Nogle af de problemer som oliesituationen har affødt er endog så store at de helt overskygger den tidligere oliemangel, og på grund af dem er verdensøkonomien blevet kastet ud i en krise, så at sige fra den ene dag til den anden.

Disse økonomiske problemer er opstået som følge af den stigning der er sket i oliepriserne, især siden krigen mellem araberne og Israel i oktober 1973. Priserne er nu nået op på det firdobbelte af hvad de før har været. De olieproducerende lande i Mellemøsten og Nordafrika var de første til at hæve priserne drastisk. Derefter fulgte andre større olieproducenter som for eksempel Indonesien, Nigeria og Venezuela.

Hvilke konsekvenser har disse prisstigninger fået for verden, som jo har baseret sin økonomi på billig olie? Er resultaterne virkelig så katastrofale for nogle lande som visse autoriteter mener? Eller er det hele blot et nummer som olieselskaberne har aftalt for at tjene flere penge?

Aftalt spil?

Mange mener at oliemangelen og prisstigningerne blot er et led i en sammensværgelse mellem olieselskaberne. I et rundspørge foretaget af Business Week viste det sig at den amerikanske offentligheds indstilling var overordentlig skeptisk. Rundspørget viste følgende:

„62 procent mener at olieselskaberne har tilbageholdt forsyninger for at tvinge priserne i vejret

68 procent er ikke tilfredse med industriverdenens modforanstaltninger

55 procent tvivler på at krisen er et langtrækkende problem.“

En af grundene til denne skepsis var at olieselskaberne rapporterede om stor fortjeneste i 1973 og begyndelsen af 1974, langt større end i 1972. Dette skete netop som der var en voksende mangel på olie, især som følge af de arabiske sanktioner. Mange ræsonnerede at hvis oliemangelen virkelig var så stor som hævdet, hvor kom da den store fortjeneste fra?

Olieselskaberne svarede at deres fortjeneste i 1973 og den første del af 1974 syntes procentvis højere fordi de havde haft usædvanlig ringe fortjeneste i 1972. De påstod også at de ikke tjente mere i forhold til investeringerne end selskaber som investerede i andre ting.

Uanset hvor megen sandhed der måtte være i disse påstande for og imod, er det en kendsgerning at olieselskaberne tjente stort, samtidig med at offentligheden led under nedskæringerne. Men er det ikke kun hvad man kan vente? I de fleste lande er den slags firmaer ikke til for at gøre forbrugerne glade; deres formål er at tjene penge, og de fleste regeringer tillader at det er sådan.

Ønsket om at tjene penge er også hovedmotivet hos de mennesker der leder sådanne virksomheder. Som en virksomhedsleder engang sagde til lederskribenten Leonard Silk fra New York Times:

„Når en topforretningsmand holder en offentlig tale, må han nødvendigvis tale om socialt ansvar og om hvad der lønner sig på langt sigt. Men sandheden er . . . at han først og fremmest interesserer sig for hvad der betaler sig på kort sigt.“

Denne forretningsmand sagde at et firmas ledelse arbejder på at fremme firmaets egne interesser. De er interesseret i den størst mulige avance på den kortest mulige tid. Det er det de er der for. Han bemærkede endvidere:

„Ved at acceptere denne enkle livets kendsgerning forskånes man for megen moralsk forargelse og forbavselse — forbavselse over at vi her til lands skulle få en så forfærdende oliemangel efter at olieselskaberne i så mange år har nydt godt af kolossale skattelettelser og olieimportkvota under påskud af at det var nødvendigt for at undgå en national oliekrise.“

Nej, i et sådant samfund skal man ikke lade sig overraske af at olieselskaberne og andre først og fremmest søger deres egne interesser. At det medfører ulemper og afsavn for millioner af almindelige mennesker, er en følge af systemet. Når et problem kan være til gene for så mange, samtidig med at andre tjener penge på det, vidner det om den uretfærdighed der er så uløseligt forbundet med systemet.

Hvad er årsagen til oliemangelen?

I De forenede Stater var der imidlertid mangel på produkter fremstillet af olie, allerede før den arabiske olieblokade begyndte. Hvordan kunne det gå til? Samtidig med at olieselskaberne modtog skattelettelser, var konkurrencen fra importeret olie meget ringe. Ville dette ikke fremme U.S.A.s egen olieproduktion og dermed hindre oliemangel?

Olieselskabernes svar lød at priserne på den olie der blev produceret i De forenede Stater var ansat alt for lavt af staten. Man påstod endvidere at dette hindrede olieselskaberne i at tjene så meget som de behøvede for at kunne foretage nye olieboringer og således øge produktionen. Man kunne derfor ikke producere så megen olie inden for U.S.A. som landet behøvede; underskuddet, omkring en tredjedel, måtte importeres. Den importerede olie var imidlertid også underlagt statskontrol, for at uønsket konkurrence kunne undgås.

Olieselskaberne påstår altså at de ikke var i stand til at udvinde al den råolie man behøvede inden for De forenede Stater. I en årrække byggede man derfor ingen nye raffinaderier som kunne omdanne råolien til benzin, fyringsolie og andre olieprodukter.

En stor del af olieselskabernes avance blev derfor investeret i udlandet, hvor fortjenesten ville være større og hvor man mente at forsyningen var mere sikker. Efterspørgselen ville ikke volde problemer eftersom der i Europa og Japan i de seneste år var et vældigt opsving i forbruget af olieprodukter.

Mængden af produceret og importeret olie i De forenede Stater kunne derfor ikke helt følge efterspørgselen, og det var grunden til at der var mangel på både fyringsolie og benzin allerede før de arabiske oliesanktioner begyndte. Da olieblokaden begyndte sidst i 1973 gjorde den blot en i forvejen alvorlig situation værre.

Da blokaden blev hævet i 1974 skete der en midlertidig lettelse i situationen; men der var ikke tale om en virkelig løsning af forsyningsproblemerne, for De forenede Stater og andre lande forbruger langt mere olie end de producerer, samtidig med at de erfarer en stadig stigning i efterspørgselen. Den efterspørgsel der er i øjeblikket og i den nærmeste fremtid, vil kun kunne dækkes ved import fra Mellemøsten og Afrika, hvor omkring 80 procent af den ikke-kommunistiske verdens oliefelter befinder sig.

Doktor Wilson M. Laird, som leder forskningen for American Petroleum Institute, siger: „Man behøver ikke at være matematiker for at indse at vi vil blive tvunget til at importere enorme mængder olie før vi enten kan udvinde mere af vor egen olie og naturgas eller udvikle alternative energikilder.“ Det vil dog tage mange år at udvikle alternative energikilder, og det vil kræve uhyre investeringer.

Men efterspørgselen stiger langt hurtigere end mange i ledende stillinger har forventet, og det er slet ikke sikkert at forsyningerne vil kunne følge med. Oliekonsulenten Walter J. Levy skriver således i Business Week: „De olieproducerende lande ønsker at anvende de oliereserver de har, således at de kan udvikle en fremtidig industri og økonomi uafhængig af de svindende oliereserver. Selv om reserverne er rige, er de dog begrænsede.“

The American Assosiation for the Advancement of Science [Det amerikanske Selskab til Videnskabernes Fremme], der har 130.000 medlemmer, advarer derfor om at energiproblemerne er ’alvorlige og varige’.

Et andet problem

Det største problem, især for de industrialiserede lande, er at få olie nok; men der er et andet problem, og det er den pris man må betale for olieprodukterne.

Olieprisen på verdensmarkedet er firdoblet, og det har medført prisstigninger på alle produkter der er fremstillet på oliebasis. Selv om priserne svinger og til tider er forholdsvis lave, er der ingen grund til at tro at olien igen vil blive så billig som den før har været. En olieingeniør har beskrevet situationen meget rammende med disse ord: „Det er sket med billig energi. Man må acceptere situationen som den er.“ Og økonomen Paul A. Samuelson har advaret: „Vi synes måske at de nuværende benzinpriser er høje, men de er endnu langtfra tilnærmelsesvis tilpasset verdensmarkedets oliepriser.“ I de fleste lande er benzinpriserne allerede steget kraftigt siden sidste år.

Der er almindelig enighed om at den billige energis tid er forbi. Bladet Harper’s skriver:

„Historikerne kan betragte 1973 som et skelsættende år. Shahen af Irans bekendtgørelse i december sidste år om at hans lands oliepriser fremover ville være 11,87 dollars pr. tønde står som symbol på de forandringer der er i vente . . .

Sammen med sin bekendtgørelse gav shahen de industrialiserede lande en utilsløret advarsel om at det fra nu af var slut med billig og rigelig energi. Det råstof som hele vor civilisation er afhængig af, ville for fremtiden kun kunne fås i begrænset mængde [og mod høje priser].“

Verdensøkonomien ændret

De højere oliepriser er kommet som et chok for de olieforbrugende lande. Mange betragter priserne som et større problem end mangelen. Som The Wall Street Journal bemærker:

„Det største problem er ikke mangelen, men den kraftige prisstigning på olie og på produkter fremstillet af olie. Disse prisstigninger vil være en belastning for alle olieforbrugende lande, og naturligvis allermest for de lande som har en svag økonomi.“

De olieimporterende landes ekstraudgifter til olie er virkelig forbløffende. Gerald A. Pollack, talsmand for det store multinationale olieselskab Exxon, bemærker i publikationen Foreign Affairs at Europas, De forenede Staters og Japans „olieimport for dette år sikkert vil beløbe sig til næsten 50 milliarder dollars mere end i 1973“. Han bemærker også at disse landes olieomkostninger i 1985 vil beløbe sig til omkring 150 milliarder dollars mere end i 1973.

De olieproducerende lande vil tjene betydeligt mere som følge af de forhøjede oliepriser. Alene i 1974 vil deres fortjeneste på olien være forøget med 50 til 60 milliarder dollars. Nogle mener endog at beløbet er langt højere. Gerald Pollack fra Exxon-olieselskabet mener at disse lande måske vil have haft en ekstra fortjeneste på omkring 500 milliarder dollars i 1980. Han tilføjer: „Størrelsen af disse beløb synes at være nok til at køre ethvert pengesystem i sænk.“

Dette er grunden til at finanseksperter har kaldt de stigende oliepriser for „den mest vidtrækkende økonomiske udvikling i perioden efter den anden verdenskrig“. Den vesttyske forbundskansler Helmut Schmidt har sagt: „Uanset hvad industrilandene vil gøre for at afhjælpe underskuddet på betalingsbalancen, vil de grundlæggende problemer som sådan forblive uløste. En ændring i indkomstmønstrene er blevet sat i gang i stor målestok.“

For de fattige lande er de forhøjede oliepriser en trussel mod selve deres eksistens. Statistikere fra De forenede Nationer anslår at selv de fattige lande i 1974 må betale 14 milliarder dollars mere for den olie de forbruger. Pengene til disse ekstraudgifter må skaffes på bekostning af andre vigtige ting, såsom landbrugsredskaber, madvarer, kunstgødning og forbrugsvarer.

Har verdens ledende mænd fundet en løsning på disse enorme problemer som er opstået på grund af de stærkt stigende priser, især på olieprodukter? Forbundskansler Helmut Schmidt siger:

„Det ville naturligvis være forkert at tro at eksplosionen i oliepriserne var den eneste årsag til den manglende stabilitet. Men den massive stigning i oliepriserne har klart afsløret svaghederne i det komplicerede system som gælder for de økonomiske forbindelser imellem landene i verden, lige fra deres betalingsbalance til deres handelspolitik. . . .

Olien har rystet selve grundlaget for verdens nuværende økonomiske system. . . . olien vil måske knuse verdensøkonomiens møjsommeligt opbyggede struktur.“

I Harper’s har skribenten William Ophuls behandlet regeringernes manglende evne til at klare denne nye udvikling. Han skriver blandt andet: „Det politiske system som vi har arvet fra vore forfædre er ved at dø. Vi er kommet til sidste akt i tragedien.“

Det bliver mere og mere klart at den tingenes ordning som i øjeblikket hersker på jorden, ikke er i stand til at klare menneskehedens problemer. Det vi behøver er et fuldstændig nyt system, et system som ikke vil blive slået i stykker af grådig kommercialisme og splittende nationalisme. Men hvor skulle en sådan ny ordning komme fra? Ikke fra jordiske ledere, for de har allerede forsøgt, og deres fiasko er tydelig for alle.

Kun jordens og menneskets Skaber kan opbygge en ny ordning for menneskeheden. Bibelen, Guds inspirerede ord, har forudsagt en sådan ny ordning og kalder den „’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor“. (2 Pet. 3:13) Med „nye himle“ menes der en ny regering over hele jorden, en regering som vil styre fra himmelen under Guds ledelse og som vil være lagt i hænderne på hans prøvede og betroede regent, Kristus Jesus. Med „ny jord“ menes der et nyt menneskesamfund.

Guds himmelske rige vil indføre et nyt system der vil kontrollere og fordele jordens rige ressourcer. Dette system vil ikke virke til fordel for nogle få på andres bekostning, for „når [Guds] domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd“. (Es. 26:9) Det vil ikke vare længe før denne nye ordning kommer; Bibelens profetier viser klart at den fordærvede tingenes ordning som i øjeblikket styrer jorden, snart vil blive fjernet. — 2 Tim. 3:1-5