De olympiske lege i Barcelona — Kan guld købes for dyrt?
Af Vågn op!-korrespondent i Spanien
DEN 25. juli 1992 spændte en bueskytte sin bue i skæret fra projektørlysene. Hans brændende pil fløj ud i nattehimmelen. Den begyndte at tabe højde og strøg hen over en enorm fakkel anbragt over det vældige stadion. Den olympiske ild antændtes. De olympiske lege i Barcelona var åbnet.
Elleve tusind sportsfolk fra 172 lande var kommet for at dyste om de 1691 olympiske medaljer. Deltagerne ønskede at leve op til det olympiske motto „hurtigere, højere, stærkere“ — og for nogle lykkedes det. Det er anslået at 3,5 milliarder fjernseere betragtede triumferne og nederlagene.
Skønt topidrætsfolks tid i rampelyset er kortvarig, kan en olympisk medalje betyde rigdom og ære. Olympiaden i Barcelona var ingen undtagelse. Mange berømte konkurrencedeltagere har allerede tjent millioner af kroner på at udtale sig anerkendende om sportstøj, løbesko, solbriller og elektronisk udstyr.
Målbevidsthed — nøglen til olympisk hæder
Mange atleter — især gymnaster og udspringere — udfører tilsyneladende deres bedrifter med lethed, men der ligger års krævende træning bag. Nogle har trænet lige fra de var fem år. Og sporten må have absolut førsteprioritet hvis en atlet vil smage sejrens sødme.
Den spanske svømmer Martín López Zubero, som vandt i 200 meter rygcrawl, sagde, sikkert med en lille overdrivelse: „Jeg har tilbragt en tredjedel af mit liv i vandet.“ Hans træningsprogram begynder klokken fem om morgenen, og han anslår at han svømmer 8000 kilometer om året.
Træning betyder lidelse, ikke blot afsavn. Jackie Joyner-Kersee, som i Seoul og Barcelona vandt guld i syvkamp, forklarer: „Konkurrencerne er betagende. Det er træningen ikke. . . . Spørg en hvilken som helst atlet: Vi har altid smerter. Jeg beder mit legeme om at klare syv forskellige discipliner. Det ville være for meget også at bede det om ikke at smerte.“ Især gymnaster må være udholdende. De må træne to gange dagligt uanset om deres håndled eller ankler er forstrakte eller muskler og ledbånd overanstrengte, ja, endda på trods af stressfrakturer. Men det er den slags ofre der skaber vindere og gør olympiaden til et tilløbsstykke.
Olympisk glans og guld
Det er hævet over enhver tvivl at det olympiske show er imponerende. Det er fyldt med spændende højdepunkter for tilskuerne og med bemærkelsesværdige atletiske præstationer. Heller ikke her var Barcelona en undtagelse.
Den hviderussiske gymnast Vitali Scherbo satte rekord ved at vinde seks guldmedaljer ud af otte mulige i herrernes gymnastikkonkurrencer. Den kinesiske gymnast Xiaosahuang Li foretog en utrolig tredobbelt saltomortale under gulvøvelserne. Carl Lewis skrev olympisk historie ved at vinde i længdespring for tredje gang i træk. Den japanske sølvvinder i kvindernes maratonløb, Yuko Arimori, opnåede derimod bifald på grund af sin høflighed. Trods sin udmattelse løb hun rundt på stadion og bukkede på japansk manér for publikum og for vinderen.
De kommercielle muligheder i de olympiske lege er ikke blevet overset af de multinationale firmaer. De betaler enorme summer for at kunne sole sig i den olympiske glans ved enten at sponsorere selve legene eller de nationale olympiske hold.
Den medicinske vej til berømmelse
Benhård træning og medfødte evner er vigtige ingredienser, men det er ikke den eneste vej til olympisk berømmelse. Ikke så få sportsfolk satser på at få en konkurrencemæssig fordel ved at anvende doping. Nogle tager anaboliske steroider eller væksthormoner for at opbygge musklerne (anvendes især inden for vægtløftning og spring- og kastekonkurrencer), betablokkere for at nedsætte hjerterytmen (skydning og bueskydning), eller erytropoietin for at stimulere produktionen af røde blodlegemer (cykelsport og langdistanceløb).
Skønt idrætsfolkene kender farerne presses de hårdt til at tage den forbudte medicin. Den tyske atlet Gaby Bussmann, som var holdkammerat med Birgit Dressel der i 1987 døde efter at have indtaget 20 forskellige slags doping, forklarer: „Inden for visse discipliner er det vanskeligt at kvalificere sig til de olympiske lege uden at bruge doping.“
Sportsfolkenes trænere har ofte en finger med i spillet, måske opfordrer de ligefrem til brug af doping. Den tidligere østtyske træner Winfried Heinicke indrømmer: „Jeg sagde til dem at de måtte tage doping hvis de ville til olympiade.“ En hel del sportsfolk sætter tydeligvis sejr over ærlighed — ja, selv over deres helbred. En nylig undersøgelse blandt topidrætsfolk har afsløret at 52 procent ville bruge et hypotetisk vidundermiddel hvis det kunne garanteres at det gjorde dem til vindere, også selv om det kostede dem livet efter fem berømmelige år på toppen.
Den britiske sprinter Jason Livingston blev sendt hjem fra Barcelona i vanære efter at han var blevet testet steroidpositiv. Harry Reynolds fra De Forenede Stater, verdensrekordindehaveren i 400-meterløb, deltog slet ikke i legene. En afslørende dopingprøve i 1990 kostede ham to års karantæne, og berøvede ham en mulig olympisk medalje foruden flere millioner i tabte sponsorpenge.
De fleste dopingmisbrugere bliver imidlertid ikke afsløret. Trods næsten 2000 dopingprøver under legene i Barcelona kan uærlige sportsudøvere stadig undgå afsløring ved at skifte over til stoffer som ikke kan påvises ved urinprøver. „Begæret efter sejr og penge har afsløret at der er tale om en skummel verden hvor det er svært at sondre mellem etik og uærlighed,“ siger den spanske avis El País.
Naturligvis har mange af medaljevinderne klaret sig udelukkende ved hård træning, uden at bruge doping. Men har det været anstrengelserne værd?
En sejrskrans der ikke falmer
Gail Devers, den overraskende vinder i kvindernes 100-meterløb, jublede efter sin sejr. „Hvis nogen tror at drømme går i opfyldelse, så er det mig,“ sagde hun. Mindre end to år før kunne hun knap nok gå, og det havde været på tale at amputere begge fødder på grund af komplikationer ved behandling af Basedows sygdom. Pablo Morales, som påbegyndte svømmetræningen efter en længere pause og vandt guld i 100 meter butterfly, siger samstemmende: „Endelig var min tid kommet, en drøm blev til virkelighed,“ sagde han.
Det siger sig selv at de fleste olympiadedeltagere aldrig vil vinde. Ganske vist føler nogle at „det vigtigste i de olympiske lege ikke er at vinde men at deltage“. Men andre som havde sat næsen op efter guldet, vendte hjem med bristede illusioner. Vægtløfteren Ibragim Samadov gik efter guldet — men blev kun nummer tre i sin disciplin. „Med en guldmedalje kunne jeg have givet mit liv et mål, have studeret et eller andet, hjulpet min familie. Nu ved jeg ikke hvad jeg skal stille op,“ sukkede han. Selv vinderne kommer ud i en svær tid når mindet om deres præstationer falmer.
Den tidligere sovjetiske tennisspiller Anna Dmitrieva sagde: „Det [sovjetiske] sportsforbund interesserede sig ikke for mennesker. De havde denne indstilling: ’Hvis du går, finder vi blot 10 andre ligesom dig.’“ Henry Carr, dobbelt guldvinder i Tokyo i 1964, indrømmede: „Selv når en bliver den bedste, er det et bedrag. Hvorfor? Fordi det ikke er varigt og heller ikke virkelig tilfredsstillende. Sportsstjerner bliver hurtigt erstattet af andre og bliver så for det meste glemt.“
Den flygtige olympiske hæder kan ikke sammenlignes med den belønning i form af evigt liv som Gud lover dem der tjener ham. Denne belønning kræver snarere åndelig end sportslig opøvelse. Paulus skrev således til Timoteus: „Legemlig opøvelse [bogstaveligt: opøvelse i gymnastik] er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Timoteus 4:8.
De olympiske mestre har i bedste fald en midlertidig glæde af deres sportstræning. De viser verden hvad sportsfolk kan præstere ved selvfornægtelse og beslutsomhed. Disse egenskaber er der også behov for i det kristne løb. Dette løb bringer i modsætning til olympiske sportskonkurrencer varige goder for dem der fuldfører løbet. Kristne gør derfor klogt i at efterligne, ikke sportseliten, men Jesus Kristus, ’fuldende deres oplæring’ og ’med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran dem’. — 1 Peter 5:10; Hebræerne 12:1.
[Illustration på side 23]
Udspringskonkurrence under legene. Barcelona i baggrunden
[Kildeangivelse]
Foto: Sipa Sport
[Illustration på side 24]
Konkurrencen i barren
[Kildeangivelse]
Foto: Sipa Sport
[Illustration på side 25]
Finalen i 100-meterløb, løberen yderst til højre vandt guld
[Kildeangivelse]
Foto: Sipa Sport