Vi betragter verden
Sort magi blandt flygtninge
Flygtninge fra det krigshærgede Rwanda trues af sort magi i deres lejre i Ngara i det nordlige Tanzania. Ifølge Reuters Bureau har UNHCR (De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge) specielt omtalt sort magi som et „alvorligt problem“ i lejrene. UNHCR’s talsmand Chris Bowers udtaler at der hver nat myrdes to-tre beboere som led i okkulte ritualer. Han siger: „Vi ved at det drejer sig om sort magi, for vi finder lig der er maltrakteret på en bestemt måde.“ Sidst i 1994 husede Ngara-lejrene cirka 580.000 flygtninge, og hver dag kom yderligere 2000 til. Reuters Bureau citerer følgende fra en FN-kilde: „Sort magi griber om sig, og vi aner ikke hvad vi skal stille op.“
Et kald uden opkald
Mobiltelefoner gør det let at komme i kontakt med andre, men en finsk biskop mener at det også kan være for meget af det gode. Ifølge Reuters Bureau holder bispen på at „en mobiltelefon bør være en tjener og ikke en herre“, og han har pålagt kirkens ansatte at begrænse deres brug af disse nymodens apparater. Det lader til at klager fra sognebørn var kommet biskoppen for øre. Visse præster havde besvaret opkald under kirkelige handlinger, efter sigende i ét tilfælde midt under en begravelse. Et katolsk blad i Italien har for nylig rådet præster fra at tage telefonen med i skriftestolen. Rådet blev givet efter at en kvinde klagede over at hun kunne høre præstens telefon kime mens hun skriftede.
Godt for mødre — dårligt for børn
Mange kvinder tager jerntilskud for at øge hæmoglobinindholdet i blodet, men ikke alle er klar over hvor farligt det er hvis børn sluger sådanne tabletter. Ifølge tidsskriftet Safety+Health er disse piller den førende årsag til forgiftningsdødsfald blandt børn under seks år. I USA henstiller myndighederne til medicinalfirmaerne at de pakker alle sådanne piller enkeltvis i børnesikrede plasticpakninger, ikke i glas. Forældre rådes til altid at opbevare jernpræparater ligesom andre medikamenter, utilgængeligt for børn.
Mere skyderi i Japan
Japan er kendt for at være et af de mest trygge lande at færdes i. Årligt dræbes der kun én ud af 100.000 indbyggere, hvilket er knap ti gange færre end i lande som Thailand og USA. Men i den seneste tid er japanerne blevet rystet af en stigning i antallet af skuddrab, oplyser bladet Asiaweek. Fra 1990 til 1993 var der 180 skudepisoder om året, alle med tilknytning til organiseret kriminalitet. Men i 1994 steg antallet af skyderier alarmerende, og syv af ofrene var almindelige borgere. I Japan er det meget svært at få våbentilladelse, men ifølge politiets opgørelser findes der omkring 100.000 illegale skydevåben i landet. Efter at en læge var blevet skudt ned på en tætbefærdet jernbanestation, angiveligt af en misfornøjet forhenværende patient, bemærkede en student i et interview: „Jeg troede at den slags kun kunne ske i Amerika.“
Teknologi og smuthuller i sabbatslovene
I Israel er det en præstation at overholde sabbatsforskrifterne i en højteknologisk tidsalder, især hvis man retter sig nøje efter Halakha, en gammel lovsamling. For eksempel undgår ortodokse jøder at gå gennem metaldetektorer, som kan aktiveres af genstande som nøgler. Sker det, brydes et elektrisk kredsløb, hvilket opfattes som en overtrædelse af forbudet mod at tænde ild. En forening ved navn Tsomet har derfor konstrueret en metaldetektor der ikke reagerer på smågenstande som nøgler, og altså ikke bliver årsag til at sabbatten krænkes. En anden forening har løst nogle ortodokse lægers hovedbrud med hvordan de skal klare rutinemæssigt skrivearbejde på sabbatten. Halakha forbyder at man skriver mens det er sabbat, men skrivning defineres som at sætte et varigt mærke, og derfor er der fremstillet en filtpen med farve der forsvinder efter nogle dage. The New York Times citerer en prominent rabbiners ræsonnement: „Hvis [Gud] har lavet et smuthul, er det fordi det skal benyttes.“
Truede kæmper
Galápagosøernes bestand af kæmpeskildpadder er internationalt berømt og er fredet som truet art. Men efter en nylig, månedlang brand på øen Isabela er man blevet klar over at andre farer lurer på disse store dyr. Redningsarbejderne gravede grøfter for at beskytte øens dyrebare bestand på 6000 skildpadder, og flyttede endda 400 af dem til et reservat. Det sidste var for at beskytte skildpadderne mod mennesker snarere end mod branden. Ifølge bladet The Unesco Courier er „skildpaddejagt ganske vist forbudt, men er tilsyneladende en tradition. Skildpaddekød, især af hunner, tillægges ligesom skildpaddeblod helbredende egenskaber. Desuden er det overordentlig saftigt.“ Redningsfolk har fundet resterne af 42 skildpadder som var blevet fortæret af mennesker.
„Dræbt af staten“
Sådan kunne man gengive titlen på den nye bog Death by Government af R. J. Rummel fra Hawaiis Universitet. I en periode på otte år har han fra „tusinder af kilder“ indsamlet data om myndighedernes andel i dette århundredes mange drab. Avisen The Honolulu Advertiser gengiver dette uddrag: „Næsten 170 millioner mænd, kvinder og børn er blevet skudt, pryglet, torteret, stukket, brændt, sultet, frosset, mast eller slidt ihjel; de er blevet begravet levende, druknet, hængt, bombedræbt eller likvideret på en af de talløse andre måder hvorpå diverse stater har ombragt ubevæbnede og hjælpeløse statsborgere og udlændinge.“ Rummel udtaler: „Det er som om menneskeslægten er blevet hjemsøgt af en nutidig afart af den sorte død.“ Avisen kommenterer hans resultater med ordene: „Intet andet århundrede har oplevet et massemord af den størrelsesorden.“
Nyttige orm
„Orm er Indiens hemmelige våben til forebyggelse af nye epidemier,“ beretter tidsskriftet New Scientist. Rotter og andre livsfarlige smittebærere trives hvor affald hober sig op. Nu er en lokal art af dybtborende orm, Pheretima elongata, blevet mobiliseret til at omdanne skrald til nyttig kompost. På lossepladserne æder ormene sig gennem affaldet og omdanner det til fin kompost der let nedbrydes. I Bombay behandles fire tons slagteriaffald hver dag på den måde. Lokalmyndigheder der benytter forbrænding og lossepladser, studerer med interesse ormemetoden.
Kirken og krigen
Hvilken andel har Serbiens ortodokse kirke haft i Balkankonflikten? Dette spørgsmål blev for nylig taget op ved en rundbordsdrøftelse mellem ortodokse og protestantiske kirkeledere fra De Forenede Stater, England, Grækenland, Rusland, Schweiz, Serbien, Sverige og Tyskland. Den tyske katolske avis Christ in der Gegenwart beretter at Kirkernes Verdensråd havde tilrettelagt drøftelserne i Genève efter at der havde været røster fremme om at den serbiske ortodokse kirke tog parti i krigen og „ydede massiv støtte“ til den part som den holdt med. Uanfægtet af de alvorlige beskyldninger stemte flertallet af deltagerne for at lade den serbiske kirke beholde sit medlemskab i Kirkernes Verdensråd, til trods for at „ikke alle meningsforskelle kunne udjævnes“.
Narkotika — en kæmpebranche
„Næst efter våbenhandel er international narkotikasmugling blevet verdens mest indbringende foretagende,“ oplyser den australske avis The Sydney Morning Herald. „Den årlige fortjeneste er på godt 2 billioner kroner, og uvæsenet underminerer politiske systemer i Asien.“ Interpols generalsekretær udtaler at beløb i den størrelsesorden „kan korrumpere næsten hvem som helst“. Asien er i søgelyset fordi over 80 procent af verdens heroin fremstilles i den såkaldte Gyldne Trekant, hvor Myanmar, Thailand og Laos grænser op til hinanden, samt i den såkaldte Gyldne Halvmåne i Afghanistan og Pakistan. Interpols ansvarlige for narkotikabekæmpelse tilføjer: „Stoffer er blevet det vigtigste middel at finansiere terrorisme med.“