Den græsk-ortodokse kirke — et trossamfund i splid med sig selv

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I GRÆKENLAND

FOR retsindige mennesker der elsker sandhed, elsker Gud og har dyb respekt for tilbedelsen af ham, er den nuværende situation inden for den græsk-ortodokse kirke i Grækenland mildest talt rystende. Den sørgelige mangel på enhed, de voldelige konfrontationer mellem kirkens stridende parter, de mange oprørende moralske skandaler samt kirkens manglende evne til at give åndelig vejledning, har gjort mange grækere skuffede og fyldt dem med afsky for den kirke der kalder sig selv „Guds eneste sande kirke“.

Folk i almindelighed er frustrerede, ja, rasende over tingenes tilstand. En universitetsprofessor der er skribent ved en førende græsk avis, har udtalt: „Den græske kirke er ved at gå i opløsning som følge af en krise af hidtil uset styrke og varighed, en krise der rejser tvivl om [kirkens] myndighed og svækker tiltroen til dens rodfæstede institutioner. Desværre fortsætter det urette.“

Hvordan er det kommet så vidt? Har de nære bånd mellem den græsk-ortodokse kirke og staten været gavnlige? Hvordan tegner fremtiden sig for dette samarbejde mellem kirke og stat? Hvilket alternativ er der for folk som søger Kristi sande, forenede menighed? Lad os undersøge kendsgerningerne og se hvad Bibelen har at sige om sagen.

En kamp om magten

Da der fra 1967-74 var militærdiktatur i Grækenland, greb dette styre ind i den græsk-ortodokse kirkes anliggender for at konsolidere sin egen magt. I et forsøg på at få fuldstændig kontrol med kirken opløste militærjuntaen den valgte hellige synode — den øverste ledelse i den græsk-ortodokse kirke — og udpegede sin egen synode, „efter fortjeneste“, som det hed. Da der i 1974 igen blev demokrati i landet, blev kirkens ledelse atter valgt i overensstemmelse med de kirkeretslige bestemmelser. Som følge heraf blev de biskopper der havde dannet en del af den synode som juntaen havde udpeget, afsat og erstattet med andre.

Ifølge et lovforslag der blev vedtaget i 1990, fik de afsatte biskopper imidlertid ret til atter at gøre krav på deres embede ved at gå til verdslige domstole, med mulighed for at appellere helt op til den højeste domstol, statsrådet. Det var der tre præster der gjorde, og de fik til sidst medhold. Som følge heraf findes der i dag tre forskellige ortodokse ærkebispedømmer i Grækenland der hver har to biskopper — en der er officielt anerkendt af den græsk-ortodokse kirke og en der er officielt anerkendt af statsrådet.

„Kristne der slås“

De tidligere afsatte biskopper, der nu har krævet deres stilling tilbage, nægter helt og aldeles at anerkende de andre biskopper der er udpeget af kirken. De har desuden hver især en stor skare tilhængere, i én avis beskrevet som „religiøse fanatikere“, der højrøstet støtter deres biskops sag. Denne situation har ført til vrede og voldsomme reaktioner, efter at man på landsdækkende fjernsynskanaler har vist store skarer „kristne der slås“. De er blandt andet brudt ind i kirker hvor de har smadret religiøse ikoner og er gået til angreb på præster og lægfolk der har taget modstandernes parti. I de fleste tilfælde har uropolitiet måttet gribe ind for at genoprette ro og orden. Begivenhederne nåede et klimaks i oktober og november 1993 i nogle kirker i Kifisia, en velhavende forstad til Athen, og senere i juli og december 1994 i byen Larissa, hvor der opstod tumultagtige episoder af blind religiøs fanatisme der chokerede offentligheden i Grækenland.

De mest voldsomme sammenstød fandt sted den 28. juli 1994 da Ignatius, biskoppen i Larissa der er udpeget af Den Hellige Synode, skulle indsættes i sit embede. Avisen Ethnos havde på forsiden en stor overskrift der lød: „Larissa bliver slagmark for den nye biskop — den mørke middelalder er vendt tilbage.“ Avisen skrev: „Kun ét udtryk passer på det der sker: den mørke middelalder. Hvordan kan man ellers beskrive alt det der i går fandt sted i Larissa, . . . gadekampe, pøbeloverfald og kvæstelser?“

Nogle uger senere angreb modstandere biskop Ignatius’ bil „idet de efter en rasende biljagt gik til angreb med jernstænger og køller“. En journalist skrev: „Kan der være tale om at gerningsmændene lader sig lede af kristne følelser, når deres fanatisme får dem til at benytte sig af noget der minder om gangstermetoder og livsfarlig vold? . . . Og dette er noget som kirkens fremtrædende ledere tilskynder til og tolererer.“

Situationen forværredes i juledagene. Med henvisning til de chokerende begivenheder der fandt sted i Larissa fra den 23. til den 26. december 1994, skrev avisen Eleftherotipia: „Det var en jul præget af skam i Larissa, hvor den langvarige konflikt endnu en gang skæmmede [højtiden]. . . . Mens kirkeklokkerne forkyndte Jesu fødsel, ramte politiets knipler hovederne af både ’retfærdige og uretfærdige’. Optøjer, sammenstød, en strøm af forbandelser og arrestationer afløste julehilsenerne og velsignelserne på gårdspladsen ved Sankt Konstantins kirke i Larissa. . . . Demonstrationerne [imod Ignatius] udviklede sig hurtigt til verbale fornærmelser og sammenstød med politiet. . . . De forvandlede kirkens gårdsplads til en slagmark.“

Hvad var folks reaktion? En ortodoks mand sagde: „Jeg kan ikke forstå hvordan folk der kalder sig kristne kan begå sådanne voldshandlinger her i de religiøse helligdage. Hvordan kan jeg gå i kirke når jeg dér risikerer at blive gennembanket?“ En nidkær ortodoks kvinde sagde: „Jeg er bange for at gå i kirke nu, efter alt det der er sket.“

Som om det ikke var nok, er der den stadige strøm af moralske skandaler som den græsk-ortodokse kirke er indblandet i. Medierne har gentagne gange afsløret visse præsters dekadente moral. Nogle er homoseksuelle og pædofile, andre har gjort sig skyldige i underslæb og ulovlig handel med antikviteter. Det sidste skyldes uden tvivl at mange præster har ukontrolleret adgang til kostbare ikoner og andre værdigenstande.

Hele denne situation er tydeligvis i strid med apostelen Paulus’ vejledning om at kristne ikke må følge mennesker, eftersom det resulterer i „stridigheder“ og „splittelser“. — 1 Korinther 1:10-13; 3:1-4.

Hvordan vil forholdet mellem kirke og stat blive i fremtiden?

Lige siden den græske stats oprettelse har den græsk-ortodokse kirke haft den privilegerede status at være landets mest magtfulde trossamfund. I Grækenland er kirke og stat endnu ikke adskilt. Selve grundloven garanterer at den græsk-ortodokse kirke indtager stillingen som Grækenlands „herskende kirke“. Det betyder at den græsk-ortodokse kirke gennemsyrer alle offentlige instanser, deriblandt den offentlige administration, retsvæsenet, politiet, skolerne, ja, stort set alle sider af samfundet. Kirkens altomfattende indflydelse har medført undertrykkelse og ubeskrivelige vanskeligheder for religiøse mindretal i Grækenland. Grundloven garanterer ganske vist religionsfrihed, men når et religiøst mindretal forsøger at hævde sin ret, bliver det næsten altid viklet ind i et uigennemtrængeligt spind af religiøs fordom, partiskhed og modstand som følge af det nære forhold mellem kirke og stat.

Der er dog mulighed for at grundloven i nær fremtid vil blive revideret, og man hører allerede nu stærke røster der kræver kirke og stat adskilt. Indflydelsesrige græske grundlovseksperter og analytikere gør opmærksom på de problemer dette nære forhold mellem kirke og stat skaber. De peger på at den eneste mulige løsning vil være en skarp adskillelse af de to institutioner.

Men kirkelederne er imod en sådan adskillelse. En ortodoks biskop har peget på et ømtåleligt emne som vil blive berørt af adskillelsen mellem kirke og stat: „Vil konsekvensen blive at staten ikke længere vil betale præsternes løn? . . . Det vil betyde at mange sogne vil komme til at stå uden præst.“ — Jævnfør Mattæus 6:33.

Et andet resultat af det nære forhold mellem kirke og stat i Grækenland, er en græsk lov der kræver at alle græske statsborgeres identitetskort skal oplyse hvilken trosretning de tilhører. Dette er i direkte modstrid med EU’s bestemmelser og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions vedtægter, der også er bindende for Grækenland. Fordomsfri mennesker er meget imod dette fordi det som regel udsætter medlemmer af religiøse mindretal for diskrimination. En journalist har sagt: „Dette kan meget vel få negative konsekvenser og lægge hindringer i vejen for et religiøst mindretals ret til religionsfrihed.“ I en kommentar hertil har avisen Ta Nea skrevet: „Staten bør træffe beslutninger og vedtage love uden hensyn til kirkens dominerende indflydelse og reaktioner i spørgsmål som for eksempel den obligatoriske registrering af folks trosretning på det personlige identitetskort.“

Professor i statsforfatningsret, Dimitris Tsatsos, der også er medlem af Europaparlamentet, har sagt følgende om det presserende behov for en sådan adskillelse: „Kirken [i Grækenland] må holde op med at dominere den sociale, politiske og uddannelsesmæssige sektor. Den græske kirkes optræden er undertrykkende. Den behersker vort uddannelsessystem og vort samfund som en tyran.“ I et andet interview sagde den samme professor: „Kirken har en frygtindgydende magt i Grækenland, der desværre ikke begrænser sig til dens naturlige, stærkt konservative område. Det er også lykkedes den at infiltrere det græske samfunds liberale sektor. Personligt kræver jeg en adskillelse af kirke og stat. Jeg kræver at ortodokse grækere bliver sat på linje med dem der tilhører andre trosretninger i Grækenland.“

Sande kristne er forenede

Det er meget vanskeligt at finde den sande kristendoms kendetegn i den græsk-ortodokse kirke. Jesus ønskede ikke at der skulle opstå splittelser og skismaer inden for kristendommen. I en bøn til sin Fader bad han om at hans disciple ’alle måtte være ét’. (Johannes 17:21) Og disse disciple skulle have „kærlighed til hinanden“, eftersom denne kærlighed skulle være Kristi sande disciples kendetegn. — Johannes 13:35.

Enhed er tydeligvis en mangelvare inden for den græsk-ortodokse kirke. Det er dog langtfra det eneste kirkesamfund der er præget af sådanne forhold. Det er derimod et typisk eksempel på den splittelse der plager alle kristenhedens kirker.

Retsindige mennesker der elsker Gud, har svært ved at få disse forhold til at stemme overens med apostelen Paulus’ ord til sande kristne i Første Korintherbrev 1:10: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“

Ja, Jesu sande disciple er kendetegnet af en ubrydelig enhed. De er forenede af kærlighedens forenende bånd, og er derfor ikke præget af politiske, sekteriske eller doktrinære forskelle. Jesus har tydeligt forklaret at alle vil kunne kende hans disciple på „deres frugter“, eller gerninger. (Mattæus 7:16) Udgiverne af dette blad vil gerne indbyde dig til at undersøge hvilke „frugter“ Jehovas vidner frembringer. De er nemlig kendetegnet af sand kristen enhed, både i Grækenland og alle andre steder i verden.

[Illustration på side 18]

Præster i sammenstød med politiet

[Kildeangivelse på side 15]

Fra bogen The Pictorial History of the World