Konsekvenserne af for meget arbejde

Af Vågn op!-​korrespondent i Japan

„DET er blevet meget populært med ’opkvikkende drikke’; der er mere end 200 mærker på markedet. Det årlige salg er på 900 millioner yen,“ oplyser Mainichi Daily News, Japans største avis. Den omfattende brug af disse produkter, som siges omgående at give trætte arbejdere ny energi, „viser at japanerne forsøger at præstere deres bedste trods stress, søvnmangel og trykkende sommervarme,“ hedder det videre.

På den anden side af Stillehavet „arbejder efter sigende næsten hver ottende amerikaner 60 timer eller derover om ugen,“ oplyser Det Amerikanske Institut for Arbejdsstatistik. Mellemledere må ofte bruge så meget tid og energi på deres arbejde at jobbet bliver den vigtigste faktor i deres liv.

I næsten alle kulturer bliver flid, arbejdsomhed og punktlighed prist som dyder. Selv en bibelskribent har gjort sig overvejelser om dette: „Der er intet bedre for et menneske end at spise og drikke og lade sin sjæl nyde godt af sin møje. Også dette, har jeg set, er fra den sande Guds hånd.“ (Prædikeren 2:24) I det store og hele holder folk stadig fast ved disse værdinormer. Uanset om de betragter det som en dyd eller ej, arbejder de fleste mennesker fra morgen til aften, fem, seks eller endog syv dage om ugen.

Hvad er der kommet ud af al denne flid? De økonomiske „mirakler“ i lande som Japan og Tyskland efter den anden verdenskrig har vakt ulandenes misundelse. Begge lande rejste sig fra nederlaget og blev økonomiske sværvægtere, nogle som resten af verden måtte regne med. Men hvad har folk haft ud af dette arbejdsræs?

Selv om levestandarden er højnet betydeligt i Japan, ’har de fleste japanere stadig svært ved at mærke deres velstand i dagligdagen,’ skriver Mainichi Daily News. I deres uafladelige stræben efter et ’godt liv’ bliver mange syge eller dør ligefrem af overarbejde og stress. Tilsvarende viser et rundspørge blandt tre tusind amerikanske ledere at hver tredje føler at han eller hun arbejder for meget, er udbrændt og mangler begejstring for sit arbejde.

Også arbejdende kvinder er hårdt pressede. En italiensk undersøgelse viser at italienske kvinder i gennemsnit arbejder 30 timer mere om ugen end deres ægtefælle. Når de kommer hjem fra deres kontor- eller fabriksarbejde må de klare de huslige gøremål. En kvindelig arbejder indrømmer over for tidsskriftet Europeo: „Den tid jeg har til sociale aktiviteter er faktisk lig nul. Jeg har ikke tid til mig selv. Jeg kan ikke klare det længere.“

Hvad med familielivet? „I vores jagt efter at opfylde den amerikanske drøm har vi ofret os selv og familien for penge og magt,“ siger newyorkeren Herbert Freudenberger, der er specialist i behandling af udbrændthed. Eftersom nogle engelske forretningsfolk har hænderne fulde af arbejde i udlandet, føler deres hustruer sig ensomme og ulykkelige. Og mange andre har det på nøjagtig samme måde.

Hør engang hvilke konsekvenser denne arbejdsnarkomani har for familielivet i Japan, hvor mindre end halvdelen af alle midaldrende kontorarbejdere er hjemme før klokken otte om aftenen. Nogle hustruer har allerede opgivet at betragte deres mænd som en ægtefælle — og ønsker slet ikke at have ham gående om sig længere. En tv-reklame beskriver hustruernes indstilling sådan: „Det er bedst når han er rask og er væk fra hjemmet.“

Det er altså tydeligt at for meget arbejde har både sine positive og negative sider. Når man går over gevind, kan det blive en byrde. Hvordan kan man gøre arbejdet til en dyd og en sand glæde?

Og hvor alvorligt er det når man sætter arbejdet over alt andet, uanset prisen? Lad os se nærmere på disse aspekter ved for meget arbejde.

Kan for meget arbejde være farligt for helbredet?

DEN midaldrende assurandør faldt ind over sin bil, kastede op og kollapsede. Han krammede stadig sin dokumentmappe ind til sig, symbolet på hans arbejde. Han fulgte firmaets motto: „Vi står på det kritiske punkt. Giv dig selv 150 procent.“ Den måned han kollapsede havde han kørt 3000 kilometer. Fire dage efter kollapsen var han død og borte.

Dette er ikke noget isoleret tilfælde. „Firmasoldaterne“, som de kaldes i Japan, trues af karoshi, død på grund af overarbejde. En advokat der har specialiseret sig i at behandle sådanne sager, anslår at der „årligt er mindst 30.000 ofre for karoshi i Japan“. Det er derfor ikke overraskende at et rundspørge har vist at 40 procent af de adspurgte japanske kontorfolk frygtede for at dø af overarbejde.

Det er svært at bevise en sammenhæng mellem overarbejde og helbredsproblemer, men ofrenes familier er ikke i tvivl. Faktisk blev udtrykket „død af overarbejde“ opfundet af efterladte familier som krævede skadeserstatning. „I lægelig sammenhæng refererer udtrykket til dødsfald eller invalidering som følge af slagtilfælde, hjertemuskelinfarkt eller akut hjertelammelse forårsaget af forhøjet blodtryk eller arteriosklerose som følge af arbejdspres,“ siger Tetsunojo Uehata fra Instituttet for Offentlig Sundhed i Japan. For nylig har det japanske social- og sundhedsministerium advaret om at konstant overarbejde medfører søvnbesvær, og med tiden dårligt helbred og sygdomme.

Men ligesom rygere nødig vil erkende farerne ved at ryge, og alkoholikere lukker øjnene for farerne ved alkoholmisbrug, har arbejdsnarkomaner svært ved at indse det farlige i at have en urimelig lang arbejdsdag. At man presser sig selv arbejdsmæssigt kan imidlertid føre til andet end dødsfald.

Udbrændthed og depression

Nogle arbejdsnarkomaner falder om og dør eller bliver invaliderede, mens andre bliver ramt af udbrændthed. „Udbrændthed er ingen eksakt medicinsk diagnose,“ forklarer tidsskriftet Fortune, „men blandt de almindeligt kendte symptomer er træthed, manglende kampånd, arbejdsforsømmelse, forværrede helbredsproblemer, samt stof- eller alkoholmisbrug.“ Nogle ofre bliver aggressive, mens andre bliver skødesløse og kludrer i det. Hvem bliver ramt af udbrændthed?

Almindeligvis er det ikke folk med samarbejdsvanskeligheder, ej heller nogle der er følelsesmæssigt uligevægtige. Nej, ofte er det folk som går op i deres arbejde med liv og sjæl. De kæmper måske for at klare sig i den benhårde konkurrence eller for at komme til tops i firmaet. De arbejder længe og hårdt, for om muligt at overtage hele ledelsen af deres arbejde. Men hvis deres flid og arbejdsomhed ikke giver det forventede resultat og den forventede tilfredshed, bliver de desillusionerede og føler sig udbrændte.

Med hvilke konsekvenser til følge? I Tokyo har man oprettet en særlig telefontjeneste kaldet Livlinjen, for potentielle selvmordskandidater, og man får flere og flere henvendelser fra desperate midaldrende og ældre kontorarbejdere. Af de mere end 25.000 der begik selvmord i Japan i 1986, var hele 40 procent i fyrrerne og halvtredserne, og 70 procent af disse var mænd. „Det er fordi der forekommer flere og flere tilfælde af depression blandt midaldrende lønmodtagere,“ forklarer Hiroshi Inamura, der er professor i psykiatri.

En anden sygelig tilstand er den såkaldte ferieneurose. Hvordan udarter den sig? Ved irritation på fridage på grund af inaktivitet. Arbejdsnarkomanen plages af sin samvittighed på sine fridage fordi han ikke har noget at tage sig til. Han kan ikke finde rist eller ro men vandrer rundt i stuen som et indespærret vilddyr. Når det bliver mandag styrter han befriet af sted til kontoret.

En særlig type depression som nu får midaldrende ansatte til at søge læge er det såkaldte hjemme-fobi-syndrom. Udbrændte arbejdere tager rundt på caféer og barer efter arbejde. Til sidst holder de helt op med at tage hjem. Hvorfor er de bange for at komme hjem? Det kan ikke alene skyldes at deres ægtefæller ikke forstår dem, men også at „mange har arbejdet så hårdt at de har mistet evnen til at tilpasse sig verden uden for deres arbejde og i mange tilfælde selv familien,“ siger dr. Toru Sekiya, som driver et hospital hvor sådanne patienter kan tilbringe natten mens de arbejder om dagen.

Familielivet belastes

Arbejdsnarkomanen er ikke altid den der har det værst. Arbejdsnarkomani „er ofte et større problem for de mennesker der lever sammen med arbejdsnarkomanen,“ bemærker tidsskriftet Entrepreneur. Ægtefællernes liv ender med at blive et mareridt. Arbejdsnarkomanen „har allerede fundet sit livs kærlighed, og det er ikke altid nemt at tage til takke med andenpladsen,“ skriver tidsskriftet The Bulletin, der udkommer i Sydney i Australien. Hvordan går det i et sådant ægteskab?

Hør engang hvordan det gik Larry, en amerikaner som arbejdede for et japansk firma i USA. Han arbejdede mange timer over uden betaling og var med til at øge fabrikkens produktivitet med 234 procent. Førte det til glæde og succes? Nej, hans hustru lod sig skille fra ham. I retten udtalte hun at han var ’godt tosset’.

Endnu værre gik det en japansk forretningsmand som tog på arbejde klokken fem hver morgen og først kom hjem klokken ni om aftenen. Hans hustru begyndte at drikke. En dag hvor de var oppe at toppes på grund af hendes drikkeri, kvalte manden hende. Dommeren kendte ham skyldig i drab og sagde: „De har gået så meget op i Deres arbejde at De ikke har erkendt Deres hustrus ensomhed; De gjorde ikke nok for at give hende noget at leve for.“

En så yderliggående handling som at kvæle ægtefællen er sjælden, men overarbejde kan også belaste familielivet på anden vis. Sker det at ægtemanden er hjemme en søndag, sidder han måske blot plantet foran fjernsynet og ser sport eller sidder og døser hele eftermiddagen. Sådanne ægtemænd er ikke klar over hvor meget de er kommet ud af trit med livets realiteter. Under det voldsomme arbejdspres forsømmer de noget af det vigtigste i livet — familien. De ignorerer behovet for en god kommunikation i familien og baner derved vejen for en ensom tilværelse når de går på pension.

Gammel og gnaven

Bogen At Work indleder med en advarsel: „I vort samfund . . . er sammenhængen mellem arbejde, selvrespekt og social position så snæver, at nogle der når pensionsalderen har ekstremt svært ved at vænne sig til et liv uden deres tidligere arbejdsroller.“ De som fylder hele deres tilværelse med arbejde, må spørge sig selv: ’Hvad vil jeg have tilbage hvis jeg mister mit arbejde?’ Husk at når man går på pension vil familien og nærmiljøet komme til at indtage den vigtigste plads.

De som har forsømt at kommunikere med deres familie og deres naboer ved ikke hvad de skal tale med dem om når de er blevet pensioneret. „De betaler prisen for kun at have gået op i deres arbejde,“ siger en erfaren rådgiver for midaldrende japanske ægtepar. „De har manglet det menneskelige aspekt i deres tilværelse, og de har taget alt for givet blot fordi det var dem der tjente pengene. Når de går på pension, bliver rollerne tilsyneladende byttet om.“

At arbejde hårdt for familien i 30 eller 40 år kan koste dyrt. Hvor er det sørgeligt at tidligere ’arbejdsbier’ efter års slid bliver kasseret som „industriaffald“ og nureochiba (vådt nedfaldent løv) af deres egne familier. Det sidste udtryk bruges i Japan om pensionerede mænd som ikke har andet at tage sig til end at gå rundt i hælene på deres hustruer dagen lang. De minder derfor om vådt løv som klistrer sig til kosten og som ikke er til at ryste af, men kun er til gene.

Når man tænker på omkostningerne er det naturligt at spørge om det virkelig er en dyd at slide sig selv op på den måde. Findes der en måde at arbejde på som bringer sand tilfredshed? Det vil den næste artikel komme ind på.

[Ramme på side 6]

Faresignaler!

„Hvis din mand mister sin appetit, lider af søvnløshed og er tilknappet, udsender han faresignaler. Fortæl ham at han skal prøve at finde glæde ved andet end sit arbejde og forsøge at komme sammen med andre end sine kolleger.“ — Dr. Toru Sekiya, Sekiya Neurologiske Klinik, Tokyo, Japan.

„Jeg kan godt lide at have en lang arbejdsdag, men hvis man mister mand og familie undervejs er det hele omsonst. Hvad er det hele værd hvis man ikke har nogen at dele goderne med?“ — Mary Kay Ash, formand for Mary Kay Cosmetics.

[Illustration på side 5]

Udbrændthed skaber undertiden store problemer

[Illustrationer på side 7]

Hvis familieoverhovedet er arbejdsnarkoman ødelægger det ofte tilværelsen for hans nærmeste

Når arbejde er en dyd

OVERALT i Sydøstasien forlader mange unge tjenestepiger deres køkkenarbejde og sidder klistret til fjernsynsskærmen når der blændes op for den japanske tv-serie Oshin. Den handler om en fattig kvinde der efter mange års slid kæmper sig op og bliver rig. Med tårer i øjnene identificerer disse piger sig med Oshin, heltinden. Denne tv-serie synes at være lige hvad de behøver for at kunne klare endnu en dags hårdt arbejde.

Når folk dag efter dag arbejder så hårdt at de sætter deres liv og helbred på spil, må de have en grund til det. Hvad er det der driver dem? Ligesom for de asiatiske tjenestepigers vedkommende er ønsket om at forbedre sin levestandard et almindeligt og stærkt incitament til at arbejde. Mange arbejder dog ikke blot for pengenes skyld.

„Det økonomiske aspekt er næsten en underordnet drivkraft,“ skriver Stephen D. Cohen om den japanske arbejdsmoral. Hvad er det da der får japanerne til at arbejde så intenst? „At firmaet har salgssucces i forhold til konkurrenterne skaber stolthed og selvtilfredshed. Det er belønningen for den hårde indsats,“ forklarer Stephen D. Cohen. Loyalitet mod firmaet får ansatte til at give alt hvad de har i sig, og arbejdet bliver den eneste måde hvorpå de kan bevise deres værd. Ønsket om at rykke et par trin op ad firmaets rangstige må heller ikke overses. Udsigten til en dag at nå helt til tops ansporer mange til at lægge sig i selen.

Fornuftigt at sætte helbredet på spil?

Men er dette tilstrækkelig grund til at sætte liv og helbred på spil? Om den der arbejder hårdt for materiel rigdom, siger Bibelen: „Ikke engang hans øjne bliver mætte af rigdom.“ Til sidst vil en sådan person måske spørge sig selv: „For hvis skyld har jeg møje og lader min sjæl mangle alle goder?“ (Prædikeren 4:8) De der knokler for pengenes skyld kan tilsyneladende ikke få nok. De bliver fanget i en ond cirkel, hvor de arbejder mere og mere. Bibelen advarer: „Slid ikke for at samle rigdom.“ — Ordsprogene 23:4.

Hvad med firmaloyaliteten? Selv om loyalitet er en god egenskab må de potentielle følger ved at arbejde til man segner tages i betragtning. „Når én er udbrændt,“ siger direktøren for et amerikansk firma, „vil jeg ikke have ham på holdet alligevel.“ Hustruen til en „firmasoldat“ som arbejdede sig ihjel før han var fyldt 40, skrev til en avis: „Hvilken trøst kan vi finde i deres kondolencebrev: ’Vi er kede af at have mistet en så værdifuld medarbejder’? Disse firmamartyrer bliver betragtet som ’affald’ når de først er døde.“

Det kan godt være at man ikke bliver udbrændt eller dør af overarbejde, men hvad sker der den dag man når pensionsalderen? En japansk radiojournalist, Motoyo Yamane, siger: „På trods af at de har hængt i for firmaets skyld, går det op for dem at firmaet ikke længere har brug for dem og at de ikke længere er til nogen nytte.“ For det upersonlige firma er de hårdtarbejdende ansatte kun små tandhjul i et stort maskineri der kan skiftes ud når de er nedslidte. Man kan derfor ikke fortænke mange japanere i at miste troen på deres firma. De begynder at indse at deres kærlighed til firmaet ikke gengældes.

Hvordan går det dem der stiger i graderne inden for firmahierarkiet? De der når at få rang af mellemledere, indser snart at ikke alle kommer til tops. Hvad sker der så? Når deres forfremmelsesmuligheder er udtømte, begynder de at skifte fra det ene job til det andet. Det er alt hvad de får ud af deres firmaloyalitet.

Et ligevægtigt syn på arbejde

Det afstedkommer skuffelse og frustration at trælle for pengenes skyld, for firmaets skyld eller for konkurrencens skyld. Bibelen afviser imidlertid ikke værdien af at arbejde. „Hvert menneske bør spise og drikke og nyde godt af al sin møje.“ (Prædikeren 3:13) Bibelen anbefaler at man nyder frugten af sit arbejde. Det er et fingerpeg om hvordan man bør se på det at arbejde.

Japans social- og sundhedsministerium har for nylig opfordret arbejdere til at „glemme arbejdet efter arbejdstid (og) spise aftensmad sammen med familien“. Nogle erhvervsledere har tilsyneladende taget dette råd til sig. Formanden for et ekspanderende firma for bioteknologi erklærer: „Jeg ønsker at alle vore ansatte først og fremmest skal sørge godt for deres familie. Deres arbejde i vores firma er blot et middel til at nå dette mål.“

Et godt forhold i familien er bestemt noget som er værd at arbejde på. Hvis atmosfæren i familien er truet eller ens helbred lider på grund af arbejdsbelastning, nyder man ikke godt af al sin møje.

I det japanske samfund hvor anciennitetssystemet dominerer, har nogle tillagt sig følgende holdning: „Aldrig fraværende, aldrig komme for sent, aldrig arbejde.“ De foregiver at være arbejdsomme ved at blive længe på arbejdspladsen, men venter i virkeligheden kun på at deres chef skal gå hjem. Kenji, der er sælger i et boligkonsulentfirma i Hiroshima, havde samme holdning. Han drev den af på jobbet, sad og hang på en café eller stod og spillede på flippermaskiner i arbejdstiden.

Bliver man lykkelig af en sådan tilværelse? „Den ugidelige vil blive sat til tvangsarbejde,“ siger et bibelsk ordsprog. I dag bliver man ikke sat til bogstaveligt tvangsarbejde på grund af dovenskab. Men ens arbejde kan blive et slavearbejde mentalt set. Samme ordsprog påpeger imidlertid også værdien af at være flittig: „Det er de flittiges hånd der skal herske.“ (Ordsprogene 12:24) Selv hvis man ikke kommer til at regere et land eller lede et firma, vil man blive respekteret af sin familie og få hold på tilværelsen. Desuden kan man vinde sin arbejdsgivers tillid, samt opnå en ren samvittighed.

Kenji har erkendt at det er sandt. Han besluttede på et tidspunkt at studere Bibelen og lagde sin tilværelse fuldstændig om. „Ved at efterleve princippet om ærlighed på arbejdspladsen,“ siger han, „begyndte jeg at arbejde samvittighedsfuldt uanset om chefen var til stede eller ej. Derved vandt jeg hans tillid.“

Når det er en glæde at arbejde

For at et arbejde kan blive meningsfyldt må det gavne andre. ’Tilfredsstillende arbejde,’ siger en forretningsmand, ’er arbejde som skaber tryghed, velvære og glæde i mange menneskers liv.’ Et sådant arbejde er meget tilfredsstillende. Det er som Jesus Kristus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.

Det er anbefalelsesværdigt at arbejde til gavn for andre, men der er også en anden faktor som er med til at gøre arbejdet og livet tilfredsstillende. Efter at have nydt al den luksus og rigdom livet har at tilbyde, kom kong Salomon til følgende vigtige konklusion: „Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ — Prædikeren 12:13.

Vi må altså tage Guds vilje i betragtning i alt hvad vi gør. Arbejder vi i harmoni med hans vilje eller modarbejder vi den? Stræber vi efter at behage ham eller blot efter at behage os selv? Hvis vi ignorerer Guds vilje ender vi med at blive materialister eller hedonister og vil til sidst føle ensomhed, tomhed og fortvivlelse.

Husk at det at tjene Jehova Gud — at udføre arbejde som glæder Skaberen — altid vil være tilfredsstillende. Jehova arbejder selv flittigt, og han opfordrer os til at gøre fælles sag med ham og blive hans „medarbejdere“. (1 Korinther 3:9; Johannes 5:17) Men bringer dette arbejde sand glæde?

En administrerende direktør for et trykkeri besøgte engang Vagttårnets trykkerianlæg i Japan for at se hvordan det var indrettet. Det var ikke blot maskinerne der fangede hans interesse. Han så unge mænd der var glade for deres arbejde, og han var overrasket over at høre at de alle var frivillige og at mange flere ansøgte om at komme til at arbejde dér. Hvorfor var han så overrasket? „Hvis vi i vores firma ansætter ti nye medarbejdere, skal vi være glade hvis vi stadig har fire af dem tilbage efter et år,“ forklarede han. „I vagttårnsfolk har en værdifuld skat i disse unge medarbejdere!“

Hvad er det der gør disse unge mænd til glade og flittige medarbejdere? Eftersom de er frivillige, arbejder de naturligvis ikke for penge. Hvad er det da der motiverer dem? Det er deres hengivenhed for og taknemmelighed mod Jehova, deres Skaber, og deres kærlighed til næsten. Deres indstilling afspejler at de ikke arbejder „som nogle der vil behage mennesker, men som Kristi trælle, der gør Guds vilje af en hel sjæl“. — Efeserne 6:6.

Alt dette er blot en forsmag på hvad der senere vil ske. De der nu arbejder flittigt for at tjene Jehova, kan se frem til at han snart genskaber Paradiset og sørger for at alle på jorden kan få et meningsfyldt arbejde. En af Guds profeter, Esajas, har forudsagt om livet til den tid: „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. . . . Mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ — Esajas 65:21, 22.

Det vil være et velsignelsesrigt arbejde! Ved at lære Guds vilje at kende og arbejde i overensstemmelse med den, kan du være blandt dem der velsignes af Jehova og som altid vil ’nyde godt af al deres møje’. — Prædikeren 3:13.

[Ramme på side 9]

Et ligevægtigt syn på arbejde redder et ægteskab

Indtil for et par år siden gik Yasuo, der bor i Hokkaido i Japan, kun op i sit arbejde. Han havde en mellemlederstilling og tænkte ikke på andet end at øge firmaets omsætning. Dag efter dag arbejdede han helt til klokken 11 om aftenen uden at tage en eneste feriedag. Han fortæller: „Jeg indså at uanset hvor meget jeg puklede gav mit arbejde mig ingen glæde.“ Yasuos helbred begyndte at lide under det. Han talte med sin kone om det og erkendte at der var noget som var vigtigere end arbejdet, nemlig familien. Han lagde sit liv om og begyndte ligesom sin hustru at studere Bibelen. Nu er han elsket og respekteret som overhoved for sin lykkelige familie.

[Illustration på side 9]

Din familie bør ikke bøde for at du har for meget om ørerne

[Illustration på side 10]

Snart vil alle kunne glæde sig over at være med til at omdanne jorden til et paradis