Nyt fra Rigets arbejdsmark

„For Gud er alle ting mulige“

ORDENE ovenfor, som er hentet fra Mattæus 19:26, viste sig sande for en ung kvinde i Venezuela. Hun blev i stand til at overvinde et alvorligt problem ved at sætte hele sin lid til Jehova. Hun beretter:

„Min mormor var meget god og kærlig. Desværre døde hun da jeg kun var 16 år gammel. Hendes død var et hårdt slag for mig. Jeg blev uligevægtig og brød mig ikke engang om at gå ud af huset for at opholde mig i gården. Til sidst levede jeg næsten helt tilbagetrukket.

Jeg gik hverken i skole eller på arbejde. Jeg blev ganske enkelt på mit værelse. Ensom og uden venner led jeg af en alvorlig depression. Jeg følte mig fuldstændig værdiløs og ønskede blot at dø og derved gøre en ende på det hele. Jeg blev ved med at spørge mig selv: ’Hvad er meningen med livet?’

Min mor plejede regelmæssigt at få bladene Vagttårnet og Vågn op! af en ung kvinde som hed Gisela. En dag fik min mor øje på Gisela som kom forbi vores hjem, og spurgte om hun ville hjælpe mig. Gisela var indforstået med at prøve, men jeg afslog at hilse på hende. Det var ikke nogen hindring for Gisela. Hun skrev et brev til mig hvori hun lod forstå at hun ønskede at være min ven, og at en anden, men mere betydningsfuld person også ønskede at være min ven. Hun fortalte mig at det var Jehova Gud.

Det gjorde et stort indtryk på mig og fik mig til at svare på hendes brev, og vi skrev sammen i tre måneder. Først efter en del indtrængende opfordringer fra Gisela fik jeg endelig mod til at møde hende. Gisela benyttede vort første møde til at studere med mig ud fra bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Efter studiet inviterede hun mig til et møde i den lokale rigssal. Jeg var forbløffet. Jeg havde ikke forladt mit hjem i fire år, og bare tanken om at skulle gå på gaden skræmte mig.

Gisela var meget tålmodig med mig. Hun forvissede mig om at der intet var at være bange for, og at hun ville komme og følges med mig til mødet. Det gik jeg til sidst ind på. Da vi ankom til rigssalen, begyndte jeg at ryste og svede. Jeg var ikke i stand til at hilse på nogen. Ikke desto mindre indvilligede jeg i at fortsætte med at overvære møderne, og Gisela hentede mig trofast hver uge.

For at hjælpe mig med at overvinde min nervøsitet sørgede Gisela for at vi kom i god tid til møderne. Vi stod ved døren og hilste på hver eneste der kom. På den måde mødte jeg kun en eller to ad gangen og ikke en hel flok. Når jeg ikke følte jeg kunne holde til det, citerede Gisela Mattæus 19:26 for mig, hvor der står: ’For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.’

Det var ikke let, men langt om længe blev jeg i stand til at være til stede i en endnu større forsamling, nemlig ved et kredsstævne. Det var et stort skridt for mig. I september 1995 fik jeg samlet mod nok til at tale med menighedens ældste om at tage del i hus-til-hus-forkyndelsen. Seks måneder senere, nemlig i april 1996, symboliserede jeg min indvielse til Jehova gennem vanddåben.

Når nogen senere har spurgt mig hvordan jeg fik mod til at gøre dette, svarer jeg: ’Mit ønske om at glæde Jehova er større end min frygt.’ Jeg bliver stadig af og til deprimeret, men min glæde er blevet forøget ved at jeg er begyndt at tjene som pioner. Jeg kan tilslutte mig det Gisela engang sagde. Nu har jeg en Ven som er interesseret i mig, og som ’giver mig kraft’.“ — Filipperne 4:13.

[Illustrationer på side 8]

„Mit ønske om at glæde Jehova er større end min frygt“