Spillenarkomaner er altid tabere

„SPILLENARKOMANI er en sygdom på linje med alkoholisme og stofmisbrug,“ erklærer professor Jean Ades fra Frankrig. „Man er afhængig, men ikke af stoffer,“ siger han, og „det går op for flere og flere at de er afhængige“. Selv efter at spillenarkomanerne har tabt store summer er de besat af tanken om at erstatte tabet ved at spille endnu mere. „De fleste tabere kommer sig hurtigt over skuffelsen. Men for nogle er trangen til at spille så ukontrollabel at den kan ødelægge deres tilværelse,“ har en fransk journalist skrevet. „De lover hele tiden sig selv at de vil holde op, men vanen får altid overtaget. De er spillenarkomaner.“

En sydafrikansk spiller har indrømmet: „Hvis man er spillenarkoman og man sætter sig ved en roulette eller ved et blackjack-bord, er man tabt for omverdenen. Adrenalinet pumper rundt i årerne og man vil bruge sin sidste cent på en omgang til ved rouletten eller en indsats i kortspil. . . . Mine adrenalinreserver hjalp mig til at holde mig vågen i adskillige dage og nætter i træk, mens jeg betragtede kortene og tallene og ventede på supergevinsten der aldrig kom.“ Han slutter: „Der er mange andre der ligesom jeg ikke kan standse når de har vundet nogle få hundrede eller få tusind rands. Vi vil fortsætte med at spille indtil det hele er tabt og vores familieliv er gået uopretteligt i stykker.“

Henry R. Lesieur, professor i sociologi ved St. John’s University i New York, har skrevet at ønsket om at spille, hvad enten man vinder eller taber, er så stærkt „at mange spillere kan klare sig flere dage uden at sove, spise eller gå på toilettet. Spillet skubber alt andet til side. Mens man venter på udfaldet får man et ’kick’ der sædvanligvis giver sig udslag i svedige håndflader, hjertebanken og kvalme.“

En tidligere spillenarkoman indrømmer at det ikke var det at vinde der drev ham, men snarere virkningen af eller spændingen ved selve spillet. „Hasardspil vækker nogle utrolig stærke følelser,“ siger han. „Når roulettehjulet drejer og man venter på at lykken skal træffe et valg, svimler det et øjeblik for en og man er nær ved at besvime.“ Den franske spiller André siger samstemmende: „Når man har sat 10.000 francs på en hest og der er 100 meter til målstregen, vil det ikke røre én en tøddel om så man fik at vide at ens kone eller mor lige var død.“

André fortæller hvordan han kunne fortsætte med at spille selv når han havde tabt stort. Han lånte penge i banken, af sine venner, og hos ågerkarle der tog ublu renter. Han forfalskede postsparekassebøger og stjal checks. Han forførte enlige kvinder under sine besøg på kasinoer og forsvandt med deres kreditkort. „På det tidspunkt var André ikke engang interesseret i om han nogen sinde ville kunne rette op på sin katastrofale økonomi. Hans omflakken blev helt og holdent styret af hans besættelse,“ skriver en fransk journalist. Han blev kriminel og endte i fængsel, og hans ægteskab gik i stykker.

I mange tilfælde bliver spillenarkomaner, i lighed med stofmisbrugere og alkoholikere, ved med at spille, selv om det koster dem deres arbejde, deres forretning, deres helbred og til sidst deres familie.

For nylig har mange byer i Frankrig åbnet dørene for hasardspil. Lånekontorer har en strålende omsætning, selv i områder hvor andre forretninger har måttet dreje nøglen om. Ejerne siger at spillere ofte taber alle deres penge og indleverer ringe, ure, tøj og andre værdigenstande for at få penge til benzinen hjem. I nogle kystbyer i De Forenede Stater er der åbnet nye lånekontorer; visse steder ligger der tre eller fire lige ved siden af hinanden.

Nogle er blevet kriminelle for at skaffe penge til deres spillelidenskab. Ifølge professor Lesieur viser de undersøgelser der indtil dato er foretaget „mange forskellige former for ulovlig adfærd blandt spillenarkomaner . . . checkforfalskning, underslæb, tyveri, væbnet røveri, bookmakeri, bedrageri og hæleri“. Dertil kommer den kriminalitet hvor spillere stjæler fra deres arbejdsgivere. Ifølge Gerry T. Fulcher, der er leder af et institut hvor man underviser og behandler spillenarkomaner, har 85 procent af de tusinder af inkarnerede spillenarkomaner indrømmet at de har stjålet fra deres arbejdsgivere. „Set fra et rent økonomisk synspunkt er spillenarkomani potentielt værre end alkoholisme og stofmisbrug tilsammen,“ siger han.

Andre undersøgelser har vist at næsten to tredjedele af de spillere der ikke sidder i fængsel, og 97 procent af dem der gør, har været indblandet i ulovligheder for at kunne finansiere deres spil eller for at kunne betale deres spillegæld. I 1993 blev der begået 16 bankrøverier i amerikanske byer langs kysten ved Den Mexicanske Golf, et sted hvor der i stor stil drives legaliseret hasardspil. Dette var fire gange så mange som det foregående år. En mand røvede otte banker for i alt 89.000 dollars for at kunne fortsætte med at spille. Andre banker har været udsat for væbnet røveri af spillere der er blevet tvunget til at tilbagebetale deres kreditorer store pengebeløb.

„Når spillenarkomaner forsøger at bryde vanen, oplever de abstinenssymptomer der minder om dem rygere og stofmisbrugere må igennem,“ skriver The New York Times. Spillere indrømmer imidlertid at det kan være sværere at bryde spillevanen end andre vaner. „Nogle af os har også haft erfaringer med alkoholisme og stofmisbrug,“ fortæller en spiller, „og vi er alle enige om at spillenarkomanien er langt sværere at aflægge end nogen af de andre vaner.“ Dr. Howard Shaffer fra Centret for Afhængighedsforskning ved Harvard University, har sagt at mindst 30 procent af de spillenarkomaner der forsøger at stoppe, „viser tegn på irritabilitet eller får maveproblemer, søvnproblemer og et blodtryk og en puls der er højere end normalt“.

Ifølge dr. Valerie Lorenz, der er leder af et center for sygelig spilletrang i Baltimore, Maryland, USA, „rammes spillenarkomaner af sådan noget som kronisk hovedpine, migræne, vejrtrækningsproblemer, anginasmerter, hjertearytmi og følelsesløshed i arme og ben“.

Dertil kommer selvmord. Hvad kunne være værre end det man almindeligvis omtaler som „en ikkedødelig afhængighed“ der forårsager død? I et amerikansk amt hvor man for nylig har åbnet spillekasinoer, er „selvmordsprocenten på uforklarlig vis fordoblet, skønt ingen læger har villet kæde det sammen med spil,“ skriver The New York Times Magazine. I Sydafrika begik tre spillere selvmord på blot én uge. Antallet af selvmord som følge af legalt eller illegalt spil og spillegæld, kendes ikke.

Selvmord er en tragisk måde at slippe ud af spillelidenskabens skruestik på. I den følgende artikel vil vi fortælle om en bedre udvej.

[Tekstcitat på side 6]

Lånekontorerne går godt, og kriminaliteten florerer