Jeg har stolet på Jehova fra min ungdom

FORTALT AF BASIL TSATOS

Året var 1920. Stedet var Arkadia-højdedragene på den smukke Peloponnes-halvø i Grækenland. Jeg lå i sengen, alvorligt medtaget af den frygtede spanske syge, der rasede over hele verden.

JEG vidste at sygdommen havde krævet endnu et menneskeliv hver gang kirkeklokken ringede. Skulle jeg blive den næste? Heldigvis kom jeg mig, i modsætning til millioner af andre. Jeg var kun otte år dengang, men mindet om den frygtelige sygdom står lyslevende for mig.

Barndomstanker om det åndelige

Kort efter døde min morfar. Jeg husker at mor efter begravelsen kom ud til min søster og mig på altanen derhjemme. Utvivlsomt for at trøste os sagde hun blidt: „Ja, børn, vi bliver alle gamle og skal dø.“

Trods den nænsomme formulering blev hendes ord ved med at nage mig. ’Hvor trist og uretfærdigt!’ tænkte jeg. Vi lyste dog begge op da mor tilføjede: „Men når Herren kommer igen, vil han oprejse de døde, og så skal vi ikke mere dø!“ Det var trøstende ord!

Efter den tid var jeg stærkt interesseret i at finde ud af hvornår den lykkelige tid skulle oprinde. Jeg spurgte mange, men ingen kunne svare, og heller ingen var for den sags skyld interesseret i at drøfte emnet.

Da jeg var omkring 12 år fik far en dag tilsendt en bog af sin broder, der boede i De Forenede Stater. Den hed Guds Harpe og var udgivet af Vagttårnsselskabet. Jeg kiggede indholdsfortegnelsen igennem og spærrede begejstret øjnene op da jeg så at et kapitel hed: „Kristi Genkomst“. Jeg læste det med stor interesse, men jeg var skuffet over at der ikke stod noget om hvornår Kristus kom igen. Bogen pegede imidlertid på at det ikke kunne vare længe.

Snart kom jeg i gymnasiet og blev opslugt af studierne. Men fra tid til anden sendte min farbroder i Amerika mig nogle eksemplarer af Vagttårnet, som jeg nød at læse. Hver uge overværede jeg også søndagsskolen, hvor biskoppen ofte holdt foredrag for os.

En søndag sagde han stærkt ophidset: „Nogen er kommet til vor by og fylder den med kætterskrifter.“ Han holdt et nummer af Vagttårnet op og råbte: „Hvis nogen af jer finder sådanne skrifter derhjemme, så tag dem med hen i kirken, og jeg skal brænde dem.“

Jeg blev foruroliget over hans tonefald, men endnu mere over hans hævntørst. Jeg føjede ham derfor ikke; men jeg skrev til min farbroder og bad ham om ikke at sende flere publikationer fra Vagttårnsselskabet. Imidlertid grundede jeg stadig over spørgsmålet om Kristi genkomst.

Min åndelige appetit skærpes

Da sommerferien oprandt, ville jeg pakke mit tøj og fandt derfor min kuffert frem. På bunden lå tre af Vagttårnsselskabets brochurer som jeg ikke havde lagt mærke til før. Den ene hed Hvor er de døde?

’Den ser interessant ud,’ tænkte jeg. Jeg huskede godt biskoppens advarsel, men besluttede at læse brochurerne grundigt og finde de fejl jeg mente de måtte indeholde. Jeg tog en blyant og begyndte min omhyggelige søgen. Til min overraskelse lød indholdet fornuftigt hele vejen igennem, og alle udtalelser var forsynet med bibelhenvisninger som læseren selv kunne slå op.

Da vi ikke havde en bibel spekulerede jeg på om skriftstederne var blevet fordrejet så de stemte med forfatternes mening. Jeg skrev derfor til min farbroder og bad ham sende mig en komplet bibel. Det gjorde han omgående. Jeg gennemlæste den to gange, og skønt der var meget jeg ikke forstod, blev min nysgerrighed vakt af Daniels Bog og Åbenbaringens Bog. Jeg ville gerne forstå hvad det var de forudsagde, men jeg kendte ingen der kunne hjælpe mig.

I 1929 gik jeg ud af skolen, og kort efter sendte min farbroder i Amerika mig igen nogle eksemplarer af Vagttårnet. Jeg syntes efterhånden bedre og bedre om dem og bad ham sende mig dem regelmæssigt. Jeg begyndte desuden at tale med andre om det fremtidshåb bladene gav mig. Men så skete der en afgørende forandring i mit liv.

Åndelige fremskridt i Burma

Mine morbrødre var emigreret til Burma (nu Myanmar), og familien besluttede at jeg skulle rejse ud til dem, eftersom de mente at det ville udvide min horisont og kunne sætte mig i gang i erhvervslivet. Østen havde altid draget mig, så jeg glædede mig til at komme derud. I Burma modtog jeg fortsat Vagttårnet fra min farbroder, men jeg traf ikke nogen af bibelstudenterne (som Jehovas vidner dengang blev kaldt).

En dag så jeg til min glæde en annonce i Vagttårnet for bøgerne Lys, et tobindsværk der forklarede Åbenbaringens Bog. Desuden fandt jeg ud af at Vagttårnsselskabets indiske afdelingskontor, som lå i Bombay, ledede bibelstudenternes arbejde i Burma. Jeg skrev straks efter begge bind af Lys og bad desuden om at der blev sendt bibelstudenter fra Indien til Burma for at forkynde.

Bøgerne kom omgående med posten, og i løbet af et par uger aflagde nogle burmesiske bibelstudenter mig et besøg. Jeg var glad for at få oplyst at der fandtes en lille gruppe bibelstudenter her i hovedstaden Rangoon (nu Yangon). De indbød mig til at overvære deres regelmæssige bibelmøder og gå ud i forkyndelsen fra hus til hus sammen med dem. Til at begynde med tøvede jeg, men snart var jeg ivrigt med til at fortælle buddhister, hinduer, muslimer og navnkristne om Bibelen.

Det indiske afdelingskontor sendte derefter to heltidsforkyndere (pionerer), Ewart Francis og Randall Hopley, til Rangoon. Begge stammede fra England, men havde tjent i Indien i adskillige år. De var til stor opmuntring for mig, og i 1934 lod jeg mig døbe som symbol på min indvielse til Jehova.

Et modigt vidne

Kort efter de første pionerers ankomst sendte det indiske afdelingskontor flere pionerer til Burma. To af dem, Claude Goodman og Ron Tippin, henvendte sig til en stationsforstander ved navn Sydney Coote. Han tog imod nogle bøger, læste dem og begyndte at skrive til sin søster, Daisy D’Souza, der var gift og boede i Mandalay. Også hun fandt bøgerne interessante og bad om flere.

Daisy havde været aktiv katolik og var en usædvanlig modig kvinde. Hun begyndte at besøge naboerne og fortælle dem hvad hun lærte. Og da sognepræsten kom på besøg for at spørge hvorfor hun var holdt op med at gå i kirke, viste hun ham at Bibelen ikke lærte det han sagde, for eksempel at der fandtes et brændende helvede.

Til sidst spurgte han hende: „Når jeg i så mange år har fortalt folk om et brændende helvede, hvordan kan jeg da nu fortælle dem at det ikke findes? Så vil ingen gå i kirke.“

„Hvis De er en ærlig kristen, vil De lære folk sandheden uanset følgerne,“ svarede Daisy og tilføjede: „Hvis De ikke gør det, vil jeg gøre det.“ Og hun holdt ord.

Dick, Daisy og deres to unge døtre blev døbt i Rangoon samtidig med mig. Tre år efter, i 1937, giftede jeg mig med deres næstældste datter, Phyllis.

Vi flygter til Indien

Under den anden verdenskrig invaderede de japanske styrker Burma, og Rangoon faldt den 8. marts 1942. Udenlandske civilpersoner blev nødt til at flygte til Indien over hals og hoved. Hundreder prøvede at forcere junglen, men mange omkom undervejs. Jeg kendte tilfældigvis personligt den officer der stod for evakueringen og kunne derfor sikre os billetter til en af de sidste fragtbåde der skulle afgå fra Rangoon til Calcutta. Det var bedrøveligt at måtte forlade vores hus og de fleste af vore ejendele så hastigt. Burma var besat af japanerne fra 1942 til 1945.

Vi havde ikke ret mange midler da vi ankom til Indien, og det var svært at finde arbejde. Det medførte en trosprøve, idet jeg traf en britisk officer der tilbød mig et indbringende arbejde ved militæret, i våbenfri tjeneste. Med Jehovas hjælp kunne jeg afslå tilbudet og derved bevare en ren samvittighed som kristen. (Esajas 2:2-4) Også på andre måder følte vi Jehovas kærlige hånd.

Vi slog os ned i New Delhi, Indiens hovedstad, hvor det næsten ikke var til at opdrive en bolig. Alligevel fandt vi en rummelig lejlighed i bymidten. Den havde en stor stue med egen indgang, og denne stue var i en årrække rigssal for Delhi-menigheden af Jehovas Vidner. På grund af det forbud der i 1941 blev udstedt i Indien mod alle Vagttårnsselskabets publikationer kunne vi dog ikke skaffe bibelsk læsestof.

Hvordan forbudet blev ophævet

En søndag i 1943 fik kirkegængerne i New Delhi en folder der var underskrevet af 13 gejstlige fra forskellige trosretninger. Den advarede: „BORGERE I DELHI: TAG JER I AGT FOR JEHOVAS VIDNER.“ I folderen fremsatte man den påstand at vi var blevet forbudt i Indien af politiske grunde.

Med afdelingskontorets godkendelse trykte og uddelte vi straks en folder der afslørede præsterne. Eftersom jeg var præsiderende tilsynsmand stod mit navn og min adresse nederst på den utvetydige tryksag. Da politiet kort efter greb Margrit Hoffman og mig i færd med at uddele folderen, blev vi anholdt og sat i arrest, men blev snart løsladt mod kaution.

I forkyndelsen besøgte Margrit senere sir Srivastava, en velkendt minister i den indiske vicekonges regering. Han modtog hende gæstfrit, og under samtalen fortalte hun ham at vore publikationer var blevet uretfærdigt forbudt i Indien. Samme dag traf Margrit tilfældigvis også et parlamentsmedlem fra staten Madras. Han var i byen for at deltage i et parlamentsmøde, og hun påpegede det urimelige i forbudet mod vore publikationer. Han lovede at rejse spørgsmålet ved et kommende møde.

På den tid arbejdede jeg som fysioterapeut på et stedligt sygehus. Sir Srivastava pådrog sig tilfældigvis en skade, og sygehuset sendte mig hen for at undersøge om han kunne have gavn af fysioterapi. Jeg lærte sir Srivastava at kende som en elskværdig person, og mens vi passiarede omtalte jeg i forbigående at Margrit Hoffman og jeg var blevet løsladt mod kaution. Jeg nævnte at det „politisk begrundede“ forbud mod vore bibelske publikationer var udstedt under gejstligt pres, men at vi var fuldstændig upolitiske. Desuden tilføjede jeg at Edwin Skinner som repræsentant for vort afdelingskontor havde anmodet om en samtale med myndighederne for at redegøre for vor holdning, men at det var blevet afslået.

Et par dage senere sagde sir Srivastava til mig: „Hr. Jenkins [den embedsmand der havde været negativ over for vort virke] trækker sig tilbage om nogle dage, og han bliver efterfulgt af sir Francis Mudie. Bed hr. Skinner komme derop; så vil jeg præsentere ham for sir Francis.“

Sir Srivastava bragte som lovet mødet i stand. På et tidspunkt sagde sir Francis Mudie til broder Skinner: „Jeg kan ikke love Dem noget, men jeg vil se på sagen.“ Der var kun få dage til parlamentsåbningen, og broder Skinner blev derfor i byen for at afvente udfaldet. Parlamentsmedlemmet fra Madras holdt ord, rejste sig og spurgte: „Er det sandt at Watch Tower Bible and Tract Societys publikationer er forbudt af politiske grunde?“

„Nej, forbudet blev udstedt som en forholdsregel,“ svarede sir Francis Mudie, „men regeringen har nu besluttet at ophæve forbudet.“

Det var et betagende øjeblik for os da vi hørte nyheden! En uge efter modtog afdelingskontoret i Bombay et brev der bekræftede at forbudet var ophævet.

Tilbage til det krigshærgede Burma

Efter krigen kom Burma atter under britisk styre, og ti af os Jehovas vidner rejste tilbage til Rangoon nogle måneder senere. Vi var glade for at gense de få tilbageværende brødre og søstre. Landet var i en sørgelig forfatning. Blandt andet var strømforsyningen og den offentlige transport ude af funktion. Vi købte derfor en jeep af militæret, og den gjorde god gavn som transportmiddel til møderne, som vi havde organiseret kort efter vores tilbagekomst.

En interesseret mand tilbød os et stykke jord, og med venlige lokalbeboeres hjælp byggede vi en rummelig rigssal. Den var opført af kraftige bambuspæle, med vægge af bambusmåtter og med stråtag. I april 1947 kom Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, og hans sekretær, Milton G. Henschel, på besøg i Rangoon og holdt foredrag i denne rigssal. Dengang fandtes der 19 forkyndere i hele Burma; men broder Knorrs offentlige foredrag, som blev holdt i New Excelsior Theatre, blev overværet af 287!

Vi flytter til Australien

Den 4. januar 1948 blev Burma erklæret uafhængigt af Storbritannien, og de fleste europæere fandt det tilrådeligt at forlade landet. Efter at have overvejet sagen under bøn besluttede Phyllis og jeg at emigrere til Australien med vores datter. Vi slog os ned i Perth, hovedstaden i delstaten Western Australia.

Det var trist for os at rejse fra Burma igen, denne gang for altid. Fra tid til anden har vi hørt fra gode venner i landet, og vi har glædet os over at vide at Rigets arbejde gik støt fremad i landet.

Fra og med 1978 havde vi i fire år den glæde at betjene alle de græsktalende menigheder i Australiens større byer. Det betød et udpræget rejseliv, eftersom der er 4200 kilometer fra vestkysten til østkysten af dette vældige land. Efter nogen tid blev vort helbred svækket af landets store klimaforskelle, og vi slog os derfor igen ned i Perth, hvor jeg fortsat tjener som ældste i en af byens 44 menigheder.

Med årene er mit syn blevet svækket, og det er blevet svært at læse. Men trods helbredsproblemer føler vi os unge af sind. Vi venter begge tillidsfuldt på den glædelige dag da alle som frygter Jehova vil se hans gunsts lys „skinne med lægedom i sine vinger, og [vi] skal gå ud og stampe som staldkåde fedekalve“. — Malakias 4:2.a

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Min familie sammen med broder Henschel og broder Knorr i Burma (Myanmar) i 1947

[Illustration på side 25]

Basil Tsatos med sin hustru, Phyllis, i Australien