Solnedgange der genspejler Skaberens herlighed

LIGEGYLDIGT hvor ofte vi iagttager en smuk solnedgang, nyder vi det pragtfulde syn. De spredte skyer i horisonten bidrager til farvepragten idet den nedgående sol bader dem i violette, røde, orange, lyserøde og gule farver.

Hvorfor gløder himmelen rødt under solnedgangen, når den ved højlys dag er blå? Det har at gøre med den påvirkning den flere hundrede kilometer tykke atmosfære omkring jorden udsætter solstrålerne for. Atmosfæren forsyner os med den ilt vi indånder, og den indeholder også andre luftarter, for eksempel kvælstof og kuldioxid, foruden vanddampe og støvpartikler.

Sollyset spredes på vej gennem atmosfæren ved sammenstødet med luftmolekylerne og støvpartiklerne. Hver farve i sollyset bevæger sig i „bølger“, og en kortere farvebølgelængde er ensbetydende med en øget spredning ved sammenstødet med partikler i luften. Blåt lys har kort bølgelængde og spredes mere, mens det forholder sig omvendt med rødt lys.

På en klar dag hvor solen står højt, forekommer himmelen blå fordi de kortere blå lysbølger spredes af luften og fra alle sider kastes tilbage mod jorden. Men når solen ved aftenstid står lavt, må lyset tilbagelægge en væsentlig længere distance før det når herned. Det støder derfor mod mange flere luftmolekyler og støvpartikler end når solen står højt på himmelen. De forholdsvis korte blå stråler standses og opfanges i atmosfæren før de kan nå vore øjne, mens de forholdsvis lange røde stråler trænger herned og frembringer de farver vi kan iagttage ved solnedgang og solopgang.

I forbindelse med vulkansk aktivitet, hvor der er mere støv i atmosfæren, bliver solnedgangene endnu mere farverige. Da vulkanen Krakatau i nærheden af Java i 1883 sprang i luften udspyedes der så store mængder støv at det nåede flere kilometer op i atmosfæren, hvilket ifølge The New Encyclopædia Britannica havde følgende resultat: „Det fine støv drev adskillige gange rundt om jorden og forårsagede iøjnefaldende røde solnedgange hele det følgende år.“

Solnedgangenes pragtudfoldelse skulle formå os til at værdsætte skaberen af solen, jorden og vor atmosfære, de fænomener der i fællesskab gør dette betagende sceneri muligt. Vi bør føle som de inspirerede bibelskribenter der skrev: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Salme 19:1; Åbenbaringen 4:11.

[Kildeangivelse på side 17]

G. Ludwig/U.S. Fish & Wildlife Service