Gileadelever underkaster sig Guds ledelse

I DAG er der ikke mange der bryder sig om at andre bestemmer over dem. Det er derfor usædvanligt at finde nogle der er villige til at underkaste sig andres ledelse.

Men den 2. marts 1986 var der 24 elever fra Vagttårnets bibelskole Gilead i Brooklyn, New York, der var villige til at tage derhen hvor behovet for missionærer var størst. (Mattæus 28:19, 20) Hvad mener de om at blive sendt ud i det uvisse fremfor selv at vælge hvor de vil tilbringe hvad nogle betragter som ’de bedste år af deres liv’?

Underkastelse i en skeptisk verden

Anne svarer: „Jeg ønskede at Jehova skulle bestemme hvor og hvordan jeg skulle udføre min heltidstjeneste.“ Hun og hendes mand, Teuvo, havde allerede forladt deres hjem i Finland og er nu klar til at rejse til deres nye hjem i Papua-Ny Guinea.

Wayne har det på samme måde. Han og hans kone, Barbara, er fra De forenede Stater, og de er spændte på deres nye opgave i Guatemala i Mellemamerika. „Da vi udfyldte vor ansøgning til Gileadskolen,“ siger Wayne, „sagde vi til os selv at Jehovas organisation bedre vidste hvor vi burde sendes hen end vi selv gjorde, og det troede vi fuldt og fast på. Da vi ankom til Jehovas Vidners hovedkontor og med egne øjne så Jehovas organisation i virksomhed, blev vi overbevist om at organisationen er bedst i stand til at afgøre hvor vi kan udrette mest.“

Hvordan kan disse unge mennesker i denne skeptiske verden have så megen tillid til en organisation at de vil lade den træffe så stor en beslutning for dem? Elizabeth, der kommer fra Australien, forklarer: „I de fleste andre grene af heltidstjenesten har vi en vis valgfrihed. Men når vi vier os til missionærlivet er det som om Jehova tager os ved hånden og viser os hvad der er bedst for os. Det gør at jeg føler mig nært knyttet til Jehova.“ Hendes mand, Daryl, tilføjer: „Jeg kan ikke lade være med hele tiden at tænke på at det er Jehova der står bag disse afgørelser. Jeg har tillid til den måde han leder mit liv på.“

Overvinder „frygt for det ukendte“

For alle eleverne betyder dét at blive missionær at de har måttet forlade deres slægtninge, venner og den vante livsform. Nærede de nogen frygt i den forbindelse? Rachel, der også er fra Australien, svarer: „Ja, frygt for det ukendte, frygt for at forlade alt hvad der er trygt og sikkert, og frygt for min egen utilstrækkelighed. Men hvis den hellige ånd har givet mig min opgave, vil den hellige ånd også hjælpe mig med at udføre den.“ Hendes mand, Edi, mener følgende om det at de måtte opgive deres tidligere livsform: „Jo mindre jeg har at gøre med beslutningen om hvor jeg skal hen og hvad jeg skal lave, jo mere føler jeg at jeg overgiver mit liv i Jehovas tjeneste og tilsidesætter mine egne selviske ønsker.“ De har begge fået til opgave at tjene på Salomonøerne i den sydlige del af Stillehavet.

Der er tale om almindelige mennesker med normale ønsker, men de har ganske enkelt tilsidesat det de selv foretrækker, så de kan være fri til at gøre mere i Jehovas tjeneste. Som Gun udtrykker det: „Jeg stoler fuldt ud på at Jehova bruger sin organisation til at varetage sine interesser. Skulle jeg sætte grænser for hans ledelse af mit liv? Da vi indviede vort liv til at tjene ham, overlod vi det til ham, og ikke længere til os selv, at træffe sådanne afgørelser. Jeg håber bare at jeg kan bevare en sund indstilling til dette spørgsmål uanset hvad der sker.“ Hun har forladt sit hjem i Sverige for at tjene i Honduras i Mellemamerika.

Og hvad med økonomisk sikkerhed eller en karriere i denne verden? „En karriere i denne verden bringer ikke nødvendigvis lykke eller tilfredshed og giver ikke nødvendigvis livet mening,“ svarer Chris, der er fra De forenede Stater. „Men det gør en karriere i heltidstjenesten for Jehova, og den giver én meget mere end det.“ Chris og hans kone, Mary, ser spændt frem til at lære deres nye sprog, kinesisk, på Taiwan.

„En god ven som man elsker og sætter højt“

Da Monét blev spurgt om hun kunne anbefale andre at lade organisationen sætte dem hvor som helst på jorden for at udføre forkyndelsesarbejdet, svarede hun: „Kun hvis de har stor tillid til at det sker under Jehovas ledelse. Ellers vil de, når der opstår problemer, ikke have styrke til at overvinde dem eller i det mindste ikke finde glæde ved at udholde dem.“ Monét, der er fra De forenede Stater, blev gift kort efter afslutningshøjtideligheden, og hun skal til Taiwan sammen med sin mand der allerede tjener dér som missionær.

Men kan nogen der bringer sådanne ofre finde glæde? Elizabeth opsummerer det med disse ord: „Hvis man har en god ven som man elsker og sætter højt, er det let for hans skyld at give afkald på det man selv foretrækker. Det er sådan jeg føler ved at samarbejde med Guds organisation. Vi giver blot afkald på det vi selv ønsker, til fordel for Jehova, vor bedste ven.“

[Ramme på side 25]

Portræt af klassen:

Antal lande repræsenteret: 6

Antal lande udsendt til: 11

Antal ugifte brødre: 4

Antal ugifte søstre: 2

Antal ægtepar: 9

Antal elever i alt: 24

Gennemsnitsalder (år): 31,1

Gennemsnitligt antal år som døbte: 13,7

Gennemsnitligt antal år i heltidstjenesten: 8,8

[Kort/​illustrationer på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

[Illustrationer]

Deborah og Yale Kooperstein, De forenede Stater

Evelyn og David Fritz, Barbara og Wayne Sullivan, Guatemala

Timo Kurkaa/Tommy Petersson, Colombia

Cam og Donnie Doerschler, Den dominikanske Republik

Peter Davies/Barry Hill, Ecuador

Gun Stenz, Honduras

[Kort/​illustrationer på side 27]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

[Illustrationer]

Pauline og Geoffrey Hendry, Hongkong

Anne og Teuvo Hyörtti, Papua-Ny Guinea

Mary og Christopher LaPrath,

Monét Carleton, Taiwan

Elizabeth og Daryl Byron, Papua-Ny Guinea

Rachel og Edi Possamai, Salomonøerne